For både de tyske soldater og deres materiel blev mødet med den russiske vinter en hård prøvelse.

© Scala/BPK

I krig på Østfronten: Operation Barbarossa

Hitlers tropper indleder deres stormløb mod Moskva. Alt tegner til en storslået sejr, da de forreste styrker får Kremls spir i sigte. Men den isnende vinter er sat ind, og mens temperaturen styrtdykker, slipper Stalin sine reserver løs i slaget, som skal afgøre krigen på Østfronten.

20. marts 2017 af Thomas Hebsgaard

Natten til den 2. oktober 1941 er lun og mild på højdedraget over Desna-floden. Artilleriløjtnant Georg Richter er på plads med udsigt over ingenmandslandet nede i flodsengen og Den Røde Hærs positioner på den anden side. Dagen før har han talt otte bunkere.

“Jeg tror, at angrebet vil begynde i morgen”, skriver han i sin dagbog. “Efter min mening vil det blive den sidste store operation i år”.

Richter får ret. Kl. 04.40 bryder mindst tyve kanonbatterier omkring ham stilheden og sender en regn af granater ned over de sovjetiske stillinger. Snart ankommer en sværm af Stuka-styrtbombefly. 

Med de karakteristiske hylende sirener kaster maskinerne sig ned i lodrette dyk mod målene, inden de i sidste øjeblik slipper deres bombelast. Imens sender raketkastere salve på salve af sted, som trækker lange spor af hvid røg hen over himlen.

Inden længe føjer en ny lyd sig til det støjende inferno: motorbrølet fra hundreder af tyske kampvogne og infanteri i lastbiler, som passerer bakkedragene med kurs mod de sovjetiske stillinger.

“Det hele burde være ovre inden vinter”, skriver Richter samme aften. Officeren tvivler ikke på, at han er vidne til sidste akt i Sovjetunionens dødskamp.

Afgørelsen skal falde ved Moskva

Hitlers store felttog mod kommunismen havde stået på i tre måneder, og listen over sejre var imponerende: 

Hærgruppe Midts pansertropper havde i lyntempo indtaget storbyerne Bialystok, Minsk og Smolensk på ruten mod den sovjetiske hovedstad. 

Leningrad ved Østersøen var afskåret fra omverdenen af Hærgruppe Nord, og ved Kijev havde Hærgruppe Syd taget taget over 600.000 sovjetiske soldater til fange i historiens største omringningsslag. 

Ét stød mere ville få Den Røde Hær til at kollapse, forventede den tyske hærledelse. Moskva blev udpeget som mål for angrebet.

Stalins magtapparat var for længst gået i gang med at forberede hovedstaden på et angreb. 100 km vest for Moskva havde 200.000 udkommanderede borgere – mange af dem kvinder – siden midten af juli gravet meterdybe pansergrave og hundredvis af bunkere.

Fra nord til syd målte det befæstede bælte 170 km og skulle udgøre et støttepunkt, som armeerne ved fronten kunne falde tilbage til, hvis tyskerne angreb.

Men arbejdet på stillingerne var langtfra afsluttet, da “Operation Taifun” gik i gang. 

Og kun halvdelen af Den Røde Hærs styrker ved fronten foran Moskva nåede overhovedet tilbage til forsvarslinjen.

Sejrene ved Vjasma og Brjansk bragte antallet af sovjetiske soldater i tysk fangenskab op på omkring tre mio.

© Polfoto/Ullstein Bild

Den sovjetiske front bryder sammen

Stalins tropper blev taget på sengen, da general Guderian – også kendt som “Hurtige Heinz” blandt hans beundrende kampvognssoldater – begyndte sin fremrykning 30. september. 

Resten af Hærgruppe Midt gik til angreb to dage senere. 

Offensiven mindede om det store felttogs første dage tilbage i juni, hvor panserdivisionerne skar sig gennem Stalins grænseforsvar og tromlede ind i det sovjetiske bagland. 

En euforisk stemning bredte sig blandt de tyske soldater.

I løbet af blot seks dage nåede Hærgruppe Midt det første af operationens mål. 

Ved industribyen Brjansk blev tre sovjetiske armeer afskåret fra tilbagetog, og nær Vjasma mod nord slog tyskerne en ring om yderligere fire.

Al orden og koordination brød hurtigt sammen i de to kedler, og mange tænkte kun på flugt. 

Blandt dem var menig Boris Oresjkin, som sammen med en gruppe andre soldater vandrede forvildet rundt i skovene ved Vjasma hele natten til den 10. oktober. 

De søgte en vej ud af fælden, men i stedet stødte de hele tiden på tyske tropper. 

Efter en lang nats flakken omkring under konstant beskydning overgav han sig fuldstændig udmattet.

“Vi blev ført til en landsby af en enkelt soldat”, fortalte Oresjkin. “Han gik foran os og fandt det ikke engang nødvendigt at have sit våben i hænderne. Han var sikker på, at vi ikke ville gøre ham noget, og det faktum knækkede mig endeligt, ydmygede mig og viste mig, hvor håbløs vores situation var”.

Oresjkin var blandt de heldige. Han overlevede både slaget og tysk fangenskab. Andre steder blev hele sovjetiske enheder kommanderet ud i blodige stormløb mod de fjendtlige stillinger.

Hele natten til den 11. oktober forsvarede tyske menig H.E. Brauns enhed sig mod angreb fra bølge efter bølge af sovjetiske soldater. Ved daggry troede han, at det selvmorderiske stormløb var forbi. 

Men en del af de “faldne” lod kun som om, at de var døde. Pludselig rejste de sig og løb brølende fremad.

Mange blev ofre for de tyske kugler, men resten fortsatte ufortrødent hen over de tyske stillinger.

Flere tyskere blev trampet ihjel, og heste løb paniske rundt i alle retninger, mens lastbiler propfulde af sovjetiske soldater ræsede tæt forbi Brauns position.

Tyskerne kæmpede for livet med spader, pistoler og håndgranater, indtil en gruppe kampvogne endelig kom dem til undsætning.

Omkring 85.000 sovjetiske soldater undslap omringningen ved Vjasma, mens kun 23.000 havde held til at flygte fra Brjansk.

Den Røde Hærs tab var ufattelige. Det officielle tal lød på i alt 658.279 døde, savnede og tilfangetagne, men reelt kostede de to slag muligvis op mod en million mand. Materiel i store mængder blev ødelagt eller faldt i tyskernes hænder.

15-årige Maria Denisovas landsby var centrum for nogle af de blodigste kampe. Da infernoet endelig døde ud, kravlede hun op fra kælderen under sine forældres hus til en rædselsscene:

“Der var lig over det hele”, forklarede hun i 1996 i et interview. “Nogle manglede ben, hoved eller andre kropsdele.

Vi var nødt til at gå på dem, for vi havde ingen andre steder at sætte fødderne”. Denisova mistede begge sin forældre i kampen. Hun og landsbyens andre overlevende måtte drikke vand fra floden, selv om den var rød af blod.

Stalin går under jorden

Efter katastrofen ved Vjasma og Brjansk frygtede den sovjetiske leder for alvor, at det ikke ville lykkes at stoppe tyskernes fremmarch, før de nåede Moskva. 

Den 15. oktober beordrede han ødelæggelse af 1.000 fabrikker i hovedstaden. 

Samtidig sendte han sin regering fra Kreml til Kujbysjev over 800 km mod øst. Selv tøvede Stalin, usikker på om han skulle flygte eller blive.

Kreml havde ikke beskyttelsesrum, så Stalin flyttede indtil videre ind i luftforsvarets hovedkvarter. 

Herfra førte en elevator direkte ned til en underliggende metrostation. Dernede i sikkerhed for tyske fly fik han bygget et aflukke af krydsfinerplader, hvor han kunne sove i ly for passerende tog. Moskvas hidtil mørkeste time var indtruffet.

Da embedsmænd og partifolk i løbet af den næste dag steg på togene mod øst, gik det hurtigt op for moskovitterne, at deres ledere var ved at forlade dem. 

Mange antog, at Stalin allerede var væk, og den indtil da nogenlunde velordnede evakuering blev afløst af panik. 

Butikker overalt i byen blev plyndret, og sovjetborgere i massevis brændte deres Stalin-portrætter og parti-medlemskort. 

Nogle gjorde det af frygt for at blive skudt af tyskerne, når de indtog byen, mens andre handlede i glæde ved udsigten til at slippe af med Stalins undertrykkende styre.

I gaderne omkring centrale institutioner fløj halvafbrændte papirer rundt i luften som vidnesbyrd om, at embedsmændene var i gang med at destruere deres arkiverede dokumenter.

Offensiven synker i til akslerne

Mens panikken bredte sig i Moskva, var de tyske styrker på vej mod byen løbet ind i vanskeligheder. 

Regn, slud og den første tøsne forvandlede de primitive russiske jordveje til ufremkommeligt pløre. 

Tropperne betalte nu prisen for, at Hitlers forårsfeltog på Balkan havde udskudt angrebet på Sovjetunionen med mere end en måned.

“Vi kan ikke fortsætte, for vi har ikke mere brændstof, og intet ankommer bagfra”, skrev en udmattet tysk soldat. 

“Sneen er smeltet og har forværret pløret. Feltrationerne kommer ikke, og vi sidder her i skidt og møg hele dagen”.

I kampen mod mudderet brugte de tyske kampvogne tre gange mere brændstof end planlagt. Infanteriet, som i månedsvis var halset langt bag efter kampvognene og de andre motoriserede enheder, overhalede nu deres kørende kolleger. 

Tyskerne forcerede med stort besvær Stalins nyanlagte forsvarslinje 100 km uden for Moskva – men så gik fremrykningen helt i stå. 

Pløre og mangel på forsyninger langs hele fronten gjorde det umuligt at forsætte. 

Ved udgangen af oktober befalede Hitler pause frem til 15. november, så styrkerne kunne reorganiseres og frosten få tid til at gøre jorden hård.

Da den tyske offensiv gik i stå, var styrkerne tæt på målet – og meget langt væk hjemmefra.

© Scala/BPK

Parademarchen endte ved fronten

Imens genvandt Stalin modet i Moskva. Om eftermiddagen den 19. oktober besluttede han at blive i byen.

Små og store enheder, som ikke var blevet fanget i fælderne ved Vjasma og Brjansk, nåede frem til Moskvas opland, hvor de sluttede sig til de reservestyrker, som strømmede til fra øst og fra mindre pressede dele af fronten. 

Også 440.000 civile arbejdere blev udkommanderet og bevæbnet for at deltage i forsvaret af den sovjetiske hovedstad.

På 24-årsdagen for den kommunistiske magtovertagelse 7. november 1917 gav Stalin ordre til en opvisning, som skulle puste kampgejst i de nye rekrutter og Moskvas borgere: 

Trods truslen fra tyske fly ville han gennemføre den årlige militærparade på Den Røde Plads foran Kreml. Derfra skulle soldaterne marchere direkte ud til fronten.

Kameraerne var tidligt på plads under den stålgrå russiske morgenhimmel, så Stalin kunne vise hele nationen, at han ikke var stukket af. 

Fra kl. 8 om morgenen trampede kolonne efter kolonne over den brostensbelagte plads med nyfalden tøsne på huer og uniformsjakker, fulgt af fanebærende kavaleri og showets stjerner – Den Røde Hærs mægtige T-34-kampvogne.

Rekrutten Leonid Sjevelev havde hørt rygterne om, at Stalin var flygtet. 

Nu fik synet af diktatoren oven på Lenins mausoleum den nyudskrevne soldat til at marchere “med samme beslutsomhed, som var vi i færd med at slå sømmene i de angribende nazisters kister”. 

Stalin lovede soldaterne, at Hitlertyskland ville “kollapse under vægten af sine egne forbrydelser” i løbet af et halvt år.

De tyske kampvogne ruller igen

Otte dage efter Den Røde Hærs parade åbnede Hærgruppe Midt anden fase af “Operation Taifun”. 

Et angreb nordvest for Moskva skulle føre til omringelse af byen, inden vinterens snefald gjorde det umuligt at manøvrere. 

Men det var en forkommen, udsultet, frysende og lusebefængt hær, som rykkede i kamp. 

Hitler og hans generaler havde ikke regnet med, at krigen mod Sovjetunionen ville vare så længe, og optimistisk havde de undladt at sørge for ordentligt vinterudstyr. 

Langt de fleste tyske soldater var tvunget til at kæmpe i minustemperaturer iført sommeruniformer, og allerede de første dage med russisk vinterkulde gav alvorlige problemer for både mandskab og materiel.

En særlig plage for soldaterne var de kriblende lus. Den dårlige hygiejne spredte også dysenteri, som i vinterkulden kunne være dødelig. 

Når mændene hele tiden skulle af med bukserne på grund af diarreen, mistede de med lægen Heinrich Haapes ord “mere kropsvarme, end de har råd til”. 

Haape tog konsekvensen og klippede hul i bunden af soldaternes bukser.

Mangel på varme vinterfrakker og uldent undertøj fik de tyske tropper til at stjæle alt, hvad de kunne få fat i af tøj, fra den lokale civilbefolkning. 

I nogle tilfælde gik soldater i kamp viklet ind i flere lag russiske dameklæder.

Kulden forhindrede luftvåbnet i at støtte styrkernes fremrykning på landjorden. Med temperaturer ned under 20 graders frost fik Stuka-styrtbombeflyene problemer med at starte. Det sovjetiske materiel var langt mere hårdført.

“Russiske fly dominerer luftrummet totalt”, klagede den ellers så sejrssikre løjtnant Georg Richter i sin dagbog 26. november. Maskingeværskytter oplevede, at frosten fik deres våben til at svigte, og hos flere enheder kostede forfrysninger og kulde efterhånden større ofre end fjendens kugler og granater.

Kun de tyske soldaters faste tro på, at de var i færd med at udkæmpe felttogets sidste slag, fik dem til at fortsætte.

Nordvest for Moskva blev Den Røde Hær presset tilbage skridt for skridt. Men selvom Værnemagten bevarede initiativet, skete fremrykningen i sneglefart.

De sovjetiske tropper kæmpede, hvor de stod, og når overmagten blev for stor, havde de tid til roligt at trække sig tilbage til nye stillinger. Væk var panikken fra Vjasma og Brjansk.

Om aftenen den 4. december var Hærgruppe Midts kræfter opbrugt. Mindre end 20 km fra bygrænsen kunne de forreste enheder tydeligt se Moskvas tårne og spir i den frostklare luft.

Men “Operation Taifun” var endegyldigt gået i stå – bogstavelig talt kørt fast i sne og løbet tør for brændstof.

Imens var Den Røde Hær i fuld gang med forberede sit modtræk. I ugevis havde general Georgij Sjukov som ny chef for den sovjetiske vestfront opbygget store reserver.

Trods de enorme tab rummede frontafsnittet foran Moskva nu stærkere styrker end ved “Operation Taifuns” begyndelse.

Sjukov havde nu en tredjedel flere soldater, dobbelt så meget artilleri og to en halv gang så mange kampvogne som ved slagets begyndelse.

Hærgruppe Midt derimod modtog ikke erstatning for det mandskab og materiel, som var gået tabt.

I modsætning til tyskerne var mange sovjetiske soldater godt udrustede med varmt tøj og snehvide camouflage-dragter.

© Polfoto/Corbis

Tyskerne jages væk fra Moskva

En af spydspidserne i Sjukovs angreb var løjtnant pavel Guds panserenhed. Om aftenen den 5. december stod han i snevejret ved en flodbred 30 km nordvest for Kreml. 

Bag ham kørte en tung kampvogn i stilling, men motorstøjen druknede i den spredte ild fra kanonerne på begge sider af fronten. 

I sin kikkert spejdede Guds efter det bedste sted at sætte næste morgens angreb ind. 

Målet var en intetanende tysk kampvognsstyrke, som havde gjort holdt for natten i den nærliggende landsby Nefedjevo. 

Mellem de fjerne brag fra granater kunne Guds høre tonerne fra en harmonika, som strømmede ud af et af husene.

Guds’ enhed angreb ved daggry. Før tyskerne kunne nå at reagere, stod otte af deres 18 kampvogne i flammer. 

De resterende blev kørt i dækning bag husene, men inden længe valgte de tyske pansersoldater at tage flugten for fuld fart mod vest – skarpt forfulgt af Guds’ kampvogn og salver af sovjetisk artilleriild. 

Aktionen vandt Guds en medalje – og han var langtfra den eneste, som havde succes denne morgen.

Overalt langs fronten tog general Sjukovs modangreb tyskerne på sengen. I løbet af fremstødets første 10 dage kom en stribe byer nordvest for Moskva tilbage på sovjetiske hænder. 

Og mod syd undgik Guderians panserstyrker kun med nød og næppe at blive omringet. Synet af forkomne tyske soldater i deres håbløst utilstrækkelige uniformer gav Den Røde Hærs nye rekrutter ekstra mod. 

Ved Moskva-flodens bred fandt en gruppe sovjetiske soldater liget af en tysker, som havde viklet en bh om ørerne som værn mod kulden. 

Fjenden lignede langtfra den uovervindelige elitestyrke, de havde hørt om.

For tyskerne var den sovjetiske modoffensiv i december en katastrofe. Det var første gang, at Værnemagten led et afgørende nederlag. 

Mange soldater blev grebet af panik og flygtede over hals og hoved mod vest. Al orden brød sammen, og styrkerne gik i opløsning.

“Man savner overkommandoens oprydende hånd”, skrev løjtnant Georg Richter tørt, mens hans artillerienhed forsøgte at flygte gennem virvaret af køretøjer, bortkastet materiel og små og store grupper af soldater.

Hitlers armeer kom aldrig igen så tæt på Moskva, som de var om aftenen den 4. december 1941.

Måske er du interesseret i...

Læs også