Faren lurede overalt. Tyskerne frygtede at møde en norsk maskingeværstilling bag hvert eneste vejsving og søgte ly bag deres små kampvogne (Panzer I).

Norges fald: Churchill gav tyskerne sejren

I 1940 kaster Hitler sig ud i en farlig styrkeprøve med Stor­britannien og Frankrig. Under besættelsen af Norge møder tyskerne voldsom modstand i Narvik, hvor allierede styrker er gået i land. Efter en måneds kamp er tyskerne klar til at flygte hjem gennem Sverige, men de allierede har givet op.

26. marts 2010 af Jan Ingar Thon og Torsten Weper

Den 9. april 1940 lå panserskibene Eidsvold og Norge for anker ud for Narvik. De var Norges stærkeste krigsskibe – men også de ældste, som var i brug i nogen marine. Spøgefuldt kaldte admiralen dem “mine gamle badekar”.

Med ét gled et slankt, gråt fartøj ud af mørket. Så ét til og derefter et tredje. I alt 10 topmoderne, strømlinjeformede tyske destroyere stævnede ind gennem Ofotfjorden mod Narvik, lige imod de to gamle panserkolosser.

Det tyske flagskib Heidkamp sendte en båd over til Eidsvold. Tyskerne kom som venner, hævdede de udsendte, og opfordrede nordmændene til at overgive sig uden kamp. Men Eidsvolds kaptajn Willoch gennemskuede bluffnummeret og sendte udsendingene tilbage. Øjeblikket efter gik en rød signalraket til vejrs fra Heidkamp. Den norske kaptajn Willoch vidste, hvad der ventede:

“Klar ved kanonene! Nu skal vi slås, gutter!” råbte han.

Det gamle panserskib svingede langsomt siden til den tyske destroyer og øgede hastigheden. Men før Eidsvold nåede rundt, rev tre eksplosioner skroget op. Tyske torpedoer havde ramt det norske skib nær ammunitionsdepotet. Eidsvold gik til bunds på bare 15 sekunder. 175 af skibets mandskab på 183 døde i det iskolde vand.

Længere inde i fjorden blev eksplosionen hørt på panserskibet Norge. Fra dækket så mandskabet ukendte skibe dukke ud af tågen, og Norge åbnede ild. I mørket traf ingen af granaterne, men to torpedoer fra den tyske destroyer Armin ramte Norge midtskibs. Et minut senere var skibet borte fra overfladen, sammen med 101 søfolk.

Med sænkingen af panserskibene var modstanden i Narvik overvundet. Den øverstkommanderende for byens forsvar var oberst Konrad Sundlo – et ivrigt medlem af det norske naziparti Nasjonal Samling. Nu gik han ind på en halv times våbenhvile, der gav tyskerne god tid til at få kontrol over Narvik.

Tyskerne indtog byen uden at løsne et skud, og Heidkamps kommandør Bonte kunne tilfreds notere, at hans del af den storstilede “Operation Weserübung” var gennemført; Narvik – knudepunktet for den livsvigtige transportrute for svensk jernmalm til Tyskland – var sikret. Kommandør Bonte gik til køjs, udmattet efter mange dages anspændt sejlads gennem fjendtligt farvand.

Det tyske overraskelsesangreb

I dagene og ugerne inden “Operation Weserübung” havde rygterne om et forestående tysk angreb svirret. Men de blev ikke taget alvorligt. End ikke da den største tyske flådestyrke nogensinde forlod de nordtyske baser natten til den 7. april, forstod hverken skandinaverne eller de allierede, hvad der skulle ske. Var det et angreb på Island? På Murmansk? Eller bare en øvelse? Gættene var lige så forkerte, som de var absurde.

Klokken 04.15 om morgenen den 9. april slog tyskerne til mod en række strategisk vigtige byer, havneanlæg og broer i Danmark og Norge. Overraskelsen var total. På bare to timer havde værnemagten tvunget Danmark til at give op, og landets regering erklærede sig parat til at samarbejde med besættelsesmagten. Det samme resultat havde tyskerne håbet på i Norge, men i stedet for at forhandle fred flygtede kong Haakon og regeringen fra Oslo og mobiliserede hæren.

Kamp var uundgåelig, vidste tyskernes øverstbefalende general Nikolaus von Falkenhorst, manden bag den gigantiske “Operation Weserübung”. Norge skulle erobres dal for dal, indtil indbyggerne indså deres umulige situation.

Blandt nordmændene var forsvarsviljen stor, men mulighederne begrænsede. Soldaterne manglede træning og materiel. Landet var stort set uforberedt på angrebet. Eneste håb var, at de allierede ville komme Norge til undsætning.

Kaos hos de allierede

Landgang i Bjerkvik. I stedet for et direkte angreb mod Narvik gik de allierede styrker i land ved landsbyen Bjerkvik, hvor tyskerne kun havde et let forsvar.

Tyskernes angreb den 9. april udløste en hektisk mødeaktivitet hos de allieredes militære og politiske ledere. Frankrig og Storbritannien var klar til at svare igen på den tyske aggression, men uenige om, hvordan det skulle ske. Briterne havde en stærk flåde i området, så en landgang på den norske vestkyst var en indlysende mulighed. Hvor det skulle ske, havde mange et bud på.

Den britiske premierminister Neville Chamberlain mente, at Bergen, Trondheim og Narvik skulle generobres, mens den franske statsminister Paul Reynaud holdt på Narvik: “De allieredes hovedmål er at standse Tysklands malmtilførsel. Øjeblikkelig og kraftig reaktion er derfor en ubestridt nødvendighed”.

Nordmændene håbede, at de allierede ville koncentrere kræfterne om den vigtige havneby Trondheim. Her var også en lufthavn, der blev brugt til at forsyne de isolerede tyske tropper i Narvik, 640 km længere mod nord. Uden Trondheim ville de være prisgivet.

Men de allieredes indsigt i norske forhold var begrænset, og kontakten med den norske hær endnu ikke etableret. Diskussionerne fortsatte, nye angrebsmål blev fremsat og igen forkastet. Midt i april blev tre ekspeditionskorps med briter, franskmænd og eksil-polakker endelig sendt af sted:

“Mauriceforce” til byen Namsos og “Sickleforce” til Åndalsnes, begge for at indtage Trondheim. Det sidste korps, “Rupertforce” med 4000 briter, 3000 franske alpejægere, 2000 fremmedlegionærer og 4000 eksil-polakker, satte kursen mod hovedmålet, Narvik.

Lige fra begyndelsen var operationerne præget af dårlig organisering. Korpsene blev omdirigeret flere gange, og udrustningen var hverken gennemtænkt eller pakket rigtigt. Fx havde “Mauriceforce”, der skulle til Namsos, kun kort over Narvik. Oven i købet var dele af udrustningen – og korpsets øverstkommanderende! – sendt til Narvik.

Første angreb på Narvik

Den 14. april landede de første britiske tropper i Harstad nord for Narvik, hvor de anlagde en midlertidig base. Tropperne manglede tungt udstyr som artilleri og antiluftskyts. De var heller ikke forberedt på norske forhold – trods foråret lå sneen stadig højt, og sbriterne havde hverken varmt tøj, snesko eller ski. Da marinekommandanten lord Cork gik i land for at rekognoscere, sank han dybt ned i sneen og mistede sin monokel. To soldater måtte trække ham op. I sin rapport skrev han:

“Jeg har personligt tes­tet sneen, og det er let at synke ned til livet. Enhver fremrykning er udmattende”.

Trods problemerne blev det bestemt at foretage et angreb på Narvik den 24. april, men det endte i kaos. På angrebsdagen brød en voldsom snestorm ud. De britiske slagskibe affyrede flere salver, men kunne pga. sneen ikke se, hvor granaterne slog ned. Briterne havde intet andet valg end at afbryde landgangen – og det var nok det bedste, for granaterne havde ingen skade gjort på de tyske stillinger. Byens huse havde derimod taget imod flere fuldtræffere.

Franskmand lægger en plan

I fire dage efter det mislykkede angreb 24. april skændtes de to britiske kommandører om den videre strategi. Marinekommandant lord Cork stolede på Royal Navys styrke og ville forsøge et nyt frontalangreb på Narvik. Landstyrkernes kommandant, general Mackesy, var mere forsigtig. Han ville omringe Narvik med sin hær. Generalerne havde samme rang – og holdt hinanden i skak.

Den 28. april ankom endelig forstærkninger i form af den franske general Bethouart. Han var veteran fra 1. verdenskrig og ekspert i bjergkrig. Med sig havde han tre bataljoner utålmodige chasseurs alpins (alpejægere).

General Bethouart lagde sig mellem de to stridende briter og foreslog et konstruktivt kompromis: De allierede skulle landsætte tropper ved landsbyen Bjerk-vik, hvor tyskerne kun havde et let forsvar. Herfra kunne de allierede rykke sydover og angribe tyskerne i flanken.

Samtidig skulle en styrke bestående af eksil-polakker trænge frem fra sydvest, og norske tropper støde til fra nordøst, alt imens Royal Navy beskød tyskerne i Narvik fra fjorden.

Dette var en plan, som begge britiske kommandanter kunne bifalde. Forberedelsene til slaget om Narvik begyndte.

Krigen i fjeldene

Inde på land var de ca. 10.000 norske soldater hårdt presset. Tyskerne modtog hver dag nye forsyninger fra luften og havde held til at erobre store landområder nord og øst for Narvik.

Den 16. april angreb tyskerne de norske stillinger på Bjørnefjell nær den svenske grænse. Målet var at sikre fuld kontrol med Malmbanen, der bragte malm fra Sverige. I nogle timer holdt de norske styrker fjenden tilbage. Men da tyskerne angreb med en hurtigtskydende 20-mm kanon, brød det norske forsvar sammen. Bjørnefjell var tabt.

Nordmændene var udmattede, manglede træning, tungt materiel og luftstøtte. Men modgangen hærdede dem, og under ledelse af general Carl Gustav Flei­scher begyndte de at vænne sig til soldaterlivet. Ikke mindst lærte de at udnytte deres naturlige kendskab til ski og den norske vinter.

Snart kom nordmændene på niveau med de toptrænede tyske alpejægere, og fra begyndelsen af maj rykkede de langsomt, men sikkert frem mod Narvik. Tyskerne bød på sej modstand, men nordmændene kæmpede sig fra fjeldtop til fjeldtop. Den 7. maj erobrede de norske soldater det strategisk vigtige “Højdedrag 856”. Derfra kunne de se ned til Ofotfjorden. Og i det fjerne blinkede lys fra en by. Narvik.

Slaget om Bjerkvik

Lige før midnat den 12. maj stod general Bethouart på dækket af krydseren Effingham. Sammen med 14 andre skibe gled krydseren over den stille Bjerangsfjord. I lyset fra midnatssolen så franskmanden, hvordan fire landgangsfartøjer med næsten 500 fremmedlegionærer nærmede sig Bjerkvik. Da fartøjerne var oppe under land, gav Bethouart ordre til at åbne ild. “Feu!”

Trykbølgen fra kanonløbene rev cigaretten ud af hans mund. Nogle sekunder efter slog granatene ned i Bjerk­vik. Blandt de første huse, som blev truffet, var kirken. Tyskerne brugte den som ammunitionslager, og nu eksploderede kirken i et flammehav. Hurtigt spredte ilden sig til træhusene i hele Bjerkvik.

Så stormede fremmedlegionærerne i land. På forhånd havde soldatene fået at vide, at Bjerkvik var tømt for civile. Men korporal Favrel fra Fremmedlegionen opdagede, at det ikke var tilfældet:

“Det blev et rædselsfuldt blodbad. Vi massakrerede flere civile end tyskere. Maskingeværerne pebrede døre og vinduer, infanteristerne stormede frem og kastede granater, så gik de ind i de huse, som havde overlevet infernoet. Med våben i hånd vandrede jeg gennem et frygtindgydende Golgata, overstrøet med lemlæstede lig, væltede vugger med døde spædbarn og stønnende sårede i pøle af blod”.

I det uhyggelige, blodrøde lys fra midnatssolen kæmpede legionærerne sig fra hus til hus. Tyske alpejægere overøste dem med maskingeværkugler fra hvert gadehjørne, og først efter flere timers kamp var Bjerkvik omsider på allierede hænder. Men Bjerkvik var blot et brohoved. Endnu ventede erobringen af Øyjord, som var indfaldsporten til Narvik.

Bethouart sendte Fremmedlegionens motorcykeltropper sydover i højeste hastighed. Fra vest rykkede polske tropper frem, og to britiske destroyere var klar med artilleristøtte. Men den var unødvendig. Infernoet i Bjerkvik havde drevet de tyske tropper på flugt, og legionærene nåede Øyjord uden at møde modstand. Narvik var omringet.

Churchill fik kolde fødder

Narvik bombet og beskudt. Krigen tog hårdt på Narvik. Den blev beskudt af allierede skibe og bombet af tyske fly. Før tyskerne flygtede ud af byen den 28. maj, ødelagde de havneanlæggene, og de allierede sprængte Malmbanen før evakueringen den 7. juni.

Om morgenen den 15. maj blev Storbritanniens nyudnævnte premierminister Winston Churchill vækket af telefonen. Da han løftede røret, hørte han Frankrigs statsminister Reynaud i den andre ende råbe hysterisk: “Vi er besejret! Vi er slået! Vi har tabt!”

Fem dage tidligere havde Tyskland indledt Hitlers længe planlagte lynangreb på Holland, Belgien og Frankrig. 157 divisioner krydsede grænsen, og intet syntes at kunne stoppe de tyske pansertropper. Langs hele fronten var de allierede på flugt, og med ét var kampen om det fjerne Narvik ikke længere vigtig for de allierede.

Den 17. maj – på Norges nationaldag – samlede Churchill kabinettet og sagde:

“Vi bør vurdere, om Narvik sluger ressourcer, som burde bruges til vort eget forsvar”. Samme dag indtog tyskerne Belgiens hovedstad Bruxelles.

Tre dage senere udtalte han, at han var skuffet over fremgangen i Norge: “Vi må vurdere, om vi selv efter at have erobret Narvik vil få noget ud af okkupationen. Det er klart, at operationen lægger beslag på tropper, skibe og udstyr, som er hårdt tiltrængt andre steder”.

23. maj modtog krigskabinettet i London en rapport fra stabscheferne. Konklusionen var klar: Narvik burde erobres, fulgt af en umiddelbar evakuering fra Norge. De allierede frygtede et blodbad, hvis tyskerne opdagede evakueringen. Erobringen af Narvik skulle kun tjene som et dække for flugten.

Næste dag modtog lord Cork i Norge sine ordrer. Men de skulle for alt i verden holdes hemmelige for de norske styrker! Briterne forudså, at nordmændene ville kapitulere, hvis de fik nys om den svigefulde flugt. Skete det, ville de allierede miste rygdækning under tilbagetoget. Den britiske general Auchinleck var naget af dårlig samvittighed:

“Det værste af alt er at være tvunget til at lyve for alle og enhver for at bevare hemmeligheden. Situationen over for nordmændene er særligt vanskelig, når vi skal lade som om, at vi vil fortsætte kampene, mens vi i virkeligheden er ved at give op. Man føler sig som en foragtelig skiderik”.

Erobringen af Narvik

Det endelige fremstød mod Narvik begyndte ved midnat 28. maj. Landgangsfartøjerne var få, og overfarten fra Øyjord måtte foregå i flere omgange. Det var livsvigtigt, at de første soldater nåede uset frem, så et brohoved kunne opbygges. Derfor foregik overfarten i største tavshed. Først da fartøjerne var tæt på land, steg en rød signalraket til vejrs, og den britiske flåde begyndte bombardementet af de tyske stillinger.

Til at begynde med rykkede soldaterne frem næsten uden at møde modstand bag væggen af artilleriild. Men snart kom vanskelighederne. To kampvogne, som skulle deltage i angrebet, kørte fast i mudderet på stranden. Norske og franske tropper blev blandet sammen i kampens kaos – og forstod ikke hinandens ordrer. Desuden mødte de allierede tropper stærk modstand. En gruppe tyske soldater forskansede sig i en tunnel, som de allierede skulle igennem. Først da en gruppe fremmedlegionærer fik trukket en kanon helt frem til tunnelmundingen og åbnede ild, blev det trygt at passere.

To tyske kompanier rykkede ned over det strategisk vigtige Taraldsvikfjeld, og de allierede tropper blev overøst med granater. Længe bølgede kampen frem og tilbage, og en stund så det ud til, at de allierede tropper ville blive afskåret fra landgangsstederne. De allierede linjer begyndte at vakle, og flere soldater tog flugten.

Men midt i larmen lød råbet “A moi! La Legion!”

Det var kaptajn de Guittaud fra Fremmedlegionen. Han blødte fra et gabende sår i hovedet, alligevel kommanderede han sit kompagni frem. Nu trak den norske kaptajn Hanekamhaug sin pistol og truede med at skyde alle, som tog så meget som et skridt tilbage. Legionærerne begyndte at rykke frem mod den tyske ild, og snart var 60 mænd faldet, blandt dem kaptajn de Guittaud. Mange norske faldt også, men de overlevende hagede sig fast, nordmænd ved siden af legionærerne. Meter for meter kravlede de fremover, mod toppen.

I løbet af morgenen blev de tyske tropper drevet sammen på et stadig mindre område, og til sidst havde Narviks kommandant, major Haussel, kun 400 mand tilbage.

Efter syv timers kamp – kl. 06.50 den 28. maj ­– gav Haussel ordre til, at alle tyske soldater skulle forlade Narvik, og ud på eftermiddagen rykkede de allierede soldater ind i den befriede by. Befolkningen stod i gaderne for at takke deres befriere.

“Gamle og unge sloges for at komme til og hilse på soldaterne, trykke vore hænder og byde os velkomme”, fortalte major Hyldmo senere.

Den tabte sejr

Efter Narviks fald lod det til kun at være et spørgsmål om tid, før de tyske styrker i Nordnorge var besejret. De var trængt sammen på et lille område på Bjørnefjell ved grænsen til Sverige, og den norske 6. division rykkede stadig nærmere.

Tyskerne havde erkendt det forestående nederlag – på den anden side af grænsen havde de flere tog holdende klar til at evakuere deres tropper. Men samtidig med, at de norske soldater kæmpede sig frem mod Bjørnefjell, begyndte de allierede evakueringen af deres styrker ved kysten. Og da nordmændene stod klar til at give tyskerne nådestødet på fjeldet, var det allerede for sent. Stormen på Bjørnefjell skulle finde sted den 8. juni, men den kom aldrig. Dagen før trådte den norske regering sammen for sidste gang i Norge og nåede frem til, at situationen var udsigtsløs. Samme aftenen talte kong Haakon til folket over radioen:

“Efter nøje at have overvejet situationen er jeg kommet til den faste overbevisning, at jeg og min regering under de nuværende omstændigheder ikke har noget andet valg end at forlade landet, for at arbejde for Norges bedste fra udlandet”, sagde han.

9. juni forlod de sidste allierede soldater Norge. Samme dag fik de norske tropper ordre om at opløse sig for at undgå fangenskab. De ubesejrede soldater byttede deres uniformer med civile klæder. Humøret var i bund.

“Det var det sørgeligste øjeblik i mit liv at se drengene tage hjem. De så på mig med spørgende øjne. De forstod ikke, hvad der var sket. De havde kæmpet og var avanceret centimeter for centimeter, uge efter uge. De vidste lige så godt som jeg, at Bjørnefjell i løbet af få dage ville have været renset for tyskere”, fortalte en norsk oberstløjtnant om sine deprimerede soldaters følelser efter det aflyste slag.

Narvik lå i ruiner. Ødelagt af Royal Navys granater, tyskernes bomber og de heftige kampe. Blandt de sodsværtede ruiner flakkede herreløse æsler omkring. Dyrene var blevet efterladt, da de allierede forlod byen. Mange af dem havde gjort tjeneste med Fremmedlegionen under Nordafrikas brændende sol. Nu stod de fortabt under den norske midnatssol.

Arkiv: 2. verdenskrig

1. Nazisterne ville erobre Antarktis 2. Frihed, lighed og nazisme 3. 9. april 1940: Hitler ville have Norge 4. Graf Spees sidste togt 5. Vinterkrigen: Guerillakrig i 40 graders kulde 6. Slaget om England 7. Winston Churchill: Alene mod Hitler 8. Miraklet ved Dunkerque 9. Churchills hemmelige hær 10. Nazispioner bortførte britiske MI6-agenter 11. Hitler: Hvordan så hans tusindårsrige ud? 12. Norges fald: Churchill gav tyskerne sejren 13. Jagten på Bismarck 14. Video: Invasion af Kreta 15. Jødiske penge betalte Hitlers krig 16. Tiger: Hitlers supertank 17. Hangarskib af is skulle vinde krigen 18. Japanernes værste krigsforbrydelser 19. Briterne bombede med vilje civile tyskere 20. Top 10: 2. verdenskrigs bedste kampfly 21. Atlantvolden skulle mure Europa inde 22. Video: Pedestal - Malta skal reddes! 23. 10 møgfly fra 2. verdenskrig 24. Reinhard Heydrich - Hitlers blonde bøddel 25. Slaget om Stalingrad 26. Hvilken kodemaskine var bedst? 27. Tarawa: Værre end D-dag 28. Amerikanerne tav om Stalins krigsforbrydelser 29. Holocaust: Hitlers kvindelige bødler 30. Kamikaze-piloternes første selvmordstogt 31. Hitlers tyske modstandere 32. Faldskærmssoldater gik forrest på D-dag 33. Galleri: Allieret nederlag ved Arnhem 34. Jagten på nazisternes stjålne skatte 35. V1-bomben terroriserede London 36. D-dag: Specialkampvogne banede vejen for invasion 37. Ny D-dag serie 38. Hitlerjugend holdt stand i Normandiet 39. Hvor mange soldater døde i 2. verdenskrig? 40. Download artikel: Sidste mål - Japan 41. Hvor længe var der stråling i Hiroshima? 42. USAs sidste mål: Japan 43. Krigsforbrydere: 9.000 nazister flygtede til Sydamerika 44. Retsagen i Nürnberg: Göring nød rampelyset 45. Hvad kostede 2. verdenskrig? 46. Briterne torterede tyske krigsfanger 47. Hvordan slap den polske hær ud af Polen? 48. Hitlers usynlige jetjager skulle vinde krigen 49. Interaktiv tegning: Spitfire 50. Hvorfor vandt de allierede over aksemagterne? 51. Invasionen af Polen: Stuka førte Blitzkrieg fra himlen 52. Galleri: Slaget om England 53. I krig på Østfronten: Operation Barbarossa 54. Pearl Harbor: Døden kom fra himlen 55. Briternes første sejr 56. Slaget ved Midway skal knuse USA’s flåde definitivt 57. Stalingrad: Dødskamp rasede i Stalingrads ruiner 58. Ubådsdræberne: Jagten på nazi-ubåde 59. Monte Cassino: De allieredes dyre sejr 60. D-dag: Det store angreb 61. Ardenneroffensiven 62. Galleri: Bomberne, der knuste Japan

Måske er du interesseret i...

Indholdet fortsætter efter annoncen

Læs også

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen