Hitlers monstertanks

Trods sin enorme vægt på 1000 tons buldrer den 35 m lange kampvogn med 40 km/t. hen over de russiske stepper. Den drives fremad af to kraftige skibsmotorer, som yder næsten 17.000 hk, og de seksbåndede larvefødder, der hver især er 1,2 m brede, efterlader et åbent sår i landskabet.

Den sovjetiske T-34-tank var særdeles effektiv og helt uden overflødige detaljer. Den blev masseproduceret i et tempo, som tyskerne slet ikke kunne holde trit med.

Da de “små” sovjetiske T-34-tanks dukker op, hamrer den tyske superkampvogn løs med sine to svære skibskanoner på flere kilometers afstand. De russiske tanks er magtesløse over for dette stålmonster. Én efter én bliver de sprængt i stumper og stykker.

Sådan så en af Hitlers hedeste drømme ud. Den var hjulpet på vej i hans hoved af direktør Grote fra den store industrikoncern Krupp. Han havde foreslået superkampvognen Ratte (rotte, red.) i juni 1942 og fået grønt lys fra Føreren. I december samme år leverede Grote de første tegninger. Hitler var henrykt og beordrede udviklingen af det nye våben sat i værk omgående.

Baggrunden for det vidtløftige projekt var felttoget mod Sovjetunionen, der begyndte i juni 1941. Ifølge de tyske efterretningsrapporter havde russerne kun forældede kampvogne. Det var derfor en grim overraskelse, da de straks indsatte en ny og effektiv tank – T-34 – som var de tyske standardkampvogne, Panzerkampfwagen III og IV, overlegen.

T-34 vejede 30,9 tons og er af militærhistorikere anerkendt som den bedste allround kampvogn i hele 2. verdenskrig. Den tyndede kraftigt ud i de tyske panserdivisioner og blev en af de afgørende faktorer på østfronten.

Russernes tekniske overlegenhed på lige netop tankområdet, et nøglepunkt i den tyske lynkrigstaktik, var i sig selv et kæmpe problem. Desuden blev den tyske hærledelse klar over, at russerne var i gang med at udvikle tungere tanktyper. Hitler drømte derfor om hurtigst muligt at sætte noget meget stort og tungt ind på østfronten.

Det mobile monster

Sideløbende med Ratte leverede Krupp-direktør Grote tegninger til en anden og endnu større kampvogn – Landkreuzer P.1500 Monster. Dette uhyre skulle fungere som platform for en 800-mm Krupp- kanon af typen Schwerer Gustav. Kanonen, som hidtil havde været transporteret på specialbyggede militærtog, kunne affyre granater på syv tons over en afstand på 37 kilometer. Dermed var kanonen det kraftigste våben, der nogensinde havde været brugt i kamp.

Med en længde på 42 m og en pansring på 250 mm stål ville Monster komme til at veje 1500 tons – det samme som godt og vel 1000 store personbiler. Fire MAN-ubådsmotorer skulle drive køretøjet fremad, og besætningen skulle bestå af 100 mand.

Som følge af sin abnorme vægt ville Monster ikke kunne køre mere end 10-15 km/t. Men også dette projekt fik grønt lys fra Hitler.

Ratte og Monster nåede aldrig længere end til præ-prototypestadiet. Tidligt i 1943 fik den klarttænkende rustningsminister Albert Speer stoppet de monstrøse projekter. Et tredje supertank- projekt var allerede nået længere og havde afsløret, hvilke problemer de meget tunge kampvogne ville løbe ind i.

Hverken Ratte og Monster kunne køre på en vej uden at ødelægge den fuldstændig, de ville ikke kunne krydse en bro, uden at den styrtede sammen, og i blødt terræn ville begge køretøjer konstant køre fast.