Vinterkrigen: Guerillakrig i 40 graders kulde

Den blege formiddagssol hænger lavt over Helsingfors den 30. november 1939. Uden varsel dukker ni sovjetiske bombefly ud af skyerne og begynder en tilsyneladende planløs rundflyvning. Over havnen kaster et af flyene sin last, uden at ramme et eneste skib. Derefter fortsætter de ind over centrum, formentlig for at bombe hovedbanegården, men heller ikke det lykkes dem. Alle bomber falder på banegårdspladsen, hvor 40 indbyggere dør.

Nu spreder flyene sig. Nogle bomber lufthavnen – men rammer kun en hangar – andre angriber byens tekniske skole, hvor flere elever og lærere dræbes. Hid og did flyver russerne, mens de smider de sidste bomber og beskyder et arbejderkvarter, før de igen samles i formation og forsvinder mod øst.

Først nu går byens luftalarm i gang. Sirenernes klagende hyl kan kun bekræfte, at Finland er i krig med sin mægtige nabo mod øst, Sovjetunionen. Fire timer senere vender russerne tilbage med 15 bombefly. I alt omkommer 200 af Helsingfors' indbyggere denne dag.

Gennem kaosset baner en bil sig vej. På passagersædet sidder landets forsvarschef Carl Gustaf Emil Mannerheim. Egentlig skulle dette være hans sidste dag i jobbet – han har indgivet sin afskedsbegæring i utilfredshed med regeringen. Han ønskede et større militærbudget og blev afvist. Han anbefalede en mere eftergivende politik over for Stalin og fik nej. Nu er alle klar over, at den finsk-svenske aristokrat som den eneste kan frelse Finland.

Slaget ved Suomussalmi. Russerne efterlod tonsvis af materiel og ammunition til finnerne.

Stalin vil beskytte Leningrad

Konflikten med Sovjetunionen har stået på i flere år, og så sent som den 18. oktober 1939 lagde Josef Stalin sine krav på bordet: Finland skal afgive Det Karelske Næs, ødelægge sine forsvarsværker mod øst og udleje Hanko-halvøen til en sovjetisk flådebase. Alt sammen for at give den sovjetiske industriby Leningrad et større opland, som en sikring mod mulige militære angreb.

Finnerne har afvist Stalins krav og forsikret, at Leningrad intet har at frygte, for ingen fremmed magt vil få lov at bruge finsk territorium til et angreb.

Finnerne formoder, at Stalins krav blot er de første i en lang række, der ender med, at deres land bliver opslugt af Sovjet. Men i Moskva kan Stalin ikke begribe, hvor det lille land får al den selvtillid fra. Han er blevet mistænksom. Finnerne må have hemmelige aftaler med Sovjets fjender, formoder han – og beslutter at tage de finske områder med magt.

Som leder af invasionshæren udpeger han marskal Kirill Meretskov, Leningrads militære kommandant.

Angrebet begynder

Natten til den 30. november er alle forberedelser afsluttet. Meretskov beordrer sin mægtige hær i kamp:

“Kammerater! For at opfylde den sovjetiske regerings og vort store fædrelands vilje giver jeg denne ordre: Tropperne fra Leningrads militærdistrikt skal marchere over grænsen, smadre de finske styrker og sikre Sovjetunionens nordvestlige grænse og Lenins by, den proletariske revolutions vugge”.

Over den 1000 km lange grænse – fra Barentshavet i nord til Østersøen i syd – tromler Meretskovs armeer ind i Finland. Han råder over 500.000 soldater; tre gange flere end finnerne. Desuden har Meretskov 30 gange så mange fly og 200 gange så mange kampvogne. Hans største bekymring er faktisk, at Den Røde Hær vil tromle så hurtigt frem, at den glemmer at stoppe, før den når ind i Sverige. Meretskov regner med at have erobret Finland på 12 dage.

Mannerheim mangler alt

På den anden side af grænsen taler feltmarskal Mannerheim indtrængende til sine soldater: “Finlands tapre soldater! Jeg har fået denne opgave i en stund, hvor vor arvefjende endnu en gang har overfaldet vort land. Tillid til ledelsen er den første betingelse for fremgang”.

Tillid er det eneste, han har – som tidligere officer i zarens hær kender han krigens håndværk – men stort set alt andet mangler han. Hovedparten af finnernes våben stammer fra zar-tiden, og beholdningen af ammunition rækker kun til få uger.

Mannerheim ved, at Finland aldrig vil kunne vinde krigen. Han kan kun håbe på at forsinke den sovjetiske invassion så meget, at omverdenen kan nå at ile finnerne til hjælp. Hans første prioritet er derfor at hindre Den Røde Hær i at trænge over Det Karelske Næs og nå frem til hovedstaden Helsingfors. Stort set alle andre områder kan han ofre.

Den Røde Hær kører fast

Mod nord viger finnerne, og Meretskovs soldater gør hurtige fremskridt. Byen Petsamo ved Barentshavet falder allereder første dag, og i de nordfinske skove møde, Den Røde Hær heller ikke modstand. Alene synet af en sovjetisk kampvogn skræmmer finnerne på flugt. Uhindret kan russerne rulle ind i landet.

Kun mod syd, på Det Karelske Næs, yder finnerne en lumsk modstand med ødelagte brønde, nedbrændte huse, sprængfælder og miner.

“Finnerne er mestre i snyd”, klager en sovjetisk krigskorrespondent. “Når vore trætte mænd vil drikke, er landsbyernes brønde fyldt med jord. Vore fjender er perfide og kujonagtige. Næppe havde den første røde kæmper sat foden på finsk jord, før den eksploderede. Der er miner overalt”.

En hel uge tager det russerne at nå de 30 km til finnernes hovedforsvarsværk, Mannerheimlinjen, der ligger som en bom tværs over Det Karelske Næs. Her går offensiven i stå.

Kommandoaktion i mørket

Mannerheims taktik holder, men en uges retræte har slidt på soldaternes moral. Og Mannerheim er irriteret over, at soldaterne i nord giver så hurtigt op. For at styrke forsvarsviljen beordrer han en aktion mod de sovjetiske styrker ved Tolvajärvi nord for Ladogasøen.

I ly af natten trænger 140 finske soldater på ski frem til en sovjetisk militærlejr. Russerne har tændt enorme bål for at holde varmen – og er perfekt oplyste mål. Finnerne fordeler sig på toppen af en bakkekam. Uden en lyd glider de ned gennem lejren, dræber alle og er væk et par minutter efter.

Tumulten opskræmmer andre sovjetiske lejre, som begynder at skyde vildt ud i mørket. Og snart efter er de sovjetiske soldater i kamp med hinanden, mens finnerne uden tab kan snige sig væk.

Sejren er total. Tolvajärvi overbeviser finnerne om, at de sagtens kan tage kampen op med den mægtig fjende, når blot de arbejder sammen med naturen.

Udrustet til den forkerte krig

Netop naturen er en modstander, russerne konsekvent har undervurderet. Soldaterne er blevet sendt ud i den subarktiske vinter i deres olivengrønne sommeruniformer, der hverken kan holde på varmen eller yder nogen camouflerende beskyttelse.

De færreste soldater har vinterstøvler, og ingen af dem kan løbe på ski. Det betyder, at russerne og deres tunge materiel ikke kan bevæge sig i skovene, hvor sneen ligger højt. De må holde sig til vejene, der forvandler den gigantiske angrebshær til langsomme kolonner på 20, 30, 40 kilometers længde.

Uden vanskelighed kan finske skisol­dater i hvidt overtrækstøj trænge helt frem til kolonnerne, suse ind mellem lastbiler og kampvogne, kaste håndgranater eller molotovcocktails og være væk igen sekundet efter. Med et par væltede træer kan kolonnen stoppes – og hvis de forreste kampvogne bliver skudt i brand, er kolonnen lammet i flere timer.

Meretskovs offensiv kører fast i det meste af Finland, fordi den er udrustet til en helt anden krig – en lynkrig i åbent, centraleuropæisk terræn.