En ensom kamp: Gang på gang bad Churchill om hjælp i USA, men blev afvist. I et år så det ud til, at briterne skulle besejre Adolf Hitler ved egen kraft.

© Bridgeman Images

Winston Churchill lovede nazisterne modstand til sidste blodsdråbe

Indtil USA og Sovjetunionen gik ind i krigen i 1941, var briterne de eneste, der stillede sig i vejen for Hitler. Deres leder var en overvægtig og drikfældig cigarryger med en ubegribelig energi.

18. januar 2018 af Else Christensen

 “Vi vil forsvare vor ø uanset prisen!” Ordene rungede igennem underhusets mødesal. 

I 34 minutter talte Winston Churchill. Med en stemmestyrke, der steg og faldt. Som om han var ved at betvinge elementerne selv, lovede han Adolf Hitler modstand til sidste blodsdråbe.

“Vi vil kæmpe på vore strande. Vi vil kæmpe på vore flyvepladser. Vi vil kæmpe på marker og i gader. Vi vil kæmpe i bakkerne. Vi overgiver os aldrig”, erklærede han, mens bifaldet steg til en torden i salen.

Stemningen var udelt sejrssikker, men den bemærkning, som Churchill – ifølge en anekdote – lod falde efter talen, beskriver nok realiteterne bedre:

Endnu mens klapsalverne bragede løs vendte Churchill sig til sin sidemand og tilføjede tørt: “Og vi vil bekæmpe dem med enden af en smadret ølflaske, for det er sgu det eneste, vi har!”

Churchill overdrev sin pointe; han havde netop givet briterne det våben, som skulle vise sig at være afgørende ikke blot for Storbritanniens, men for hele Europas overlevelse – troen på sejr.

Hvor han selv fik denne tro fra, er uforklarligt i lyset af de foregående måneders begivenheder. 

Samme dag som Churchill holdt sin tale i underhuset, den 4. juni 1940, blev de sidste britiske tropper under stor dramatik reddet hjem fra Dunkerques strande. 

Og nederlaget i Frankrig var blot den sidste i en række af katastrofer, der overgik Europa dette forår. 

I april-maj havde Hitler besat Danmark og Norge, og i maj-juni var også Holland, Belgien og Frankrig faldet. 

Sovjetunionen samarbejdede fortsat med Hitler, og USA vendte det blinde øje til, fast besluttet på at forholde sig neutral i den europæiske konflikt.

“Den endelige sejr over England er nu kun et spørgsmål om tid”, triumferede den tyske hærs stabschef, Alfred Jodl.

Ikke siden år 1066, hvor normanniske styrker invaderede England og stødte landets konge fra tronen, havde Storbritannien befundet sig i større fare. 

Mens Churchill var på rundrejse i Europa, første Hitler valg­kamp i Bayern. I 1932 befandt de sig på det samme hotel, men Adolf Hitler var så ud­mattet af den tyske valgkamp, at han afviste at se Churchill.

© Polfoto/Corbis

Winston Churchill satte alt ind på at vinde krigen

Faren tyngede imidlertid ikke Churchill. Slet ikke. “Hans tunge ansvar synes at give ham fornyet ungdom”, bemærkede vennen Brendan Bracken om den 65-årige premierminister.

I sine erindringer forklarer Churchill sin sindsstemning i de svære dage: “Det føltes, som gik jeg side om side med skæbnen, og som om hele mit hidtidige liv havde været én lang forberedelse til denne time og denne prøvelse. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville svigte”.

Han skulle få brug for al sin klippefaste tro. Paris faldt den 14. juni – kun 10 dage efter den store tale i underhuset.

Tyske tropper fejede gennem Frankrig, og snart lå kun Den Engelske Kanal, et farvand, som på sit smalleste sted kun er 34 km, imellem nazisterne og Storbritannien.

Kort tid efter – i begyndelsen af juli – begyndte Luftwaffes bombemaskiner at angribe britiske luftbaser og flyfabrikkerne i det sydlige England.

Bombardementerne, som varede i over 100 dage, blev kendt som “slaget om England” og var sammen med de efterfølgende tyske terrorbomber mod London Churchills første styrkeprøve med Hitler.

Hvilken historisk person er du?

Svar på 41 spørgsmål om dig selv, og find ud af, hvilken af historiens største personligheder du minder mest om i HISTORIES ultimative personlighedstest. 

London i ruiner

For briterne, der var vant til at være i sikkerhed på deres ø, var de massive overflyvninger og natlige bombeangreb en grufuld oplevelse. Alene bombardementerne over London kostede 14.000 menneskeliv, og hundredtusinder mistede deres hjem.

Nat efter nat sendte luftalarmen søvndrukne mænd, kvinder og børn ned i mørke, muglugtende beskyttelsesrum. 

Churchill selv måtte forlægge sit kontor til kælderen under finansministeriet, som i årene op til krigen var blevet omdannet til et hemmeligt operationscenter. 

Om natten gik han ofte op på taget for at betragte den brændende by efter tyskernes bombeangreb.

Under de heftigste angreb i efteråret 1940 gav han ordre til, at antiluftskytset skulle brage løs, hvad enten der var noget at skyde efter eller ej, for det var bedre for befolkningens moral end den uhyggelige stilhed, mens byen ventede på den næste bombe.

Om morgenen efter bombeangrebene spadserede han stateligt iført jakke og høj hat gennem murbrokkerne, mens han kom med opmuntrende bemærkninger til folk i de ramte kvarterer. 

Den trinde skikkelse med det beslutsomme ansigtsudtryk blev en fast del af bybilledet og virkede beroligende på den skræmte befolkning. 

Det har livet lært mig

Politikeren, forfatteren og officeren Winston Churchill øste gerne af sine livserfaringer. HISTORIE har samlet nogle af de mange, farverige citater.

  • I årevis troede jeg, at min far med sin erfaring og flair havde set, at jeg var et militærgeni. Senere fik jeg fortalt, at han blot var kommet til den konklusion, at jeg ikke var klog nok til at blive advokat.

  • Jeg har altid fået mere ud af alkohol, end alkohol har fået ud af mig.

  • Dette har jeg lært: Giv aldrig op! Giv aldrig op! Giv aldrig op! Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig! I intet – stort eller småt, mere eller mindre vigtigt – giv aldrig op! Medmindre det skyldes fornuft eller ære. Giv aldrig efter for magt! Og giv aldrig efter for fjendens øjensynligt overvældende overmagt!

  • Hvis Hitler invaderede Helvede, ville jeg som et minimum give Djævelen god omtale i underhuset.

  • Krigen i vore dage er gold – gavnløs og fuldstændig berøvet enhver ære. Fordum tiders pomp og pragt er væk. Krig er intet udover slid, blod, død og løgnagtig propaganda.

Amerikanerne skulle ind i krigen

Briternes forsvarsvilje kom helt bag på tyskerne. “Hvornår mon det kreatur til Churchill kapitulerer? England kan vel ikke holde stand for evigt”, skumlede Hitlers propagandaminister Goebbels.

Omkring årsskiftet 1940-1941 stod det imidlertid klart for Hitler, at han ikke kunne bombe briterne til en hurtig kapitulation.

Efter den erkendelse stilnede bombardementerne af London af for en tid, men i foråret slog tyskerne til igen, denne gang mod havne- og industribyer som Manchester, Liverpool og Belfast. 

I Liverpool blev 3.000 mennesker dræbt i begyndelsen af maj, og på bare en uge blev 76.000 hjemløse. Herefter begyndte angrebene igen på London. 

På årsdagen for Churchills overtagelse af premierministerposten den 10. maj regnede bomberne uafladeligt over byen, hvor de bl.a. lagde underhusets mødesal i ruiner. 

Få uger tidligere havde nazisternes invasion af Jugoslavien og Grækenland tydeligt vist, at den tyske krigsmaskine langtfra var kørt træt.

For Churchill stod det pinefuldt klart, at britisk standhaftighed aldrig ville kunne stoppe Nazityskland. Løsningen på det problem var slået ned i Churchill året før.

Kort efter udnævnelsen til premierminister havde han under morgenbarberingen sludret med sin 28-årige søn Randolph. 

Den unge mand havde nonchalant spurgt, om faderen kunne hive sejren i hus, eller om han skulle bortforklare et nederlag for befolkningen.

“Jeg ved, hvordan vi skal klare den”, havde Churchill udbrudt – med ansigtet dækket af barberskum. Han skulle bare trække amerikanerne ind i krigen, indså han. 

Med USA's nærmest uudtømmelige ressourcer og store reserver af tropper kunne det ikke gå galt.

Roosevelt sagde nej til Winston Churchill

Ideen havde blot én indbygget fejl: Amerikanerne havde absolut ikke tænkt sig at gå i krig. 

Præsident Franklin D. Roosevelt, der var blevet valgt på at føre amerikanerne ud af 1930'ernes krise og elendighed, stod i sin tredje præsidentvalgkamp, og det sidste, han havde brug for, var en blodig og bekostelig krig:

“Jeres sønner bliver ikke sendt ud i nogen krig i udlandet”, lovede han i valgkampen og holdt det i tiden efter.

Churchill lod sig ikke kue af den håndfaste afvisning. I tale efter tale flettede han sine appeller om amerikansk hjælp ind, og han gjorde USA moralsk ansvarlig for Hitlers dominans i Europa.

I begyndelsen af 1941 kastede han sig ud i en sand charmeoffensiv overfor amerikanerne. Kampagnen var i første omgang rettet mod Harry Hopkins, Roosevelts nærmeste rådgiver, som under sit besøg i januar blev trakteret med det ene storladne arrangement efter det andet: 

En tur til Glasgow i Skotland, hvor Churchill demonstrerede sine talegaver overfor byens befolkning, weekender på fornemme landsteder, store middage med årgangsvine og betydningsfulde gæster.

Den nøjsomme Hopkins, der, indtil han i 1931 blev headhuntet af Roosevelt, havde arbejdet i de amerikanske storbyers fattigforsorg, udviklede under besøget en knusende tillid til Churchills lederskab og kampvilje. 

Efter hjemkomsten i februar 1941 rapporterede han til præsident Roosevelt, at Churchill “er den drivende kraft bag krigsindsatsen og den måde, krigen bliver ført på. 

Han har et fantastisk greb om det britiske folk og dets klasser og grupperinger”.

Hopkins skulle blive Churchills vigtigste allierede i de kommende måneders forhandlinger, der den 11. marts resulterede i låne-leje-loven, der sikrede briterne hjælp i form af våben og andet krigsmateriel – betalingen blev udskudt til efter krigen.

Hidtil havde amerikanerne krævet pengene straks. 

I 1950 kom Churchill til Danmark for at få Elefantordenen. Blandt de ventende journalister var Gunnar “Nu” Hansen (th.). 

© Scanpix

Winston Churchill skubbet ud på sidesporet

Først med angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941 blev USA dog for alvor revet ud af illusionen om, at landet kunne holde sig neutral i det, der nu i enhver forstand var en verdenskrig.

“I dag er vi alle i samme båd som De og imperiets folkeslag”, telegraferede Roosevelt til Churchill. Premierministeren planlagde at rejse til USA allerede to dage senere. Men Roosevelt svarede, at han først havde tid en måned senere.

“Jeg har aldrig følt mig så sikker på, at vi vil sejre i sidste ende, men det er kun i fællesskab, vi kan nå dette mål”, svarede Churchill lidt slukøret. 

Han fornemmede hurtigt, at han og briterne var ved at blive kørt ud på et sidespor i krigen mod Hitler. 

Næsten et halvt år tidligere havde Hitler med sit angreb på Sovjetunionen bragt Stalin ind i krigen, og fra nu af ville de to store nationer – USA og Sovjet – komme til at sætte dagsordenen for resten af krigen.

Dagen efter angrebet på Pearl Habor erklærede USA krig mod Japan, og derpå erklærede Hitler krig mod USA. Endelig stod briterne ikke alene i krigen, i stedet var de ved at havne i skyggen.

De første tegn på svindende britisk indflydelse havde vist sig allerede inden Pearl Harbor. Da Roosevelt og Churchill første gang mødtes – i Placentia- bugten ud for Newfoundland i august 1941 – havde Roosevelt insisteret på at aftale en vision for verden efter nazismen. 

Churchill var modvilligt gået med til at underskrive erklæringen, der bl.a. garanterede “alle menneskers ret til at vælge den regeringsform, de ønsker at leve under”.

Udsagnet kunne kun læses som et anslag mod det britiske imperium. Churchill forklarede i underhuset, at han havde ment de europæiske folkeslag, der levede under nazismens åg, men han talte mod bedre vidende. 

Under mødet med præsidenten havde Roosevelt forklaret ham, at “vi kan ikke bekæmpe fascismens slaveri uden samtidig at arbejde for at befri mennesker over hele verden fra en bagstræberisk kolonipolitik”.

Ved de møder, som de allierede ledere holdt – i Teheran (november 1943) og på Jalta (februar 1945) – følte Churchill sig ofte som tredje hjul på Stalins og Roosevelts vogn.

Churchill forsøgte at bevare rollen som midtpunkt ved at kaste sig ud i hektisk rejseaktivitet med hyppige besøg nær fronten og møder med generaler og statsledere. I 1943 var han udenlands hele 147 dage.

Det høje aktivitetsniveau satte sig sine spor – helbredet begyndte at svigte. Churchill, der aldrig havde sagt nej til god mad og stærk spiritus, var overvægtig, og allerede under et besøg i USA i 1941 havde han fået et mildt hjerteanfald.

Sygdommen blev dysset ned, men flere bemærkede, at premierministeren oftere og oftere forekom meget træt. Mod krigens slutning følte han sig næsten konstant udmattet.

“På det tidspunkt var jeg meget træt og fysisk så svækket, at jeg måtte have et par marineinfanterister til at bære mig op ad trapperne, mens jeg sad i en stol”, fortæller han i sine erindringer.

Vil du have endnu flere historier fra 2. verdenskrig?

Så få HISTORIE lige til døren.

Du finder de bedste tilbud her

Terror mod Tyskland

For alligevel at give et effektfuldt bidrag til krigen sendte Churchill britiske bombefly ind over de tyske byer, hvoraf flere blev lagt i ruiner. 

Bomberne kostede omkring 600.000 tyskere, fortrinsvis kvinder, børn og gamle, livet. I dagene 13. til 15. februar 1945 omkom mindst 25.000 alene i Dresden under de britisk-amerikanske bombardementer.

I løbet af foråret 1945 erobrede de allierede store dele af Tyskland, men Adolf Hitler fik de ikke stillet til regnskab for hans forbrydelser. 

Han døde for egen hånd, kort før Den Røde Hær erobrede Berlins centrum i maj 1945.

To måneder senere besøgte Churchill den erobrede, tyske hovedstad. Efter en rundtur i Hitlers sønderskudte rigskancelli samlede en gruppe tyskere sig omkring premierministeren. 

Til briternes store overraskelse begyndte de at råbe hurra. Kun en gammel mand rystede misbilligende på hovedet.

Churchill havde nået sine livsmål. Han havde ledet en stor militæroperation og frelst sit fædreland fra udslettelse – og den evige jagt på opmærksomhed var også forbi: 

“Historien vil behandle mig godt”, sagde han, “for det er mig, der skriver den”.

Læs mere

Winston S. Churchill: Mine unge år, Rosenkilde, 2008. Winston S. Churchill: Erindringer om den anden verdenskrig, Rosenkilde, 2006. Winston S. Churchill: Den anden verdenskrig, Hasselbalchs Forlag, 1948. Martin Gilbert: Winston Churchill – Manden bag myten, Borgens Forlag, 2004. Roy Jenkins: Churchill, Pan Books, 2001.

Måske er du interesseret i...

Læs også