Libyens oprør har rødder i oldtiden

Indbyggerne i Paris er vant til pompøse statsbesøg, men i julen 2007 spærrede de alligevel øjnene op: Eskorteret af en kamel og 30 kvindelige livvagter – alle angiveligt jomfruer – ankom oberst Gaddafi til æresvagt og middag med præsident Sarkozy i Elysée-paladset.

Lys fremtid for Gaddafi

Fremtiden tegnede sig lysere end nogensinde for den libyske leder. Den britiske premierminister havde været på besøg i Tripoli, og Silvio Berlusconi tog varmt imod i Rom. Præsident Bush droppede handelsembargoen mod landet, og i FN blev stolen trukket ud, så Libyen kunne tage plads ved bordet i sikkerhedsrådet.

Med oprøret i 2011 kom prognosen pludselig til at se langt mørkere ud – ikke bare for Libyens leder gennem 42 år, men også for landet som samlet nation.

Lige nu er landet ikke forenet i den socialistiske stat, Gaddafi ville skabe, men snarere splittet i den blanding af stammer, klaner og selvstændige provinser, som har kendetegnet området gennem historien.

Italien skabte Libyen

Som geografisk begreb stammer navnet Libyen helt tilbage til oldtiden, hvor grækerne betegnede hele Nordafrika som Libyen. Det, som folk i dag kalder Libyen, har tidligere været tre forskellige provinser – Cyrenaika, Fezzan og Tripolitanien – med hver deres etniske sammensætning.

Ingen tænkte på at kalde området for Libyen, før en italiensk geograf brugte det i 1903. Hans fædreland tog navnet til sig, da det i 1911 erobrede området fra Osmannerriget.

Under 2. verdenskrig mistede Italien kolonien, og med de allierede kom områdets oprindelige navne atter i brug: Briterne styrede Tripolitanien og Cyrenaika, mens Frankrig tog sig af Fezzan.