Songhais ryttere var chanceløse mod de moderne våben i slaget ved Tondibi.

© Leo Dillon/Anheuser Busch

Afrikas mægtigste rige bygget på slaver og salt

Songhai i Vestafrika handlede med salt, guld og slaver, og imperiet voksede til et af de mægtigste i Afrika. Men i slutningen af 1500-tallet begik rigets hersker den fejl at tro, at Saharas ørken ville beskytte dem mod mere velbe­væbnede fjender.

27. juli 2017 af Bo Eriksson

Ingen havde troet det muligt. Da slet ikke de 18 000 ryttere og 9 700 fodsoldater fra Songhai, der så spøgelseshæren ankomme. Mod alle odds havde den marokkanske hær haft held til at krydse Saharaørkenen.

Den pris, som den marokkanske hersker, al-Mansur, havde måttet betale, var dog høj. Næsten halvdelen af soldaterne var omkommet af tørst under den lange vandring i brændende sol og glohede klitter.

De, som havde overlevet marchen, var underernærede. Ved Tondibi i nærheden af Gao, hovedstaden i det gamle Songhairige, fandt slaget sted i 1591. Selv-om den marokkanske hær var talmæssigt underlegen – ca. 4 000 mand og nogle tusind ryttere på kameler og heste – havde de en klar fordel overfor Songhaihæren: Musketter.

Havde ikke en chance

Songhais brynjeklædte ryttere, bevæbnet med tunge lanser, og fodfolk udrustet med med spyd og buer, havde ikke en chance mod tidens moderne skydevåben. Songhaiherskeren Askia Ishag 2. så sin stolte hær falde som fluer – og sit engang så mægtige rige glide af hænde.

HVORDAN OPSTOD MYTEN OM FARAOS FORBANDELSE?

Songhai var en stor vestafrikansk stat, som havde sit centrum i det nuværende Mali og vestlige Niger. Fra at have været simple fiskere på Nigerfloden, grundlagde folket i 600-tallet byen Gao, som blev centrum i et stadigt voksende rige. Gao lå velplaceret i regionen, som endepunkt for en gammel karavanerute igennem Saharaørkenen. På svajende kamelryg blev salt fragtet over det brændende ørkensand til Songhai, hvor det blev byttet ud med glimtende guld sydfra. Karavanerne gennem ørkenen blev varetaget af tuaregerne, et nomadisk berberfolk der også var frygtede krigere. I Gao skiftede varerne hænder og blev fragtet videre sydpå til den tropiske jungle. Med placeringen kunne Gao således binde forskellige folkeslag og klimazoner sammen.

Moskéen Djingareyber i Timbuktu er et levn fra Songhais guldalder.

© IBL

Det rige, som kontrollerede Sahara-handlen, kunne indhøste stor profit. Det gjorde Gao også, men på bekostning af konstante krige med sine nabolande.

Songhai grænsede til periodens andre mægtige vestafrikanske riger, såsom Mali og Ghana. I en periode i 1300-tallet var Songhai en vasalstat til Mali, men i 1375 lykkedes det dem at rive sig løs. I begyndelsen blev riget behersket af Sonni-dynastiet, der senere blev erstattet af slægten Askia.

Krigsfanger blev slaver

Rigets storhedstid var 1400-tallet, med herskere som Sonni Dondi, Sonni Ali og Muhammad 1. Askia. Det faldt sammen med, at nabostaten Malis betydning mindskedes.

Songhais hære kæmpede i perioder også mod tuaregerne i nord og mossifolket i syd, som de aldrig ind-gik nogen varig fred med. De konstante krige betød, at der var en lind strøm af krigsfanger til riget. Krigsfangerne blev gjort til slaver, der spillede en stor rolle i opbygningen af samfundet. Med bøjet ryg under bagende sol passede de blandt andet de kongelige rismarker. Jo mere riget ekspanderede, jo flere slaver.

CLAUDIUS – MISFOSTERET DER REDDEDE ROM

Da Muhammad Askia havde gennemført et større felttog mod nabofolket mossi i 1498, var man tilmed nødsaget til at bygge en ny bydel i Gao for at huse dem alle. Nye store plantager blev anlagt i 1500-tallet, hvor slaverne blev tvunget til at arbejde. Og når herskerne forærede slaver til embedsmænd og krigere, blev slaveøkonomien spredt til resten af samfundet – og lagde dermed gunden for det, der skulle udvikle sig til en slavehandel gennem Sahara.

De store slavemarkeder i Gao forsynede fjerne byer som Cairo, Konstantinopel, Lissabon, Genova og Venedig med afrikanske slaver.

Muhammad Askia, ifølge kunstneren Leo Dillon.

© Leo Dillon/Anheuser Busch

Gik over til islam

Songhais herskerdynastier gik over til islam omkring år 1000. Befolkningen derimod forblev for en stor del tro mod den gamle, hjemlige folketro. I 1100-1200-tallet var riget præget af modsætninger mellem byernes mere progressive muslimske købmænd, og den konservative, hedenske landbefolkning. Herskernes fromhed lagde dog ikke nogen hindringer i vejen for den stadig mere udbredte slavehandel.

Muhammad 1. Askia var en from muslim, der satte sig for at islamisere hele sit rige. Han foretog også en pilgrimsrejse til Mekka i 1497.

Siden grundlæggelsen af Gao i 600--
tallet havde Songhais storhed bygget på kontrollen med guldfundene i syd og salt fra Sahara. De styrede simpelthen handelen i Vestafrika. Man handlede også med kobber og havde en eftertragtet manufakturproduktion i hovedstaden. I Gao blev der fremstillet bomuldstøj og klæde samt værdifulde mineraler som karneol. Karneol blev blandt andet brugt til at dekorere perler med.

Handelen voksede

I Muhammad Askias tid ved magten (slutningen af 1400-tallet) rådede der fred i riget, og handelen voksede. Fremmede købmænd kunne rejse gennem Songhai i forvisning om hverken at miste liv eller varer. Muhammad Askia sørgede også for, at der blev gravet kanaler og brønde, og jorden blev dæmmet op, så bønderne kunne dyrke endnu mere. Den kongelige risavl krævede store mængder vand.

HVORDAN LØSTE MAN HIEROGLYFFERNES GÅDE?

Gao var formelt set rigets hovedstad, men mistede efterhånden betydning til Timbuktu, en blomstrende handelsby og lærdomscenter i stadig vækst.

Desværre ved man ikke meget om det daglige liv i Songhai, som følge af et noget magert arkæologisk fundmateriale. 1500-talshistorikeren Leo Africanus har dog i sine skrifter om Vestafrika givet en beskrivelse af Songhai. Særligt var han imponeret af Timbuktu, som han besøgte i 1513. "Her findes mange læger, dommere, præster og andre lærde mænd, der bor med fri kost ved det kongelige hof."

Muhammad 1. Askias grav i Gao er på Unescos verdensarvsliste.

Myrdet af sin søn

Efter Muhammad Askias død – han blev myrdet af sin egen søn – begyndte Songhairiget langsomt at tabe kræfter. Særligt alvorligt blev det i 1580'erne. De underliggende modsætninger mellem rigets forskellige folkeslag – tuareger, malinke, fulani og de herskende songhai – brød ud i lys lue.

Også internt i songhaifolket opstod der strid. Det vestlige rige blev anført af det strengt muslimske Timbuktu. Den østlige del blev kontrolleret fra Gao, og de to byer lå i konstant fejde med hinanden. Det gik så langt at herskerne i Gao til sidst greb til militære midler for at endeligt at undertvinge Timbuktu. Men sejren gav ingen anledning til fejring, for den faldt sammen med nyheden om, at de marokkanske tropper havde indledt deres march mod Songhai.

MASKINGEVÆR MEJER MAHDISTER NED

Baggrunden for felttoget var det marokkanske sultanats ønske om at ekspandere sydpå og tage kontrol over de profitable handelsveje gennem Sahara. I Songhai havde herskerne altid ment, at ørkenen var dem et ubrydeligt skjold mod angribere nordfra. Men i 1591 formåede nogle tusinde marokkanske soldater at kæmpe sig vej gennem ørkenen. Forsvarerne drev en stor hjord af okser imod de marokkanske linjer for at splintre dem, men da fjenden affyrede deres bøsser og engelskproducerede kanoner, vendte hjorden om og skabte kaos i songhaihæren i stedet.

Ved Tondibi led songhaihæren et knusende nederlag, der blev dødsstødet for et allerede svækket rige.

Nabofolkene så deres snit til selv at overfalde det kollapsende rige for at røve slaver. Songhaifanger havnede nu selv på de bugnende slavemarkeder.

Efter slaget ved Tondibi lod den marokkanske al-Mansur sig udråbe til kalif over hele Vestafrika. Regionen gik ind i en ny epoke, og det storslåede Songhai gled langsomt over i glemslen.

Måske er du interesseret i...

Læs også