Babylonskt nyårsfirande vid Ishtarporten.

© Bridgeman/IBL

Babylonien: Alle måtte adlyde dragedræberens folk

Af alle de stormagter, der truede det lille jødiske rige i bibelsk tid, blev Babylonien den mest foragtede. Efter babyloniernes sejr år 586 f.v.t. blev jøderne deporteret til et rige, der dominerede området mellem Den Persiske Bugt og Middelhavet.

12. april 2018 af Bo Eriksson

Med et frygteligt brag brød muren sammen. Knapt havde støvet lagt sig, før soldater bevæbnet med skarpslebne sværd og spyd stormede ind i byen, og voldsomme nærkampe brød ud i Jerusalems snævre gyder. Bøn om nåde blandede sig med sejrsråb fra de angribende krigere.

Efter 18 måneders belejring var den babyloniske kong Nebukadnesar 2. blevet træt af at vente. Efter et heftigt bombardement fra kastemaskiner og underminering af bymuren med tunneler, knuste hans tropper i 586 f.v.t. det jødiske folks hovedstad.

Jøderne deporteres fra Jerusalem

Efter at Jerusalem var blevet plyndret og raseret og forsvarsgarnisonens soldater hugget ned, blev de overlevende ind-byggere drevet sammen for at blive deporteret.

MAYARIGET DOMINEREDE I FLERE TUSINDE ÅR

Nebukadnesar beordrede, at kong Sidkijas børn skulle dræbes og kongens øjne derpå stikkes ud. 11 år tidligere var Sidkija, en efterkommer af jødernes legendariske kong David, blevet sat på tronen af selv samme Nebukadnesar. Men Sidkija havde ikke udviklet sig til den lydkonge over Juda Rige, som den babyloniske hersker havde håbet, og nu skulle han straffes for sin ulydighed. Efter at være blevet torteret og skændet blev han ført bort i fangen-skab; en knækket mand uden livsvilje eller fremtid.

Derefter lod Nebukadnesar byens ledende mænd med kvinder og børn sortere fra. Embedsmænd, præster, håndværkere, smede, krigsledere o.a. ind-gik i denne kategori af ulykkelige sjæle, der blev bundet på hænder og fødder og ført bort. Tilbage i ruin-byens osende aske stod kun lazaroner og fattiglemmer.

Babylonien oplevede flere separate storhedstider. Den første begyndte i 1700-tallet f.v.t., og den sidste i 600-tallet f.v.t.

© Svante Ström

Som en kilometerlang slange vaklede fangerne gennem ørkenen. Nebukadnesar frydede sig over sin sejr og mængden af fanger. Det jødiske folk var knust, deres hellige by udslettet og befolkningen deporteret. Ingen kunne betvivle, at Marduk havde besejret Jahve. Nyheden gik som en løbeild gennem det babyloniske rige.

Stormakgen Babylonien

Babylon ved Eufrat var en stormagt i det sydlige Mesopotamien, som fra ca. år 2000 til 539 f.v.t. satte sit præg på hele området. Den babyloniske civilisation var i sin tid den mest avancerede i Mesopotamien. Den græske historiker Herodot beskriver benovet byen Babylons templer og høje forsvarsmure, smukke gader, parker og paladser.

HISTORIENS 5 RIGESTE –NOGENSINDE!

Hans beskrivelse er siden blevet bekræftet af arkæologer. Byen var centrum for Babylonien, der var præget af velstand og politisk stabilitet. Riget udgjorde et vigtigt bindeled mellem Egypten, Indien, Iran og Syrien-Palæstina. Babyloniske diplomater blev mødt med smigrende respekt hvor end de rejste hen. Den blomstrende økonomi stimulerede kultur, kunst og videnskab. Babyloniernes dybe indsigt i astronomi var epokegørende og et udgangspunkt for moderne videnskab.

Nebukadnesars erobringer

Bibelens billede af Babylon er dog et helt andet. Nebukadnesars erobring og ødelæggelse af Jerusalem var en katastrofe, der satte sig dybe spor i det jødiske folks hukommelse og selv-bevidsthed. To gange besejrede han Juda Rige, den sidste overlevende jødiske stat efter assyrernes udslettelse af Israel. Første gang i 597 f.v.t., hvor han deporterede en del af befolkningen, men lod riget bestå under lydkongen Sidkija. Anden gang i 586 f.v.t., hvor riget blev udslettet, Jerusalem ødelagt og resten af befolkningen deporteret.

Fortællingen om, hvordan Marduk (th) besejrede Tiamat, blev brugt som propaganda.

Babylonisk fangenskab

I Gamle Testamente spiller det babyloniske fangenskab, der opgøres til at have været 70 år, en central rolle. Profeten Ezekiel, der befandt sig i eksil, havde visioner om hvordan jøderne atter samlede sig og tog deres tabte land tilbage.

I dag ved historikerne, at Bibelens negative fremstilling af opholdet i Babylonien ikke er helt korrekt. Jøderne var ikke i fangenskab under hele deres eksil. De havde lov til at bosætte sig og udøve erhverv. Men de måtte ikke forlade riget.

Babylonien var en militær stormagt, hvis succeser, både krigeriske og fredelige, til dels fandt styrke i deres religiøse verdensbillede. Religion og myter skulle legitimitere en ny tids magtfaktor.

Marduk besejrede Tiamat

Et tidspunkt mellem 1700 og 1100 f.v.t. opstod i Babylonien en skabelsesfortælling, der kom til at hedde Enuma elish. Navnet betyder omtrent "Da for-oven," hvilket er digtets første to ord. Eposet beskriver gudernes tilblivelse, hvordan der opstod s plittelse mellem dem og hvordan en opkomling ved navn Marduk dræbte Tiamat, gudernes moder, der var en urgud-inde i form af en havdrage. Efter at have dræbt Tiamat, skabte helten verden ved at partere hendes vældige krop.

JAGTEN PÅ TUTANKHAMONS GRAV

Det var en myte, som var inspireret af gamle sumeriske fortællinger. Men til forskel fra disse, der både havde til formål at underholde og give åndelig vejledning, havde historien om Marduk et helt klart politisk formål. Han var Babylons skytsgud, og der fandtes ikke det barn i hele det babyloniske storrige, der ikke havde hørt, hvordan han havde besejret kaosdragen Tiamat. Det var babylonisk krigspropaganda.

Babylonien krævede underkastelse

Historien om Marduk, der dræber den store drage, hævdede babylonisk overhøjhed. Myten legitimerede Babylons magt i det politisk urolige land mellem floderne Eufrat og Tigris. Ganske som guderne havde måttet underkaste sig Marduk, måtte de andre riger acceptere babylonisk overherredømme. Da jødernes rige og dets ulydige konge havde nægtet at gøre dette, straffedes hele folket nu med udslettelse, tortur og fangenskab.

Mulig rekonstruktion af de hængende haver, som Nebu­kadnesar 2. skal have ladet opføre.

© DeAgostini/Getty

Ishtarporten

At træde ind i det mægtige babyloniske riges mægtigste stad var ikke for sarte sjæle. Den storslåede byport, kaldet Ishtarporten efter skytsgudinden, blev bevogtet af flere hundreder løver, tyre og drager med slangeagtige halse. Selv om de var udhugget i sten eller malet på murstenenes fine blå glasur, var de i allerhøjeste grad levende for indbyggerne. Udyrene skulle holde byens fjender borte. For porten førte jo lige lukt ind i selve det babyloniske riges hjerte.

HAR DER NOGENSINDE VÆRET FRED PÅ JORDEN?

Gennem Ishtarporten løb en processionsvej, der forbandt Marduks tempel inde i byen med Akitutemplet uden for murene. En gang om året vandrede en lang procession af mennesker mellem de to helligdomme og gik igennem Ishtarporten med dens mytologiske vogtere. På denne måde fejrede folket årligt Marduks og Babyloniens fortsatte herredømme over Mesopotamien, der i deres øjne udgjorde hele den civiliserede verden.

Kudurru markerede grænsen

Ishtarporten og Marduk-myten viser hvor bevidste babylonierne var om deres forrangsstilling i regionen. På samme måde som fabeldyr vogtede rigets hovedstad, anbragte man billedstøtter, såkaldte kudurru, rundt omkring riget som grænsesten. En af disse støtter fra Nebukadnesar 1.s tid, der nu findes på British Museum i London, forestiller blandt andet en bueskytte, der er halvt skorpion, halvt menneske. Dette monster var et sindbillede på den stormægtige konge; ham der stod som garant for, at rigets grænser aldrig blev overtrædt af fjender.

Assyrer og persere indtog Babylonien

Den magiske hjælp svigtede dog. Babylonien endte med at falde. Faktisk flere gange. Fra ca. 900 til 600 f.v.t. var Babylonien i perioder under assyrisk herredømme, og i 539 f.v.t. blev Babylon erobret af perserne.

Efter den persiske erobring fik jøderne lov til at vende tilbage til deres hjem-land for at genopbygge Jerusalem og templet på ny. Men selv efter at livet var vendt tilbage i den hellige stad, glemte jøderne aldrig den lange periode i det babyloniske fangenskab

Måske er du interesseret i...

Læs også