De australske medier morede sig kosteligt over emu-krigen, som var en tilbagevendende føljeton i avisernes spalter. 
© The Western Mail

Australske soldater ydmyget af fugleflok

Emu-krigen i 1932 var en skamplet for den australske hær. En toptrænet deling soldater tabte til en tilsyneladende underlegen fjende: en flok emuer.

3. oktober 2016 af Jesper Rovsing
Maskingeværskytten O’Halloran befinder sig midt i kampens hede – på vild jagt efter fjenden. Han sidder på ladet af en lastbil, der med 55 km/t. hopper og danser over en knoldet mark i det golde, vestlige Australien.

Men selv om fjenden er til fods, løber han lige så hurtigt som lastbilen og holder sig hele tiden præcis uden for skudvidde. I øvrigt har O’Halloran så travlt med ikke at falde af, at han ikke får affyret et eneste skud.

En ubehagelig fornemmelse af, at modstanderen er O’Hallorans deling overlegen i krigslist og organisation, er begyndt at snige sig ind på skytten – hvilket er lidt bekymrende, eftersom fjenden blot er en stor fugleflok.

Maskingeværskytten er soldat i en deling i den australske hær, der har fået til opgave at nedlægge 20.000 emuer. Fuglene har invaderet hvedemarkerne i Campion-Walgoolan-distriktet i Australien og er nu i gang med at fortære bøndernes afgrøder med alarmerende appetit.

Da landmændenes indtrængende bønner om hjælp indløber hos den militære kommandant i Perth, lyder opgaven umiddelbart som historiens nemmeste kamp. 

Alligevel sender han i november 1932 en deling soldater udstyret med to maskingeværer til fronten – den støvede flække Burracoppin. 

Filmhold overværer nederlaget

Soldaterne opretter deres militære hovedkvarter på en af de lokale gårde og begynder straks at spejde efter emuer. Ordren er klar: Skyd fuglene, og send krigsbytte i form af emu-fjer til kavaleriet i Sydney, så rytternes hatte kan blive standsmæssigt dekoreret.

Soldaterne følger en simpel taktik, hvor de ligger på lur med maskingeværerne klar til skud. Men det viser sig fra start næsten umuligt at dræbe mere end et par emuer ad gangen. Fuglene samler sig i mindre flokke, og hver gruppe ser ud til at have sin egen leder, som årvågent holder vagt, mens dens fæller ivrigt æder løs af hveden. 

Ved det mindste tegn på fare lyder et advarselsskrig fra føreren, hvorefter de nærmeste fugle tager flugten. Hurtigt smitter gruppens frygt resten af flokken, så situationen eskalerer til en total masseflugt mod nærmeste skjulested.

Under hver træfning trampes store mængder hvede ned, så militærets angreb gør ofte mere skade end gavn. Pludselig er soldaterne ikke længere så begejstrede for, at kommandanten i sit overmod inviterede et filmhold til at overvære kampen mod emuerne. For krigen går tydeligvis ikke som beregnet. Faktisk har emuerne vundet alle slag. 

Emuen er en uovertruffen soldat

Derfor må delingens chef, major Meredith, i en officiel rapport forklare, hvorfor kuglerne er virkningsløse:

“Man må forstå, at en emu kan løbe 70 km/t., når den strækker sig fuldt ud. Så efter den første salve har vi at gøre med et mål, der bevæger sig meget hurtigt, og som kun er synligt i et meget kort øjeblik”. 

Samtidig konstaterer majoren, at emuen er et imponerende svært dyr at dræbe. Fx bliver en emu ved et tilfælde nedlagt, da en gruppe soldater torpederer dyret i deres lastbil.

En nærmere undersøgelse afslører, at kadaveret har en halv snes skudsår, som fuglen tydeligvis fik flere dage før – uden at kuglerne har haft nogen synlig virkning. Sådanne oplevelser får major Meredith til at revidere sin opfattelse af fjenden, som han skamroser i sin militære indberetning:

“Hvis vi i militæret havde bare én division, der kunne tage imod kugler på samme måde som disse fugle, kunne vi klare enhver hær i hele verden. Sådan en division ville være lige så usårlig over for maskingeværer som en tank”.

Politiker vil give emuerne medaljer

Samtidig er de første rapporter nået frem til parlamentet, hvor de folkevalgte vakler mellem at græde eller le. Flere af de politikere, der går op til talerstolen, vælger det sidste:
“Vil militæret udstede medaljer i denne krig?” spørger en politiker drillende i parlamentet.

“De bør i givet fald gå til emuerne, for de har foreløbig vundet alle slag”, bemærker en anden tørt.

Mens de folkevalgte morer sig på hærens bekostning, glæder militæret sig over – i en i øvrigt humorforladt rapport – at krigen trods alt ikke har kostet sårede eller dræbte soldater.
Forsvarsministeren må konkludere, at “emuerne har fået de væbnede styrker til at ligne idioter”.

Ligesom premierministeren river sig i håret over militærets bedrifter, da oppositionen griller ham i parlamentet og vil vide, hvor ansvaret for farcen kan placeres.

En enkelt ny ekspedition bliver sendt til området, men uden succes. Soldaterne trækkes tilbage, og landmændene får besked på selv at dræbe emuerne. Hver gang de i de kommende år beder om hjælp til at modstå emu-angreb, bliver nødråbet omhyggeligt ignoreret. Så vidt vides, modtog kavaleriet i Sydney aldrig fjer nok til sine rytteres hatte.

Måske er du interesseret i...

Læs også