Argentinske jagerfly smider to store bomber på 500 kg hver over den britiske fregat HMS Antelope. Billeder fra bombningen bliver symbolet på Falklandskrigen.

Slaget om Falklandsøerne

I april 1982 vågner Storbritannien op til et chok. Argentina har invaderet de britiske Falklandsøer og udfordret briterne. Invasionen bliver startskuddet til slaget om Falklandsøerne.

15. oktober 2015 af Erik Bork

Truslen mod Falklandsøerne kommer som et chok

  • 2. april 1982 kl. 02. London, England.

Argentina har med jævne mellemrum truet med at erobre de britiske Falklandsøer, men briterne har hidtil ignoreret truslerne.

Presseofficer Roger Goodwin er knap faldet i søvn i det lille vagtværelse under Forsvarsministeriet, da telefonen pludselig begynder at kime. Klokken er to om natten, men stemmen i røret er insisterende: Roger Goodwin skal øjeblikkeligt stille i mødelokalet på femte sal. Kun iført bukser og pyjamas-skjorte haster Roger Goodwin op til lokalet, hvor stemningen er anspændt.

Chefen for den britiske flåde, Sir Henry Leach, er netop ankommet fra en fest i Downing Street, og stadig iklædt smoking forklarer han situationens alvor: Ifølge efterretningstjenesten er en stor flådestyrke fra Argentina på vej mod de britiske Falklandsøer, og alt tyder på, at argentinerne vil invadere øerne inden for de næste få timer.

Hverken Goodwin eller resten af de forsamlede officerer kan tro deres egne ører. Ganske vist har Storbritanniens ejerskab af Falklandsøerne længe været en torn i øjet på Argentina, men landets aggressioner er hidtil kun opfattet som tomme trusler.

Med en ny militærjunta ved magten i Argentina ser det nu ud til at have ændret sig, og da Roger Goodwin vender tilbage fra mødet, ringer samtlige telefoner. Argentina har lagt op til åben krig med den gamle kolonimagt, og alverdens avisredaktioner venter nu på Storbritanniens svar.

Argentina angriber Falklandsøerne i nattens mulm og mørke

  • 2. april 1982. Falklandsøerne, 4 km syd for Stanley.

Argentinske skibe er ankommet til havet omkring Falklandsøerne, hvor de satser på at overrumple briterne med en landgang.

Det er en stille og bælgmørk nat på Falklandsøerne. Løjtnant Guillermo Sánchez Sabarots tæller hviskende sine sortklædte kommandosoldater og konstaterer lettet, at alle 92 er nået i land. Ude på havet kan de ikke længere få øje på destroyeren, der få timer forinden ankrede op og i ly af natten firede de toptrænede soldater ned i gummibådene. Nu er soldaterne på helt egen hånd, imens de langsomt bevæger sig frem i mørket i retning mod de britiske militærbarakker omkring 10 km borte.

Det er en hård opgave. Terrænet er ujævnt, og kun en enkelt soldat har natkikkert. Gruppen splittes tilmed op, da en bil i høj fart pludselig viser sig på en øde landevej, og soldaterne må søge dækning. Kort efter snubler Sabarots' næstkommanderende i det stenede terræn. Han får et brud på anklen og må lades tilbage.

Det er derfor ikke en fuldtallig argentinsk enhed, der omsider ser silhuetten fra barakkerne. En enkelt pære lyser i et af vinduerne, og med ladte maskingeværer omringer de argentinske soldater i stilhed bygningerne.

Hjertet hamrer i brystet på Sabarots, da han giver ordre til, at den første tåregasgranat sendes ind igennem vinduerne. 1, 2, 3 – sekunderne går, men intet sker. Endnu en granat bliver kastet ind, og flere følger efter, indtil Sabarots må konstatere, at briterne har vundet det første slag: Barakken er allerede forladt. Sabarots må sende sine soldater videre i retning af hovedbyen Stanley og regeringsbygningen.

Argentinske tropper går i land på Falklandsøerne den 2. april 1982 og angriber strategiske militærmål. Snart har invasionsstyrkerne besat alle de strategisk vigtigste stillinger på den britiske øgruppe.

Undtagelsestilstand på Falklandsøerne

  • 2. april 1982 kl. 02:30. Falklandsøerne, farvandet ud for Stanley.

Flere argentinske soldater er sat i land – endnu har briterne svært ved at få overblik over, hvordan fjenden rykker frem.

“Kontakt!” Det lille britiske motorskib MV Forrest udsender sin første advarsel klokken halv tre om natten. Skibet er beordret ud på vandet ud for Stanley for at registrere eventuel fjendtlig aktivitet, og som timerne går, opfanger Forrests radar det ene store argentinske krigsskib efter det andet.

Den britiske guvernør Rex Hunt erklærer Falklandsøerne i undtagelsestilstand. Der er 13.000 kilometer til Storbritannien og det britiske militærapparat, så Hunt må tage egne beslutninger. Han har allerede sammenkaldt sine to majorer og udsendt en håndfuld soldater til et par knudepunkter: Nogle holder vagt ved havnen, andre omkring indfaldsvejene til regeringsbygningen. Desværre er øens mortér i stykker, så våbnene består af et par dysekanoner og maskingeværer.

Med det forsvar kan Hunt kun håbe på et mirakel, imens soldaterne på deres udkigsposter melder om både fjendtlige krigsskibe, helikoptere og kommandosoldater, der ankommer fra alle sider. Fjendtligt skyderi lyder allerede fra militærbarakkerne, og det er derfor en nervøs og vred Hunt, der forskanser sig i regeringsbygningen sammen med den militære ledelse og omkring 30 kommandosoldater.

Det varer ikke længe, før de hører argentinerne ankomme. Tilsyneladende regner argentinerne ikke med, at huset er bevogtet, for de sender blot en lille gruppe på fem mand frem mod regeringsbygningen – måske i håbet om at tage Rex Hunt til fange ved et hurtigt overraskelsesangreb.

Argentinerne bliver dog slemt skuffede. De britiske kommandosoldater åbner ild fra flere sider, og på et øjeblik forvandles bygningen til et inferno af støv og kugleregn. Tre argentinere såres – og et par stykker, der har søgt dækning, bliver taget til fange.

Den første kamp er vundet, men det er kun en stakket frist. Flere argentinske soldater er nu på vej mod Stanley.

Argentiske forstærkninger ankommer

  • 2. april 1982 kl. 06:00. Falklandsøerne, på havet 1 km fra Stanley.

De argentinske kommandosoldater gør klar til anden angrebsbølge.

Larmen er øredøvende om bord på landgangsfartøjet Cabo San Antonio, da tyve argentinske amfibiekøretøjer med 30 sekunders interval sendes ud i havet og ind mod kysten. Snart mærker løjnant Hugo Santillón fast grund under hjulene og glædes over at være med til igen at få Falklandsøerne på argentinske hænder.

Santillón beordrer køretøjerne over stranden og op på vejen, hvor de fortsætter i retning mod Stanley og den britiske regeringsbygning. Mod forventning møder Santillón og hans mænd ingen modstand, før de når ind på den sidste lige strækning mod Stanley. Her beskydes de fra flere forskellige hustage, men ilden besvares med mortérgranater, og kort efter ebber den britiske modstand ud.

Kolonnen af amfibiekøretøjer fortsætter herefter med fuld kraft ind i den lille hovedby, hvor Santillón regner med, at hans mænd straks skal deltage i kampen om regeringsbygningen. Men pludselig får Santillón kontraordre. Med udsigt til de store invasionsstyrker ønsker briterne at arrangere et møde.

De har ladet en af de tilfangetagne argentinske soldater i regeringsbygningen kontakte sine overordnede med ønsket om forhandling. Kort efter standser Santillón og hans mænd derfor fredsommeligt op foran regeringsbygningen, hvorefter hans admiral, Carlos Busser, træder ind i bygningen med hånden rakt frem til hilsen.

Inde i huset er stemningen iskold, og argentinernes krav om fuldstændig overgivelse mødes i første omgang med tilbageholdenhed af guvernør Hunt. Busser fortæller om det argentinske militærs enorme overlegenhed i luften, på vandet og på jorden: “Du har dit job, og jeg har mit job”, forklarer admiralen henvendt til den britiske guvernør.

“Dit job er undgå, at alle dine mænd bliver slået ihjel af vores mænd”, fortsætter han. Hunt udveksler et par sigende blikke med sine to majorer og beslutter dernæst at overgive sig.

149 års britisk overherredømme på Falk-landsøerne er slut.

Nyheden om overgivelsen skaber uro i London

  • 3. April 1982. London, England.

Nyheden om den britiske kapitulation på Falklandsøerne når London.

Hele Storbritannien er i chok. Ikke siden 2. verdenskrig har det britiske imperium følt et så klart angreb på sine interesser – og bedre bliver det ikke af, at BBC viser billeder af tusindvis af jublende argentinere i Buenos Aires' gader.

Alle parlamentsmedlemmer er hasteindkaldt, og til lyden af hujende politikere rejser en stålsat premierminister Margaret Thatcher sig op: “Denne uprovokerede aggression har ingen spor af retfærdighed og ingen stump af lovgyldighed”, råber hun.

Falklandsøerne ligger så langt borte, at krigsskibe er helt nødvendige for at genvinde kontrollen over øerne. Men problemet er, at den britiske flåde er blevet skåret voldsomt ned, og et stort antal skibe venter på at blive solgt eller ligger i havn på grund af mangel på brændstof og reservedele.

Samtidig er et større antal skibe optaget af en fredsommelig øvelse langt fra Falklandsøerne, nemlig i de lune vande omkring Gibraltar. Her modtager kontreadmiral Sandy Woodward besked om, at han er udnævnt til leder af den britiske flådes første stormløb på argentinerne.

Mens ophidsede britiske politikere stadig diskuterer og råber højt i parlamentet, begynder Woodward og den første gruppe på omkring ti krigsskibe og atomubåde den lange rejse over Atlanterhavet mod Falklandsøerne.

USA erklærer sin støtte til Storbritannien

  • 30. April 1982. Falklandsøerne.

Den britiske flåde har været på vej til Falklandsøerne i flere uger. Imens har diplomatiet arbejdet på højtryk, men uden resultat.

Stemningen er spændt blandt argentinerne – i særdeleshed på Falklandsøerne, hvor soldaterne har brugt den sidste måned på at forberede sig på briternes ankomst. Dagen før har et argentinsk skib spottet de første britiske krigsskibe, og på land er forhandlingerne brudt endegyldigt sammen.

FN fordømmer Argentinas invasion, og nu erklærer også præsident Ronald Reagan og hele USA sin fulde støtte til Storbritannien. I en meddelelse overgivet til Argentina via den schweiziske ambassade gør den britiske regering sagen helt klar: En radius på 200 sømil omkring Falklandsøerne er nu krigszone, og at det meste af Storbritanniens flådestyrke er på vej.

Britiske styrker er klar til at angribe

  • 2. maj 1982. Atlanterhavet, 320 km fra Falklandsøerne.

Den britiske flåde er sejlet i stilling. Briterne er nervøse for, hvad argentinerne kan finde på, og beslutter at angribe først.

Om bord på den britiske atomubåd Conqueror opfanger mandskabet tydeligt den dumpe lyd fra den argentinske krydser General Belgrano. “Sjuufff, sjuufff, sjuufff”, lyder det igen og igen i sonaren, efterhånden som de trebladede propeller driver skibet hen over havet.

Kontreadmiral Sandy Woodward er bekymret for den argentinske krydser. Den har en destroyer på hver side og bevæger sig alt for tæt på den engelske flåde. Conqueror går op til overfladen med jævne mellemrum og bekræfter fjendens position for kort efter at dykke igen og fortsætte forfølgelsen med en fart på omkring 18 knob – mere end rigeligt til at holde trit med den argentinske krydser.

Lidt før klokken 16 beslutter kaptajn Christopher Wrexford-Brown, at tiden er inde. Ubåden dykker og slår en stor bue, indtil den opnår en perfekt 90-graders vinkel til den argentinske krydser. Tre missiler forsvinder mod målet i en vifteformation, og præcis 54 sekunder efter den første affyring ser ubådskaptajnen et stort lysglimt i sit periskop. General Belgrano er ramt, og mens Conqueror vender om dybt under havoverfladen, kæmper den argentinske besætning for livet. 323 omkommer.

Kampen på havet bliver intens

  • 4. Maj 1982. Argentina, Río Grande-flybasen.

Kampene på havet spidser til, da briterne sænker endnu et argentinsk skib. Sydamerikanerne vil svare hurtigt igen.

Tabet af General Belgrano er et hårdt slag for argentinerne. De har allerede mistet flere fly, og denne morgen regner de britiske bomber tilmed ned over vigtige positioner på Falklandsøerne. Det er derfor to hævntørstige argentinske piloter, Augusto Bedacarratz og Armando Mayora, der sætter sig ind i hver sin Super Étendard-jager på flybasen Río Grande i det sydligste Argentina. De franskbyggede jagere er udstyret med missiler specielt bygget til angreb på skibe og udgør Argentinas mest frygtindgydende våben.

Vejret er dårligt, og sigtbarheden helt nede på et par kilometer, da piloterne nærmer sig Falklandsøerne. Deres største frygt er de britiske Sea Harrier-fly, som konstant er på patrulje i området. De forsøger derfor at holde den elektroniske kommunikation på et minimum.

De britiske skibe er i forvejen udpeget af et argentinsk radarfly, men Bedacarratz og Mayora har i første omgang svært ved at finde fjendens flåde. Endelig, omkring klokken 11, får de øje på et større skib og indtaster straks koordinaterne i deres våbensystem. Dernæst flyver de ned i angrebshøjde. Omkring fire minutter senere affyrer piloterne hver deres missil med få sekunders interval.

Bedacarratz og Mayora ser missilerne forsvinde i disen og vender straks om mod basen. Først om aftenen får de igennem medierne at vide, hvad de har ramt. Det drejer sig om destroyeren HMS Sheffield, som straks gik i brand. 20 britiske søfolk mistede livet.

Diplomatiske aftaler er nu en umulig vej til fred

  • 21. maj 1982. Falklandsøerne, San Carlos-strædet.

Flere fredsudspil afvises af begge parter, og briterne gør klar til en storstilet landgang på Falklandsøerne.

I ly af natten har en halv snes britiske krigsskibe ankret op i San Carlos-strædet, og over dem svirrer nu helikoptere, imens amfibiefartøjer glider ind mod kysten. Det er briternes D-dag på Falklandsøerne. 4000 britiske soldater står klar til landgang:

“Det her er simpelthen uvirkeligt. Lad mig komme af, inden fjenden dukker op”, tænker Tony McNally, en 19-årig gut fra Nordengland, imens en helikopter bringer ham og hans deling til kysten.

Den 21. maj 1982 går ca. 4000 britiske soldater i land på Falklandsøerne. Foto: Ullstein bild

Endnu er fjenden kun set sporadisk i landskabet, og alle håber på en fredelig landgang. Men pludselig kløves morgenen af den umiskendelige lyd fra brølende jagerfly. I få meters højde over bølgerne stryger argentinske fly frem langs kysten, for et splitsekund efter at stige mod himlen og tømme deres ladning af bomber over styrkerne på havet. Helvede er i bogstaveligste forstand brudt løs, og i de næste seks timer afløser den ene angrebsbølge den anden, mens briterne kæmper for livet.

På jorden tømmer Tony McNally desperat sin riffel mod flyene, men det er tydeligt, at jagerne i første omgang går efter skibene på havet, og McNally kan kun hjælpeløst se til, når skibene tager imod en regn af bomber. Om bord forsvarer sømænd helt ned til 17 år sig med alt, hvad de ejer, fra maskingeværer til antitankraketter.

Søfolkene har dog en enkelt fordel: For at undgå radarkontakt angriber de argentinske fly så lavt, at mange af bomberne ikke detonerer, når de kastes mod målet. De rammer ganske vist skibene, men hopper dernæst som store lopper hen over dækket, hvorefter de ender i havet med et fredsommeligt plask.

Så heldigt går det dog ikke hver gang. Da natten endelig falder på, er fregatten Ardent sænket. I de følgende fire dage fortsætter angrebene, og endnu en fregat, en destroyer og et transportskib går op i flammer. To britiske helikoptere og 23 argentinske fly lider samme skæbne. Men målet for briterne er nået: De er endelig i land på Falklandsøerne.

Storbritanien overrumpler de argentinske soldater

  • 28-29. maj 1982. Falklandsøerne, Goose Green.

Flyangreb har igennem flere dage kostet Storbritannien både mænd, skibe og fly. Nu sætter briterne sig for alvor i bevægelse.

Da mørket falder på, er oberstløjtnant Italo Piaggi klar over, at fjenden snart angriber. Han står på Goose Green – en lille, strategisk vigtig landtange. Piaggi er nervøs, for han kender sin fjende. Han har studeret britisk militærhistorie og ved, at briterne altid slår til med snarrådighed og med en styrke, der nøjagtigt passer til forholdene. Hans eget kompagni er derimod slet ikke klar.

Mange af soldaterne er ganske unge, og det tunge skyts, han har bestilt, er aldrig nået frem. Værst er det med kommunikationsudstyret, for kompagniets to radiosendere er faldet i fjendens hænder, og oberstløjtnant Piaggi må derfor klare sig med kørende ordonnanser – en situation, der gør ham rasende at tænke på.

Klokken fire om morgenen får Piaggi ret i sine bange anelser – skudsalver høres mod nord. Efter en kort angrebsbølge er de første argentinere allerede taget til fange, og en gruppe på 500 toptrænede britiske faldskærmssoldater fortsætter med stor hast mod Goose Green.

Piaggi beordrer straks to delinger i retning mod fjenden, og da solen står op, brager tropperne sammen over en bred front på Goose Green. Mortérgranater blander sig med maskingeværild, og pludselig dukker argentinske fly op og sender raketter mod briterne. Sidst på formiddagen trænger en britisk deling alligevel igennem de argentinske forsvarsværker mod øst. Kort efter bryder briterne også igennem den vestlige front, og den midterste argentinske front trækker sig nu tilbage, hvorefter de får forstærkning bagfra og igen møder den fremrykkende fjende.

Flere fly dukker nu op på himlen – argentinske maskiner med napalm og britiske jagere med klyngebomber. Men igen trækker argentinerne det korteste strå, og Piaggi vælger at sende sine folk på retræte. Oberstløjtnanten modtager imidlertid en besked fra sin brigadegeneral, der sidder langt fra fronten i Stanley: “Gå til modangreb!”

Meddelelsen er for meget for Piaggi. Han griber et aluminiumskrus og kaster det i jorden. “Modangreb! Med hvad!?” råber han og konstaterer, at han aldrig vil kunne holde stand mod de fremadstormende briter.

Da det bliver aften, er Piaggis folk komplet omringet. De har kæmpet hårdt i 24 timer, da oberstløjtnanten modtager en opfordring til at overgive sig. Briterne forklarer, at de næste morgen vil få yderligere støtte fra såvel artilleri som krigsskibe, og at argentinerne ikke har en chance.

Piaggi overvejer grundigt og beslutter at overgive sig. Flere af hans unge løjtnanter bryder ud i gråd. 500 britiske soldater har slået 1500 argentinske mænd tilbage i det afgørende slag om Goose Green.

Britiske faldskærmstropper sættes i aktion

  • 6. Juni 1982. Falklandsøerne, få km fra Stanley.

Briterne udvælger en række strategisk vigtige højdedrag og gør specialstyrkerne klar til yderligere angreb.

Britiske faldskærmstropper lander på en række nøje udvalgte steder på Falklandsøerne, og spredte kampe bryder ud, når små grupper af soldater støder sammen i det kolde, tågede landskab. Da Argentinas 4. infanteriregiment er i færd med at lægge miner ud ved bjergformationen Two Sisters, bliver de overrumplet af en britisk patrulje. Briterne angriber fjenden med kanoner, og da skyderierne er forbi, har fire argentinere mistet livet.

Samtidig går Frankrigs præsident François Mitterrand på talerstolen efter et topmøde i Versailles og erklærer, at også verdens stærkeste industrinationer bakker op om Storbritannien. Argentina står nu mere isoleret end nogen sinde, mens briterne konstant vinder støtte.

Sandhedens time

  • 14. Juni 1982 kl. 00. Falklandsøerne, få km fra Stanley.

Argentinerne er trængt tilbage og forskanser sig på fjeldtoppe rundt om Stanley.

Omkring midnat lyses fjeldet Tumbledown op af artilleri-ild. I de sidste 14 dage har briterne kæmpet sig fra den ene fjeldtop til den næste, mens de har set yderligere tre af deres skibe synke under bomberegn. Nu er argentinerne imidlertid isoleret omkring Stanley og det nærliggende fjeld Tumbledown.

Tidligere på dagen er et britisk angreb på fjeldet blevet slået tilbage. Nu er de næste angribere ved at kæmpe sig op ad fjeldet under ledelse af kompagnichef John Kiszely. Klokken lidt over to om natten melder Kiszely til hovedkvarteret, at de er gået i stå foran et argentinsk forsvarsværk, og at hverken antitankraketter eller granater kan få fjenden ud. I stedet insisterer Kiszely på at storme stillingen med bajonetter.

Kompagnichefen løber selv forrest, og det lykkes ham at skyde to argentinere, mens en tredje bliver stukket ned med bajonetten, der efterfølgende knækker i to dele. Kiszely fortsætter opad og befinder sig kort efter på toppen af Tumbledown med kun seks mænd tilbage, tre af dem er alvorligt såret.

Strategien har dog været en succes, og da tropper fra højre og venstre flanke støder til, lykkes erobringen af Tumbledown omsider. Briterne har nu erobret alle vigtige fjeldtoppe omkring Stanley, argentinernes sidste bastion.

Den 14. juni kapitulerer argentinerne, og briterne indtager Stanley. Foto: Ullstein bild

Falklandsøerne tilhører igen Storbritannien

  • 14. Juni 1982. Falklandsøerne, Stanley.

Englænderne har taget kontrollen over det meste af Falklandsøerne og lagt en jernring rundt om Stanley.

En snestorm har netop lagt sig, da den britiske general Jeremy Moore lander i Stanley i helikopter. Her møder han argentinernes øverstbefalende, general Menéndez, og sammen udveksler de et par høfligheder omkring modpartens tapperhed. Stanley er totalt omringet af briterne, og endelig griber Menéndez pennen og skriver under på sin overgivelse.

Efter 72 dage er Falklandsøerne igen på britiske hænder.

Måske er du interesseret i...

Læs også