Kampene ved Dybbøl – og senere på Als, som maleriet her gengiver – blev afgørende for jernkansleren Bismarcks drøm om at samle Tyskland.

Slaget ved Dybbøl 1864

Den 18. april 1864 bliver en af de sorteste dage i Danmarks historie. 37.000 preussiske soldater stormer danskernes fæstningsværk ved landsbyen Dybbøl. Tre måneder senere er landet næsten halveret, og kongeriget blevet en million indbyggere fattigere.

1. april 2011 af Tom Buk-Swienty og Henrik Elling

Den øverstkommanderende for de preussiske styrker, prins Friedrich Karl, er tidligt i sadlen den 18. april, 1864. Sammen med sin feltmarskal Friedrich von Wrangel begiver han sig denne morgen frem mod Dybbølegnens højeste punkt, Avnbjerg.

Den 37-årige feltherre, der er kendt som “den røde prins” på grund af den røde husaruniform, han altid bærer, er nervøs. Han frygter, at danskerne er flygtet fra deres skanser i løbet af nattens gigantiske bombardement og dermed skal berøve ham den glorværdige sejr, han efter to måneders belejring længes efter at vinde.

Oppe på Avnbjerg beroliger en brigadechef den røde prins – danskerne befæster stadig deres skanser til trods for de tusinder af granater, der har haglet ned over Dybbølfæstningen siden klokken fire om morgenen.

Præster velsigner soldaterne

Mens den røde prins mærker lettelsen skylle gennem sig, er stemningen nede i de preussiske løbegrave tung og præget af frygt. Her, få hundrede meter fra de danske skanser, ligger 11.000 preussiske stormtropper. Om et øjeblik skal de myldre ud i det åbne terræn og storme Dybbølstillingen.

Kaspar Honthumb, der er skytte ved 53. regiment, kigger nervøst op over kanten, hvor han ser granaterne hamre ned over de danske skanser. Herefter vender han blikket mod sine kammerater i løbegraven. Nogle ser bange ud. Andre sidder i stille resignation. Andre igen har vilde blikke. Igennem de lange rækker af soldater bevæger feltpræsterne sig. Kort før kl. 10 når en af dem, pastor Müller, frem til Honthumbs kammerater i 1. kompagni.

“Med få ord fortalte han os om vores opgave og mål, hvorefter han slog korsets tegn og gav os syndsforladelse. Manges øjne blev våde, og vi tænkte stille på evigheden og forgængeligheden”, huskede den preussiske geværskytte.

En feltpræst kommer også forbi menig Wilhelm Gather og hans deling.

“Præstens stemme dirrer og fyldes af vemod. Vi bliver bløde i tankerne, og her og der ser man én, som har en tåre i øjet. Vi trykker hinandens hænder. Siger 'farvel kammerat'”.

Samtidig med præsternes velsignelser intensiveres det preussiske bombardement. Klokken er fem minutter i ti, og granaterne falder nu så tæt, og larmen er så øredøvende, at soldaterne “ikke længere kan tælle kanonskuddene”.

Stilheden, der følger på slaget 10, er lige så surrealistisk, som den er kortvarig. Et øjebliks stilhed – det er alt.

Så lyder kommandoråb. På toppen af Avnbjerg rejser prins Friedrich Karl sig i sine stigbøjler, svinger sin sabel og råber til angreb.

Intens strid førte til krig

Preussens kansler Otto von Bismarck

Slaget, som nu er i gang, er kulminationen på en konflikt, der er eskaleret gennem de seneste fem måneder. Og kulminationen på den plan, Preussens kansler Otto von Bismarck har lagt for at sikre opbakning til landets konge Wilhelm og muliggøre sin egen drøm at blive rigets stærke mand. Kræfter i Berlin ønsker nemlig at vælte kongen og Bismarck og indføre demokratiske reformer i Preussen.

For at samle folket bag sig beslutter Bismarck at sende hæren i krig. Muligheden finder han mod nord i den danske konges hertugdømmer Slesvig og Holsten, hvor de tysksindede borgere nærer et stort had til Danmark.

En indviklet strid, der i bund og grund handler om hertugdømmet Slesvigs tilknytning til Danmark, er ved at kulminere. I november 1863 beslutter den danske konge at indlemme Slesvig i Danmark – og dermed rive hertugdømmet ud af sin union med hertugdømmet Holsten.

For Bismarck er danskernes beslutning den undskyldning, han behøver for en krig. Nationalistisk slår han på krigstrommerne og sender hæren mod nord for at “redde” slesvigerne fra danskerne. Med sig har preusserne den anden stormagt i Det Tyske Forbund, Østrig. Den 1. februar 1864 marcherer den fælles preussisk-østrigske hær op til grænsen til Slesvig, der ligger beskyttet af fæstningen Dannevirke og fjorden Slien.

Den danske overgeneral Julius Christian de Meza erkender hurtigt, at den 70 km brede Dannevirke er alt for stor til at kunne forsvares. Stillingens flanker – fjorden Slien i øst og marsken i vest – er frosset til i den isnende vinter. De tilisede områder ødelægger enhver mulighed for et effektivt forsvar, og de Meza beordrer sin 40.000 mand stærke hær til at rømme fæstningen.

Kanoner bliver hentet i Berlin

Natten til den 5. februar lykkedes det danskerne at trække sig uset bort fra Dannevirke og dele sig op i tre. En division marcherer op i Jylland, en anden til fæstningen ved Fredericia, mens hovedparten af hæren, omkring 25.000 mand, haster til forsvarsværket Dybbøl med preusserne i hælene.

Selv om skanserne ved Dybbøl endnu ikke er færdigbyggede, og stillingen langtfra parat til kamp, føler danskerne sig umiddelbart i sikkerhed bag de kraftige jordvolde. Og ganske rigtigt tør de talmæssigt overlegne preussere da heller ikke angribe stillingen med det samme. Prins Friedrich Karl og hans generaler frygter de store tab, som angreb på befæstede stillinger altid medfører.

Efter at have omringet halvøen, hvor Dybbøl ligger, beordrer han derfor hundredvis af svære kanoner fra Berlin til Danmark. De skal bombe danskerne ud af deres stilling.

I løbet af marts ankommer de første kanoner, og preusserne indleder daglige bombardementer af Dybbøl. Beskydningen tiltager løbende i intensitet og udvikler sig fra 7. april til et sandt inferno.

For danskerne bliver det fatalt, at preusserne kan opstille deres kanoner langs siden af Dybbølstillingen få hundrede meter væk ved Broagerland. Her kan fjendens langtrækkende, tunge, riflede kanoner skyde hen over bugten Vemmingbund og ind i siden på Dybbøls skanser – hvor de er svagest.

I de sidste elleve dage før stormen regner op mod 7000 granater dagligt ned over de danske stillinger, og den mere og mere medtagne danske hær forbløder bag de ødelagte skanser. Hver eneste dag bliver omkring 100 dræbt eller lemlæstet under det kraftige bombardement. Samtidig graver preussiske ingeniørtropper sig hver nat systematisk og tålmodigt fremad mod Dybbølfæstningen.

Ved at grave i mørket undgår de at blive beskudt af danskerne og får efterhånden etableret såkaldte paralleller tættere og tættere på den danske skanselinje. Parallellerne – en slags skyttegrave – løber langs med Dybbølsstillingen og sikrer, at stormtropperne ikke skal løbe flere km over åbent terræn, når de skal angribe fjenden.

Så da den røde prins blæser til angreb, den 18. april kl. 10.00, står de preussiske stormtropper i den 3. parallel blot 200 meter fra danskerne.

Stormtropperne bliver slagtet

Klokken 10.00 forstummer kanontordenen. Øjeblikket efter stormer preusserne de sønderskudte danske skanser.

Fra sin plads i den forreste skyttegrav ser den preussiske soldat Adalbert Rosenkötter sine kammerater trampe op i ingenmandsland og straks blive beskudt fra de danske skanser.

“Dårligt nok er de første af vore folk nået op over parallellen, før døde og sårede styrter omkuld med blodet løbende ned ad sig”, skrev Rosenkötter, der mærker frygten lægge sig over sine kammerater:

“Vi er ikke særlig behageligt til mode. Alle er blege. En korporal begynder at græde. Jeg bliver nødt til at mane ham til ro”.

Akkompagneret af marchmusik er det kort efter Rosenkötters tur til at spurte op ad den brede jordtrappe og direkte ud i danskernes geværild:

“Trommeslagerne banker som vanvittige på kalveskindet, hornblæserne blæser, og geværkugler piber om vore hoveder. Til højre og venstre ser man kammerater falde med skrækkelige skrig, mens de råber om hjælp. Man skæver til dem og fortsætter så”.

De rædselsslagne preussere bliver drevet frem af trommernes slag og officerernes kommandoråb. Skytten Kaspar Honthumb huskede øjeblikket således:

“Fremad! lyder det fra vores oberst von Buddenbrock; råbet om at gå fremad går som et elektrisk stød igennem os. Alle skriger det, og vi fortsætter uden at standse”.

Preusserne erobrer skanserne

Den preussiske hærledelse har besluttet at koncentrere angrebet om de seks sydligste danske skanser. De er blevet sønderskudt af kanonerne på Broagerland og er det nemmeste mål.

Når skanserne er indtaget, skal en del af preusserne søge mod nord og på den måde omringe de danske soldater i de sidste fire skanser. Resten skal fortsætte mod øst, nedkæmpe danskernes bageste forsvarslinje og erobre den strategisk vigtige Dybbøl Mølle.

For danskerne kommer angrebet som en total overraskelse. Kun få tropper befæster skanserne, resten befinder sig i sikkerhed for tyskernes kanoner i det bagvedliggende landskab. En dansk korporal i Skanse 5 hører kl. 10 nogen råbe: “Fjenden er lige udenfor”. Da han kigger ud, ser han til sin rædsel “en hvid masse på korte, sorte ben komme hurtigt imod os”.

600 meter borte i Skanse 2 sidder artillerist Christian Christensen, der indser, at det preussiske stormløb nu er i fuld gang:

“Som en flod vælter preusserne frem. I det samme lyder der en skrattende salve af geværild. Man ser en preusser falde til jorden. Der høres klageskrig. Fjendens kolonne trykker sig et øjeblik, men i det samme iler kolonnen fremad med fornyet kraft”.

Bag skanserne gjalder de danske alarmsignaler, og alt er ét stort kaos. Infanteristerne, der har ligget i lejr længere tilbage, stormer frem mod skanserne i et kapløb med tyskerne om at komme først ind i dem. Samtidig forsøger de få danske forsvarere, der er på plads, forgæves at stoppe det preussiske menneskehav.

Dødeligt kapløb afgør slaget

Preussiske soldater ved den sønderskudte Dybbøl Mølle. Nogle af slagets hårdeste kampe foregik ved den strategisk vigtige mølle, der lå med udsigt over hele slagmarken.

I Skanse 5 når preusserne først frem, og de danske soldater, der stormer mod skansen, bliver mødt af en kugleregn og må trække sig tilbage. Ved skanserne på den sydlige fløj har danskerne blot 2200 mand, hvoraf hundreder er blevet dræbt eller såret af det natlige bombardement. Styrkeforholdet er mindst fem mod én i preussisk favør, og slaget om forsvarslinjen bliver kort, men uhyggeligt intenst. Den første skanse falder på bare fem minutter, den sidste holder ud i 20.

Med absurd dødsforagt sætter de danske tropper sig til modværge, og ved Skanse 4 falder eller såres mere end 300 preussere efter forgæves forsøg på at trænge over stillingens volde. Da tyskerne endelig erobrer skansen, bliver hævnen brutal. Den danske kaptajn Lundbye, der leder forsvaret, kaster sit våben og råber “pardon” – men bliver skudt på tre meters afstand. Yderligere to våbenløse danskere bliver skudt, før en preussisk officer når frem og taler sine soldater til ro.

Reserverne erobrer Dybbøl Mølle

Efter at preusserne erobrer den sydlige skansefløj, fortsætter angriberne ufortrødent i to retninger. Nogle kæmper sig op mod Dybbøl Mølle, andre angriber de bageste danske stillinger.

En halv time inde i slaget er situationen katastrofal for danskerne. Den øverstbefalende for reserverne, general Claude du Plat, er fuldt opmærksom på problemerne, hans hær befinder sig i. Få minutter tidligere har han beordret sine 3000 reserver fra 8. brigade i kamp. Preussernes overlegne ildkraft tynder kraftigt ud i de danske rækker, da brigaden rykker frem i geled i modstødets første fase. Mere end halvdelen af styrken omkommer eller bliver såret.

De massive tab ryster den danske general, der kalder brigaden tilbage fra de voldsomme kampe, den er involveret i. Samtidig beordrer du Plat sine andre 3000 reserver i 3. brigade til at trække sig tilbage til Als.

I direkte modstrid med generalens ordre beslutter chefen for 8. brigade, oberst Scharffenberg, at fortsætte sit angreb. Hans mål er at redde de nordlige danske skanser, der endnu ikke er erobret af preusserne. 

Under voldsom beskydning tvinger brigaden preusserne tilbage. Først da den røde prins indsætter sine reserver, lykkes det ham at standse de fremrykkende danskere. Det kommer til hårde kampe ved Dybbøl Mølle og ved de udbombede gårde i området, hvor de danske enheder bider sig fast.

Den næsten selvmorderiske aktion hjælper retræten, som de danske tropper ved de nordlige skanser begynder ved 11-tiden, og den sikrer, at store dele af de danske tropper kan trække sig kæmpende tilbage i sikkerhed på Als. Kl. 13.30 brænder danskerne broerne efter sig og berøver den røde prins en fuldstændig triumf – nemlig tilintetgørelsen af den danske hær.

3000 døde og sårede ved Dybbøl

1201 preussiske soldater lå døde eller sårede tilbage efter slaget.

For preusserne er triumfen næsten total – men prisen høj. Slagmarken flyder med mere end 3000 døde og sårede soldater fra begge sider. Den preussiske soldat Bubbe, der er med i angrebet på Skanse 5, beskriver rystet synet af de døde soldater:

“Overalt lå de døde i den stilling, som de var faldet i. Ved siden af lå de tapre danske artillerister. De fleste havde allerede udåndet; men nogle få lå og kæmpede med den forbitrede, nådeløse død på den skrækkeligste måde. Musklerne dirrede, og de i forvejen forvrængede ansigter trak sig sammen i krampagtige udtryk, mens øjnene bulede sig ud fra øjenhulerne”.

Berlins borgere hylder Bismarck

Mens døden hænger over Dybbøl, hersker glæden hos den tyske sejrherre prins Friedrich Karl. I et telegram til Wilhelm takker han Gud, sin hær og kongen for den glorværdige sejr.

Budskabet om sejren bliver modtaget med jubel i Berlin. I byens gader hylder borgerne deres succesrige konge, der har frelst Slesvig og Holsten fra danskerne. Glemt er alle protesterne: opbakningen til Wilhelm og ikke mindst Bismarck er i sommeren 1864 total.

En måned efter slaget indgår Danmark en midlertidig våbenhvile med Preussen og Østrig. Aftalen munder ud i et stop for alle kamphandlinger, men de preussisk-østrigske tropper bliver stående i de områder, de hidtil har erobret.

De næste måneder foregår fredsforhandlinger i London – men uden held. Den danske konge kan ikke acceptere Preussens udspil, der vil dele Slesvig i to og kun give kongen magt over den nordligste del. Uundgåeligt blusser kampene op igen. Den 29. juni indtager preusserne Als, og danskerne frygter, at den østrigske flåde er på vej til Skagerrak fra Adriaterhavet. Pludselig er også Sjælland og ikke mindst København truet.

Tvunget af situationen opgiver danskerne al modstand og indvilger i en hård fredsaftale. Den danske konge må opgive sine tre hertugdømmer Lauenborg, Holsten og Slesvig. Med et slag mister Christian 9. to femtedele af sit territorium og næsten en tredjedel af sine undersåtter – knap en million mennesker.

Danmark, der engang var en dominerende magt i Nordeuropa, er nu reduceret til en ubetydelig stat på knap 39.000 km2 med 1,7 millioner indbyggere.

Ikke før 56 år senere – efter 1. verdenskrig – får danskerne en lille oprejsning, da en folkeafstemning sender det nordlige Slesvig til Sønderjylland, mens det sydlige Slesvig forbliver tysk.

Måske er du interesseret i...

Læs også