Slaget ved Omdurman 1898.

Ved hjælp af moderne våben kunne briterne slå mahdisterne, der ellers var seks gange så mange.

© Osprey publishing

Maskingevær mejer mahdister ned

Slaget ved Omdurman indledte en ny æra i krigens histo­rie. En lille, britisk styrke stod over for en muslimsk oprørshær bestående af over 50 000 krigere. Det viste sig da, hvad artilleri, maskingeværer og hurtigtskydende geværer kan gøre ved en lettere udrustet fjende.

3. maj 2017 af Magnus Västerbro / Alt om Historie

De britiske soldater vågnede tidligt. Allerede klokken kvart i seks begyndte solen at stå op, og et forsigtigt lys spredte sig over sletten ved Omdurman. Fra sit udsigtspunkt kunne den unge kavaleriofficer Winston Churchill se fjenden på afstand.

Den muslimske oprørshær, der blev kaldt mahdister efter deres leder Muhammed Ahmad al-Mahdi, stod opstillet i en mere end otte kilometer bred front. Ved siden af denne var der endnu flere store soldatertropper i reserve – sammenlagt over 50 000 mand.

Underlegne i antal

Den britiske styrke bestod af 8 000 soldater, forstærket af yderligere 17 000 egyptiske og sudanesiske mænd, som var blevet placeret med Nilen i ryggen. Hvis man udelukkende så på antallet, var den britiske hær med andre ord sin fjende voldsomt underlegen.

Lige før klokken seks satte mahdisterne sig i bevægelse. Ryttere begav sig af sted og udstødte samtidig høje brøl, der voksede til en torden. For de britiske soldater var oplevelsen skrækindjagende.

SLAGET OM SINGAPORE

Lyden blev intensiv, "som larmen fra en kraftig vind eller af havet før en storm", som Winston Churchill beskrev oplevelsen i sin bog The River War, udgivet kun et år senere. En følelse af ensomhed og angst kom over ham, "på trods af den tiltro, jeg havde til civilisationens våben", som Churchill udtrykte sig.

En første fjendestyrke nærmede sig den britiske linje. På den venstre flanke, set fra briternes side, stod der krigere under et grønt flag; i midten bevægede der sig en masse soldater med lange spyd og enkle musketter; til højre red en styrke, der havde flere hundrede hvide flag med, som alle blafrede i vinden.

Maximmaskin­gevær på en artillerivogn.

© Alamy/All over Press

Døde i hobetal

For den unge, britiske officer lignede den angribende hær gamle afbildninger af saracenere fra middelalderlige korstog snarere end en moderne militær styrke. Nu åbnede briterne ild. Først eksploderende granater i fjendens linjer. De hvide flag vajede og faldt, da soldaterne døde i hobetal.

Men nye krigere strømmede til og hævede flagene igen. Efter et par hundrede meter mere var det på tide at sætte det britiske infanteri ind. De var forsynet med hurtigtskydende Enfieldgeværer – og med det morderiske Maximmaskingevær, der kunne affyre over 600 skud i minuttet.

Det, der nu blev iværksat, var en regulær nedslagtning. Briterne kunne i ro og mag skyde mod en fjende, der led uhørt store tab, inden de overhovedet var nået frem til modstanderens frontlinje.

TIMUR LENK VILLE KNUSE VERDEN MED TERROR

"Geværerne blev varme – så varme, at man var nødt til at skifte dem ud med reservernes. Maximmaskingeværerne brugte alt vandet i deres kølere, og man måtte fylde vand på dem fra Cameron Highlanders vandflasker, inden de kunne gå videre med deres dødbringende arbejde," skrev Churchill.

Mahdisterne blev ved med at rykke frem. "Kugler flænsede huden, knuste og splintrede knoglerne; blod sprøjtede ud fra grufulde sår; modige mænd kæmpede sig frem gennem et helvede af hvislende metal, eksploderende granater og forrevne støvskyer – lidelse, fortvivlelse, død," som Churchill så malende beskrev det.

De få mahdister, der overlevede stormen, flygtede tilbage hen over slagmarken. Nu var den første fase af slaget ved Omdurman slut. Men de sudanesiske styrkers leder, Abdullahi ibn Seijid-Muhammed, havde kun sendt en del af sin enorme hær af sted.

DET STOCKHOLMSKE BLODBAD

Han havde flere soldater at sætte ind – og snart skulle det vise sig, at den britiske hær stod over for en betydeligt farligere trussel. Slaget var langtfra slut.

Angrebet af soldater i skjul

Til en start beordrede den britiske hærfører, Herbert Kitchener, sine styrker til straks at bryde op og marchere mod selve byen Omdurman for at nå frem, inden de overlevende fjendestyrker kunne nå at omgruppere sig.

Det 21. lansenerregiment, en kavaleristyrke på 400 meget erfarne mænd (Churchill var en af dem) blev sendt ud for at sikre marchvejen. De regnede ikke med, at de ville komme til at jage mere end et par hundrede modstandere væk. Men da først de var kommet ud på sandsletten, blev de pludselig angrebet af over 2 500 fodsoldater, der havde gemt sig i en dalsænkning.

Winston Churchill var en del af det 21. lansenerregiment, der deltog i slaget ved Omdurman.

© Hulton archive/Getty/All over Press

Efter en intensiv kamp kunne det britiske kavaleri alligevel gå til modangreb. Det var en kamp, som i en kort periode stod lige på vippen, men også her blev den overlegne britiske ildkraft til sidst afgørende. Ikke mindre end tre af de britere, der deltog i denne træfning, fik senere den højeste udmærkelse for deres tapperhed: Victoriakorset.

Reddet af forstærkningerne

Hovedparten af den britiske hær fortsætte mod Omdurman, mens en mindre styrke, ledet af den skotske oberst Hector Mac0Donald, af sine soldater kaldt "Fighting Mac", dannede bagtroppen.

Snart skulle det vise sig, at MacDonalds mænd – bestående af ca. 3 000 sudanesiske soldater – blev stillet over for et endnu voldsommere angreb. Op mod 15 000 mahdister havde nemlig forflyttet sig rundt om slagmarken med en godt skjult manøvre og angreb nu for fuld kraft.

HVORDAN BLEV KRIM EN DEL AV UKRAINE?

Med stor dygtighed fik MacDonald sin mindre styrke vendt og stillet op mod fjenden. Mahdisterne an-greb med samme dødsforagt som tidligere, og MacDonalds mænd havde ikke nogen tunge våben til understøttelse.

I stedet affyrede de deres Enfieldgeværer, så hurtigt det lod sig gøre – op til ti skud pr. minut – mod en fjende, der hele tiden rykkede frem, også denne gang uden at tage hensyn til deres tab.

Men i sidste øjeblik, lige inden mahdisterne nåede den britiske linje, kom forstærkningen. Det nyankomne kompagni gav intensiv ild, så kraften i angrebet blev brudt.

Desperat angreb

Slaget ved Omdurman var i praksis slut. Et sidste og desperat angreb blev sat ind af en mindre gruppe bestående af 500 af mahdisternes ryttere.

Uden understøttelse red de direkte mod den britiske linje. "På det tidspunkt," skrev Churchill, "var det tydeligt, at det ville blive en fiasko, også selvom de red af sted uden tøven, mange af dem ubevæbnede, men alligevel i fuld fart, mod den visse død. Alle blev dræbt og faldt, så snart de kom inden for skudvidde … nogle få rytterløse heste var det eneste, der brød infanteriets linje."

Sejren var total. I alt havde mahdisterne mistet op mod 28 000 mand. Kun 47 britiske soldater var faldet og 382 såret. For første gang i verdenshistorien havde højeffektive våben, hurtigtskydende geværer og endnu mere effektive maskinegeværer vist deres brutale kraft.

Eller som Winston Churchill skrev: "Den mest overbevisende sejr, som videnskabens våben nogensinde har vundet over barbarer."

Mahdins grav blev vanhelliget af briterne.

Måske er du interesseret i...

Læs også