Liget af 19-årige John Duddy bæres ­gennem afspærringerne. Fader Daly (tv.) signalerer med sit hvide, blodplettede lommetørklæde, at soldaterne ikke skal skyde.

Bloody Sunday: Blodrød søndag i Nordirland

I byen Derry er 15.000 irere gået på gaden i en fredelig demonstration for borger­rettigheder. Britiske soldater tror, de bliver angrebet af IRA, og skyder med skarpt. 13 civile irere mistede livet under kampene på Bloody Sunday.

28. september 2015 af Erik Bork

Militæret klar til konfrontationer

30. januar 1972, lige før kl. 14.00: I nattens løb har kolonner af militær­lastbiler og pansrede mandskabsvogne kørt fra hovedstaden Belfast i retning mod Derry. Britiske faldskærmstropper er i samarbejde med andre militære ­en­heder ved at slå ring om byen før en bebudet borgerretsdemonstration.

Marchen begynder om mindre end en time, og Frank Legan har travlt. Han er politiinspektør i byen Derry og er ansvarlig for, at dagens demonstration ikke ender i blodige sammenstød mellem katolikker, der kræver selvstændighed fra Storbritannien, på den ene side, og unionstro protestanter på den anden side.

Demonstrationen er anført af politikeren Ivan Cooper, som er oprørt over, hvordan de britiske myndigheder behandler katolikkerne i Nordirland. Han vil gå forrest i marchen, der skal gå igennem det katolske kvarter, Bogside, og ende med taler og sange på en plads i centrum af Derry.

Egentlig har myndighederne nedlagt midlertidigt forbud mod alle demonstrationer i Nordirland, men marchen bliver tålt under klare forsikringer om, at den er fredelig.

Planerne har imidlertid provokeret en pro-britisk forening, der annoncerer, at den vil holde et religiøst, protestantisk stævne i centrum af Derry på nøjagtigt samme tidspunkt og sted, som borgerrettighedsmarchen slutter.

Selv om begge demonstrationer er varslede og fredelige, har Legan frygtet, at Derrys gader igen forvandles til krigsskueplads for indædte kampe mellem de to fraktioner.

Nu har han imidlertid fået melding om, at de katolske demonstranter har droppet planerne om at gå helt ind til centrum af Derry. I stedet vil de holde marchens afsluttende taler nogle få gader fra byens hjerte. Og samtidig har den unionstro gruppe, der ville holde et religiøst stævne på samme tid, besluttet at droppe deres planer.

Det er gode nyheder. Risikoen for konfrontationer mellem demonstranter, politi og militær er nu drastisk reduceret. Og det er denne melding, Legan har travlt med at få overbragt til militærets hovedkvarter – det massive militæropbud er måske slet ikke nødvendigt.

Legan kører igennem et sikkerhedstjek til militærets hovedkontor lidt uden for Derry og bliver eskorteret ind i militærets kommandocentral, der er i højeste alarmberedskab.

Men her modtages meldingen med noget nær ligegyldighed. Og den forbløffede Legan efterlades med en ubehagelig følelse af, at militæret slet ikke ønsker at undgå en konfrontation med demonstranterne.

I stedet tyder alt på, at militæret ser marchen som et godt udgangspunkt for at udpege og anholde urostiftere med sympatier for nordirsk løsrivelse fra Storbritannien.

Mistanken underbygges af en massiv militær tilstedeværelse omkring Derry i forbindelse med marchen. Både soldater fra Royal Artillery, Coldstream Guards, Royal Green Jackets og ikke mindst elitesoldater fra faldskærmstropperne har nu taget opstilling langs med demonstranternes rute.

Festivalstemning blandt demonstranter

Derry, kl. 15:00: Fra alle områder omkring Derry går folk i retning mod demonstrationens udgangspunkt. Arrangør Ivan Cooper står på toppen af en ladvogn, hvorfra han vil lede marchen.

Det er en klar og solrig eftermiddag, da omkring 15.000 mennesker med Ivan Cooper i spidsen sætter sig i bevægelse på ruten ind mod Derry. Forrest viser en ladvogn vej, imens et stort banner proklamerer, at dette er en demonstration under ledelse af borgerrettighedsorganisationen NICRA.

Trods den alvorlige baggrund for demonstrationen er folk glade, og der hersker en næsten festivalagtig stemning ned igennem rækkerne. Luften er lun, og solen oplyser de smukke bakkedrag i området rundt om Derry, efterhånden som marchen skrider frem.

Omsider bevæger menneskemængden sig nærmere centrum og ind på den brede William Street, hvor de passerer den kommunale svømmehal, et autoværksted og brandtomten fra et gammelt bageri. På hjørnet af Rossville Street og Little James Street møder dem imidlertid et ubehageligt syn.

På posthusets flade tag ligger to faldskærmssoldater i snigskytteposition iført kampuniformer og hjelm, og i retning mod kirken kan demonstranterne få øje på endnu flere soldater bevæbnet med automatrifler. Synet af den professionelle hær provokerer flere af marchens unge mænd, der råber slagord efter soldaterne og “giver dem fingeren”.

Nogle samler sten op fra jorden og giver sig til at kaste efter de militære stillinger – en dagligdags foreteelse i det oprørske Derry, men ikke desto mindre en handling, som marchleder Ivan Cooper nødigt ser under en fredelig demonstration.

Den fredelige stemning blandt demonstranterne fordufter, og flere begynder at undre sig over soldaternes udstyr. Under denne type demonstrationer bærer de normalt visir og skjold for at beskytte sig mod stenkast, men disse soldater er i kampuniform, som om at de er klar til krig.

Soldaterne er højspændte

Kl. 15:05: Under bevæbnet eskorte bliver generalmajor Robert Ford kørt fra ­kommandocentralen og ind bag militærets barrikader, hvorfra han kan se ­demonstranterne ankomme.

Tungt bevæbnede faldskærmstropper står parate bag afspærringer langs demonstrationens planlagte rute.

Da generalmajor Robert Ford springer ud af sin pansrede mandskabsvogn bag de militære afspærringer, er han omgivet af svært bevæbnede soldater. Snigskytter med teleskopsigte dækker fronten, og over hundrede soldater er klar til gå i position i området omkring kirken.

Hertil er også tre støtteenheder udstyret med morterer og maskingeværer ankommet i lastbiler, og flertallet af faldskærmssoldaterne er udstyret med hver 50 skarpe skud. Flere er i øvrigt hjemvendt fra udstationering på Cypern samme morgen og herefter sendt til Derry.

Brølene fra hundredvis af vrede demonstranter høres nu over barrikaderne, og efterhånden som der også meldes om stenkast, øges spændingen blandt soldaterne.

En af radiooperatørerne i støttegruppen kigger rundt på kammeraternes sortmalede ansigter. De klynger sig til deres våben. Adrenalinen pumper i kroppen, og radiooperatøren har kun et enkelt ønske i hovedet: “Kom nu, lad os få den ordre. Vi bliver vanvittige, hvis vi ikke får chancen!”

Kl. 15:05: Demonstrationen bliver mere og mere kaotisk, da arrangørerne desperat forsøger at lede marchen bort fra den oprindelige rute mod centrum og væk fra militærets afspærringer.

Luften er fyldt med stenkast og slagord, da grupper af unge bryder ud fra den officielle march og i stedet fortsætter ned ad William Street, hvor de angriber militærets barrikader.

Imens demonstrationens ledelse forsøger at kalde de unge til ro med megafon, eskalerer urolighederne yderligere. Enkelte forsøger at forcere afspærringerne og sender spytklatter mod soldaterne, der hånes af folkemængden: “Engelske hunde, kom ud af jeres afspærringer, og kæmp som mænd!” “Kom ud og slås!”

Flasker, sten, planker og møbler hamrer mod militærets forskansninger, og det er nu klart for enhver, at den fredelige demonstration har udviklet sig til det stik modsatte.

Det hele synes ude af kontrol, da en enorm, grøn vandkanon pludselig dukker op bag et hjørne og sender hårde stråler af vand mod folkemængden. Demonstranterne spredes i vild panik, men det lykkes alligevel enkelte at kaste et par dåser tåregas mod chaufføren i vandkanonen og over militærets barrikader, hvor soldaterne må iføre sig gasmasker.

I løbet af de næste minutter fyldes luften af endnu mere tåregas, da militæret svarer igen med samme midler og samtidig gør klar til at affyre gummikugler. Gummikuglerne er fremstillet af hårdt, sort gummi og er omkring 15 centimeter lange.

De affyres med en fart på omkring 250 kilometer i timen og kan være dødelige på klos hold. De første skud rammer to unge fyre – den ene i maven, og den næste i brystet. Demonstranterne trækker sig tilbage, men bevæger sig fremad igen øjeblikket efter.

I det næste kvarter affyrer soldaterne 137 gummikugler sammen med massive mængder af tåregas. Enkelte demonstranter bliver slået bevidstløse af kuglerne eller kollapser i gasskyen, men andre fortsætter kampen.

Demonstrationen er ude af kontrol. Luften bliver tyk af tåregas, og militæret løsner de første skud mod de stenkastende demonstranter.

Sømbombe-alarm igangsætter Bloody Sunday

Kl. 15:50: De fleste demonstranter prøver at flygte, mens enkelte tager kampen op fra deres skjul i sidegaderne. Ingen har længere overblik over uroen.

I et tomt hus ved William Street har en gruppe soldater skjult sig for at holde øje med demonstrationen på nært hold. De følger uroen intenst, imens de konstant sigter ud mod menneskemylderet med deres våben.

Delingsføreren har givet soldaterne ordre til at skyde, hvis de ser nogle af de frygtede sømbomber, der er blevet oprørernes foretrukne og dødelige våben mod det britiske militær.

Ingen har dog endnu i dag set bomberne blandt demonstranterne, men pludselig lyder der råb fra en soldat i bygningens første sal: “Sømbomber! Sømbomber!” skriger han og løsner de første skarpe skud mod demonstrationen.

Soldaten på første sal har dog ikke set en sømbombe, da han råber, men kun hørt to høje brag tæt ved. Alligevel får hans råb en anden soldat i stueetagen til også at løsne skud. Hans gasmaske gør det imidlertid svært for ham at sigte, så han affyrer i alt tre skud mod en person på gaden.

Kl. 15:50: Militæret løsner de første skarpe skud mod demonstranterne.

Den 15-årige Damien Donaghy har netop rundet et hushjørne og bukker sig ned for at samle en brugt gummikugle op, da han mærker en voldsom, stikkende smerte i højre side af hoften. Han falder til jorden og ser blodet strømme ud fra et hul i bukserne.

Lyden af skuddene og synet af Damien Donaghy, der knækker sammen, skaber panik på gaden. Et par stykker løber Damien til undsætning, men samtidig flænges luften af flere korte salver i retning fra det tomme hus på William Street.

En ældre gråhåret herre, John Johnston, var egentlig på vej til at besøge en gammel ven, da han blev fanget i demonstrationen og falder nu til jorden tæt ved den 15-årige dreng.

Det første skud rammer John Johnston i højre knæ, det næste i hans venstre skulder. “Åh gud, to mænd er skudt”, skriger en kvinde, imens demonstranterne i panik løber bort fra William Street.

Gaderne bløder

Kl. 16:10: De sårede bæres væk fra skudlinjen af chokerede demonstranter. Andre steder på gaden fortsætter stenkastene, imens ­militæret gør klar til endnu et svar.

“Hallo 90, dette er 65. Kan du løfte afspærring 14, en af vores fire trucks er på vej igennem”.

Ordren fra oberst Derek Wilford bliver øjeblikkeligt udført, og hujende og piftende stormer de første elitesoldater igennem afspærringen og direkte ud mod demonstranterne, hvor unge og gamle kastes til jorden og anholdes.

Minutter efter løftes også afspærring nummer 12, hvorefter en konvoj af syv pansrede mandskabsvogne og to lastvogne buldrer ind i sidegaderne, hvor de på vejen frem rammer en 18-årig fyr, der kastes i vejret.

Da bilerne bremser op, springer over 100 faldskærmssoldater ud udstyret med stave og automatvåben klar til angreb. Den militære ledelse har advaret soldaterne mod angreb fra irske snigskytter. Og selv om ingen endnu har set snigskytter, sætter flere soldater sig med det samme på hug og sigter mod bygninger og mennesker. Fra flere fronter skyder soldaterne advarselsskud mod himlen.

Mellem kl. 16:15 og 16:20: En gruppe soldater har samlet sig i området omkring parkeringspladsen Rossville Flats, hvor folk flygter.

Situationen har udviklet sig alt for voldsomt for den katolske præst Edward Dalys smag. Han havde netop overstået en begravelse, da han vælger at deltage i marchen for borgerrettigheder. Nu finder han imidlertid sig selv løbende i fuld firspring over parkeringpladsen Rossville Flats for at undgå urolighederne.

Ved siden af ham løber også en smågrinende 19-årig fyr ved navn John Duddy. Daly tænker, at knægten nok griner, fordi han ser en præst flygte af sted i præstekrave, da der lyder et kort smæld, og den unge fyr falder forover med et støn. I begyndelsen tror Daly, at Duddy er ramt af en gummikugle, men da nogle forsøger at trække ham i sikkerhed, løber blod ud af næse og mund og farver asfalten rød.

John Duddy er døende, og omkring ham er panikken nu fuldkommen. Andre demonstranter flygter ind i sidegaderne – det gælder blandt andre den 37-årige Peggy Deery, der er mor til 14 børn og blot ønsker at komme hjem.

Pludselig står Peggy Deery imidlertid over for en faldskærmssoldat med maling i ansigtet. Han tager sigte direkte mod hende. Et skud hvisler igennem luften, og Peggy Deery falder til jorden.“Skyd ikke! Skyd ikke”, skriger hun, imens kødet hænger i laser fra højre lår. Soldaten forsvinder.

Ved en af afspærringerne – kun et stenkast fra Peggy Deery – flygter også 25-årige Danny Craig sammen med 18-årige Michael Kelly, der for første gang er med i en demonstration.

De kaster sig sammen i dækning og famler efter kasteskyts. Michael finder en sten, men når kun knap at rejse sig, da han falder skrigende bagover: “Danny, jeg er skudt”, råber han og tager sig til maven. Flere kommer ham til undsætning, men ingen kan finde hverken blod eller skudsår: “Du er o.k., ingen problemer. Du er ikke ramt”, beroliger de.

Men kort efter mister Michael Kelly bevidstheden. Kuglen har skabt et ganske smalt hul i jakken, hvorefter den har perforeret tarme, vener og arterier og til sidst sat sig fast i rygsøjlen.

Michael Kelly dør minutter senere. Imens Kelly slæbes bort, fortsætter soldaterne med at beskyde barrikaden. Fire andre bliver ramt – heriblandt 19-årige Willie Nash, der før har deltaget i gadekampe med det britiske militær. Denne gang er han imidlertid mødt op til marchen med sin familie, og Willies far, Alex, ser sønnen blive skudt og derefter slæbe sig selv døende hen over asfalten.

“De har skudt min søn”, skriger Alex og løber instinktivt frem for at komme ham til hjælp. Alex rækker hænderne i vejret, imens han løber, for at vise soldaterne, at han er ubevæbnet. Men lige meget hjælper det. Alex Nash bliver ramt i venstre arm og falder omkuld ved siden af Willie. Han drejer sig besværet omkring og lægger sin højre arm omkring sin døende søn.

Hvidt flag forgæves

Omkring kl. 16:20: Imens soldaterne skyder, melder de ­konstant om både snigskytter og ­sømbomber. Ingen andre ser dog disse massive modangreb, og ingen af ­soldaterne er endnu såret.

I Glenfada Park, få hundrede meter fra stedet, hvor Willie Nash og Michael Kelly netop er blevet skudt, går en britisk soldat amok. Uden hjelm på hovedet vandrer han, ifølge vidnerne, rastløs rundt i parkområdet, imens han sigter på de paniske demonstranter, der presser sig ind til murene: “Jeg skyder jer irske hunde! Irsk afskum”, råber han og affyrer tilfældige skud.

Det er også her – i udkanten af Glenfada Park – at de næste dræbende skud falder. Det første rammer 22-årige Jim Wray og trænger horisontalt ind i rygraden, hvor kuglen splintrer 10.
og 11. hvirvel. Jim Wray falder forover og slår ansigtet mod fortovet.

Efter faldet løfter han besværet hovedet og forsøger at trække overkroppen frem ved hjælp af armene. “Jeg kan ikke bevæge mig”, klynker han, imens fortovet omkring ham slår gnister af endnu flere skud. Der går kun få sekunder, så rammes Jim Wray igen, og denne gang er skuddet dræbende.

Omkring kl. 16:25: De tilbageværende demonstranter ­presser sig desperate ind til mure og afspærringer for at undgå skudsalverne.

Omringet af soldater og uden at kende motivet bag valget af deres ofre er den 31-årige forvalter Patrick Joseph Doherty desperat. Han beslutter sig for at søge tilflugt mellem to boligblokke, hvorfra han kan vælge at løbe ind i en lejlighed eller over i en sidegade.

Patrick Doherty kravler det første stykke af vejen for at skjule sig mest muligt for soldaterne, men det hjælper ikke. På vejen rammes han i siden af en kugle, der perforerer aorta og fortsætter ud af brystkassen. Patrick Doherty gisper efter livet: “Hjælp mig, åh gud, hjælp. Jeg vil ikke dø alene”, råber han.­

Få meter fra den døende mand kan 41-årige Bernard McGuigan ikke klare det længere. Sammen med andre har han søgt dækning ved en telefonboks, men råbene fra Patrick Doherty er hjerteskærende, og trods advarsler beslutter Bernard McGuigan at komme den sårede mand til hjælp.

McGuigan vifter med et hvidt lommetørklæde, imens han træder ud på gaden i retning mod Doherty. Men han når ikke at gå mange skridt, før to nye skud flænger luften. McGuigans krop drejes i én voldsom bevægelse, dernæst splintres hans hjerneskal, og benene folder sammen under ham. Soldaterne har ramt Bernard McGuigan i baghovedet, og han dør på stedet.

Bloody Sunday - tragedien er indtruffet


Kl. 16:45: De mennesketomme gader og pladser ­giver nu kun genlyd af spredte skud.

Et af dagens sidste skud går den modsatte vej, i retning mod soldaterne. Det falder ved Bogside Inn, et par hundrede meter fra begivenhedernes centrum, og det rammer ikke nogen.

Det isolerede skud er symptomatisk for modangrebenes karakter. Der er ingen tvivl om, at medlemmer af IRA er til stede i et vist omfang, men undergrundshæren virker totalt uforberedt, og modstanden er tilfældig og ukoordineret. Da kampene dør ud, er det en by i totalt chok og lammelse, der går aftenen i møde.

Telefonen ringer uafbrudt hos præsten Edward Daly, der var med under demonstrationen og så unge John Duddy blive skudt. Siden dette første drab har Daly salvet seks andre døende på gaden, og hans tøj og hænder er stadig klistret ind i blod, da han besvarer opkald fra de mange pårørende.

Først senere får han overblik over tragediens omfang – 27 mennesker er skudt, 13 af dem er døde.

Dagens sidste tragedie sker, da to venner forsøger at køre den sårede 19-årige Gerard Donaghy til hospitalet. På vejen bliver de stoppet ved et militært checkpoint, hvor de trods den døende passager bliver bedt om at stige ud af bilen. I stedet for at blive kørt på hospitalet behandles Gerard Donaghy af militæret. Han dør samme aften.

Den britiske regering vil granske Bloody Sunday

Dagen efter: Nyheden om de mange døde og sårede under demonstrationen er spredt til hele verden, og offentligheden er forbløffet. Nordirland er i oprør.

Stemningen er trykket i Downing Street, hvor sagen om skyderierne er landet på premierminister Edward Heaths bord. Han er bekymret over mediernes mange beskyldninger mod elitesoldaterne og foreslår, at militæret får lov at udlægge deres version af sagen på et pressemøde.

Det sker allerede samme dag, hvor talsmænd for militæret fastslår, at soldaterne skød i selvforsvar efter angreb fra snigskytter og bombemænd fra oprørshæren IRA.

Udtalelsen står i skarp kontrast til øjenvidneberetninger fra chokerede lokale beboere og journalister på stedet. De fastholder, at de britiske soldater skød direkte ind i en ubevæbnet demonstration.

Erklæringen fra militæret vækker samtidig en ubehersket vrede i Nordirland, hvor katolikkerne gør klar til modsvar.

2. februar 1972: Den britiske regering iværksætter en undersøgelse af begivenhederne. Men katolikkerne mener ikke, at undersøgelsen bliver neutral, og vreden bryder ud overalt i Nordirland.

I Derry begraves de døde efter det, der nu kaldes Bloody Sunday. I Dublin marcherer 20.000-30.000 rasende demonstranter mod byens britiske ambassade. Ambassadør og ansatte evakueres, og kort efter knuses ambassaden og brændes ned.

Også andre britiske bygninger angribes samtidig med, at IRA rekrutterer nye folk og planlægger attentater mod britisk militær og britiske politikere.

I juni dør 59-årige John Johnston som følge af det skud, han blev ramt af under Bloody Sunday. Dødstallet er dermed oppe på 14.

Beskrivelsen af hændelsesforløbet på Bloody Sunday er baseret på efterfølgende vidneudsagn. De militære udsagn stammer hovedsageligt fra den første offentlige undersøgelse af begivenhederne foretaget tilbage i 1972. De civile vidneudsagn er for største dels vedkommende indsamlet af journalister i tiden kort efter Bloody Sunday (hvor blandt andre The Sunday Times nedsatte en researchgruppe) og helt frem til i dag.

Måske er du interesseret i...

Læs også