Nationalgarden kæmpede med almindelige borgere for Pariserkommunen.

© AKG/Scanpix

Pariserkommunen blev knust

I marts 1871 gjorde indbyggerne i Paris oprør og forsøgte at skabe et nyt samfund. Men Frankrigs regering var fast besluttet på at slå oprøret ned og genoprette ro og orden. To måneder senere blev ”Pariserkommunen” knust i et ugelangt blodbad.

7. oktober 2017 af Axel Andersson

Tidligt om morgenen den 18. marts 1871 begyndte Frankrigs hær at marchere mod Paris. Nu skulle de kanoner, som tilhørte Paris’ uregerlige hjemmeværn – nationalgarden – konfiskeres. Den øverstbefalende, general Susbielle, marcherede mod Montmartres bakketoppe med to brigader og havde held til at overrumple nogle morgentrætte militsmænd, der stod på vagt.

Lignende scener udspillede sig rundt om i byen. Snart kunne regeringen uddele plakater og kommunikéer, der var blevet trykt på forhånd, hvorpå der stod, at ”lov og orden” var blevet genindført.

I løbet af morgentimerne bredte rygtet sig som en løbeild – hæren var kommet for at underkue byen. Vreden var større end angsten. Via indsamlinger havde Paris’ borgere selv betalt for gardens kanoner. Derfor nægtede de nu at udlevere dem.

Soldater skiftede side

Ifølge øjenvidnet Prosper-Olivier Lissagaray var det kvinderne, der reagerede først. Soldater blev overøst med spørgsmål og protester. Nationalgardens medlemmer samlede sig forskellige steder i byen og begyndte snart at marchere mod regeringsstyrkerne. De opdagede til deres overraskelse, at mange af soldaterne vendte deres geværer, så kolberne pegede op i luften, og at de hilste nationalgardisterne med glade tilråb.

SLAGET OM SINGAPORE

En af regeringens generaler blev med sine styrker omringet i middelalderkvartererne Le Marais. Forgæves gav han ordre til at åbne ild; i stedet blev han anholdt af sine egne mænd.

General Subsielles store styrke oppe ved Montmartre skrumpede ind til en lille flok regeringstro mænd, der flygtede over hals og hoved. I løbet af nogle timer var regeringens styrker enten deserteret eller blevet tvunget til at trække sig tilbage.

Paris havde oplevet en lige dele forvirret og historisk magtkamp. Dette blev startskuddet til den kortvarige- Pariserkommune.

Katastrofal krig

Baggrunden for det dramatiske oprør lå i den fransk-tyske krig, som var blevet udkæmpet året før, i 1870. Krigen blev en katastrofe. Efter blot få måneder var Preussen og deres allierede trængt helt frem til Paris. Frankrig gav op, og kejseren Napoleon 3. blev tvunget til at gå af. Nederlaget udløste en bølge af uroligheder. Der var ganske vist gået over 80 år siden Den Franske Revolution i 1789, men de gamle idealer om frihed og lighed levede videre – især blandt arbejderne i Frankrigs storbyer. 

Fransk kavaleri stormer frem under slaget ved Gravelotte i august 1870.
Den fransk-tyske krig endte med et katastrofalt nederlag til franskmændene.

© Bridgeman/IBL

I månederne efter krigen blev situationen mere og mere anspændt. Hovedstadens befolkning var bange for, at de ville blive tvunget til at betale regningen for den mislykkede krig mod tyskerne. Der var stadig mange våben i omløb i Paris, og radikale idéer og oprørte følelser fik byen til at ligne en krudttønde, der når som helst kunne eksplodere.

Det var også et åbent spørgsmål, om Frankrig skulle være en republik eller et monarki. Mens man ventede på en løsning, blev Adolphe Thiers valgt til regeringschef med store magtbeføjelser. Thiers var 73 år, en ægte veteran i fransk politik. Han var fast besluttet på at slå alle oprørsforsøg ned og genoprette ro og orden.

Forlod Paris

Den 18. marts slog pariserne hærens forsøg på at beslaglægge byens kanoner tilbage. Adolphe Thiers beordrede da, at Paris skulle forlades. Alt, hvad der tilhørte regeringen, skulle flyttes for ikke at falde i nationalgardens hænder. Thiers’ plan var at samle sine styrker og tilbageerobre byen.

HVORDAN BLEV KRIM EN DEL AV UKRAINE?

I starten af april blev Paris igen belejret, denne gang af loyale franske tropper. Nationalgarden var ganske vist stærkere end den regulære hær, men oprørerne gjorde kun et halvhjertet forsøg på at bryde igennem de omringende styrker. Disse havde nemlig andet at tænke på – de forsøgte at danne en regering.

Pariserkommunen organiserede valg

Oprørerne i hovedstaden kaldte deres styre for Pariserkommunen. De forskellige politiske grupperinger hjalp til med at få demokratiske valg op at stå i Paris. Det var deres håb, at resten af landet så ville følge hovedstadens eksempel og rejse sig mod overmagten og øvrigheden. Målet var, at Frankrig skulle blive en samling selvstyrende kommuner.

I sidste ende var det kun 56 procent af byens indbyggere, der stemte ved valget den 26. marts. De folkevalgte repræsentanter viste sig at være mindre radikale end det, mange af oprørslederne havde håbet på. At det lykkedes byen mere eller mindre spontant at arrangere noget så kompliceret som et valg kun lidt over en uge efter regeringens tilbagetrækning, var dog en imponerende bedrift.ra en dryg vecka efter regeringens reträtt var dock en imponerande bedrift.

Kommunens styrker foran en af kanonerne ved barrikaden på Place Vendôme midt i Paris. 

© Hulton Archive/Getty/All over Press

Slog en jernring rundt om byen

Thiers’ svar var at slå en jernring rundt om Paris. Han bad også tyskerne om at frigive franske krigsfanger, så de kunne hjælpe til med at knuse oprøret. Thiers’ regering var nu allieret med landets forhenværende fjende. Pariserne blev bombarderet af deres egne landsmænd, og borgerkrigen var en kendsgerning. De revolutionære forsøgte samtidig at føre en politik, som var til gavn for de fattigste i samfundet. Man nedsatte bl.a. arbejdstiderne og lod arbejderne overtage de fabrikker, som byens borgere havde forladt.

Samtidig kæmpede de mod kirkens magt og for kvindernes frigørelse. En guillotine blev udsat for en symbolsk afbrænding for at markere afslutningen på umenneskelige afstraffelser. Napoleon I’s sejrssøjle på Place Vendôme blev også revet ned for at vise, at kommunen var imod militarisme og nationalisme.

DET STOCKHOLMSKE BLODBAD

Flere af de vigtigste ledere inden for kommunen var i øvrigt udlændinge, som ungareren Léo Frankel og russeren Élisabeth Dmitrieff.

Om eftermiddagen den 21. maj lykkedes det til sidst regeringens tropper at få adgang til byen syd for den store park Bois de Boulogne. Pariserkommunens- ledere var netop da samlet til en -velgørenhedskoncert på slottet Louvre. De beordrede straks byens borgere til at gribe til våben og forsvare barrikaderne.

Kvarter med selvstyre

Men det skulle snart vise sig, at det knap to måneder lange eksperiment lakkede mod enden. Byens kvarterer var i princippet selvstyrende. Denne opdelte struktur havde givet kommunen en stærk folkelig forankring. Men set ud fra en militær synvinkel gjorde den byen sårbar. Forsøgene på at organisere regulære tropper mislykkedes, og hvert kvarter forsvarede sig selv.

Men der var ingen mangel på kompetente officerer. Den øverstbefalende var Jaroslaw Dabrowski, en polsk general, der var emigreret til Frankrig. En anden af lederne, Gustave Paul Cluseret, havde tidligere deltaget i Den Amerikanske Borgerkrig på Nordstaternes side og blev udnævnt til brigadegeneral. Da oprøret blev slået ned, faldt Dabrowski på barrikaderne, mens det lykkedes Cluseret at flygte til Schweiz. Det var ikke svært for regeringstropperne at erobre de velhavende kvarterer i byens vestlige dele, hvor støtten til kommunen var svagest. 

Mindst 20 000 skal være omkommet, da oprøret i Paris blev slået ned i slutningen af maj 1871.

© Erich Lessing / IBL

Den sidste barrikade faldt den 28. maj

Om aftenen den 24. maj kontrollerede de over halvdelen af byen. I arbejderkvartererne længere østpå fortsatte kampene derimod. Den 27. maj var der kun få mindre modstandslommer tilbage i bydelene Belleville og Ménilmontant. Det røde flag blev strøget på rådhuset. Sent om eftermiddagen den 28. maj faldt den sidste barrikade. Regeringsstyrkernes ledere udsendte en meddelelse: ”Hæren er kommet for at redde jer. Paris er befriet!”

For de tusindvis af mænd og kvinder, der havde kæmpet for Pariserkommunen, var befrielsen dog ikke nogen redning. I stedet satte hæren gang i hævn-
aktioner og massehenrettelser. Kampene i Paris’ gader er gået over i historien som ”den blodige uge”. Regeringstropperne henrettede fanger, summarisk og nådeløst. Man mener, der var over 20 000 ofre.

Rundt omkring i byen foregik der henrettelser ved skydning, næsten som en hel industri. I de efterfølgende rettergange blev flere tusind også idømt landsforvisning.

24. maj 1871 blev flere personer henrettet, som blev holdt fanget af oprørerne
i Paris. Tusindvis af kommunarder blev også skudt af regeringstropperne. 

© Universal History Archive/Getty/All over Press

Fik stor betydning

Pariserkommunen fik historisk betydning. Byen, der tog skæbnen i egne hænder, blev en inspirationskilde for mange radikale bevægelser. Dens ensfarvede røde flag blev fx et af socialismens stærkeste symboler. Røde faner var ganske vist blevet brugt sporadisk af revolutionære siden Den Franske Revolution, men først efter oprøret i 1871 slog flaget for alvor igennem. Et par måneder efter nederlaget skrev den franske oprører Eugène Pottier teksten til "Internationale", som blev en af arbejderbevægelsens mest kendte kampsange.

Inspirerede russiske kommunister

Også kommunismens mest betydningsfulde ideolog, filosoffen Karl Marx, blev inspireret af begivenhederne og mente, at Pariserkommunens styre var et forbillede for fremtidige revolutioner. Kommunens fald gjorde også et voldsomt indtryk på kommunisterne i Rusland. Efter revolutionen i 1917 var Lenin og Trotskij fast besluttet på ikke at miste magten på den måde, som pariserne havde gjort. De tøvede ikke med at tage grusomme midler i brug under den russiske borgerkrig 1917–21 for at forsvare deres styre.

AFRIKAS MÆGTIGSTE RIGE BYGGET PÅ SLAVER OG SALT

I Paris kan man stadig se spor efter begivenhederne i 1871. Ved kirkegården Père Lachaise findes der fx en mur, hvor over 100 oprørere blev skudt på den blodige uges sidste dag. Der samles tilhængere af Pariserkommunen hvert år for at ære mindet om oprøret og dets offer. 

Måske er du interesseret i...

Læs også