To egoer kæmpede om Norden: Christian 4. (tv.) og Gustav 2. Adolf (th.)

© Kungliga Biblioteket, Stockholm / Rosenborg Slot & Rijksmuseum, Amsterdam

Christian 4. ville udslette Göteborg i flammehelvede

Kun én ting kan vælte magtbalancen i Skandinavien: En befæstet handelsby på Sveriges vestkyst, der stjæler danskernes svimlende indtægter fra Øresundstolden. Derfor iværksætter den svenske konge byggeriet af Göteborg på en smal strimmel land ved Kattegat. Danske Christian 4. beordrer omgående byen brændt ned til grunden.

11. august 2017 af Esben Mønster-Kjær

På det svenske rigsarkiv ligger en kostelig skat: 85 gulnede regnskabsbøger, som tilsammen kaldes “Älvsborgs lösen” (Fæstningen Älvsborgs løsesum). 

De er beviset på en stor nordisk styrkeprøve – og på danske Christian 4.s umættelige grådighed.

I bøgerne opregner kongelige embedsmænd hver eneste husholdning i Sverige, fra adelens store herresæder til smågårde, hvor fattige bønder levede på sul­­te­­græn­­­sen. 

Alt blev bogført, så skat­­te­­ind­­dri­­ver­­ne kunne vride flest muligt penge ud af indbyggerne, for kong Gustav 2. Adolf skulle bruge én mio. rigsdaler (dvs. 25 tons sølv). 

Den svimlende sum krævede Danmarks Christian nemlig for at tilbagelevere fæstningen Älvsborg og resten af den svenske vestkyst, som han havde erobret i krig i 1612.

Tre år i træk blev rig og fattig brandskattet nådesløst. Og da de forarmede svenskere ikke kunne betale mere, måtte kongen tigge om lån blandt hollandske købmænd for at skaffe resten af pengene.

Gustav Adolf accepterede alle ydmygelser, for han havde allerede planlagt sin hævn. Når løsesummen var betalt, og det blå-gule flag igen vajede over Älvsborg, ville han indlede en helt ny tidsalder i Sverige:

En befæstet by ved Göta-elvens udmunding i Kattegat skulle sørge for, at varer uhindret kunne strømme ind og ud af det svenske rige. 

Lige for næsen af dansker-Christian, der udnyttede sin kontrol over det smalle Øresund til at kræve told af hver en skibsladning, som passerede.

Göteborg, som byen skulle hedde, blev grundlagt på brændende hævntørst. Byen skulle være en knyttet næve rettet mod Danmark. Og en evig provokation.

Havnen lå midt i en fæstning: Flodbyer blev normalt anlagt, så kajen lå ud til vandet. Men hollænderne udviklede en ny byplan med kanaler, der åbnede byen for skibe. Sådan kom havnen ind bag Göteborgs volde. Klik på kortet for at tage en tur i Göteborgs fæstningsværker

Sverige mangler en havn mod vest

Siden 1300-tallet havde Sveriges adgang til Kattegat bestået i en smal stribe land langs Göta-elven. 

Presset inde mellem de danske besiddelser langs kysten – og forsvaret af en enlig fæstning, Älvsborg.

Men siden middelalderen havde verden forandret sig, og heri lå årsagen til, at Gustav Adolf ville betale en hel million for at få Göta-elvens udløb tilbage.

Tidligere var Østens kostbare varer kommet til Europa ad den såkaldte Silkevej, der slangede sig gennem Asien til Middelhavet. 

Her blev varerne opkøbt af italienske købmænd, som fordelte dem videre i Europa – også den smule, der kom over Alperne og nåede op til Skandinavien.

Efter portugisernes opdagelse af søvejen til Indien (1498) flyttede varetrafikken fra kamelkaravanerne til de store handelsskibe, der hentede tunge ladninger i Asien og bragte dem til byerne ved Europas atlanterhavskyst.

De svenske konger havde indset, at Sverige lå isoleret i forhold til den nye verdens-orden. 

Rigets havnebyer lå langs Østersøen, mens landet i vest var isoleret bag danske og norske provinser. Det eneste hul i arvefjendens kvælertag var Göta-elvens udløb.

To egoer kæmpede om Norden

Byggefeber: Christian 4. havde alt for mange idéer

Christian 4. holdt sig aldrig tilbage, hvis han kunne høste anseelse hjemme og i udlandet. 

Han søsatte konstant nye projekter, der skulle understrege hans status som én af Europas store renæssance-fyrster. 

Når han ikke opførte slotte, anlagde han nye byer eller førte krig. I Christians regeringstid fra 1588 til 1648 evnede han ikke at sætte sig ét mål og bruge alle kræfter på at nå det. 

Magtsyg: Gustav 2. Adolf døde på tærsklen til triumf

Efter Gustav 2. Adolfs magtovertagelse i 1611 kendte Sverige stort set ikke til fred, og kongen nåede at kæmpe mod danskere, russere, polakker, spaniere og tyske katolikker. 

Målet var altid at gøre Sverige større. Under trediveårskrigen i 1632 stod krigerkongen på magtens tinde, hvor selv kejsertronen i Tyskland var inden for rækkevidde, men så slukkede en kugle magtbegæret. 

Danskerne brænder Göteborg ned

Christian 4. var ikke blind for den svenske trussel. En havn ved Göta-elvens udløb ville betyde, at Sverige kunne undgå Øresundstolden, som danskerne opkrævede ved Helsingør.

Selvom svenske skibe i perioder var fritaget for told, ramte den købmænd fra fx Holland og England – og fordyrede varerne i Sverige. 

Hvis Christian 4. ville bevare kontrollen, måtte han slå til. Allerede i 1611 fik han det første Göteborg brændt ned – byen var anlagt bare otte år tidligere af Gustav Adolfs far, Karl 9.

I januar 1612 mødte den danske konge personligt frem ved den tilfrosne Göta-elv for at gøre arbejdet færdigt. 

Hans soldater trak en kanon ud på isen og affyrede første skud mod den svenske fæstning Älvsborg. 

Svenskerne skød tilbage, og mens kuglerne slog ned, gik den danske kanon gennem isen.

Christian indså, at årstiden ikke egnede sig til belejring, og lod det blive ved truslen. 

Inden den bramfri danske konge drog videre, kunne han ikke dy sig for at affyre en psykologisk bredside.

I et brev til fæstningskommandanten anmodede han belevent svenskerne om at passe godt på hans kanon på elvens bund indtil foråret, “så skal den danske konge vende tilbage og gøre Älvsborg bekendt med flere af slagsen”.

Løftet indfriede Christian fire måneder senere, i maj. Han havde samlet 10.000 soldater og indledte belejringen af Älvsborg, der rådede over 400 mand. 

Fæstningen var i en elendig forfatning, og 1. juni 1612 – efter hårde kampe – gav svenskerne op.

Göta-landstriben var på danske hænder, men Christians regning gik ikke op. Hjemme i Danmark modsatte adelen sig hans ønske om at beholde Älvsborg. 

Også England pressede på for at få kongen til at slippe fæstningen, for Danmark måtte ikke opnå alt for stor magt i Østersøen.

Svenskerne betaler løsesummen

I stedet krævede Christian én million rigsdaler i løsepenge – Älvsborgs lösen – oprindeligt ville han have haft to millioner, men det afviste svenskerne blankt. 

Naturligvis håbede Christian på, at det ikke ville lykkes svenskerne at betale til tiden, så han kunne beholde Älvsborg og den omgivende kyst for evigt.

“Jute-kongen” kaldte svenskerne ham uvenligt – jyde-kongen.

Endelig, den 31. januar 1619, kunne den svenske oberst Herman Wrangel møde op foran Älvsborgs port med en underskrevet kvittering på, at Sverige havde betalt løsesummen og nu skulle have fæstningen tilbage. 

Samme dag rapporterede han til Gustav Adolf:

“Da havde de straks på timen leveret og overdraget mig slottet med dets tilhørende gods og var draget bort”.

Alt var foregået høfligt og korrekt uden de gensidige chikanerier, som danskere og svenskere normalt udsatte hinanden for. 

Älvsborg var atter på svenske hænder, og som fæstningens nye kommandant skulle Wrangel bringe vestkys­ten tilbage under kongelig autoritet.

I praksis havde obersten opsynet med et trist, affolket og nedbrændt landskab.

Lige under fæstningen lå de sodsværtede ruiner af Älvsborg Stad, som danskerne havde brændt ned i 1611. 

Et par km op ad Göta-elven lå de forladte rester af byen Nya Lödöse. Og lige over for fæstningen, på den nordlige elv-bred, stod ruinerne af det første Göteborg.

Hver for sig udgjorde de monumenter over bristede svenske forhåbninger om at åbne en havn på vestkysten.

Gustav Adolfs plan tager form

Kort efter overtagelsen begyndte fæstningskommandant Wrangel at modtage post fra beboere, der oprindeligt stammede fra den krigshærgede egn. 

De havde søgt tilflugt længere inde i landet – nu ville de gerne hjem igen.

Derfor bad de om tilladelse til at genopføre deres nedbrændte huse. Wrangel svarede undvigende, at dette spørgsmål måtte overlades til kongen, som agtede at besøge vestkysten snart.

Gustav Adolf ankom med sit følge i marts 1619 og tilbragte en uge i fæstningen, mens han udstak befalinger. 

Flygtningene fik tilladelse til at vende tilbage, men ingen af dem måtte bygge “noget, som skal være varigt”, slog kongen fast. 

De skulle nemlig snart flytte igen:

“Vi giver nu tilladelse til, at alle borgere fra Nya Lödöse og Göteborg (Karl 9.s by, red.) såvel som alle andre svenskere og fremmede, fra hvilken nation de end måtte stamme, slår sig ned i vort nye Göteborg”, forkyndte kongen.

Gustav Adolf agtede ikke at genopføre de brændte byer – og lade det århundredgamle spil med danskerne fortsætte. 

En ny stad skulle opstå ved Göta-elvens bred – med et kraftigt forsvar.

Store Havn var byens pulserende midtpunkt – skibe fra især Holland, England og Tyskland lagde til her.

© Göteborgs Stadsmuseum

Alt afhænger af hollænderne

Kongen havde skrevet “fremmede” i sin erklæring, men han havde hollændere i tankerne. 

1600-tallet var Hollands storhedstid, hvor det lille land ved Nordsøen overstrålede resten af Europa på næsten alle områder. 

Det såkaldte gyldne århundrede byggede på et fundament af global handel, der førte varer fra alle klodens afkroge til Amsterdam, hvor købmændene tjente formuer.

Gustav Adolf ønskede, at hans nye Göteborg skulle være Sveriges bindeled til dette verdensomspændende net af handel og rigdom. 

Og kongen kunne bedst sikre kontakten til Hollands markeder, hvis han lokkede landets købmænd til at bosætte sig i byen. 

Derfor var hans diplomater allerede i fuld gang med at tiltrække velhavende nybyggere.

Den førende skikkelse blandt dem var Jacob van Dijck. Han blev født i byen Haar­lem i 1567, havde studeret jura og var begyndt at repræsentere svenske interesser i Holland allerede i 1607.

Kongen overlod det til ham at rekruttere de hollændere, der var afgørende for projektets succes – og Jacob van Dijck svigtede ikke tilliden: 

“Her er mange fortræffelige mænd med formåenhed og midler, som agter at rejse til Göteborg og dagligt udspørger mig for at kende til alle detaljerne”, rapporterede van Dijck hjemme fra Amsterdam.

Hollænderne havde gode grunde til at udvandre, for de blev lovet stor indflydelse på byen, allerede inden den første spade var stukket i jorden. 

Oveni fik de løfter om byggegrunde, 16 års skattefrihed samt fritagelse for militærtjeneste.

Dertil kom udsigten til langt bedre forretningsmuligheder end i Holland, for via svenske Göteborg kunne de indvandrede købmænd nemlig handle med det mægtige Spanien, som Holland lå i permanent krig med – og som hollandske købmænd var afskåret fra at handle med.

I de perioder, Sverige var fritaget for Øresundstolden, kunne Göteborg fungere som omladningshavn, hvor varer fra hele verden kom over på svenske skibe, som kunne bringe dem gennem Øresund uden at skulle betale.

Gustav Adolfs invitation blev især hørt af de såkaldte remonstranter. De udgjorde et lille protestantisk trossamfund, der oplevede forfølgelse i hjemlandet. 

Blandt de 500 hollandske udvandrere, der satte kursen mod byggepladsen ved Göta-elven, udgjorde arminiere flertallet. Anføreren, Jacob van Dijck, var selv iblandt dem, og han skulle blive Göteborgs stærke mand.

Ny Amsterdam vokser frem

Da de første kolonister ankom i 1621, bestod Göteborg endnu kun af en håndfuld huse, men byens fremtidige omrids kunne tydeligt ses i landskabet.

De kommende havneanlæg, kanalerne og voldgraven var udstukket af professionelle digemestre. Og inden for disse rammer havde en gademager fastlagt, hvordan vejnettet skulle se ud.

Alle specialisterne var tilrejste hollændere, for i 1600-tallet havde de ry for at være verdens bedste byplanlæggere.

Göteborg fik en grundplan, der var så hollandsk, at byen i folkemunde blev kaldt “Ny Amsterdam”. 

Ligesom i Holland lå havnen ikke ud til flodbredden, men var gravet som en bred kanal gennem byens centrum. Herfra kunne skibe fortsætte ind i mindre kanaler.

I 1622 var hovedkanalen, kaldet Store Havn, klar, og otte år senere var de tre sidekanaler gravet ud. 

Ud over at modtage skibe sørgede kanalerne også for, at den sumpede elv-bred blev drænet, så byens huse og fæstningsværker kom til at hvile på et stabilt underlag.

Samtidig med at huse og havn voksede frem, tog også fæstningsværket form. 

Jord og ler blev efter hollandsk forbillede skovlet sammen i en tre meter høj vold med bastioner og en halvanden meter dyb grav foran. 

Rundt om byen opstod et såkaldt udenværk, der vha. sluser og diger kunne oversvømme byens opland.

Blandt Göteborgs hollandske tilflyttere udgjorde købmænd overklassen. De indrettede sig i fornemme huse på Skankt Jacobsgade. 

Men i antal blev de overgået af deres landsmænd blandt håndværkerne, der på samme måde som handelsfolkene havde ry for at være alle andre overlegne. 

Jacob van Dijck havde hvervet skibsbyggere, brygmestre, bagere, skomagere og mange andre professioner, som skulle holde byen forsynet med enhver tænkelig nødvendighed.

Den tredje og sidste gruppe kolonister var hollandske bønder, hvis evner til at tæmme naturen var almindeligt anerkendte. De skulle indvinde pløjejord i det sumpede landskab langs elven.

Arbejdet med at etablere Göteborg var allerede nået langt, da Gustav Adolf ankom på visit i 1624.

I flere breve havde Jacob van Dijck opfordret ham til at lade “sit lys” skinne over kolonien og træffe nødvendige beslutninger. 

Under sit besøg nedsatte majestæten derfor et byråd, hvor magten lå hos tilflytterne: Af rådets 12 medlemmer var fem hollændere, to tyskere, to skotter og kun tre svenskere.

Ekstra bittert var det for de lokale, at byens rådhus kom fra Nya Lödöse. 

Det havde indbyggerne omhyggeligt skilt ad og genopført ved Göteborgs havnebassin – og nu sad hollænderne i det.

I fredstid kunne Göteborgs indbyggere promenere på fæstningsværkerne. Hvis byen blev angrebet, lukkede portene, og oplandet oversvømmedes. 

© Kungliga Biblioteket

Jute-kongen vender tilbage

Gustav Adolfs besøg i 1624 skulle blive sidste gang, borgerne i den nye by så deres konge. 

Sveriges hersker drog til Tyskland for at blande sig i trediveårskrigen. 

Felttoget bragte ham så langt mod syd som til München, men på en slagmark i Sachsen blev han omringet af fjenden og skudt i ryggen.

I Danmark havde Christian 4. ikke tænkt sig at opgive kampen mod Göteborg. 

Jute-kongen vendte tilbage i 1644, for en ny krig var brudt ud mellem Danmark og Sverige. 

11 danske skibe ankom til Göta-elvens munding og landsatte tropper i skærgården. 

Svenskerne observerede, hvordan Christian personligt så byen an og overvejede, hvad han kunne stille op mod forsvarsværkerne.

Göteborg havde netop fået en ny skanse på en klippetop uden for voldene – Kronan. 

Skansen, der var bygget af jord og forsynet med kanoner, blev blandt byens befolkning kaldt “Juteskrämman” – jydeskræmmeren.

Tiden var kommet, hvor Göteborg skulle stå sin prøve. Stadens ledere havde ventet og frygtet denne dag, siden de første volde blev anlagt. 

Bekymret betragtede de, hvordan danskerne byggede skanser og slæbte kanonerne frem.

Byens forbindelse til Kattegat blev afskåret, men andet foretog Christian sig indtil videre ikke, for han manglede soldater til at indlede sin belejring – og den kunne først begynde, når troppeforstærkningerne an­kom fra Norge.

Hjælpen til Göteborg kom dog først: en hollandsk hjælpeflåde, som var udrustet og sendt afsted til Kattegat for Sveriges regning. 

Da skibene nærmede sig Göta-elven, måtte jute-kongen hastigt evakuere sine tropper, og den danske søstyrke sejlede sydpå mod sikker havn.

Kort efter dukkede nordmændene op, men de kunne intet stille op uden den danske flåde. I stedet brændte soldaterne et hospital uden for Göteborg af.

På andre slagmarker vandt svenske hære imidlertid store sejre, og da den såkaldte Torstensson-fejde endte i 1645, var styrkeforholdet i Norden vendt fuldstændig på hovedet: 

Christian 4. var nu den svage, og som én af fredsbetingelserne måtte han aflevere provinsen Halland til svenskerne i 20 år. 

Dermed lå Göteborg ikke længere som en lus mellem to danske negle.

I 1719 sejlede Tordenskiold ind i Göta-elven for at blokere Göteborgs havn og angribe byens fæstning, Nya Älvsborg. Kanonkuglerne fra danskernes bombardement sidder stadig i Nya Älvsborgs mure.

© Jacob Hägg / Sjöfartsmuseet Akvariet, Göteborg / Torsten Weper / Världens Historia

Hverdagen indfinder sig

Sveriges gamle fjende, Jute-kongen Christian, havde været død i fem år, da Göteborg modtog prominent besøg fra udlandet i 1653. 

Nybygger-staden var på den tid vokset til en driftig lille by med 1.500 indbyggere, og de fik æren af at tage imod Bulstrode Whitelocke, der var udsendt som ambassadør for England.

Ambassadøren opdagede, at de øverste embedsmænd var svenske, garnisonen blev anført af skotter, og hollændere havde kommandoen over flådens skibe.

30 år efter sin grundlæggelse var Göte­borg fortsat en international by. Og netop hollændernes tilstedeværelse gav en temmelig anspændt stemning under statsbesøget, for Holland og England var i krig om verdenshandlen.

Den hollandske dominans i Göteborg var ellers svundet kraftigt ind siden 1620’erne. 

De kontrollerede ikke længere byrådet, og deres navne optog ikke de mest prominente pladser i skatteregnskaberne. 

Nogle af hollænderne havde giftet sig lokalt og var blevet svenske. Det skete hurtigst for hollandske bønder, som i løbet af få generationer blevet op­slugt af den lokale land­­be­­folk­­ning.

I stedet blomstrede handlen nu med hjælp fra tilvandrede tyske og skotske købmænd, mens velstanden og indbyggertallet voksede.

Men truslen fra danskerne bestod, så nye og stærkere forsvarsværker skulle opføres omkring staden. 

Vigtigst af dem alle var Nya Älvsborg – en massiv fæstning bygget på en af Göta-elvens små holme. Herfra kunne indsejlingen til Göteborg kontrolleres.

Under store nordiske krig lykkedes det i 1719 den danske søhelt Tordenskiold at snige sig ind i elven og komme på skudhold af Nya Älvsborg, men længere nåede han ikke. 

Göteborg var reddet endnu en gang – og den dag i dag er fæstningens tårn spættet af hans sortmalede kanonkugler, som svenskerne respektløst kalder “peberkorn”.

Selv Gustav 2. Adolfs 85 gulnede regnskabsbøger fra begyndelsen af 1600-tallet, da Älvsborgs lösen skulle betales, kom til stor nytte. 

Den nøjagtige fortegnelse over svenskerne, deres ejendom og privatøkonomi udgjorde i mange år grundlaget for kongerigets emsige skatteinddrivelse.

Måske er du interesseret i...

Læs også