Den amerikanske vice-admiral William Blandy (tv.) og hans hustru fejrer de første atomprøvesprængninger i 1946. I de følgende 50 år når USA at testsprænge over 1.000 kernevåben.

© Getty Images & Getty/AOP

7 atomeksplosioner, der rystede verden

Russerne testede atomarsenalet på kasakhstanske steppefolk, og amerikanerne ville grave en ny Panama-kanal med et bombardement af brintbomber. Den kolde krigs generaler elskede deres atomvåben, der på få år blev forvandlet fra dommedagsvåben til yndlingslegetøj.

6. april 2018 af Kasper Schlie & Niels-Peter Granzow Busch

1. Tropisk paradis blev bombet 67 gange

En søndag eftermiddag i februar 1946 samlede USA's militær-guvernør Ben Wyatt stammefolket på de små Bikini-øer i Stillehavet.

Wyatt havde ét spørgsmål: Ville de 167 øboere lade sig evakuere i en kortere periode, så USA kunne teste atomvåben på stedet “til gavn for menneskeheden”? Efter en tænkepause indvilligede de for-virrede øboere, der ikke havde stort begreb om USA's dommedagsvåben.

Mens bikini-folket blev flyttet, sejlede amerikanerne 95 udtjente krigsskibe ud til de paradisiske øer. I skibene placerede de 5.400 grise, geder og rotter, så de radioaktive effekter af et angreb på en flåde kunne studeres. 

I juli 1946 kunne bikini-stammens høvding se på, mens først atombomben Able og siden Baker sendte gigantiske søjler af kogende, radioaktivt vand kilometer op i atmosfæren. Ni skibe sank, mens øerne blev overdænget med radioaktivt nedfald.

Frem til 1958 nåede USA at bombe Bikini-øerne 23 gange og de nærliggende Marshall-øer 44 gange. 

Bombernes samlede kraft svarede til over 7.000 Hiroshima-bomber. Øerne er
i dag fortsat ubeboede. 

2. Monsterbombe var 3.300 gange kraftigere end Hiroshima

Et gigantisk lysglimt sås på himmelen nord for polarcirklen om morgenen den 30. oktober 1961. Straks efter rejste en frådende paddehattesky sig næsten 60 km i vejret.

Få minutter efter splintredes vinduerne i landsbyer i Nordnorge – 900 km væk – af en trykbølge, som rullede tre gange rundt om Jorden. Sovjetunionen havde netop detoneret historiens største bombe – zar-bomben. 

Med en sprængkraft på 10 gange samtlige bomber kastet under 2. verdenskrig var bomben kulminationen på Sovjetunionens­ og USA's kapløb om at bygge­ den største bombe.

De to supermagter havde længe været plaget af tanken om, at en stor del af deres bombefly ville blive skudt ned undervejs mod fjendeland. 

Russerne besluttede derfor, at de fly, som slap igennem, skulle have maksimal våbenkraft. Oprindeligt havde Sovjet satset på en bombe med en sprængkraft på 100 megatons – 6.600 gange Hiroshima-bomben. 

Undervejs ændrede de dog planen, da mængden af radio-ativt nedfald efter testen ville blive for stor. Desuden anede ingen, om Jorden overhovedet kunne holde til eksplosionen.

I stedet byggede Sovjet en bombe med den halve sprængkraft. Det 27 tons tunge kernevåben blev smidt ud fra et fly i en faldskærm og detonerede i fire kilometers højde. 

Eksplosionen var så kraftig, at flyet blev kastet ud i 800 meter frit fald, selv om det var 32 km væk.

Den russiske zar-bombes energi kom fra brint-isotoper, der blev smeltet sammen af en atombombe.

© SPL/Scanpix

3. Bomber skulle grave Panamakanal 

Efter en række monstrøse prøvesprængninger indså USA's forsvar i slutningen af 1950'erne, at atombombeprogrammet havde stærkt brug for positiv omtale. 

Med brintbombens fader, fysikeren Edward Teller, i spidsen blev projekt “Plovskær” derfor indledt. Projektet 

havde til formål at bruge a-våbnenes frygtindgydende kræfter til mere fredelige formål. Den noble tanke førte imidlertid til en lang række bizarre forsøg.

Tellers ideer var vilde og mangfoldige: Han foreslog at bruge brintbomber til olie- og gasudvinding, til at ændre floders løb og til at bortsprænge hele bjerge, så nye motorveje kunne anlægges. 

Det vildeste, fysikeren foreslog, var at grave en ny Panamakanal­ ved hjælp 302 brintbomber – en idé, Panamas regering høfligt, men bestemt afslog. 

Mere succes havde Teller med en plan om at sprænge en kunstig havn i Alaska. En række af del-statens politikere støttede varmt ideen, der dog til sidst måtte opgives, fordi lokal-befolkningen protesterede højlydt.

USA's mest forurenende sprængning

I forbindelse med projektet udførte Edward Teller og hans folk en række prøvesprængninger. En af de største – Sedan – foregik i Nevada-ørkenen i 1962, hvor en a-bombe blev detoneret dybt i undergrunden. 

Resultatet blev et imponerende, 100 m dybt hul – og at 12 millioner tons sand blev blæst fire kilometer op i atmosfæren. 

I de efterfølgende uger regnede det radioaktive sand ned over en række af USA's delstater. Sedan-testen anses i dag for at være den mest forurenende atomprøvesprængning i USA's historie.

I alt nåede Teller og hans folk at foretage 27 prøvesprængninger. Det lykkedes faktisk videnskabsmanden at udvinde naturgas i New Mexico, men produktet var så radioaktivt, at ingen ville købe det.

4. Russerne skabte 100 m dyb atomsø

Inspireret af USA forsøgte også Sovjetunionen sig med civile anvendelser af a-våben. Ligesom amerikanerne satsede Sovjet indledningsvis på at udnytte a-bombernes uovertrufne graveegenskaber.

Traditionen tro var det Kasakhstan, som måtte lægge jord til størstedelen af de russiske eksperimenter. 

For at teste bombernes muligheder besluttede chefen for Sovjets atomprogram, Efrim Slavskiy, i 1965 at sprænge et gigantisk hul i Chagan-flodens udtørrede leje for at skabe en sø. 

Den 140 kilotons kraftige bombe sprængte et 100 m dybt hul med en diameter på 400 m. Hullet blev efterfølgende fyldt op af grundvandet: 

“Vandet i den kunstige sø, skabt af en atombombe, er ufarligt for mennesker", lød det i en propagandafilm, hvor borgerne kunne se Slavskiy svømme rundt i det radioaktive vand.

I alt nåede russerne i årene fra 1965 til 1989 at detonere 116 kernevåben i forbindelse med civile anlægs- og forskningsprojekter.

I dag er Chagan-søen i Kasakhstan­ fortsat stærkt forurenet­ af radioaktivitet. 

© Tahar Dar

5. Amerikanerne ville bombe Månen

I 1957 lykkedes det Sovjetunionen at sende den første menneskeskabte genstand i kredsløb om Jorden – satellitten Sputnik 1. Amerikanerne følte sig ydmygede og besluttede som modtræk at detonere en brintbombe på Månen.

Bomben skulle være så kraftig, at lysglimtet fra eksplosionen kunne ses fra Jorden og dermed styrke den amerikanske befolknings moral. 

Planen – kaldet A119 – blev dog skrottet af hensyn til fremtidige månelandinger og risikoen for uheld. 

Forskere havde bl.a. påpeget, at Månens tyngdefelt kunne slynge bomben tilbage mod Jorden, hvis missilet ankom i en skæv vinkel.

6. USA var sekunder fra at udslette North Carolina

Eksperter kalder det “den alvorligste ulykke i militær-historien”. Som en del af USA's permanente forsvar under den kolde krig havde landet bombefly i luften 24 timer i døgnet – alle bevæbnet med kernevåben. 

Det var et af disse fly, der den 24. januar 1961 styrtede brændende til jorden i North Carolina efter en mislykket genoptankning i luften. Inden da havde to Mark-39 brintbomber – hver med en sprængkraft på fire megatons, svarende til fire millioner tons TNT-sprængstof – løsnet sig fra flyet.

Det ene våben ramte jorden med 1.100 km/t. og pløjede sig 23 m ned i jorden uden at detonere. Det andet dalede ned i en faldskærm, men var langt farligere. 

Bomben havde fire sikringer, som skulle forhindre utilsigtede detonationer, men tre af dem svigtede. Det var blot én lille sikring til nogle få dollars, der forhindrede en eksplosion, der var 260 gange kraftigere end den, der ramte Hiroshima. 

Først i 2013 blev det afsløret, hvor tæt USA havde været på katastrofen. 

Mens bombeflyet blev knust mod jorden, dalede den ene af de to bomber ned i faldskærm. Kun en enkelt sikring forhindrede katastrofen.

© Corbis/Polfoto & U.S. Air Force

7. Atomshow over Hawaii

Indbyggerne på Hawaii blev mødt med et forunderligt syn på nattehimlen den 9. juli, 1962. Det var skyet over stillehavsøen, men pludseligt tonede en stærkt lysende sol frem i det fjerne. 

Lyskuglen gik hurtigt fra hvid, til grøn, til lilla, indtil horisonten antog en rød farve, der strakte sig ud i alle verdenshjørner, mens hvide regnbuer skar hen over himmelen.

Øboerne hallucinerede ikke, og lyset skyldtes ikke, at rumvæsener var på vej for at overtage Jorden. 

Årsagen var langt mere skræmmende: USA havde netop detoneret den første brintbombe i rummet, og resultet overgik langt, hvad selv amerikanerne havde forventet. 

Starfish Prime, som projektet blev kaldt, havde så katastrofale konsekvenser, at amerikanerne aldrig igen turde teste så kraftige kernevåben i rummet.

Små atombomber var ikke nok

Amerikanerne havde i en årrække spekuleret på, om russerne ville kunne ødelægge deres interkontinentale missiler ved at detonere en atombombe i rummet. Selv havde de detoneret mindre atombomber højt oppe i atmosfæren, men uden afgørende resultat. 

Derfor besluttede de i stedet at sende en brintbombe med en sprængkraft på 1,4 megatons TNT op over Jorden og detonere den i 400 kilometers højde. Herefter brød helvede løs.

Udover det frygtindgydende lysshow skabte bomben nemlig et enormt elektromagnetisk “pulsslag” – en pludselig udladning af energi og gammastråler, som var mange gange kraftigere end forventet. 

Den elektriske bølge ødelagde en tredjedel af alle satellitter, der kredsede om Jorden på det tidspunkt – både russiske og amerikanske. Selv 1.500 kilometer væk, på Hawaii, gik gadelys og radioer ud.

De stærkt fortørnede russere krævede kort efter et forbud mod yderligere sprængninger i rummet.

Læs mere

Rudolph Herzog: A Short History of Nuclear Folly, Melville House, 2013. Richard Rhodes: Arsenals of Folly, Simon & Schuster, 2007. Eric Schlosser: Command and Control, Allen Lane, 2013. 

Måske er du interesseret i...

Læs også