K-19 var en topmoderne ubåd og kunne som den eneste af Sovjets affyre ballistiske atommissiler.

Atomubåden K-19: Dødens ubåd

Atomubåden K-19 var i år 1961 den sovjetiske marines trumfkort. Men under et hemmelig togt ved Grønland indtraf katastrofen. Besætningen på ­139 mand måtte kæmpe for at forhindre nedsmeltning – og redde deres eget liv.

Det 114 meter lange stålskrog knager og brager, da den sovjetiske atomubåd K-19 langsomt glider ned under bølgerne ud for Kola-halvøen. Klokken er 22 den 18. juni 1961 i farvandet tæt på grænsen til Norge, og midtskibs står den russiske kaptajn Nikolaj Satejev.

Han er kun 35 år, men har allerede opnået stor erfaring som ubådskaptajn i den sovjetiske marine, og imens havet sluger K-19, uddeler Satejev sine ordrer præcist og rutinemæssigt.

“Dyk til 135 meter. Fuld kraft”, råber han og følger selvsikkert hver eneste af sine underordnedes bevægelser.

Men under det rolige ydre er kaptajn Satejev særdeles anspændt. K-19 er Sovjetunionens stolthed, og kaptajnen ved, at der hviler et ekstraordinært stort ansvar på hans skuldre. Ubåden er blandt stormagtens få atomubåde, og tilmed den første af denne type fartøj, der kan medbringe langtrækkende ballistiske atommissiler og dermed true strategiske mål i USA. K-19 udgør spydspidsen i det intense våbenkapløb mellem amerikanerne og USSR.

Meningen er, at Satejev som led i en magt­demonstrationen fra Sovjetunionens side skal føre den 5.000 tons tunge båd uset nord om Norge, syd om Island og op igennem Danmarksstrædet ved Grønlands østkyst. Her skal ubåden dykke ned under den arktiske iskappe og demonstrere evnen til at affyre et langtrækkende atommissil under vanskelige forhold.

Missionen er planlagt til at tage mere end en måned, og under hele operationen skal K-19 sejle i zigzag for at undgå NATO’s overvågningsskibe og de enorme isbjerge i området.

Det er imidlertid ikke de strategiske opgaver på kommandobroen, der bekymrer den erfarne ubådskaptajn mest. Han er langt mere nervøs, når han om aftenen ligger i sin køje og lytter til maskineriets stadige summen. Satejev er oplært med diesel-ubåde, og de to atomreaktorer, der driver K-19 frem, gør ham utryg.

Atomkraft er en forholdsvis ny teknologi, som endnu ikke er fuldt gennemprøvet. Det er blot to år siden, marinen fik overdraget den første sovjetiske atomubåd, K-3 Leninskij Komsomol, og Satejev ved, at atomreaktorerne i den nye flåde har givet mange problemer. Nedbrud i kølesystemet eller cirkulationspumpen har medført adskillige radioaktive udslip.

Så galt er det endnu ikke gået om bord på K-19, men ubåden er den første af en helt ny klasse med kodenavnet Project 658, og allerede i løbet af de indledende test har den nye teknologi vist sig at være sårbar. Under et dyk til 300 meter slap der pludselig vand ind i reaktorsektionen, og ubåden måtte foretage en katastrofeopstigning. Senere svigtede en forsegling i reaktor 2, og K-19 måtte i havn og have udskiftet vitalt udstyr.
'
Nikolaj Satejev har flere gange klaget til den militære ledelse, men i det hæsblæsende våbenkapløb med USA har ingen tid til at vente. Amerikanernes første atomubåd, USS Nautilus, patruljerer allerede rundt under den nordatlantiske iskappe. K-19 skal følge trop. Koste hvad det vil!

Den sovejetiske marine overdrog den nye ubåd til en erfaren ubådskaptajn, Nikolaj Satejev.

Fjenden lurer på overfladen

Nikolaj Satejev viser ikke sin bekymring til besætningen. Kaptajnen er fast besluttet på at udvise solidt lederskab, imens K-19 langsomt glider igennem Barentshavet langs den norske kyst. Mandskabet er først og fremmest euforiske over at være om bord på K-19. De ved, at ubådens mission nyder stor bevågenhed fra den sovjetiske marine, og de er stolte over at være udvalgt som besætningsmedlemmer – selv om togtet er langt, og pladsen trang.

Trods ubådens størrelse er komforten beskeden. Inviterede officerer er med for at overvære missionen i Nordatlanten, og med 139 mand om bord er ubåden svært overbelagt. De unge sømænd må sno sig mellem rør, trapper og arbejdsstationer, og når vagten er overstået, skal de presse sig ind i snævre køjer langs ubådens sider. Luften er varm og indelukket, og larmen sommetider infernalsk.

Efter nogle dage slipper K-19 den norske kyst og glider ind i det lumske farvand mellem Island og Færøerne. Her har NATO nedsænket sonar-overvågningsudstyr i havet. Samtidig kredser alliancens fly rundt på himlen, og antiubådsfartøjer skanner konstant dybhavet i jagten på de sovjetiske ubåde.

K-19 støjer en hel del mere end de amerikanske ubåde, og for ikke at blive opdaget må Sa-tejev være forsigtig. Han giver ordre til at gå ned til 250 meters dybde og sænke farten til seks knob. Med jævne mellemrum standser han maskinerne helt, så K-19 kan glide lydløst igennem det mørke dyb.

Den 28. juni – efter ti dages rejse – når K-19 frem til det sydøstlige Grønland, hvor ubåden skal afvente yderligere ordre.

Er du stor ubåd-fan, så kan du dykke endnu længere ned i dybet i vores store tema.

Reaktoren opheder

K-19 var Sovjets mest moderne ubåd. Ved arktisk sejlads beskyttede et svært jerngitter dens agterende.

Satejev er foreløbig godt tilfreds. Det virker som om, at K-19 er sluppet uset igennem NATO's fintmaskede net, og da området ud for Grønlands kyst tilsyneladende er helt frit for fjendtlige skibe, lader han ubåden stige op i periskophøjde, så besætningen kan nyde synet af den grønlandske kyst. Himlen er dækket af skyer, men sigtbarheden er god. De enorme isbjerge fremstår helt skarpt i horisonten. Særlig en enkelt isformation imponerer Satejev. Han har aldrig set så stort et isbjerg i sit liv, og han beslutter at sejle rundt om det, så alle sømændene kan få lov at betragte den smukke iskolos igennem periskopet. Det tager ti timer.

Omkring Angmagssalik på Grønlands østkyst sender K-19 et kodet signal hjem til Rusland, og kun et minut senere svarer ubådsbasen. Alt udstyr virker tilsyneladende korrekt.

Den 4. juli klokken 3.30 om natten er Sa-tejev træt. Han har trænet besætningen i manøvrering i isfyldt farvand og beordrer ubåden ned i 100 meters dybde for derefter at overlade kommandoen til sine officerer. Selv går han over i 2. sektion til sit private lukaf. Det skal gøre godt med en lang søvn.

Imens kaptajnen sover, arbejder løjtnant Jurij Povstjev i maskinrummet. Den unge tekniker er ansvarlig for driften af atomreaktorerne. Han skal sikre, at reaktorerne bliver nedkølet, og han skal kontrollere, at varmen fra kernekraften overføres til dampgeneratorerne, der driver propellerne rundt og dermed skubber den 5.000 tons tunge stålcylinder fremad.

Povstjev er træt. Hele natten har han arbejdet på at få en defekt generator til at fungere optimalt, og nu er det tid til at få en lur. En af de andre søfolk stikker ham en kop varm te, og teknikeren tager en tår, imens han kaster et sidste blik på apparaterne. Den varme te får ham til at slappe af, og maskinernes rumlen i skroget føles behageligt under de trætte fødder.

Han stirrer på viserne, der angiver motorens tilstand. Alt synes normalt. Han skal lige til at vende sig for at gå til ro, da han pludselig ser noget uventet: en viser, der angiver trykket i kølesystemet, vibrerer faretruende og falder længere og længere ned mod nul. Povstjevs øjne stirrer målløst på viseren. Hans hjerte begynder at hamre i brystet. Kølesystemet er en vital del af kerneprocessen. Hvis ikke det fungerer, truer en nedsmeltning med helt uoverskuelige følger i den neddykkede ubåd.

Løjtnanten griber mikrofonen, der hænger ned fra loftet. Han kalder efter assistance og råber desperat til sin medhjælper i maskinrummet:

“Ivan! Få standbyanlægget i gang!”

De to søfolk forsvinder hastigt ind i den smalle passage imellem reaktoren og kontrolpanelet. Selv i mørket er de ikke i tvivl. Kølesystemet er ved at lukke ned. Støjen fra køleanlægget aftager, og alle visere går mod nul. Imens sveden pibler frem på panden, giver Ivan og Povstjev sig til at dreje på ventilerne, der skal få nødsystemet i gang. Men intet sker.

“For helvede!” råber Povstjev og skubber ventilerne hårdt frem og tilbage. Han begynder at sparke på ventilerne. Men intet sker.

“Hvornår kørte vi sidst en test på de her pumper? Det skal gøres en gang om dagen”, brøler han og farer frem og tilbage i maskinrummet for at finde en løsning på problemet.

Frivillige sømænd ofrer sig

“Trykket i styrbords reaktor er faldet til nul!”

Kaptajn Satejev vågner med et sæt, da alarmkaldet lyder over højttaleranlægget. I et split­sekund farer alle de tænkelige scenarier igennem hans hoved. Hvis alarmen taler sandt, er mandskabets overlevelse på spil.

Hurtigt løber Satejev op på kommandobroen og beder om en grundig orientering. Han lytter roligt til alle de tekniske detaljer og udsteder dernæst en alarm for 6. sektion, hvor de to atomreaktorer står side om side.

Den ene reaktor fungerer perfekt, men det står klart, at temperaturen i styrbords reaktor stiger konstant. De radioaktive brændselsstave er snart så varme, at de vil smelte. Det kan medføre en kemisk reaktion mellem brændslet, kølevandet og den kappe af stoffet zirkonium, som brændslet er pakket ind i. Reaktionen kan frigive brint, og når gasarten blander sig med ilten i luften, truer en fatal eksplosion i atomubådens trange stålskrog.

K-19's kompakte VM-A-fissions­reaktorer har slet ikke de sikkerhedssystemer, som findes i moderne atomkraftværker på land. Selv om de såkaldte kontrolstave kan standse kernereaktionen i reaktoren, er det strengt nødvendigt at fortsætte nedkølingen. En nedsmeltning vil betyde den visse død, og geigertællerne i 6. sektion kan allerede registrere forøget stråling.

Da Nikolaj Satejev har inspiceret problemet i reaktorsektionen, holder han rådslagning med sine officerer. Alle er enige om, at årsagen til problemet må være et utæt rør under reaktoren, og at problemet kun har én løsning: Frivillige må krybe ind til atomreaktoren og forsøge at reetablere en nedkøling.

Planen er, at et rør til reaktorens udluftning skal skæres over. Dette rør skal i stedet forbindes med et rør fra kølevandsforsyningen, som dermed kan sende vand direkte ind over den overophedede reaktorkerne. Operationen kræver hverken stor viden, håndværksmæssig kunnen eller teknisk snilde. Men de mænd, der skal udføre arbejdet, vil blive udsat for ekstremt høje doser af radioaktiv stråling. Mændene er så godt som dødsdømte.

Satejev briefer besætningen om situationen, og der er ingen problemer med at finde frivillige. Flere er allerede i gang med at finde egnede rør i den korrekte diameter til reparationen.

De frivillige sendes ind til reaktoren i arbejdshold af to, der afløser hinanden med korte mellemrum for at minimere bestrålingen. Deres eneste sikkerhedsudstyr er iltapparater, der forhindrer indåndingen af radioaktive partikler – en ringe beskyttelse under de ekstreme, højradioaktive forhold.

Gult skum vælter ud af munden

Mens Sovjets ubåds­program var hemmeligt, søsatte USA Nautilus med pomp og pragt.

Kaptajn Satejev beordrer ubåden til overfladen. Da ulykken indtræffer, ligger K-19 på 100 meters dybde, men klokken 06.05 bryder ubåden igennem bølgerne – 2.400 kilometer fra sin hjemhavn ved Murmansk.

“Udsend nødssignal”, beordrer Satejev, “omgående!”

Radiooperatørerne forsøger at efterkomme kaptajnens ordre. Men forgæves. Den langt­rækkende antenne virker tilsyneladende ikke, og Satejev står nu over for to enorme problemer: en løbsk atomreaktor og ingen mulighed for at hente hjælp udefra.

Situationen i 6. sektion har udviklet sig til en nådesløs kamp mod uret. Sveden driver fra sømændene, imens de forsøger at skære røret til luftforsyningen over og samle det på ny. Netop som de er ved at svejse rørene sammen, undslipper en sky af brint og radioaktiv damp fra atomreaktoren. Gnisten fra svejseanlægget antænder to gange en skarp, violet flamme, men begge gange formår arbejdsholdet hurtigt at få flammerne under kontrol.

Endelig lykkes det at svejse de to rør sammen. Lettelsen er stor, da koldt vand løber igennem det interimistisk fremstillede kølerør og ned over reaktorkernen.

Kaptajn Satejev stormer ned mod reaktorsektionen for at få en rapport og bliver modtaget af de to officerer Kosirev og Vakromejev. Netop som de skal til at briefe deres kaptajn, springer lugen ind til reaktoren op. Løjtnanten Boris Korsilov vælter ud og falder fremover. Han flår masken af, og et gult og hvidt skum vælter ud af munden på ham. Reparationsopgaven er løst, men konsekvensen er uhyggelig. De otte mænd, der har arbejdet på kølesystemet, har alvorlige symptomer på akut strålesyge.

Radioaktiviteten har øjeblikkeligt ødelagt celler og væv i kroppen. Lige nu har de frivillige blot kvalme, koordinationsbesvær og kramper, men kroppens mest følsomme celler er ikke længere i stand til at dele sig og går til grunde. Først dør de hvide blodlegemer, knoglemarven og tarmens slimhinder. Så dør cellerne i de indre organer, muskler og bindevæv. Chancen for overlevelse er minimal.

Boris Korsilov meldte sig ­frivilligt til arbejdet i reak­toren. Her blev han udsat for så meget stråling, at han omkom få dage senere.

Håndvåben skal smides over bord

Reparationen betyder, at den overhængende fare for nedsmeltning er drevet over, men nødsituationen er langtfra overstået. Radioaktiviteten er spredt rundt i hele ubåden gennem udluftnings-systemet, og uden mulighed for at tilkalde hjælp er besætningen stadig ilde stedt.

Satejev overvejer mulighederne. Med en afstand på 2.400 kilometer til ubådsbasen vil det tage omkring 7-8 døgn at nå frem. Til den tid vil han selv og samtlige besætningsmedlemmer være døde af strålesyge. Så kommer han i tanker om, at en håndfuld sovjetiske dieseldrevne ubåde burde befinde sig i farvandet imellem Island og Færøerne. De er et led i den militærøvelse, som også K-19 deltager i.

Måske er redningen at sejle de dieseldrevne ubåde i møde og prøve at få kontakt med dem? Satejev tænker planen igennem. Ubådene kan være sejlet hjem for længst. Ideen er ekstremt risikabel. Men han har ikke noget valg.

“Højre ror, kurs 180 grader!” beordrer kaptajn Satejev. Dernæst beder han om at få klargjort en lille radiosender, der kan transmittere et nødsignal omkring 50 sømil.

Radiooperatøren får besked om at udsende krypterede angivelser af K-19's position hvert tiende minut, og kaptajnen tilkalder kommandøren for missilkammeret, løjtnant Mukin.

“Vær venlig at indsamle alle rifler og pistoler blandt besætningen. Smid det hele over bord – undtagen fem pistoler til de øverstbefalende. Jeg ønsker ikke et mytteri om bord”, siger Satejev beslutsomt. Han giver også ordre til, at alle mand skal have serveret en ekstra ration vin – dels for at styrke deres psyke, og dels fordi Satejev mener, at alkoholen kan give kroppen en smule beskyttelse mod strålingen.

Alle ordrer bliver udført prompte. Nu mangler kun at lade K-19 pløje igennem Nordatlantens bølger på halv kraft og vente på, at nødkaldet før eller siden bliver opfanget.
Moralen er lav hos besætningen. For få timer siden cruisede de igennem dybhavet i en af verdens mest avancerede ubåde. Nu vugger de rundt på de iskolde bølger – fanget i en radioaktiv stålcylinder og uden kontakt med omverdenen.

Efter nogle timer springer svejsningerne i den defekte reaktor tilmed, og mens alle om bord holder vejret, må tre mand igen gå ind i reaktorrummet og svejse rørene sammen.

Efter ti timers sejlads når K-19 ifølge kaptajn Satejevs beregninger området, hvor de russiske dieselubåde burde være. Men ingen besvarer de periodiske nødsignaler. Har kaptajnen taget den forkerte beslutning? Han trasker nervøst frem og tilbage på broen, men så kommer meldingen:

“Silhuet i retning 270 grader!”

Satejev løber op i tårnet og griber sin kikkert. Meldingen er sand. Kaptajnen kan tydeligt se et stumpt tårn i horisonten. Det kunne meget vel ligne en ubåd, der sejler i overfladen.

“Affyr et signalblus! Styrbord, 270 grader!”

Efterhånden som silhuetten kommer nærmere, kan Satejev se, at det er S-270 – en sovjetisk ubåd under kommando af kaptajn Jan Sverbilov. Besætningen på K-19 er overstadige af glæde, og Satejev kan næsten ikke holde tårerne tilbage. Det var et stort sats at sejle dieselubådene i møde, men han satsede rigtigt. Det ser ud til, besætningen er reddet.

Havet er uroligt. Høje bølger slår op omkring de to ubåde, da de forsøger at lægge sig op ad hinanden, så mændene fra K-19 kan evakueres fra den sårede atomubåd. Om bord på S-270 måler besætningen støt stigende radioaktivitet, efterhånden som dieselubåden kommer tæt på K-19. Strålingsniveauet er faretruende højt, da S-270 og K-19 endelig etablerer forbindelse med hinanden.

Mændene udstråler radioaktivitet

Flere af de sømænd, der ikke blev udsat for så kraftig stråling, tabte håret.

Sømændene omfavner hinanden, efterhånden som de tumler over på S-270, men da de otte mand fra de første arbejdshold i reaktorrummet bliver reddet over på dieselubåden, stiger strålingen faretruende.

De otte modige mænd, der sørgede for at svejse rørene sammen i K-19, er så kraftigt bestrålede, at de nu udgør en trussel for de øvrige sømænd. Deres tøj bliver øjeblikkeligt smidt over bord, og alle otte bliver sendt i bad for at vaske strålingen af huden. De frivillige parerer ordre, men Satejev ved godt, at det er nyttesløst. Mændene er fortabte.

Efter et par dages sejlads overflyttes besætningen fra K-19 til en destroyer, og her kommer mændene i behandling hos eksperter i radioaktivitet. Solen er dukket frem, og der er helt vindstille, da Bivali efter tre dages sejlads endelig lægger til i den militære havneby Poljarnij på Kola-halvøen. Hele byen er kommet ned til havnen for at tage imod de nødstedte sømænd, men selv om glæden ved at vende hjem er stor, er Satejev begyndt at bekymre sig om sin egen og sine sømænds skæbne.

Vil den militære ledelse i Sovjet modtage dem som helte, eller vil de anklage dem for at have fejlbetjent unionens mest kostbare ubåd? Måske er det smart at kaste skylden på besætningen i stedet for det dyrebare isenkram?

I første omgang handler det dog om at behandle de mest udsatte besætningsmedlemmer. Imens de fleste indlægges på det lokale hospital i Poljarnij, lander tre helikoptere foran hospitalet for at fragte de værst tilredte til behandling af specialister i Moskva.

Før afgang går Satejev hen for at sige farvel til de af hans mænd, der skal af sted. Boris Korsilov, der havde kastet slim op foran kaptajnen, er meget syg. Hans ansigt er rødt, og læberne er svulmet op. Hans tunge er så tyk, at han dårligt kan tale. Satejev bøjer sig ned og fortæller løjtnanten, at han nu skal til behandling i Moskva, så han kan komme på benene igen. Med en svag hvisken beder Korsilov sin kaptajn om trække de opsvulmede øjenlåg op, så han kan se en smule. Så beder han om en tår juice. Satejev har svært ved at holde gråden tilbage, da han hælder juicen op i en tepotte og forsigtigt trykker tuden ind mod Korsilovs mund.

Dernæst siger kaptajnen farvel og ser med tungt hjerte de sygeste af sine trofaste besætningsmedlemmer blive fragtet om bord på tre ventende militærhelikoptere.

Otte sømænd dør af stråling

I Poljarnijs havn dukker silhuetten af K-19 op i horisonten. Atomubåden er blevet trukket til flådehavnen af en slæbebåd, men tre sektioner i ubåden er fyldt med vand, og den ligner nu mere et vrag end en topmoderne ubåd.

Samme dag som K-19 lægger til kaj – den 10. juli 1961 – dør tre af besætningsmedlemmerne på hospitalet i Moskva, heriblandt Korsilov, og i dagene efter følger flere. Også kaptajn Satejev bliver syg, men efter ugers behandling på militærhospitalet får hovedparten af mandskabet det bedre.

I august måned ser det ud til, at den militære ledelse har fundet ud af, hvad de skal stille op med besætningen fra K-19. Mændene bliver samlet i hospitalets auditorium og står på rad og række i deres stiveste puds, da admiralen fra flådehovedkvarteret i Leningrad, Ivan Bajkov, tropper op. Han hænger medaljer på flere af dem, rømmer sig og siger et par ord:

“I tror alle, at I er en slags helte nu, gør I ikke? Men hør her, i Leningrad har vi også ulykker. Trafikulykker”.

Ordene understreger den splittelse, der er i flådens øverste ledelse. Havde mekanikken eller mandskabet skylden? Admiral Bajkov mener tydeligvis det sidste, men er blevet pålagt af admiralitetet at hædre mændene.

Svadaen gør smerteligt ondt i kaptajn Satejevs ører. Kaptajnen rykker uroligt på hænderne. Mest af alt har han lyst til at flå medaljen af og kaste den tilbage i hovedet på Ivan Bajkov. Men han opretholder facaden.

I alt dør otte søfolk af radioaktiv stråling efter ulykken på K-19. Officielt bliver Satejev og hans søfolk behandlet som helte, men dele af den militære ledelse ser dem som delvist skyldige i ulykken. Satejev fortsætter som officer i flåden, men resten af livet søger han en forklaring på ulykken og arbejder utrætteligt på at få det sovjetiske militær til at lære af sine fejl.

Satejev dør i 1998. I 2006 indstiller den tidligere sovjet-præsident Gorbatjov besætningen til Nobels fredspris. Han mener, at NATO kunne have opfattet en eksplosion på K-19 som et forsøg på at affyre et atommissil. Et øjeblikkeligt svar kunne have ført til en verdenskrig.

Ubåden var forfulgt af uheld

I 1972 udbrød en brand på K-19, og 28 besætningsmedlemmer omkom. Ubåden måtte slæbes i havn.

Atomkatastrofen kostede otte sømænd livet, men var ikke den v­ærste i K-19's uheldsramte historie. I 1972 brændte 28 sømænd inde.

K-19 var et prestigeprojekt, men fra begyndelsen ramt af alvorlige ulykker – allerede under konstruktionen i 1959 døde tre arbejdere under en brand. De indledende prøvesejladser afslørede en lang række fejl ved ubåden. Under et dyk til ca. 300 meter opstod utætheder i ­reaktorsektionen. K-19 måtte foretage en nødopstigning og var tæt på at kollidere med sit støtteskib på overfladen.

Efter katastrofen i juli 1961 renoverede marinen ubåden og opgraderede den til at kunne medføre en ny missiltype. Med en ny kaptajn patruljerede K-19 i 1969 i Barentshavet, hvor også den amerikanske ubåd Gato opholdt sig. De to fartøjer ­kolliderede på 60 meters dybde, og svært beskadiget lykkedes det med nød og næppe K-19 at nå overfladen.

Efter endnu en tur på værft sejlede K-19 i 1972 rundt i Nordatlanten 1.300 km fra Newfoundland, da lækket hydraulik­væske forårsagede en brand. 28 besætningsmedlemmer omkom i flammerne, og 12 mænd sad fanget i torpedorummet. En omfattende redningsaktion bragte K-19 tilbage til ubådsbasen på Kola-halvøen, og omsider – efter 24 dage i et mørkt, uopvarmet torpedorum – kunne de sidste 12 overlevende reddes ud.

I 1979 blev ubåden reklassificeret som kommunikationsubåd med navnet KS-19, og tre år senere krævede ubåden sit sidste dødsoffer, da et besætningsmedlem fik et voldsomt elektrisk stød. Den ­uheldige ubåd afventer i dag skrotning.

Måske er du interesseret i...

Læs også