Atomubåden K-19: Dødens ubåd

Det 114 meter lange stålskrog knager og brager, da den sovjetiske atomubåd K-19 langsomt glider ned under bølgerne ud for Kola-halvøen. Klokken er 22 den 18. juni 1961 i farvandet tæt på grænsen til Norge, og midtskibs står den russiske kaptajn Nikolaj Satejev.

Han er kun 35 år, men har allerede opnået stor erfaring som ubådskaptajn i den sovjetiske marine, og imens havet sluger K-19, uddeler Satejev sine ordrer præcist og rutinemæssigt.

“Dyk til 135 meter. Fuld kraft”, råber han og følger selvsikkert hver eneste af sine underordnedes bevægelser.

Men under det rolige ydre er kaptajn Satejev særdeles anspændt. K-19 er Sovjetunionens stolthed, og kaptajnen ved, at der hviler et ekstraordinært stort ansvar på hans skuldre. Ubåden er blandt stormagtens få atomubåde, og tilmed den første af denne type fartøj, der kan medbringe langtrækkende ballistiske atommissiler og dermed true strategiske mål i USA. K-19 udgør spydspidsen i det intense våbenkapløb mellem amerikanerne og USSR.

Meningen er, at Satejev som led i en magt­demonstrationen fra Sovjetunionens side skal føre den 5.000 tons tunge båd uset nord om Norge, syd om Island og op igennem Danmarksstrædet ved Grønlands østkyst. Her skal ubåden dykke ned under den arktiske iskappe og demonstrere evnen til at affyre et langtrækkende atommissil under vanskelige forhold.

Missionen er planlagt til at tage mere end en måned, og under hele operationen skal K-19 sejle i zigzag for at undgå NATO’s overvågningsskibe og de enorme isbjerge i området.

Det er imidlertid ikke de strategiske opgaver på kommandobroen, der bekymrer den erfarne ubådskaptajn mest. Han er langt mere nervøs, når han om aftenen ligger i sin køje og lytter til maskineriets stadige summen. Satejev er oplært med diesel-ubåde, og de to atomreaktorer, der driver K-19 frem, gør ham utryg.

Atomkraft er en forholdsvis ny teknologi, som endnu ikke er fuldt gennemprøvet. Det er blot to år siden, marinen fik overdraget den første sovjetiske atomubåd, K-3 Leninskij Komsomol, og Satejev ved, at atomreaktorerne i den nye flåde har givet mange problemer. Nedbrud i kølesystemet eller cirkulationspumpen har medført adskillige radioaktive udslip.

Så galt er det endnu ikke gået om bord på K-19, men ubåden er den første af en helt ny klasse med kodenavnet Project 658, og allerede i løbet af de indledende test har den nye teknologi vist sig at være sårbar. Under et dyk til 300 meter slap der pludselig vand ind i reaktorsektionen, og ubåden måtte foretage en katastrofeopstigning. Senere svigtede en forsegling i reaktor 2, og K-19 måtte i havn og have udskiftet vitalt udstyr.
'
Nikolaj Satejev har flere gange klaget til den militære ledelse, men i det hæsblæsende våbenkapløb med USA har ingen tid til at vente. Amerikanernes første atomubåd, USS Nautilus, patruljerer allerede rundt under den nordatlantiske iskappe. K-19 skal følge trop. Koste hvad det vil!

Den sovejetiske marine overdrog den nye ubåd til en erfaren ubådskaptajn, Nikolaj Satejev.

Fjenden lurer på overfladen

Nikolaj Satejev viser ikke sin bekymring til besætningen. Kaptajnen er fast besluttet på at udvise solidt lederskab, imens K-19 langsomt glider igennem Barentshavet langs den norske kyst. Mandskabet er først og fremmest euforiske over at være om bord på K-19. De ved, at ubådens mission nyder stor bevågenhed fra den sovjetiske marine, og de er stolte over at være udvalgt som besætningsmedlemmer – selv om togtet er langt, og pladsen trang.

Trods ubådens størrelse er komforten beskeden. Inviterede officerer er med for at overvære missionen i Nordatlanten, og med 139 mand om bord er ubåden svært overbelagt. De unge sømænd må sno sig mellem rør, trapper og arbejdsstationer, og når vagten er overstået, skal de presse sig ind i snævre køjer langs ubådens sider. Luften er varm og indelukket, og larmen sommetider infernalsk.

Efter nogle dage slipper K-19 den norske kyst og glider ind i det lumske farvand mellem Island og Færøerne. Her har NATO nedsænket sonar-overvågningsudstyr i havet. Samtidig kredser alliancens fly rundt på himlen, og antiubådsfartøjer skanner konstant dybhavet i jagten på de sovjetiske ubåde.

K-19 støjer en hel del mere end de amerikanske ubåde, og for ikke at blive opdaget må Sa-tejev være forsigtig. Han giver ordre til at gå ned til 250 meters dybde og sænke farten til seks knob. Med jævne mellemrum standser han maskinerne helt, så K-19 kan glide lydløst igennem det mørke dyb.

Den 28. juni – efter ti dages rejse – når K-19 frem til det sydøstlige Grønland, hvor ubåden skal afvente yderligere ordre.