I ni år udleverede CIA-agenten Aldrich Ames tophemmelige oplysninger til KGB og fik store pengebeløb. FBI's agenter pågriber ham i 1994.

CIA-mand var stikker for KGB

KGB forsøger at skaffe en insider hos CIA, og i foråret 1985 gør Sovjetunionens efterretnings­tjeneste et scoop. CIA-agenten Aldrich Ames skifter side og afslører amerikanernes vigtigste spioner bag jerntæppet.

30. april 2013

Gæld driver CIA-agent til stikkeri

Gælden hober sig op for Aldrich Ames. I september 1984 er den højtstående CIA-agent midt i en kostbar skilsmisse, hans nye colombianske kæreste Rosario har dyre vaner og intet job, og parret bruger langt flere penge, end han tjener i efterretningstjenesten.

Efter et møde med skilsmisseadvokaterne i New York sidder Ames i toget på vej hjem til Washington og overvejer sine muligheder. Han forkaster hurtigt ideen om et bijob i den lokale døgn­kiosk.

Hvis en af kollegerne i CIA kommer forbi, vil det simpelt hen være for pinligt. Han leger med tanken om at begå et bankrøveri. Men det vil sikkert kræve flere røverier at dække gælden på knap 50.000 dollars, tænker han.

I stedet kommer han på en tredje løsning. 43-årige Ames har ærkefjenden Sovjetunionen som ansvarsområde, og han har adgang til dybt fortrolig viden om de spioner, amerikanerne har rekrutteret bag fjendens linjer. Hvis blot han giver den sovjetiske efterretningstjeneste KGB en lille luns af sin viden, vil de med garanti betale ham nok til, at han kan afvikle gælden.

Da toget triller ind på Union Station i Washington, slår Ames tanken hen som en fjollet fantasi. Et halvt år senere bliver fristelsen imidlertid for stor. Aldrich Ames gør alvor af sin forræderiske tanke, og for KGB kommer han som sendt fra himlen.

Han bliver en af Sovjetunionens mest værdifulde spioner i historien. I ni år gennemfører Ames et storstilet dobbeltspil, vælter sig i penge og trækker et spor af død efter sig, mens KGB afleder amerikanernes opmærksomhed med falske spor, så deres syngende guldfugl ikke bliver afsløret.

Drikker sig mod til første gang

I midten af 1980’erne føler Ames en nagende tvivl ved sin karriere i CIA. Han oplever, hvordan cheferne ignorerer hans efterretninger, hvis de ikke passer i deres verdensbillede, og er amerikanerne altid the good guys, når det kommer til stykket?

Som en del af sit arbejde for CIA holder han i foråret 1985 møder med personer på Sovjets ambassade i Washing­ton. Ames opererer under dæknavn. Han udgiver sig for at være ansat i en tænketank med interesse for Sovjetunionen, men hans skjulte agenda er at rekruttere personerne til at spionere for CIA.

Da han den 16. april møder op på ambassaden for at tale med en kontakt, har han på forhånd drukket sig mod til. Diskret afleverer han en konvolut til en vagt i lobbyen, stilet til KGB-chefen på ambassaden. I brevet afslører Ames navnene på flere russere, der står på CIA’s lønningsliste, og han forlanger 50.000 dollars for oplysningerne.

En måned senere bliver han under endnu et besøg på ambassaden ført ind i et rum, hvor en russer i stilhed giver ham hånden og rækker ham et brev. Russeren er øjensynligt bange for, at ambassaden bliver aflyttet.

“Vi er meget glade for at kunne acceptere dit tilbud”, lyder det centrale budskab i brevet.

Bagefter får Ames overdraget de 50.000 dollars under et frokostmøde ude i byen. Pakket ind i brunt papir og gemt i bunden af en indkøbspose. Ames har løst sit akutte gældsproblem, men frygt og grådighed vikler ham snart dybere ind i rollen som dobbeltagent.

Kun få kender hans navn

I KGB’s hovedkvarter i Moskva tror russerne knap deres eget held. Fra første færd bliver Ames håndteret af topfolkene i KGB og med allerstørste diskretion. For at beskytte ham bedst muligt får kun syv personer i KGB nogensinde kendskab til hans identitet. Langt den største risiko for spioner er at blive fældet af forrædere i egne rækker.

For KGB står det straks klart, at Ames er den ægte vare og ikke et CIA-trick til at sprede misinformation. Værdien af hans første informationer er uomtvistelig, og allerede i juni 1985 vender han af sig selv tilbage til KGB med en liste over sovjetiske diplomater, efterretningsfolk og videnskabsmænd, der er i lommen på amerikanerne.

En sand katastrofe for CIA. Ames smadrer med ét slag det netværk, som amerikanerne har været år om at opbygge.

Ames har videregivet listen med navne for at beskytte sig selv. Få uger tidligere har FBI anholdt den amerikanske flådeofficer John Anthony Walker, som i årevis har spioneret for Sovjetunionen. Ames frygter, at en forræder i KGB har sladret om John Anthony Walker, og at han selv står for skud som den næste.

Hans kalkule er iskold. Jo mere værdifuld information, han giver KGB, jo bedre vil russerne passe på ham, og samtidig vil han rydde CIA’s spioner af vejen, før de måske får mulighed for at afsløre ham. For at redde sig selv gør han sig til bøddel over CIA's kontakter.

Møder KGB i Bogota

I Sovjetunionen forsvinder mange af personerne på Ames' navneliste sporløst i det følgende års tid. Deres amerikanske kontakter, de såkaldte føringsofficerer, hører aldrig fra dem. I al hemmelighed bliver flere af dem kaldt hjem fra poster i udlandet, afhørt af KGB-agenter og siden likvideret.

KGB informerer partileder Mikhail Gorbatjov personligt om, at de har en betydningsfuld muldvarp i CIA, som afslører forrædere dybt inde i sovjetiske rækker. Men end ikke Gorbatjov får Ames' rigtige navn at vide.

Imens KGB eliminerer forræderne, møder Ames for første gang sin føringsofficer med kodenavnet Vlad ansigt til ansigt. Normalt kommunikerer de udelukkende via en mellemmand i Washington, men da Ames i november 1985 besøger kæresten Rosarios familie i Columbia, aftaler de et møde ved et indkøbscenter i Bogota.

Som aftalt venter Ames med et eksemplar af Time Magazine under armen, da han hører stemmen bag sig:
“Undskyld mig, men så jeg Dem ikke i Paris for nylig?”
“Nej, men måske mødtes vi i Wien”, svarer Ames. Den aftalte kodedialog.

Føringsofficeren Vlad er en erfaren generalløjtnant i KGB, i begyndelsen af 50’erne, muskuløs og gråhåret. Han placerer Ames på bagsædet af en bil, maskerer ham med kasket og halstørklæde og kører ham ind på den sovjetiske ambassade.

I et lille rum i ambassadekomplekset giver føringsofficeren ham et kram og et kys på hver kind, inden de skåler på verdensfreden i vodka og taler om deres fælles anliggender.

Løgnedetektor afslører intet

Ames får 50.000 dollars i kontanter af Vlad, da de siger farvel. Sammen med Rosario bruger han nogle af pengene på at købe en lejlighed på et colombiansk feriested, og parret begynder at få smag for et liv i luksus.

De mange penge, som Ames modtog fra KGB for at give oplysninger, gjorde det muligt for ham og Rosario at leve et ekstravagant liv.

Hjemme i Washington venter den obligatoriske 5-årlige løgnedetektor-test for ansatte i CIA. Nervøsiteten presser sig på hos Ames, der spørger sin føringsofficer til råds. Rygtet siger, at KGB har udviklet en metode til at snyde en løgnedetektor. Måske en magisk pille af en slags, tænker han, men bliver skuffet.

“Bevar roen, få en god nats søvn, spis en god morgenmad, og overbevis spørgeren om, at du er behjælpelig med at besvare alle spørgsmål”, lyder rådet fra den sovjetiske kontakt.

Ames klarer sig gennem testen – lige indtil spørgsmål om, hvorvidt han “nogensinde er blevet forsøgt rekrutteret af en udenlandsk efterretningstjeneste?”

Løgnedetektoren slår ud. Den kvindelige udspørger giver ham et par minutters pause, inden hun stiller spørgsmålet igen. I mellemtiden er Ames kommet i tanker om, at KGB rent faktisk aldrig har kontaktet ham, men at han henvendte sig til dem. Da han besvarer spørgsmålet anden gang, slår løgnedetektoren ikke ud. Han har bestået testen og føler sig usårlig.

KGB udlægger et tykt røgslør

Mens de amerikanske spioner forsvinder én for én, sætter CIA et hold af efterforskere til at finde en forklaring. I lang tid er søgelyset rettet mod CIA-manden Edward Lee Howard, som i efteråret 1985 er hoppet af til Mos­kva, men der hersker også frygt for en forræder hjemme i Washington.

Samtidig udsender KGB misinformation for at aflede opmærksomheden fra Ames. En anonym person kontakter en CIA-officer i Bonn med falske oplysninger om, at KGB har fundet en metode til at opsnappe CIA's interne korrespondance, der går via et centralt kommunikationscenter i Virginia.

KGB lader også oplysninger sive om, at det er afhopperen Edward Lee Howard, som har afsløret mange af CIA-spionerne.

Ames fortsætter med at forsyne KGB med de fortrolige CIA-rapporter, som passerer forbi hans skrivebord, mens titusinder af dollars ryger den anden vej. I sommeren 1986 bliver Ames udstationeret på den amerikanske ambassade i Rom.

Her begynder han og Rosario for alvor at bruge mange penge, og Aldrich Ames forklarer Rosario, at den pludselige rigdom stammer fra en ven fra studietiden, som han hjælper med nogle investeringer

Parret spiser på byens dyreste restauranter, Ames går i skræddersyede habitter, får syet skjorter med monogram, bærer Rolex om håndleddet og kører i sportsvogn. Hans tænder er gule efter mange års rygning, men en tandlæge giver ham funklende hvide kroner. Imens indretter Rosario deres fashionable lejlighed med eksklusive møbler.

Rosario er ud af en velanset, men ikke velhavende familie i Columbia. Hendes nu afdøde far var provinsguvernør, og udadtil opbygger Ames en omhyggelig dækhistorie om, at pengene stammer fra Rosarios mor. Han opretter en konto i sin svigermors navn og kanaliserer penge fra KGB via den konto.

Sender gamle venner i døden

I sommeren 1987 møder Ames sin føringsofficer i Rom. Han bliver smuglet ind i et sovjetisk beboelseskompleks i byen og ind i et særligt indrettet rum.

“Vi har bygget dette rum bare for dig”, forklarer føringsofficeren. Rummet har dobbeltvæg med musik i hulrummet, så elektronisk udstyr ikke kan aflytte samtaler udefra.
“Der er noget, jeg må spørge dig om, som én professionel efterretningsofficer til en anden. Vær sød ikke at blive fornærmet”, beder føringsofficeren.

Ames forsikrer om, at han ikke vil blive fornærmet.

“Vi har oplevet”, fortsætter føringsofficeren, “at folk ikke fortæller os alt, hvad de ved – især ikke om personer, som betyder noget for dem”.

Føringsofficeren rammer hovedet på sømmet. Ames kender stadig til to CIA-spioner, han ikke har afsløret. Sergej Fedorenko, en tidligere sovjetisk diplomat i New York, som Ames i 1970’erne opbyggede et nært venskab til over mange flasker rødvin, og som afskyede KGB’s magt og metoder.

Den anden er en russisk videnskabsmand med CIA-dæknavnet Byplay, som Ames var føringsofficer for i en periode i slutningen af 1970’erne. De to blev venner.
“Sig mig, min ven”, fortsætter føringsofficeren, “er der nogen, du godt vil nævne nu?”

Ames tænker sig om et kort øjeblik. Han ved, at KGB har anholdt og henrettet de fleste personer på hans lister.
“Der er to andre spioner”, siger han så og udleverer navnene.

Ames får et friskt bundt dollarsedler og tager hjem og drikker sig i søvn. Dagen efter fortsætter han drikkeriet og dejser omkuld på gaden i Rom, så politiet samler ham op og kører ham væk.

Mens Ames er udstationeret i Italien, runder hans samlede betaling fra KGB en million dollars, og et tilsvarende beløb venter ham angiveligt på en konto i Moskva. KGB giver ham fotos af et jordstykke i Sovjet.

“Billederne viser det smukke stykke jord ved en flodbred, som tilhører dig for altid”, forklarer en lille tekst. Her kan Ames bygge sig en datja, hvis han en dag hopper af til Sovjetunionen, står der.

Efterhånden har amerikanerne mistet 13 folk bag fjendens linjer, og i USA famler CIA og FBI i blinde efter en forklaring. I desperation udlover de en dusør på en million dollars i håb om at lokke en KGB-officer ud af busken.

Da KGB-cheferne i Moskva i 1988 hører om dusøren, beslutter de at give amerikanerne, hvad de ønsker. En højtstående KGB-officer udpeges til at melde sig som spion for amerikanerne, og han giver dem en lind strøm af forfalskede dokumenter, der viser, hvordan KGB har afsløret mange af CIA-spionerne som følge af solidt detektivarbejde, held og fejl begået af spionerne selv.

Alligevel er Ames ikke i sikkerhed. Hos CIA rumsterer frygten for en forræder stadig. Sammenfaldet af store tab er simpelt hen for påfaldende, og Ames' uhæmmede pengeforbrug bringer ham i søgelyset.

Da Aldrich og Rosario i 1989 vender hjem til USA, køber de en pragtvilla til 540.000 dollars og betaler kontant. Huset er angiveligt en gave fra Rosarios mor, men en af parrets nærmeste venner, kollegaen fra CIA Diana Worthen, undrer sig.

Hun har kendt parret længe og husker, hvordan de få år tidligere beklagede sig over pengeproblemer. Nu har Rosario pludselig mere end 500 par sko, Aldrich kører i en helt ny Jaguar XJ-6, og det nye hus skal tilmed renoveres.

Trods svære samvittighedskvaler kontakter Diana Worthen de interne efterforskere i CIA, som endevender parrets økonomi. I al diskretion sender CIA en mand til Columbia for at undersøge, om svigerfamilien virkelig er så velhavende, men udsendingen gør et elendigt arbejde og baserer sin rapport på sladder og rygter. Ames går fri, og han klarer også endnu en løgnedetektor-test.

Gamle bankudskrifter afslører ham

I 1991 nedsætter CIA og FBI i fællesskab et team af rutinerede efterforskere i jagten på 80’ernes mulige forræder. De begynder efterforskningen helt forfra, og Ames er blot en blandt mange mistænkte. Men et interview med Ames vækker efterforskernes interesse. Han er alt for glat og velforberedt på ethvert spørgsmål, synes de.

Systematisk gennemgår efterforskerne alle væsentlige datoer i hans liv og karriere og indhenter udførlige bankudskrifter. Her opdager de et påfaldende sammenfald i 1985. Her har Ames rutinemæssigt rapporteret fra en række møder med en kontakt på den sovjetiske ambassade i Washington – en helt naturlig del af hans arbejde – men umiddelbart efter tre af møderne har han indsat store beløb på sin bankkonto. For første gang har CIA og FBI en konkret mistanke rettet mod Aldrich Ames.

“Man skal ikke være raketforsker for at se, hvad der sker her”, udbryder en af efterforskerne. “Aldrich er en forbandet russisk spion!”


FBI indleder nu en intens overvågning af Ames. Agenterne vil pågribe ham, mens han overdrager dokumenter og modtager penge. Men i adskillige måneder sker intet. De undersøger affaldet i hans skraldespand. Uden held.

De installerer sporingsudstyr i hans bil og videoovervågning på hans kontor. De aflytter hans telefon og bolig og skygger ham i Bogota. Alt sammen uden at registrere noget mistænkeligt. De mangler kort og godt det fældende bevis.

Ames og hans KGB-kontakt i Washington udveksler i den periode dokumenter og penge ved en såkaldt død postkasse – et aftalt gemmested i en park – men flere gange fejler FBI-agenternes overvågning, netop da Aldrich tager hen til den døde postkasse.

En russisk helt til det sidste

I løbet af 1992 afslører Aldrich Ames for Rosario, at han er spion for Rusland. Først er hun chokeret, men snart fortsætter hun ufortrødent med at bruge løs af de beskidte penge.

Året efter får efterforskningsholdet fra FBI og CIA omsider det afgørende gennembrud, da de i Aldrichs og Rosarios affald finder et brugt farvebånd fra en printer. Ved hjælp af farvebåndet rekonstruerer de adskillige lange breve, som Ames har skrevet til sine kontakter i KGB.

Efterforskerne håber imidlertid fortsat at pågribe ham i gerningsøjeblikket – ikke mindst for at afsløre hans kontaktperson – men da Ames i begyndelsen af 1994 skal på en rejse til Rusland i embeds medfør, tør efterforskerne ikke vente længere. De frygter, at han vil hoppe af derovre.

Klokken 9.30 om morgenen den 21. februar 1994 sætter Aldrich sig ud i sin Jaguar og kører ind mod kontoret. Han har netop tændt sig en smøg, da en bil med rødt blink på taget fræser op bag ham, og en anden bil kører ud foran. FBI-folk springer ud af bilerne.

“Du er anholdt for spionage”, snerrer en af agenterne.

Kort efter banker FBI-agenter på hjemme hos Rosario og anholder hende som medskyldig. I den efterfølgende retssag slipper hun med fem års fængsel, mens Aldrich ryger ind på livstid.

Da korthuset af løgne og fordækt spil efter ni år ramler for Aldrich Ames, er Sovjetunionen ophørt med at eksistere. De sidste år er Rusland hans arbejdsgiver, og lige til det sidste har han en høj stjerne i landets nye efterretningstjeneste SVR.

I løbet af de ni år som dobbeltagent har han kostet flere CIA-spioner livet end nogen anden amerikansk spion i russernes tjeneste før ham.

Aldrich Ames blev arresteret den 21. februar 1994. Spionagen kunne have kostet en dødsdom, men han tilstod og slap med fængsel på livstid.

Måske er du interesseret i...

Læs også