Umar (længst til venstre) var den anden kalif efter Muhammeds død og ledte den muslimsk-arabiske ekspansion i ti år. 

Kalifatets sejrstog

Få årtier efter Muhammeds død i 632 e.v.t. havde hans tilhængere skabt et af verdens største riger. Hverken Byzantinerriget eller Perserriget kunne modstå de arabiske krigere, der var så stærke i troen.

3. februar 2018 af Magnus Västerbro

Det er blevet kaldt det mest afgørende enkeltstående slag i verdenshistorien. Men alligevel er det ukendt i store dele af den vestlige verden. Stedet var det bakkede terræn tæt på floden Yarmuk, ca. 60 km sydøst for Golanhøjderne, på grænsen mellem det, som 

i dag er Israel, Jordan og Syrien. I starten af august i år 636 e.v.t. mødtes to kæmpestore hære her – først var der meningsudvekslinger og mindre kampe i takt med, at styrkerne samlede sig, så startede det kæmpestore slag, der blev udkæmpet hen over syv dage med skiftende intensitet. På den ene side stod den romerske hær med mindst 50 000 mand. Det Vest-romerske Rige var faldet over 200 år før, men riget fandtes stadig i øst med centrum i den store by Konstantinopel.

I senere historie-skrivning kaldes dette rige tit Byzans, men det folk, der levede der, kald-te sig romere med stor selvfølgelighed – de kunne spore deres historie mindst 1 000 år tilbage, til den romerske republiks første dage. 

Heraklios mod Khalid ibn al-Walid

Over for dem stod en langt mindre hær, måske kun halvt så stor, bestående af arabiske krigere, der havde saml et sig under islams banner og draget ud for at erobre verden. De var redet ud fra Den Arabiske Halvø, uden forvarsel, og var trængt ind i den rige provins Syrien, hvor de havde vundet flere hurtige sejre, bl.a. ved at erobre den vigtige by Damaskus. Derfor så den romerske kejser, Heraklios, sig nødsaget til at drage dem
i møde. Heraklios satte alt på ét bræt – hele den kejserlige hær var samlet for én gang for alle at knuse den uventede udfordring.

DEN STORE FLUGT 1944

Den muslimske styrke stod under ledelse af Khalid ibn al-Walid, en general, der skulle gå over i historien som en lige så dygtig feltherre som Alexander den Store, Hannibal eller Napoleon. I hele sin lange karriere i krigens tjeneste skal han have deltaget i op mod 100 slag uden nogensinde at blive besejret.

De arabiske krigere havde forskellig udrustning alt efter personens rang og personlige rigdom. Lederen til venstre er klædt i hjelm og brynje, mens bueskytten bærer almindelige hverdagsklæder.

© Angus McBride/Osprey

Slaget ved Yarmuk rasede i syv dage

Den romerske hær var talmæssigt overlegen og gik til angreb. I starten blev de muslimske styrker presset tilbage af den veldisciplinerede modstander. På andendagen skal romerne, ifølge nogle kilder, til og med have været tæt på sejr, da den arabiske front begyndte at vige, tilsynelad ende tæt på et sammenbrud. Ifølge legenden skal kvinderne i den arabiske lejr da være kommet farende, anført af Hind, en af den afdøde profet Muhammeds koner, og have skældt ud på de mænd, der var begyndt at flygte, og ansporet dem til at kæmpe til døden.

I sidste ende holdt de stand. I løbet af natten kunne de arabiske styrker omgruppere sig, og kampen fortsatte. Langsomt begyndte det romerske angreb at ebbe ud, og initiativet gik over til den arabiske side. På den syvende dags morgen beordrede Khalid ibn al-Walid et sidste angreb – og den romerske hær blev knust. Soldaterne flygtede, og et grufuldt blodbad fulgte.

Araberne – en ny verdensmagt

Med ét eneste slag var kejserens hær blevet udslettet, og hele Syrien kom på arabiske hænder. At beskrive det, der var sket, som en sensation, er en underdrivelse. En ny magt var trådt ind på verdens arena – araberne.

AFRIKAS MÆGTIGSTE RIGE BYGGET PÅ SLAVER OG SALT

Indtil kort forinden havde de været næsten helt ukendte eller var blevet betragtet som ubetydelige barbarer. I den romerske krigsmanual Strategikon, der formentlig er skrevet i slutningen af 500-tallet e.v.t., beskrives i detaljer, hvilken taktik der skulle bruges mod alle fjender – frankere, lombarder, avarer, slaver og tyrkere. Men ikke ét ord om araberne. Og alligevel havde de vist si g i stand til at besejre den tids mægtigste nation. Hvordan var det muligt? Og hvad nu? Mange mente, deres uventede invasion kun var et kortvarigt plyndringstogt, der snart ville drage videre. Men det skulle vise sig, at arabernes ambitioner var langt større end som så. 

Ifølge muslimsk tradition åbenbarede englen Gabriel sig for Muhammed og gav ham budskabet til Koranen.

Begyndte med Muhammed

Det hele var startet med Muhammed, en købmand fra byen Mekka, strategisk beliggende i centrum af Den Arabiske Halvø. Muhammed, der blev født omkring år 570 e.v.t., tilhørte den betydningsfulde stamme Quraysh, der længe havde domineret Mekka. Da han var omkring de 40, fik han visioner fra Gud, Allah, og udråbte sig selv som profet. Han fremlagde en lære, der fik navnet islam – budskabet var, at der kun findes én Gud, Allah, og at dette i virkeligheden var den samme gud, som jøderne og de kristne dyrkede.

I Muhammeds budskab, der blev præsenteret som en forbedret version af den tidligere lære, indgik tanken om, at dommedag var nær, og at Allah snart ville komme og dømme menneskene. For at forberede sig på det skulle man straks underkaste sig Guds vilje: Leve et godt, gudfrygtigt og barmhjertigt liv og udbrede budskabet om Allah. 

Kalif Umar samlede muslimerne

På den tid var de forskellige arabisktalende folk dybt splittet og lå tit i krig indbyrdes. Efter mange fiaskoer lykkedes Muhammeds banebrydende mission: At samle stort set alle stammer og få dem til at acceptere hans lære som den eneste ene. Efter profetens død, i år 632 e.v.t., så det ud, som om hans livsværk skulle blive ødelagt af interne stridigheder.

DET STOCKHOLMSKE BLODBAD

Da trådte to af Muhammeds nærmeste mænd frem, hans svigerfar, Abu Bakr, og en mand ved navn Umar. Det var Umar, som med titlen kalif, samfundets leder, skulle dominere den islamiske bevægelse i de næste par årtier. Sammen med andre muslimske ledere besluttede han sig for at gå til angreb på vantro magthavere uden for Den Arabiske Halvø.

Der lå flere faktorer bag denne beslutning. For det første en religiøs overbevisning, en tanke om, at det var deres skæbne og Guds vilje at islam skulle udbredes i verden. Muhammed siges på sit dødsleje at have ansporet sine følgesvende til ikke at unde sig selv rist eller ro, før alle mennesker på jorden havde anerkendt Allah som den eneste sande gud. 

I 732 blev en muslimsk hær standset af frankiske styrker i Poitiers. Muslimerne beholdt dog kontrollen over dele af Spanien indtil 1492.

© Getty

Samtidig eksisterede der en stærk krigerisk tradition blandt de arabiske stammer. Og eftersom alle nu tilhørte den samme religion, og deres tro forbød dem at gå i krig mod hinanden, blev de nødt til at rette deres energi ud på den anden side af deres hjemlands grænser.

Inden hele denne proces var der desuden, hvilket forskningen har vist i de senere år, store grupper af arabisktalende folk, der var udvandret fra deres oprindelige hjemegne. Mange af disse arabere sluttede villigt op, da den muslimske hær senere gik frem.

Byzans og Persien bukkede under

Det viste sig også, at araberne trådte ind på verdensarenaen på et ekstremt gunstigt tidspunkt. Den tids stormagter, Byzans og Persien, havde brugt mange år på indbyrdes kampe. Først var persiske styrker trængt dybt ind på Byzans' territorier og havde plyndret og hærget sig hele vejen frem til Konstantinopels porte. Da havde den kristne kejser Heraklios deklareret hellig krig, hvor perserne var blevet beskrevet som det ondes håndlangere. Til sidst vandt Byzans en overbevisende sejr, men på det tidspunkt var begge de kæmpestore riger totalt udmattede af den ødelæggende krig.

HVORDAN BLEV KRIM EN DEL AV UKRAINE?

Da så de arabiske hære gik til angreb, afsløredes de to rigers svaghed. Efter nederlaget i slaget ved Yarmuk brød store dele af Byzantinerriget sammen som et korthus, og de arabiske hære kunne hurtigt underlægge sig en stor del af det, vi i dag kalder Palæstina, Syrien, Irak og Egypten. Derefter fortsatte den arabiske ekspansion. Perserriget blev besejret i en række feltslag, indtil den sidste shah, Yazdegerd 3., i år 651 blev dræbt på flugt fra sine fjender. 

Arabernes mobile hære

Sejrene var blevet vundet med forbløffende hast. For mange virkede det, som om der virkelig stod en guddommelig vilje bag det, der skete. Og de muslimske ledere blev fulde af en urokkelig selvsikkerhed.

I starten var deres hære relativt enkelt udrustet, men de havde stor kamperfaring, var effektivt organiseret og havde dygtige hærchefer. I modsætning til deres modstandere var de vant til at leve meget enkelt og foretage hurtige forflytninger. Tit medbragte deres styrker slet ingen forsyninger; i stedet måtte hver enkelt soldat bære det på sig, som han havde brug for at spise, og resten plyndrede de sig til. Det medførte en bevægelighed og hurtighed, som tit overraskede modstanderne.

I 900-tallet blev Spanien styret fra Abd-er-Rahmans hof i Cordoba.

© Getty

Umayadiske dynasti

I de kommende år fortsatte den arabiske ekspansion, selvom der udbrød borgerkrig i det nye riges centrum. Kaliffen Umar blev myrdet, og efter ham fulgte to ledere, der også snart blev myrdet – en af dem hed Ali, og var Muhammeds fætter og svigersøn. Hans tilhængere skulle senere skabe deres egen variant af islam, kaldet ”shia”, efter shia ali, som betyder Alis parti, hvilket kom til at skabe en splittelse i den nye bevægelse. Men de interne kampe sluttede i og med, at en mand ved navn Muawiyah blev ny kalif, og magten dermed overgik til en anden, magtfuld familie; det såkaldte umayadiske dynasti var en kendsgerning. 

Riget strakte sig fra Spanien til Indien

Det var under umayaderne, i år 661–750, at det samlede muslimske rige havde sin største udbredelse. I øst nåede de arabiske hære helt ind i Indien og vore dages Pakistan. I disse lande var modstanden hård, og ekspansionen gik langsommere end før. Men til sidst lykkedes det den nye verdensmagt at besejre sine fjender – bl.a. kinesiske hære, og med tiden installere en arabisk garnison så langt væk som i Samarkand. Mod vest nåede umayadernes krigere hele vejen hen langs Nordafrikas kyst, helt til vore dages Marokko og videre ind på Den Iberiske Halvø.

SLAGET OM SINGAPORE

Det gotiske kongedømme i vore dages Spanien og Portugal blev besejret med et eneste lynfelttog i 711 e.v.t. Først et stykke ind i vore dages Frankrig, efter slaget ved Poitiers i 732, blev umayadernes lange fremrykning standset. 

Umma – kaliffens rige

I slutningen af epoken herskede kaliffen i Damaskus over ét stort muslimsk rige, kaldet umma, som var blevet til et imperium, endog større end det romerske rige, da det var størst. Ekspansionen havde slået verden med forundring. Men det var måske endnu mere overraskende, at de beholdt deres erobringer. De folk og nationer, der blev styret af det arabisk-muslimske kalifatet, accepterede tilsyneladende i stor udstrækning deres nye herskere.

Det nye rige lånte mange træk fra sine to forgængere, Byzantiner- og Perserriget. I mange henseender lod man simpelthen den erobrede befolkning leve videre som før – administrationen blev håndteret på samme måde som før, men nu med arabere i hierarkiets top. 

Arabiske ryttere i bogillustration, fremstillet i Bagdad i 1200-tallet. 

© Ullstein/All over Press

Ekstra skat for ikke-muslimer

I den vestlige del af riget var græsk længe det bureaukratiske sprog, og i øst persisk, før begge sprog langsomt blev erstattet af arabisk. Erobrerne bosat-te sig normalt i nybyggede byer eller i nye kvarterer, side om side med deres undersåtter. En relativt stor religiøs tolerance prægede riget. Der fandt ikke nogen tvangskonverteringer sted, men alle ikke-muslimer blev pålagt en ekstra skat. Kristne og jøder og de persere, der var tilhængere af den zarathustriske lære, kunne i det store og hele blive ved med at dyrke deres religion som tidligere.

Dermed kom det også til at vare længe, før hovedparten af folket i det nye muslimske rige rent faktisk skiftede religion. Ifølge mange forskere var det en proces, der nok først sluttede ca. år 1000 e.v.t.

Abbasiderne overtog kalifatet

På den tid var det samlede muslimske rige allerede historie. Det umayadiske dynasti var med årene blevet mere og mere upopulært. Enorme rigdomme strømmede ind til hovedstaden Damaskus, og herskernes liv i overflod skabte modvilje hos mere ortodokse muslimer, der ville tilbage til den asketiske variant af islam, som man mente havde præget årtierne efter profeten Muhammeds død. 

TIMUR LENK VILLE KNUSE VERDEN MED TERROR

Samtidig voksede utilfredsheden med den privilegierede status, som araberne havde i det vidtstrakte rige. Ifølge islams lære skulle alle muslimer være lige meget værd – så man kunne ikke give araberne særbehandling, ræsonnerede mange. Utilfredsheden voksede, og til sidst kom det til revolution. Et nyt dynasti tog magten, de såkaldte abbasider. De havde været gode til at benytte sig af mange forskellige gruppers frustration, men da de havde taget magten i kalifatet, gik de deres egne veje. 

Bagdad erstattede Damaskus

Det nye dynasti gjorde Bagdad til hovedstad og forvandlede byen til en verdensmetropol. Samtidig markerede abbasidernes rige afslutningen på den arabiske ekspansion.

Langsomt mistede de i stedet magten over riget. Al-Andalus, vore dages Spanien, gjorde sig fri, det samme gjaldt de østligste områder. Snart var det tydeligt for enhver: Der eksisterede ikke længere et sammenhængende muslimsk imperium.

Måske er du interesseret i...

Læs også