Både religion og personlige ambitioner spillede ind i ledernes beslutning om at tage på korstog. Foto: Thinkstock

Det første korstog: Kristne slagtede løs med god samvittighed

Det første korstog var et voldsorgie. Byer blev plyndret, mænd, kvinder og børn voldtaget eller myrdet. End ikke kannibalisme afholdt de hellige krigere sig fra.

12. oktober 2015 af Else Christensen

Voldsorgiet begynder

Alt åndede fred i korsfarernes lejr, da grev Stefan af Blois satte sig og skrev til sin hustru. Få dage forinden – den 1. juli 1097 – havde det været anderledes.

Den dag blev en del af korshæren angrebet af en stor seldsjukkisk styrke ved Dorylaion i det nordvestlige Anatolien. Under råb og skrig, der i europæernes ører lød som dæmoners hylen, angreb den ene række af ryttere efter den anden. Og med uhyggelig hastighed og præcision sendte de en regn af pile imod dem.

Alligevel kunne de holde stand, indtil den del af korshæren, der havde udgjort bagtroppen, kom til. Med fældede lanser red de tililende tropper mod seldsjukkerne og jog dem på flugt. Pludseligt føltes Den Hellige Stad – korsfarernes mål – forjættende nær.

“Jeg siger dig, min elskede”, skrev Stefan bevæget til sin hustru Adela. “Vi når Jerusalem om fem uger”.

Kejseren frygtede korsfarerne

Stefan af Blois skulle tage grueligt fejl. To år med sult og død lå endnu mellem ham og Den Hellige Stad. Korstoget havde allerede kostet dyrt i menneskeliv. De 4.000 friske grave, som korsfarerne efterlod ved Dorylaion, udgjorde kun en lille del af den pris, som hæren havde måttet betale, siden den forlod Europa som svar på et paveligt nødråb om hjælp til de kristne i Konstantinopel og Jerusalem mod muslimske overgreb.

Frivillige havde meldt sig i et antal, der forbavsede selv paven. Også kejseren af Konstantinopel blev overrasket, da en hær af europæiske fyrster, riddere og bønder strømmede ind i byen fra november 1096. Nok havde han bedt om hjælp, men han havde ikke forestillet sig en hær på 100.000 mand.

Usikker på hvad han skulle forvente sig af denne hob, havde kejseren bedt korstogets ledere om at sværge troskab og love, at alt land, de erobrede, ville tilfalde ham.

Derefter havde han med rigelige mængder proviant og løfter om senere at sende en hjælpestyrke sat dem på skibe til Anatolien. Snart befandt korsfarerne sig i et fremmed land, hvis beredne krigere viste sig at være ualmindeligt ferme med bue og pil.

Omvendt fik muslimerne sig også en ubehagelig overraskelse ved mødet med, hvad én af hærføreren Kilij Arslans spejdere beskrev som en pjaltehær med kors af stof syet på deres klæder.


En arabisk kronikør skrev fx om den hær af hedninge, der havde gjort sit indtog i landet: “Korsfarerne skar den seldsjukkiske hær i småstykker. De dræbte, plyndrede og tog mange fanger, som blev solgt som slaver”.

Men Dorylaion var kun begyndelsen på det blodbad, som snart ville følge.

Kejser Alexios af Konstantinopel så med mistro på den store korshær. Han krævede derfor troskab af dens fire ledere. Foto: Polfoto/Rue des archives

500 døde af sult

For Stefan af Blois og de andre korsriddere blev sejrsrusen efter Dorylaion hurtigt afløst af den barske virkelighed.

“Vi led stærkt under sult og tørst og fandt intet spiseligt undtagen tornede planter, som vi samlede og gnubbede mellem vores hænder”, beretter en korsridder i krøniken Gesta Francorum. Omkring 500 døde af sult og tørst på den omkring én måned lange rejse over den anatolske højslette, fortæller den næsten samtidige Albert af Aachen.

Også dyrene måtte give op over for de barske forhold. I september 1097, da korshæren nåede over højsletten og ud til kysten, var næsten alle pakdyrene døde. Også mange stridsheste var bukket under – et fatalt tab for ridderne.

I sensommeren 1097 syntes det værste dog at være overstået, og Jerusalem lå kun en måneds rejse borte. Nu skulle Antiokia blot indtages. Byens navn kunne få enhver hærfører til at gyse: Antiokia, som var blevet grundlagt på Alexander den Stores tid, var aldrig blevet indtaget militært.

Igennem byens mere end 1.300 år lange historie havde kun list kunnet fælde byen. Placeringen ved en flod mod nord og et bjerg mod syd gjorde byen umulig at omringe. “Byen er så godt beskyttet af mure, at den hverken behøver at frygte våben eller mænd – end ikke hvis hele menneskeheden samledes for at belejre den”, skrev én af korstogets præster.

Belejringen begyndte den 20. oktober 1097 og fortsatte i otte måneder. Om vinteren forvandlede styrtregn byens omgivelser til et mudderhul og gav anledning til navnet “Pissoiret”. “Vi har gennemlevet store lidelser og onder i et antal, vi end ikke kan tælle. Kulden er ekstrem, og der er forfærdelige syndfloder af regn”, skrev Stefan af Blois hjem til sin hustru Adela.

Over vinteren døde mange af sult og udmattelse, og selvom foråret bragte mildt vejr og et forsyningsskib fra Europa, var Antiokias fald lige så fjern som den dag, korsfarerne ankom. Da fik Stefan af Blois nok.

Han forlod sin styrke og satte kursen mod Konstantinopel for at tage et skib tilbage til Europa. Stefan var langtfra alene – mange andre deserterede fra den sultplagede korshær, der i forvejen var halveret siden rejsen fra Europa.

Sortbørshandler fældede Antiokia

Bag Antiokias mure gik Yaghi-Siyan, byens guvernør, sin sædvanlige runde. Med et selvsikkert smil hilste han sine tropper, mens han inspicerede byens kornbeholdning og efterså forsvaret.

Bag den påtaget rolige facade knugede angsten ham. Han var ikke så sikker på, at byen kunne holde stand. Belejringen havde tæret på både indbyggernes nerver og maden, som var ved at slippe op.

Et håb havde han dog. Da korshæren var begyndt at nærme sig, havde han sendt sin yngste søn til Bagdad for at hente støtte. Her havde den magtfulde hærfører Kerboga af Mosul lovet at sende hjælp. Dag og nat spejdede vagterne derfor efter den karakteristiske støvsky, der viste, at en stor hær var på vej.

Sent om eftermiddagen den 2. juni 1098 gik et lettelsens sus imidlertid gennem byen. Ingen hjælpehær havde vist sig, men vagterne kunne fortælle en anden sensationel nyhed: Korsfarerene havde brudt op og var på vej væk. De måtte have hørt om Kerbogas hær og valgt at flygte i tide. Den aften gik beboerne i Antiokia for første gang i lang tid trygge i seng.

De havde glædet sig for tidligt. Ved fire-tiden om morgenen lød den dumpe lyd af et reb, tungt trukket hen over sten, fulgt af dæmpede stemmer og raslen med våben. I ét af tårnene lige over en af byens seks porte stod vagten Firuz og hjalp korsfarerne.

Firuz havde været én af Yaghi-Siyans betroede mænd, indtil han blevet taget i at drive sortbørshandel med de sparsomme fødevarer.

Yaghi-Siyan havde pålagt ham en stor bøde, og nu ville Firuz hævne sig. Hvordan korsfarerne og Firuz fik kontakt med hinanden, ved ingen. Under alle omstændigheder hjalp han nu, med ivrigt udstrakt hånd, den ene korsfarer efter den anden over bymuren.

Tilbagetrækningen havde været en krigslist. Den lille gruppe krigere – omkring 60 – som Firuz hjalp op på muren, var kun fortroppen. Resten af hæren var lige i nærheden, klar til at storme ind ad porten, som fortroppen snart fik åbnet indefra. Med hæse kampråb “Gud vil det! Gud vil det!” strømmede korsfarerne ind gennem Antiokias porte.

Otte måneders frustrerende venten blev forvandlet til en blodrus. I de tidlige morgentimer genlød Antiokias gader af skrig, mens de hellige krigere myrdede, plyndrede og voldtog sig frem.

“De skånede ingen muslim, uanset alder og køn. Jorden blev dækket med lig, og nogle af dem var endda kristne grækere, syrere og armenere”, fortalte Albert af Aachen. Titusinder døde ved Antiokias fald og den efterfølgende massakre – heriblandt guvernøren Yaghi-Siyan.

“Ingen kunne holde ud at være der pga. stanken. Samtidig var det umuligt at færdes langs de smalle gyder i byen, medmindre man ville træde over de døde kroppe”, skrev Albert af Aachen

Antiokia var strategisk vigtig, og korshæren måtte derfor erobre byen, inden den kunne drage videre mod Jerusalem. Foto: Polfoto/Rue des archives

Desperation gav kristne sejren

Korsfarerne kunne endelig fejre, at de havde indtaget Antiokia. En blodrød fane gik til tops over byens tårne, og ridderne takkede Gud for sejren. Glæden skulle dog vare kort. Snart trak Kerbogas styrke op uden for byens mure.

Med ét var korsfarerne blevet de belejrede – en rolle, de ikke var forberedt på. Provianten var næsten sluppet op under den langvarige belejring, og deserteringer var hyppige. “Reb-dinglere” kaldte folk foragteligt dem, som smed et reb ud over murene og sneg sig bort.

Korshæren var nu reduceret til omkring 30.000 mand. Undsætning fra kejseren af Konstantinopel kunne de også glemme alt om. På vejen tilbage mod Europa havde Stefan af Blois fortalt kejseren om korshærens problemer. Den oplysning havde afholdt Alexios 1. fra at komme hæren til undsætning. Korsridderne måtte klare sig selv.

Den 28. juni ved det første morgengry holdt korsfarerne messe. Forsyningssituationen var blevet så desperat, at de ikke havde andet valg end at kaste sig mod Kerbogas overtallige hær og forsøge at kæmpe sig igennem. Med bøjet hoved beredte de sig på at dø. Opmuntret af præster, der var stillet op langs byens mure, marcherede krigerne op på geled.

Korshæren bestod nu kun af 20.000 mand, og mange riddere måtte kæmpe til fods, fordi kun 200 heste stod til rådighed. Da de tunge byporte blev slået op, og de stod over for Kerbogas hær, følte mange korsfarere imidlertid, at de fik hjælp fra oven.

I deres afkræftede tilstand syntes flere, at de så en hær af hvidklædte riddere vise sig på himlen over den solflimrende slette. Med de sidste kræfter og et råb til Gud angreb korsfarerne. Overrumplet over de kræfter, der trods alt var tilbage i den udsultede flok, vaklede Kerbogas styrke, og snart tog de flugten.

“Guds højre hånd kæmpede på vores side. Vor herre Jesus Kristus bragte hele byen Antiokia tilbage til den romerske religion og tro”, skrev lederne af korstoget bagefter til pave Urban 2.

Korsfarerne spiste mennesker

Først i midten af november fortsatte korstoget. På vejen til Jerusalem ledte Raimond af Toulouse, der havde slået sig op som leder af det samlede korstog, tropperne mod byen Maarrat al-Numan. I det frodige område håbede han at kunne tage et stykke land til sig selv.

Men med vinterens komme marcherede korsfarerne lige ind i et velkendt problem: sult. Da de nåede frem til Maarrat al-Numan, var de så udhungrede, at de kravlede “som kvæg på marken skrabende og ledende, i et forsøg på at finde korn af hvede, byg, bønner eller andre grøntsager”, fortalte korsridderen Raimond af Aguilers.

Efter en kort belejring faldt byen, og nogle af korstogets mest grusomme scener fandt sted. Straks byen var erobret, sendte Bohemund af Taranto bud til byens førende mænd om at indfinde sig i paladset og tage deres familier med. Hvis de adlød, ville han skåne deres liv.

Bohemunds løfte var falsk. Så snart byens aristokrater var samlet, ribbede han dem for guld, sølv og andre værdier. Herefter lod han flere af dem dræbe, mens resten blev ført til Antiokia for at blive solgt som slaver.

Korstogets menige soldater havde deres egne, mindre raffinerede, men lige så grusomme metoder til at vride værdier ud af befolkningen. De plyndrede alle indbyggerne, og hvis de intet ejede, fik korsfarerne afløb for deres frustrationer ved at mishandle dem til døde. De fleste af byens borgere – ifølge historikere et antal på mellem 10.000 og 20.000 – blev dræbt, og ligene smidt i sumpene uden for byen.

Plyndringen af Maarrat al-Numan var overstået på få dage, men kort efter begyndte Raimond og Bohemund at strides om retten til byen, og felttoget gik i stå, mens de to hærførere skændtes.


Snart begyndte korsfarerne igen at sulte. I januar 1099 var flere så desperate, at de ifølge Raimond af Aguilers “skar kroppen op på døde muslimer, fordi de havde mønter gemt i indvoldene”. Nogle tyede endog til kannibalisme.

“I Maarrat kogte vore tropper hedninge i gryder. Børn stak de på spid og spiste dem grillstegte”, fortalte korsfareren og krønikeskriveren Radulf af Caen. De lokale var forfærdede over korsfarernes fremfærd.

“Alle, som vidste noget om frankerne, så dem som dyr – overlegne i mod og kampvilje, men ikke i noget som helst andet. På samme måde som dyr er overlegne i styrke og aggression”, skrev en muslim, som voksede op i nabobyen.

Efter dette havde de menige korsfarere fået nok. Med deres sidste kræfter gav de sig til at pille Maarrat al-Numans bymur fra hinanden sten for sten. Nogen synderlig skade kunne de afkræftede mænd ikke gøre, men Raimond forstod budskabet: De udmattede soldater ville ikke blive en dag længere i Maarrat al-Numan. De ville til Jerusalem.

Efter erobringen af Jerusalem skrev lederne af korstoget stolt til paven, at byen flød med døde muslimers blod.

Jerusalem falder

Raimond indså, at han ville vinde mere på at fremstå som åndelig leder end på at rane jord til sig, og befalede derfor korsfarerne at stille op barfodede. I from religiøs procession bevægede de hellige krigere sig derpå af sted mod Jerusalem.

På denne del af rejsen havde de intet at frygte. Rygterne om korshærens ugerninger i Antiokia og Maarrat al-Numan var løbet i forvejen og havde sat en sådan skræk i livet på de lokale, at de uden videre lod korshæren passere. Da de 16. maj 1099 nåede Tripoli på Libanons kyst, modtog de endda beskyttelsespenge og proviant fra emiren.

Den 7. juni skete det endelig. Fra toppen af en bakke så korsfarerne den hellige stad med dens mure, tårne og kupler udbredt foran sig. Med råbet “Jerusalem, Jerusalem” kastede mange af dem sig på jorden, mens de grådkvalte takkede Gud for at være kommet frelst igennem tre års anstrengelser.

Efter knap en måneds belejring kunne korsfarerne den 13. juli ved mørkets frembrud skubbe de store belejringstårne op til Jerusalems tykke og svært befæstede mure. Soldaterne på muren forsvarede sig, så godt de kunne, med pile, skoldhed beg og “græsk ild” – en klæbrig brændende masse. Snart måtte de dog give op overfor overmagten, og korsfarere væltede ind over muren og ud i byens gader.

Her ranede de alt, de kunne komme i nærheden af: “Guld, muldyr og heste, og bygninger fyldt med alskens rigdom”, skrev Fulcher af Chartres.

Mange indbyggere søgte tilflugt i de hellige steder ved Tempelbjerget. Rædselsslagne jøder søgte mod den store synagoge ved Grædemuren, mens muslimer søgte til Al-Aqsa-moskeen. Begge grupper gjorde korshæren kort proces med: Jødernes synagoge blev brændt ned til grunden og med den alle, mænd, kvinder og børn, som befandt sig i den.

Den 16. juli sparkede korsridderne døren op til Al Aqsa-moskeen og dræbte alle, som havde gemt sig der. “Saracenernes blod stod til knæene på vore heste”, skrev korstogets ledere stolt i deres rapport til paven.

Hvor mange liv massakren kostede, ved ingen med sikkerhed, men nogle historikere anslår tallet til at være omkring 60.000. For muslimerne var korshærens sejr intet mindre end en katastrofe.

“Smukke unge piger er blevet skændet og må nu skjule deres søde ansigter i deres hænder. Aldrig er muslimerne blevet så ydmyget, aldrig før er deres land blevet så brutalt ødelagt”, klagede Abu Sa’ad al-Harawi, en islamisk retslærd, til kaliffen i Bagdad. Men for korsfarerne ville jubelen ingen ende tage.

“Oh dag, vi så voldsomt har længtes efter! Korsfarerne ønskede så brændende, at dette sted, der så længe har været gjort urent af beboernes hedenske skikke, skulle renses for dets snavs”, triumferede Fulcher af Chartres efter Jerusalems fald. Korsfarerne havde sejret, og de fleste kunne drage hjem.

Sejren havde imidlertid været dyrekøbt. Korstoget havde kostet tusinder af uskyldige ofre livet, og det had, som det havde spredt, blev hængende. I de kommende år skulle det kun vokse.

Måske er du interesseret i...

Læs også