Napoleon vandt over Østrig i slaget ved Abensberg i 1809. Over halvdelen af hans hær var tyskere.

© Bridgeman

Lejetropper gjorde Napoleon uovervindelig

En ubrudt serie af sejre på slagmarkerne gør Napoleon til Europas hersker. Unge mænd fra hele kontinentet trækker gladeligt i uniform og marcherer under Frankrigs faner, indtil Napoleon fører dem alle i den russiske dødsfælde.

9. januar 2017 af Esben Mønster-Kjær
Napoleons udmattede hær nåede frem til Berezina-floden sidst i november 1812. Sult og kulde havde gjort dybe indhug i regimenterne, der halvanden måned forinden forlod Moskva for at begynde den lange flugt hjem. 


Siden da var soldater i hobevis bukket under hver dag, og nu lagde russerne an til at udslette resten.

“Da russerne trak sig tilbage, havde de brændt den eneste bro over Berezina”, skrev sergent Bourgogne fra den franske kejsergarde. 


Hæren var fanget i en dødsfælde – og kun den selvmorderiske indsats fra Napoleons mange udenlandske lejetropper sikrede, at resten af hans hær fik en chance for at slippe levende ud.

Polske ryttere fandt et vadested, og 400 overvejende hollandske ingeniørtropper begav sig ud i det iskolde vand.

Deres mission gik ud på at opføre to nye broer, og det skulle ske i lyntempo.
“De havde arbejdet hele natten i vand til skuldrene mellem isflager, opildnet af deres general”, skrev Bourgogne.

Han ankom til floden, netop som de sidste bjælker blev gjort fast. “De ofrede deres liv for at frelse hæren”.

Blot 40 af ingeniørsoldaterne overlevede brobyggeriet. Da arbejdet var gjort, marcherede fortroppen over i militær orden. Men derpå udbrød der panik, da de russiske kanoner åbnede ild bagfra.

Rædselsslagne soldater fra alle egne af Europa stormede ned til broerne for at slippe over. De opdagede ikke, at tyske og schweiziske lejetropper stoppede fjendens angreb. Mænd faldt, og de blev trampet til døde af den pjaltede hob, der pressede på. 


En af soldaterne i dette ragnarok var menig Jakob Walter fra den tyske stat Württemberg. Han brugte brutalt sin hest til at bane vej.

“Jeg fik flere gange min hest til at stejle, og hver gang nåede jeg et skridt længere frem”. Soldater til fods havde ingen chance for at undslippe de fægtende hove, men han følte ingen anger. 


“Det var med en mat ligegyldighed, at jeg så på massen af soldater og heste, der lå døde i dynger på broen”. Han havde oplevet så meget lidelse, at intet længere gjorde indtryk.

Jakob Walter nåede hjem i live, men han efterlod de fleste af sine kammerater i Rusland. Napoleons frygtede hær af franskmænd, udenlandske allierede og lejetropper eksisterede ikke længere. 

Revolutionen var ikke for udlændinge

Lejesoldater havde kæmpet for Frankrig, siden landet opstod i middelalderen. 


Franske herskere stolede aldrig helt på deres undersåtter, og i 1700-tallet havde kongen hele 12 regimenter af schweizere, som gik for at være de bedste og mest trofaste lejetropper på markedet. Hæren talte også enheder af tyskere, irere og belgiere.

Den store marskal de Saxe, der selv var af tysk afstamning, anbefalede i 1748 at hyre endnu flere udlændinge:

“En tysker tæller for tre mand: Han sparer kongeriget én mand, han berøver fjenden én mand, og han tjener os”.

Lejetropperne nød større anseelse end franske soldater, og de fik højere løn. Men så kom revolutionen i 1789, pariserne massakrerede kongens schweizergarde, og fremover skulle hæren kun bestå af nationens egne sønner.

Civile blev indkaldt som værnepligtige, fik en musket stukket i hånden og marcherede lydigt til landets grænser.

Her skulle amatør-soldaterne dæmme op for de fyrstehære, der invaderede for at kvæle revolutionen. 


Blodige kampe rasede overalt, da general Napoleon Bonaparte trådte ind på scenen i 1796.

Han var ung og uprøvet, da politiske forbindelser i Paris sikrede ham kommandoen over den såkaldte Italien-hær ved Alpernes fod. 


Hans soldater lignede vagabonder, fordi de altid stod bagerst i køen til våben og forsyninger.

“Soldater, I er nøgne og sulter”, proklamerede generalen for sin pjaltehær. “Jeg vil føre jer ind i verdens frugtbareste egne. Rige provinser, store byer vil være i jeres magt”.

Få måneder senere havde Napoleon Bonaparte krydset Alperne, var trængt dybt ind i Italien og havde lagt fundamentet for sit ry som den uovervindelige hærfører. 

Samtidig gjorde de første lejetropper deres indtog i hans hær. En polsk officer og adelsmand ved navn Jan Dabrowski tilbød ham tusindvis af tapre polakker, hvis Napoleon til gengæld ville hjælpe dem med at befri Polen. 

Deres store kongerige var netop blevet delt af stormagterne Østrig, Rusland og Preussen.

Napoleons hær måtte kæmpe desperat, da russerne forsøgte at afskære ham ved floden Berezina i 1812.

© AKG Iimages

Napoleons hær var uovervindelig

Polakker skulle blive nogle af Napoleon Bonapartes mest trofaste og talrigeste lejetropper – og hans fjender leverede ham hele tiden flere. 


Østrigske hære i Italien var fulde af polske rekrutter, som villigt skiftede side, når de blev taget til fange.

Dabrowski og hans legioner måtte dog vente længe på at få deres fædreland tilbage. I år 1800 tog Napoleons Bonaparte magten i Frankrig, og året efter sluttede han fred med østrigerne uden at kræve Polen genskabt. 


Derpå sendte han 5.000 af polakkerne til Caribien, hvor de skulle bekæmpe slaveoprør på Haiti.

Tropesygdommen gul feber dræbte de fleste af tropperne i løbet af få måneder, og forbitrede overlevende gik over til rebellerne. 


En sort oprørsgeneral hyldede dem som “Europas hvide negre”.

I mellemtiden fandt Napoleon Bonaparte andre lejetropper til sin hær. Schweizere, hollændere og italienere blev rekrutteret i Frankrigs nabostater, som franskmændene havde løbet over ende. 


De mest eksotiske udlændinge var såkaldte mamlukker, som han tog med hjem efter et felttog i Egypten. 

150 ryttere fra denne gamle kriger-kaste fik plads i hans garde, hvor deres orientalske dragter vakte opsigt.

Hæren forblev dog fransk – indtil videre. General Bonaparte ophøjede sig selv til kejser Napoleon i 1804, og han brugte sin magt til at skabe den mest effektive slagstyrke, verden endnu havde oplevet. 


Storarméen – La Grande Armée – opsamlede erfaringerne fra 10 års kampe, hvor franske soldater havde lært at føre krig i lyntempo. 

Lejetropper og allierede styrker kunne slet ikke følge med, så dem brugte Napoleon til at belejre fæstninger og beskytte forsyningslinjerne, mens han selv ilede fremad med sine uovervindelige franske regimenter.

Sådan lød formlen indtil 1807, hvor Napoleon begyndte at mangle mandskab.

Lejetropperne satte sig i respekt

Storarméen havde kæmpet næsten uafbrudt i to år, hvor Napoleon knuste alle modstandere og lagde Europa for sine fødder.

I 1807 forberedte kejseren sig på en sidste og afgørende styrkeprøve med russerne. Han havde sine franske regimenter omkring sig, mens baglandet blev sikret af tropper fra småstater, der havde allieret sig med Frankrig.

En af soldaterne bag fronten var Jakob Walter fra det sydtyske kongedømme Württemberg. Hans regiment befandt sig ved Østersøens kyst, hvor de belejrede fæstningen Kolberg sammen med tropper fra en stribe andre lande.

“I lejren var vi polakker, westfalere, franskmænd og blot to regimenter af os fra Württemberg”, skrev Walter siden i sine erindringer – nogle af de ganske få forfattet af en menig i Napoleons hær. Andre lejre omkring Kolberg rummede mange italienske soldater. 

Og i løbet af sommeren opererede Walters regiment også sammen med styrker fra Bayern og storhertugdømmet Würzburg. Tropperne bag Napoleons front var et virvar af uniformer og nationaliteter.

Imens belejringen af Kolberg stod på, mødte Napoleon russerne ved Friedland 350 km længere østpå. 46.000 russiske soldater kastede sig over 18.000 franskmænd og 4.000 tyskere fra Sachsen, som kejseren af nød satte ind i forreste linje. Han havde ingen franske reserver.

Sachserne viste sig dog at kæmpe lige så stædigt som franskmændene, da slaget begyndte. De holdt ud, indtil resten af Storarméen kom til hjælp, og blandt de første var ca. 5.000 polakker anført af den trofaste Jan Dabrowski.

“Fremad! Høsten er ved at begynde”, råbte den polske general, og sammen med hans polakker angreb en brigade af 800 hollandske ryttere. I løbet af dagen vendte styrkeforholdet, og Napoleon vandt en af sin karrieres store sejre.

Syv ud af otte soldater var franske, da kejseren vandt ved Friedland. Men slaget havde vist, at allierede og lejetropper kunne mere end blot holde kosakker væk fra forsyningsdepoterne. Fremover skulle udlændinge stå skulder ved skulder med franskmænd i Storarméen.

Napoleon udstak soldater-kvoter

I napoleonskrigenes Europa kunne stater enten være den franske kejsers allierede eller hans fjende. De fleste valgte alliancen, og det betød, at de skulle levere soldater – mange soldater. Traktater satte tal på de enkelte troppekontingenter.

Store tyske stater som Bayern skulle stille 30.000 mand, mens de mindste fyrstedømmer måtte gå sammen for blot at stille et regiment på 2.000 mand.

Hidtil havde mange stater fyldt deres hære med lejetropper, men det gik ikke længere. Napoleon havde brug for alle våbenføre mænd, og han forlangte, at hans allierede indførte værnepligt. 

Hollænderne måtte til selv at trække i uniform i stedet for de tyskere, der traditionelt havde fyldt landets regimenter. 

Det samme skete i Danmark, som allierede sig med Frankrig, efter at briterne bortførte kongerigets flåde i 1807.

19-årige Jakob Walter fra Württemberg var en af mange unge mænd, som værnepligten tvang i uniform. Alle mellem 18 og 40 kunne fremover indkaldes, og tjeneste­tiden lød på 8-10 år.

I praksis blev mange württembergere dog hjemsendt mellem felttogene. Jakob Walter kunne derfor genoptage sit civile liv i 1807.

Krigskunst skulle læres forfra

Inden fremmede regimenter kunne optages i Napoleons Storarmée, skulle både krigsveteraner og rekrutter lære at føre krig på fransk. Fx rykkede Napoleons hær frem i lyntempo, uanset hvor vanskeligt terræn tropperne befandt sig i.

En dagsmarch var op til 35 km lang, men etaperne kunne vokse sig meget længere, hvis et slag skulle udkæmpes. 

I december 1805 havde en fransk division fx tilbagelagt 110 km på 36 timer, fået et kort hvil og derpå besejret en fire gange stærkere hærstyrke.

Præstationer som denne var kun mulige, hvis al luksus blev ofret. Gammeldags fyrstehære måtte bl.a. opgive deres telte, der krævede vogne til transport og optog dyrebar plads på vejene. Soldater skulle i stedet sove under åben himmel, hvis de ikke kunne overnatte i landsbyer langs marchruten.

I regnvejr måtte de bygge bivuakker af de materialer, de kunne finde omkring sig. Det kunne være grene fra skoven, men ofte flåede soldaterne blot lader, skure og hegn fra hinanden for at få byggematerialer. Storarméen efterlod altid et spor af ødelæggelser bag sig.

“Hvor der var have eller mark, blev kartofler, kål, urter osv. opgravet til soldaternes brug”, skrev en dansk major, der oplevede franske soldater på vej gennem Nordtyskland. “Stakitter, plankeværker og gærder blev nedhugget til at varme sig ved. Køkkenredskaber blev taget, brugt og derpå smidt bort”.

Blandt soldaterne mærkede ingen de nye tider mere end adelige officerer, hvis feltliv hidtil havde været som behagelige udflugter.

Sølvtøj og kammertjenere havde ingen plads i kejserens Storarmée, og det var også slut med at forlade de menige om natten for selv at sove på det nærmeste gods.

Under de lange dagsmarcher skulle officererne også være blandt soldaterne. Oberster fik Napoleons imperiale vrede at føle, hvis deres regimenter var længe om at passere forhindringer på ruten, så de spærrede vejen for andre enheder.

Tempoet på 76 skridt i minuttet skulle holdes for enhver pris. Nogle enheder af såkaldt let infanteri gik endda 85 skridt, selvom soldaterne bar lige så meget oppakning som andre tropper til fods.
25.000 europæiske helte bar Æreslegionen, da Napoleon mistede sin krone i 1814. © Bridgeman

Tyskere vendte nederlag til sejr

Svendeprøven for Napoleons lejetropper kom i 1809, hvor Østrig ville have hævn for sine bitre nederlag til Frankrig. Mange franske regimenter befandt sig ved fronten i Spanien, da krigserklæringen faldt, så tyske allierede måtte dæmme op for fjenden.

“Jeg blev indkaldt til styrken i Stuttgart”, skrev Jakob Walter, der havde været hjemsendt siden 1807.

“Mit regiment og flere andre var allerede på march mod Bayern”. 

Kampen var allerede i fuld gang, da Napoleon ankom til fronten. Den 20. april gik kejseren til modangreb i spidsen for 42.000 mand, hvoraf mere end halvdelen var allierede styrker fra Bayern og Württemberg.

“Bayere! I dag kæmper I alene mod østrigerne. Ikke en eneste franskmand står i forreste linje; de er alle i reserve”, råbte Napoleon til tropperne, inden angrebet begyndte.

“Jeg har fuldstændig tillid til jeres mod. Vi vil marchere til Wien. Angrib østrigerne med bajonetterne, og udslette dem”.

Slaget ved Abensberg blev en overbevisende sejr til Napoleon og felttogets vendepunkt.

Østrigerne havde mistet initiativet, og efter et langt tilbagetog og endnu et nederlag kapitulerede riget. Jakob Walter kunne atter vende tilbage til sit civile job som stenhugger.

Europa-hæren gik under i Rusland

Jakob Walters sidste felttog fulgte i 1812, hvor Napoleon havde besluttet sig for at angribe sin gamle fjende Rusland. 


Derfor samlede kejseren tropper fra alle dele af sit europæiske imperium.

Invasionen begyndte sidst i juni, og de russiske hære trak sig tilbage foran den enorme franske Storarmée, indtil Mos­kva var truet. Så stillede russerne op til kamp. 


Slaget ved Borodino fandt sted den 7. september 1812 og blev det blodigste i Napoleons karriere.

Begge sider kæmpede hårdnakket og led gruopvækkende tab, indtil panserklædte franske og sachsiske kavalerister endelig sikrede kejseren sejren. 


De red op over stejle jordvolde, der omgav russiske forsvarsstillinger, og huggede tropperne bagved ned. Russerne havde tabt, og vejen mod Moskva var åben for Napoleons hær af franskmænd og allierede.

Jakob Walter deltog i slaget, der kostede kejseren mere end 30.000 af hans soldater. Blandt de døde på slagmarken lå 47 af hans generaler.

“Selvom det frygtelige syn lignede et dødsrige, var folk blevet så følelseskolde, at de ignorerede de såredes skrig”, skrev Jakob Walter. 

Han var med på marchen til Moskva, som viste sig at være tømt for forsyninger. I oktober måtte Napoleon give op og drage hjemad, men undervejs satte den russiske vinter ind.

Da temperaturen faldt, og sneen føg hen over landskabet, gik Storarméen i opløsning. Soldater døde i tusindvis langs vejen, og kun få tænkte på andet end at overleve. 


Den franske sergent Adrien Bourgogne var forbløffet over at se, hvordan tyske tropper fra Hessen slog kreds om deres 20-årige prins Emil, som de skærmede mod en snestorm med deres kroppe.

“Indhyllet i deres store, hvide kapper stod de op hele natten, tæt presset mod hinanden. Næste morgen var tre fjerdedele af dem døde”.

Storarméens udenlandske tropper følte ikke længere samme hengivenhed for den store Napoleon. Jakob Walter tænkte bitre tanker, da han så kejseren:

“Udadtil lod han til at være uberørt af sine soldaters elendighed. Kun ambitioner og tabt ære rørte sig formentlig i hans hjerte”.

Tilbagetoget fortsatte, og hver dag skrumpede hæren. Nogle soldater sakkede bagud og blev taget til fange, andre forlod deres regiment for at danne bander, der overlevede ved at plyndre deres kammerater. Langt de fleste døde dog af sult og kulde.

Polske lansenerer var effektive mod de kosakker, der sværmede om Napoleons hær.
© Richard Caton Woodville/Tate, London

Polakker var kejserens sidste venner

Katastrofen udslettede Napoleons Storarmé og blev begyndelsen på enden for hans imperium. 


Kun få af tropperne slap hjem i live, og alle kejserens allierede måtte genopbygge deres hære stort set fra bunden. Imens bredte en anti-fransk stemning sig, især i de tyske stater.

Napoleon kæmpede for at genoprette sin magt, men hans lejetropper havde fået nok. 


Tyske regimenter gik over til fjenden i løbet af 1813, indtil han gav op og tog våbnene fra alle udlændinge blandt sine styrker. 

Herefter blev tyskere holdt som krigsfanger, mens de øvrige folkeslag fik udleveret skovle og måtte slide med pionerarbejde.

Undtagen polakkerne. Hvor alle andre svigtede, kæmpede de trofast videre. Den tapre Jan Dabrowski og hans mænd var stadig ved Napoleons side, da fjenden indtog Paris. 


Polakkerne blev både Napoleons første og sidste lejetropper. 20 års endeløs krig vandt ikke deres hjemlands frihed tilbage, men håbet bestod, til landet genopstod i 1918.

En linje i den polske nationalsang lyder: “Marchér, marchér, Dabrowski”. 


Overalt i Polen og resten af Europa fandtes krigsveteraner, som huskede storslåede og grufulde år, hvor de tjente som leje­­s­oldater i Napoleons Storarmé.

Måske er du interesseret i...

Læs også