Libyens oprør har rødder i oldtiden

Libyen er en kunstig konstruktion skabt af Vesten og landet var oprindelig tre selvstændige provinser befolket af talrige stammer og klaner. Oprøret, der begyndte i februar 2011, har igen opdelt landet med grænser, der minder om oldtidens.

22. august 2011 af Jesper Rovsing

Indbyggerne i Paris er vant til pompøse statsbesøg, men i julen 2007 spærrede de alligevel øjnene op: Eskorteret af en kamel og 30 kvindelige livvagter – alle angiveligt jomfruer – ankom oberst Gaddafi til æresvagt og middag med præsident Sarkozy i Elysée-paladset.

Lys fremtid for Gaddafi

Fremtiden tegnede sig lysere end nogensinde for den libyske leder. Den britiske premierminister havde været på besøg i Tripoli, og Silvio Berlusconi tog varmt imod i Rom. Præsident Bush droppede handelsembargoen mod landet, og i FN blev stolen trukket ud, så Libyen kunne tage plads ved bordet i sikkerhedsrådet.

Med oprøret i 2011 kom prognosen pludselig til at se langt mørkere ud – ikke bare for Libyens leder gennem 42 år, men også for landet som samlet nation.

Lige nu er landet ikke forenet i den socialistiske stat, Gaddafi ville skabe, men snarere splittet i den blanding af stammer, klaner og selvstændige provinser, som har kendetegnet området gennem historien.

Italien skabte Libyen

Som geografisk begreb stammer navnet Libyen helt tilbage til oldtiden, hvor grækerne betegnede hele Nordafrika som Libyen. Det, som folk i dag kalder Libyen, har tidligere været tre forskellige provinser – Cyrenaika, Fezzan og Tripolitanien – med hver deres etniske sammensætning.

Ingen tænkte på at kalde området for Libyen, før en italiensk geograf brugte det i 1903. Hans fædreland tog navnet til sig, da det i 1911 erobrede området fra Osmannerriget.

Under 2. verdenskrig mistede Italien kolonien, og med de allierede kom områdets oprindelige navne atter i brug: Briterne styrede Tripolitanien og Cyrenaika, mens Frankrig tog sig af Fezzan.

Libyen som kongedømme

I 1949 udnævnte briterne den tidligere oprørsleder Muhammed Idris til emir over Cyrenaika. Og to år senere fik han også tildelt Tripolitanien samt Fezzan og blev kronet til konge.

Hans skæbne blev imidlertid beseglet af den bølge af arabisk nationalisme, der blussede op i regionen i 1950’erne og 1960’erne. Mange arabere havde svært ved at acceptere, at kong Idris ikke bare var venskabelig over for de vestlige magter, men også tillod USA at have en stor luftbase i landet.

Det gav grobund for stigende utilfredshed i hæren, hvilket kulminerede, da den blot 27-årige officer Muammar al-Gaddafi ledede et militærkup i 1969.

Libyen stod bag terror

Gaddafi dannede en socialistisk stat og tog straks magten fra stammerne fra Cyrenaika, som var kong Idris' folk. I stedet begunstigede han Tripolitaniens stammer, der var hans egne støtter.
Internt forstummede al kritik, fordi regimet holdt befolkningen i kort snor med intensiv overvågning og snigmord på kritikere. Men i omverdenen vakte Gaddafis handlinger bestyrtelse. Han valgte konsekvent at støtte personer, som Vesten betragtede som sine værste fjender.

Gaddafi gik over stregen, da libyske agenter blev afsløret i at stå bag bombningen af en jumbojet over Skotland i julen 1988. Terrorbomben, som dræbte 270 mennesker, resulterede i FN-sanktioner og amerikansk handelsembargo gennem 1990’erne.

Gaddafis overraskende vej tilbage til det gode selskab begyndte med udbetalingen af 2,7 mia. dollar til ofrenes efterladte. Herefter forsvandt alle sanktioner mod landet, og relationerne til Europa og USA blev stadig varmere.

Krav om demokratiske reformer

De lyse tider blev brat afbrudt, da kravet om demokratiske reformer bredte sig til landet i 2011.

Oprøret begyndte den 17. februar, og især i Cyrenaika, hvor kong Idris kom fra, var modstanden mod regimet stor. Her havde befolkningen nydt mindst af landets økonomiske fremgang, og de vigtigste stammer var ikke allieret med Gaddafi.

Snart udviklede situationen sig til krig, og da sommerens varme lagde sig over Libyen, var landet delt i to. Iagttagere kaldte det for en borgerkrig, men for historikere lignede situationen noget andet: en gammel konflikt mellem stammerne i Cyrenaika og Tripolitanien.

Det understreges af, at oprørerne ikke bare bærer kongerigets gamle flag, men også portrætter af afdøde kong Idris selv.

Måske er du interesseret i...

Læs også