Napoleon Bonaparte og slaget ved pyramiderne.

© François Gérard/Fine Art Images/IBL samt Francois-Louis Watteau/Lessing/IBL

Napoleons egyptiske fiasko

I sommeren 1798 ankom en stor fransk flåde til Egypten. Den var anført af den unge general Napoleon Bonaparte, som ville besætte landet for at standse briternes indflydelse i regionen. Han troede, egypterne ville se ham som deres befrier, men det gik ikke som ventet.

13. januar 2018 af Sara Griberg

Sommerheden brænder over ørkenlandskabet. Det er den 21. juli 1798, og Napoleons styrker gør sig klar til kamp. På trods af at de vældige monumenter kun kan skimtes i horisonten, kommer det til at gå over i historien som ”slaget ved pyramiderne.”

Det er nu Napoleon, ifølge legenden, holder en tale for tropperne, som han afslutter ved at pege mod pyramiderne og sige: ”Soldater, tænk på, at fra toppen af disse monumenter skuer 40 århundreder ned på jer!”

Let sejr ved pyramiderne

Den franske hær består af cirka 20 000 mand, mens den egyptiske hærfører Murad Bey har cirka dobbelt så mange. Forrest står hans kavaleri med pragtfuldt udstyrede ryttere med juvelprydede sværd og musketter. Fodfolket består af janitsharer, koptere, arabere, albanere, abessiniere og egyptiske bønder.

HISTORIENS 5 RIGESTE –NOGENSINDE!

Trods modige fremstød slår de dårligt an mod Napoleons velordnede firkanter, hvor kampvante infanterister omgiver et effektivt artilleri. Omkring 3 000 egyptiske soldater mejes ned, mens franskmændene mister 30–40 mand.

Tre dage efter sejren rider Napoleon ind i Cairo på en hvid araberhest, og trikoloren hejses over byen. Hidtil har felttoget i Egypten været en succes, men lykken vender hurtigt. Samtidig med at Napoleon er i gang med at forvandle Egypten til en mønsterkoloni, nærmer Horatio Nelsons britiske flåde sig i Middelhavet. Kun ti dage efter slaget er franskmændene lukket inde i Egypten, uden mulighed for forstærkninger eller retræte.

Napoleon ville til Egypten 

Napoleon Bonaparte havde efter den franske revolution i 1789 gjort kometkarriere i den franske hær. Som øverstbefalende for hæren i Italien 1796–97 besejrede han østrigerne og lagde store områder under fransk styre. Den kun 28 år gamle general vendte tilbage til Paris som en hyldet helt, opfyldt af storslåede planer for fremtiden.

Den unge franske republiks hovedfjende var Storbritannien, men Napoleon mente ikke, at tiden var moden til en invasion af øriget. Hans plan var i stedet at tage kampen op mod briterne om kontrollen over handelsvejene til Indien. Ved at erobre Egypten kunne Frankrig dominere handelen i Mellemøsten og skabe en base for videre ekspansion mod øst.

Mamlukkerne regerede Egypten

På papiret var Egypten under osmannisk herredømme, og sultanen Kelim 3. i Konstantinopel (nuværende Istanbul). I praksis var landet dog regeret af mamlukkerne, som nedstammede fra kaukasiske slavesoldater, som var kommet til Egypten i 1200-tallet. Egypten blev styret af en duo, regenten Ibrahim Bey og hærchefen Murad Bey.

De tyrkisktalende mamlukker var dog upopulære blandt de arabisktalende indbyggere, og Napoleon regnede derfor med, at befolkningen ville tage imod ham som en befrier. Han håbede også, at den osmanniske sultan ville værdsætte at komme af med mamlukherskerne. Derefter kunne franskmænd og osmanner ved fælles kraft knuse briternes dominans i Orienten. Voila.

Kortlagde Egyptens fortid

Den 19. maj 1798 forlod en vældig fransk flåde Toulon. Napoleon og hans nærmeste mænd havde indrettet sig på flagskibet L'Orient. Ombord på de mere end 400 skibe var der ikke blot skibenes besætninger og en hær på omkring 35 000 mand. Napoleon havde også hvervet et stort antal af landets fremmeste videnskabsmænd, kunstnere, forfattere og ingeniører. Hans hensigt var – i en sand oplysningsånd – at kortlægge, opmåle og afbilde såvel Egyptens fortidsminder som landets samtidige kultur og geografi. Desuden forventede han, at de civile eksperter ville bidrage med deres kundskaber til at forvandle Egypten til en moderne mønsternation efter fransk forbillede. Ved at kombinere felttoget med en videnskabelig ekspedition ville Napoleon også give indtryk af, at han var drevet af en højere hensigt end hurtig vinding og magtambitioner.

På vej til Egypten indtog Napoleon Johanniterriddernes ø Malta.

© Bridgeman/IBL

Indtog Malta på vejen

På vejen gennem Middelhavet indtog franskmændene Malta, som var regeret af Johanniterordenen. Stormesteren og hans riddere overgav sig uden kamp til den franske overmagt og blev deporteret. Napoleon indsatte straks en fransk forvaltning på øen, afskaffede alle adelsprivilegier og indførte religionsfrihed. 3 000 soldater blev efterladt for at beskytte besiddelsen, mens flåden sejlede videre med kurs mod Alexandria på den egyptiske Middelhavskyst.

JAGTEN PÅ TUTANKHAMONS GRAV

Først efter afrejsen fra Malta blev ekspeditionens deltagere informeret om rejsens egentlige mål. En proklamation blev oplæst på skibene, hvori Napoleon berettede, at man stod overfor en erobring, som ville få ”uoverstigelige følger for verdens civilisation og handel.” Englændernes indflydelse skulle knuses og Egypten forvandles til en blomstrende fransk koloni. ”Vi kommer til at sejre i alt hvad vi gør – skæbnen er med os,” lød den sejrssikre afslutning.

Nelson satte kurs mod Alexandria

Heldet lod faktisk til at være på franskmændenes side. Da den britiske admiral Nelson fik at vide, at Napoleon havde erobret Malta, regnede han ud, at franskmændene var på vej mod Egypten, og satte kurs mod Alexandria. Men da briterne nåede frem til havnebyen, var den franske flåde endnu ikke nået frem. Nelson troede derefter, at han helt havde misset franskmændene, og fortsatte mod den tyrkiske kyst for at lede videre. Da Napoleons flåde gik i land i Alexandria den 1. juli, kunne de derfor uden større tab indtage byen og påbegynde en march mod Cairo.

Efter sejren i slaget ved pyramiderne installerede Napoleon sig i Cairo og gik straks i gang med at opbygge en fransk administration. Han fik stablet et postvæsen på benene og byggede møller og vandpumper. Et sygehusbyggeri blev påbegyndt, og landets første gadebelysning tændt. På en trykpresse man havde bragt med fra Frankrig, blev der trykt informationsskrifter på arabisk. Videnskabsmænd blev sendt ud for at tegne kort og dokumentere fortidsminder.

Den britiske admiral Nelson søgte længe efter den franske flåde i Middelhavet.

© National Maritime Museum /IBL

Efter nederlaget ved pyramiderne var mamlukhæren flygtet østpå, men franskmændene indhentede dem i Sinai-ørkenen og besejrede dem i slaget ved Salahieh. Alting lod til at gå i Napoleons retning, indtil han den 13. august modtog et skæbnesvangert budskab.

Slaget ved Nilen

Efter landgangen var transportskibene sejlet tilbage til Frankrig, mens krigsflåden havde ankret op i Abu Qir-bugten, øst for Alexandria. Den 1. august lykkedes det endelig Nelsons flåde at finde de franske skibe og gå til angreb. Mange af de overrumplede franskmænd befandt sig i land, og deres skibe var et let bytte for Nelsons kanoner. Ét efter ét sank de, inklusive flagskibet L’Orient efter en spektakulær eksplosion. Da kampene var ovre, var der kun to ud af 17 franske linjeskibe, der holdt vand. Over 3 000 franske soldater var døde og ligeså mange taget til fange.

HAR DER NOGENSINDE VÆRET FRED PÅ JORDEN?

Nelson, som var blevet alvorligt såret under slaget, rapporterede hjem til London om den vellykkede træfning, som han kaldte Slaget ved Nilen. Han sejlede selv retur til Europa, men efterlod et antal skibe for at bevogte den egyptiske kyst.

Napoleon siges at have modtaget rapporten om tabet med ophøjet ro. Ifølge et øjenvidne læste han brevet op i sin helhed for officererne og sagde: ”Det ser ud som om vi ikke længere har nogen flåde. Nuvel, så må vi vel enten blive her eller ende vore dage som helte i lighed med fordums forgængere.” Antageligt henviste han dermed til hans store forbillede Alexander den Store og til nogle af Romerrigets legendariske hærførere.

Napoleon fortsatte reformerne

I virkeligheden var tabet af flåden en katastrofe og begyndelsen på enden for den franske kolonisering. Blandt egypterne spredtes opfattelsen af, at Napoleons lykke var vendt, og mange ventede nu bare på en passende lejlighed til at smide de uvelkomne fremmede på porten.

Under slaget ved Nilen ødelagde briterne store dele af den franske flåde. 

© J Philippe de Louterbough/Art media/Heritage images/IBL

Napoleon fortsatte ufortrødent sit reformarbejde. Han startede et fransksproget dagblad og grundlagde Det egyptiske institut, et videnskabscentrum med afdelinger for naturvidenskab, kunst og politik. Komitéer blev nedsat for at effektivisere landbruget og modernisere lovgivningen. Når arbejdspresset tillod, tog Napoleon på lange rideture for at lære landet og dets befolkning at kende. Langt senere skrev hans sekretær: ”Kun dem, der mødte ham i hans mest kraftfulde ungdom, kan gøre sig forestillinger om hans usædvanlige intelligens og aktivitet. Han så alt. I løbet af nogle uger kendte han Egypten, som om han havde boet der i ti år.”

Oprør i Cairo i oktober 1798

en egypterne værdsatte ikke det udenlandske styre. I oktober 1798 udbrød et oprør i Cairo, under ledelse af studenter ved Al Azhar-universitetet. Over 200 franskmænd blev dræbt, blandt dem nogle af Napoleons nærmeste mænd. Napoleon svarede igen ved at massakrere mere end 2 000 revolutionære og halshugge oprørslederne.

DAMP OG MASKINER FORENDREDE VERDEN

Straks derefter blev Cairo ramt af pest, og flere tusind franske soldater døde. Forbindelsen til Frankrig var afskåret, og det varede længe, inden Napoleon fik at vide, at Storbritannien, Preussen, Østrig, Rusland og osmannerne havde dannet en koalition mod Frankrig. Myndighederne i Paris havde store problemer med at forsvare landets grænser i Europa, hvilket betød, at Napoleon og hans hær ikke kunne forvente støtte.

Succesfuldt felttog til Syrien

I løbet af vinteren samlede de osmanniske tyrker en hær, som marcherede mod Egypten for at drive franskmændene ud. Med en styrke på 13 000 mand gav Napoleon sig gennem Sinai-ørkenen for at stoppe angriberne. Felttoget til Syrien, som var en samlet betegnelse for det område, som nu indbefatter Israel, Palæstina, Libanon, Jordan og Syrien, blev indledt med flere franske sejre.

Napoleon besøger pestramte soldater i Jaffa. 

© Antoine-Jean Gros

Belejringen af Jaffa

Efter sejre ved Al Arish, Gaza og Ramla indledte Napoleon i marts 1799 en belejring af Jaffa. Da tyrkerne i byen indså, at de var chanceløse, overgav de sig frivilligt, mod at deres liv blev skånet. Franskmændene led allerede da af mangel på mad og andre fornødenheder. Napoleon indså, at han ikke havde kapacitet til at holde krigsfanger med mad og bevogtning, og han lod cirka 3 000 fanger henrette. Mindet om denne massakre siges at have plaget ham og hans officerer i lang tid derefter, men de hævdede altid, at de ikke havde haft noget valg.

JULEFREDEN 1914

Kort derefter blussede pesten op blandt de franske soldater. Mange døde, og de syge fik pleje i kristne klostre. 

Tilbagetog mod Egypten

Det var en svært medtaget fransk styrke, som 20. marts indledte belejringen af den gamle korsfarerby Akko. Byen blev dygtigt forsvaret af en frygtet tyrkisk guvernør – kaldet ”Slagteren” pga. hans hårdhed i kamp. Efter en lang række forsøg på at storme byen blev Napoleon tvunget til at give op og indlede et fornedrende tilbagetog til Egypten med en stærkt decimeret hær. De soldater, som var for svage til at følge med, blev efterladt i deres sygesenge. Napoleon forsynede dem hver med en dosis opium, som de blev opfordret til at indtage, hvis de faldt i fjendens hænder, og risikerede at blive udsat for tortur og henrettelse. Oplysningerne om, hvor mange ulykkelige mænd, der blev henvist til denne skæbne, varierer fra 40–50 og op til 500.

Napoleon hyldet som sejrsherre

Napoleon var altid meget opmærksom på propagandaens betydning. Trods nederlaget ved Akko og tabet af en tredjedel af hæren, sendte han instrukser i forvejen om, at der skulle arrangeres en ærefuld modtagelse i Cairo. Da tropperne marcherede ind i byen, blev de fejret med pauker og trompeter og overøst med hædersbevisninger af ledende egyptere som – lidt endnu – var opsatte på at holde sig på god fod med besættelsesmagten.

Napoleon havde store planer for, hvordan Egypten skulle moderniseres.

© Jean-Léon Gérôme

Den sidste sejr i Abukir

Den 25. juli 1799 vandt Napoleon sin sidste sejr i Egypten, mod en hær bestående af tyrker og mamlukker, som var kommet ad søvejen og steget i land i Abu Qir. Det tyrkiske trussel var indtil videre afværget. Hvis Napoleon på dette tidspunkt havde fået støtte og forstærkninger hjemmefra, havde det nok været muligt for ham at konsolidere sin koloni. Men alarmerende nyheder fra Europa fik ham til at indse, at projektet var dømt til at mislykkes.

HVORNÅR VAR DET GAMLE EGYPTEN STØRST?

De allierede fjender havde tilbageerobret alle de områder, som Frankrig havde erobret i Europa, og briterne kontrollerede i princippet hele Middelhavet. I Paris rådede politisk kaos, og royalistiske kræfter truede med at genindføre monarkiet. Napoleon vurderede, at der var mere brug for ham hjemme i Frankrig. Eftersom det ikke var muligt at evakuere hele den franske hær, tog han i al hast den beslutning, at efterlade mændene til deres egen skæbne og forlade dem i hemmelighed.

Efterlod hæren i Egypten

Sammen med nogle få nære medarbejdere sejlede han 23. august 1799 tilbage til Frankrig, hvor han efter et statskup i november samme år blev udnævnt til førstekonsul. Napoleon var nu i praksis Frankrigs uindskrænkede hersker. Fem år senere lod han sig krone til kejser.

I et brev efterlod Napoleon instruktioner til general Jean-Baptiste Kléber om at overtage befalingen over hæren og regeringen i Egypten. Trods de særdeles svære omstændigheder, formåede Klebér faktisk at beholde grebet om kolonien i yderligere en tid. Han besejrede sågar osmannerne i et slag ved Heliopolis den 20. marts 1800, og det lykkedes ham også at slå et nyt oprør ned i Cairo.

Den 14. juni samme år blev general Klebér dog hugget ned med en kniv og dræbt af en syrisk attentatmand, og hans død betød enden på det franske herredømme i Egypten.

I august 1801 blev de sørgelige rester af den franske hær tvunget til at kapitulere til den britisk-tyrkiske overmagt, og de overlevende soldater blev ført tilbage til Europa på britiske skibe. 

Måske er du interesseret i...

Læs også