Plantage sätts i brand av slavar under upproret på Jamaica 1832.

Den ene plantage efter den anden sattes i brand under
slaveoprøret på Jamaica i 1832.

Oprøret, der stoppede slaveriet

»Jeg ved, at jeg kommer til at dø for det her, men mine børn bliver frie!« Det råbte en slave, da hun satte ild til en sukkerfabrik i 1832. Oprøret, hun deltog i, fik den britiske regering til at frigive alle slaver i imperiet.

26. april 2018 af Emma Bergman

Det var den 1. januar 1832. Efter juledagene brød det største slaveoprør i Jamaicas historie ud. Byen Montego Bay i det nordvestlige Jamaica summede af panik og forvirring. Forfærdet kiggede de hvide indbyggere ud over horisonten, hvor røg fra brændende plantager steg mod skyerne. Men de fattede håb, da den britiske flådes stolte flagskib Sparrowhawk sejlede ind i havnen. På dækket stod den øverstbefalende for de britiske styrker på Jamaica, general sir William Willoughby Cotton.

General Cotton lovede hårde straffe

Umiddelbart efter landgangen beordrede general Cotton, at to slaver, som var brandstiftere, skulle henrettes. Den næste dag udfærdigede han følgende proklamation, som var henvendt til alle øens slaver:

SLAGET OM SINGAPORE

”Negere, I har grebet til våben imod jeres herrer og har brændt og plyndret deres huse og boliger. Ondskabsfulde personer har sagt, at kongen har gjort jer frie, og at jeres herrer har berøvet jer denne frihed. I kongens navn er jeg kommet for at meddele jer, at I er vildledte. Jeg har en stor styrke med mig til at straffe de skyldige og alle dem, som har noget med oprørerne at gøre, vil blive dræbt uden nåde. I kan ikke modstå kongens soldater. Overgiv jer nu, og bed for at jeres forbrydelser bliver tilgivet."

Rebeller mod molitser og maroner

Trods dette opråb fortsatte oprøret, og snart havde 20 000 slaver sluttet sig til det. Oprørerne kæmpede fortvivlet mod Cottons styrker, men også mod hvide militser og maronerne – frie sorte, der havde allieret sig med briterne. Oprørerne var utrænede og dårligt bevæbnede og kæmpede oftest med knive og trækøller. Til deres fåtallige geværer måtte de endda bruge nitter som ammunition. Derfor varede det ikke længe, før oprørerne var på tilbagetog.

Oprørske slaver brød ind på plantagerne og satte bygningerne i brand.

© Mary Evans/IBL

Robert Gardner fanget i en grotte

Gardner og hans mænd blev drevet ind i en stor grotte, der blev omringet af militsen. Frihedskæmperne kæmpede bravt, og da det endelig, efter flere dage, lykkedes militsen at bryde ind i grotten, fandt de kun fire overlevende. Gardner og resten af hans mænd var nemlig flygtet igennem en skjult udgang. Men Gardners mænd var nu ikke længere nogen trussel. De var splittede og drog rundt i vildmarken i små grupper. Snart var hele oprøret knust. Den 8. februar overgav Gardner sig til briterne. Han blev lovet en benådning hvis han samarbejdede, men løftet blev brudt, og Gardner hængt.

Maroner samarbejdede med briterne

Det var Christoffer Columbus, der navngav Vestindien, da han troede, at han var tæt på Indiens kyst. Den spanske krone annekterede øerne, men fik snart konkurrence fra andre europæiske kolonijagende nationer. I 1655 gik briterne i land på Jamaica, og i starten af 1800-tallet kontrollerede de flere vestindiske øer, hvor store plantager anlagdes og afrikanske slaver arbejdede til de faldt om.

TIMUR LENK VILLE KNUSE VERDEN MED TERROR

Samtidig skabte bortløbne slaver små samfund i øens mest utilgængelige egne. De blev kaldt maroner og blev accepteret af plantageejerne, hvis de enten fangede andre bortløbne slaver eller deltog i nedkæmpelsen af oprør. 

Slavehandel blev forbudt i 1807

I slutningen af 1700-tallet voksede der en bevægelse frem i Storbritannien, der ønskede at afskaffe slaveriet og derfor kaldtes abolitionister (efter det engelske abolish = afskaffe). I 1807 havde abolitionisterne nået deres første mål, da det engelske parlament forbød slavehandel. Nu havde slaveejerne en egeninteresse i, at slaverne og deres børn overlevede, men de sortes kår var reelt fortsat kummerlige. 

Samuel Sharpe organiserede oprøret samtidigt med, at han rejste rundt og prædikede mod slaveriet.

Haiti var forbillede for Jamaicas slaver

Da et slaveoprør i den franske koloni Hispaniola førte til grundlæggelsen af den frie sorte republik Haiti i 1804, blev håbet om frihed tændt blandt Jamaicas slaver. Kristendommen, der spredtes blandt slaverne af missionærer, vakte også håb. Officielt prædikede missionærerne lydighed mod overklassen, men for slaverne blev den kristne lære om kærlighed og menneskelig værdighed til en revolutionær ideologi.

HVORDAN OPSTOD MYTEN OM FARAOS FORBANDELSE?

Plantageejerne afskyede missionærerne for de fikse idéer, de udbredte hos slaverne. Mange slaveejere talte om, at øen burde slutte sig til USA. Blandt slaverne gik der rygter om, at de faktisk var frie, men at ejerne holdt det skjult.

1831 var et særligt tørt og varmt år på Jamaica, og slaverne blev presset helt umenneskeligt. Jamaicas parlament nægtede at gennemføre britiske forslag om en mildere behandling af slaver. Et forslag om at slavekvinder ikke længere skulle piskes nøgne, blev nedstemt med et stort flertal.

Samuel Sharpe ledede slavernes strejke

I denne atmosfære af rygter og vold trådte den 31-årige slave, Samuel Sharpe, frem som slavernes leder. Sharpe var født på Jamaica, kunne læse og var diakon i baptistkirken. Hans ejere behandlede ham rimeligt, men drømmen om frihed var stadig så stærk hos Sharpe, at han var villig til at risikere livet. Samtidigt med at Sharpe rejste rundt for at prædike på Jamaica, organiserede han oprøret i hemmelighed. Formentligt planlagde han til at starte med en generalstrejke. Slaverne skulle nægte at gå på arbejde efter julen, hvis ikke at de kunne gøre det som frie mænd og kvinder. Kun i selvforsvar skulle de gribe til våben. Da slaverne troede, de rent faktisk var frie, havde de tillid til, at øens britiske garnison ikke ville angribe dem.

I Montego Bay på Jamaica står et mindesmærke for Samuel Sharpe.

© Martin Falbisoner

Stort oprør på Jamaica

I julen 1831 fik slaverne som sædvanligt spiritus af deres ejere. Men festlighederne kunne ikke skjule spændingerne, og den jamaicanske milits var i højt alarmberedskab. Da slaverne igen skulle på arbejde den 27. december, indledte de en strejke. Snart udviklede strejkerne sig til et åbent oprør i hele det vestlige Jamaica. Plantageejernes herregårde lå oftest oppe i højlandet, og når de blev sat i brand, blev de et symbol på oprørets flamme, der løb over landet.

CLAUDIUS – MISFOSTERET DER REDDEDE ROM

Hvide kvinder og børn blev evakueret, og professionelle britiske soldater sejlet rundt om øen for at støtte militserne og omringe oprørerne. Selv maronerne støttede briterne, og inden månedens afslutning var oprøret knust. Kun 14 hvide og ca. 200 slaver mistede livet under opstanden, men efterspillet blev langt blodigere. Mange retsprotokoller er gået tabt, men mindst 340 oprørere blev hængt og mange slaver pisket ihjel.

Sharpe dømtes til døden, men var trodsig til det sidste. Han sagde til en missionær, som forsøgte at få ham til at angre sine gerninger: ”Jeg har lært af biblen, at de hvide ikke har mere ret til at holde sorte som slaver, end sorte har til at slavebinde hvide, og for min egen del, så dør jeg hellere end at leve i slaveri.” Med de ord endte han med at blive betragtet som Jamaicas nationalhelt.

Slaveriet blev forbudt i 1838

Missionærerne blev anklaget for at have opildnet til oprør. De blev mishandlet, og mange kapeller brændt ned. I Storbritannien fik abolitionister medvind efter nyheden om oprøret, og selv tidligere fortalere for slaveri anså det nu for økonomisk urentabelt.

I lang tid blev afskaffelsen af slaveri blokeret af de magtfulde plantageejeres repræsentanter i det britiske parlament. Men da det blev reformeret i 1832, fik middelklassen større indflydelse. Seks år senere blev slaveriet forbudt i hele det britiske imperium. Men store sociale skel vedblev at eksistere på Jamaica.

Mødet med en mishandlet slave fik Granville Sharp til at bekæmpe slaveriet.

Fakta: Slaveriet i Storbritannien

Længe blev slaveriet set som en naturlig del af verdensordenen, men i 1700-tallet blev dette verdenssyn udfordret. Oplysningsfilosoffer fremførte, at slaveriet krænkede de menneskelige rettigheder, og religiøse grupper fordømte det som ukristeligt.

HVORDAN LØSTE MAN HIEROGLYFFERNES GÅDE?

I England tog embedsmanden Granville Sharp notits af de nye idéer. Efter at han hjalp en afrikansk slave i London, der blev mishandlet af sine ejere, indledte Sharp en kampagne imod slaveriet. Han fik en vigtig alliereret i parlamentsmedlemmet William Wilberforce. I 1772 blev slaver, der førtes til England, automatisk frigivet. I 1807 forbød man slavehandel og i 1838 al slaveri i imperiet. 

Måske er du interesseret i...

Læs også