Che Guevara

Ernesto Che Guevara var 38 år, da han indledte det bolivianske eventyr, som endte med at koste ham livet.

Che Guevara: Den sidste revolution

I november 1966 ankommer El Comandante, Che Guevara, en af den cubanske revolutions helte, til Bolivias hovedstad La Paz. I flere måneder har han trænet en gruppe erfarne guerillasoldater – alle veteraner fra revolutionen i Cuba. Mændene forguder ham. De er klar til at føre revolutionen videre i Bolivia.

20. maj 2016 af Ebbe Fischer & Boris Koll

“Klik”. Den lidt fedladne, halvskaldede mand har netop udløst sit kamera og taget et selvportræt ved hjælp af et aflangt spejl, som hænger på en gammel trædør. Han er alene i værelset, placeret i en lænestol på tredjesalen af Hotel Copacabana i Bolivias hovedstad La Paz.

Uden for vinduet danner de vældige, snedækkede Andesbjerge en majestætisk kulisse for Adolfo Gonzalez, som manden hedder – i hvert fald ifølge det falske pas.

Mandens rigtige navn er Ernesto Guevara, men hans venner kalder ham bare “Che”. Den normalt slanke og hårfagre mand er fuldstændig uigenkendelig; håret er klippet kort i siderne, og issen barberet med en ragekniv. Påklædningen er udvalgt, så han ligner en forretningsmand. Den cubanske efterretningstjeneste har gjort sit arbejde godt.

Che Guevara er denne novemberdag i 1966 en levende legende på en hemmelig mission. Den argentinskfødte 38-årige læge og guerillaleder gennemførte otte år tidligere revolutionen i Cuba sammen med våbenbroderen Fidel Castro. Nu vil han udbrede kommunismen til hele Latinamerika, startende med Bolivia.

Men først skal han have lidt søvn. Det har været en anstrengende rejse, selv om alt er gået godt. Samme dag har han som aftalt mødt den cubanske agent Haydée Tamara Bunke – eller Tania, som hun kaldes. Tania har infiltreret den bolivianske regering og fremskaffet papirer, som understøtter hans falske identitet.

Che Guevara holder til i junglen

Bolivias hovedstad La Paz ligger, hvor højlandet – El Altiplano – i 4000 meters højde brækker over i en gigantisk kløft, som går brat ned mod junglen. Landet er på størrelse med Frankrig og Spanien tilsammen, men har kun godt fem mio. indbyggere.

Che Guevara forlader La Paz efter en enkelt overnatning. Han har fået følgeskab af fire erfarne cubanske eks-guerillaer og en enkelt bolivianer. Den lille gruppe kører langs Andesbjergene, ad små farlige veje ned mod junglen.

Deres mål er en isoleret gård – den fremtidige base for oprøret. Meningen er at rekruttere lokale bønder, opbygge en guerillastyrke og vælte regeringen, ganske som guerillaen gjorde i Cuba. Stemningen i bilen er spændt og forventningsfuld.

Bolivianeren Loro er den eneste af mændene, som ikke ved, at Che Guevara er iblandt dem. Under en frokostpause præsenterer El Comandante sig. Bolivianerens umiddelbare forbløffelse bliver til ærefrygt, mens Che ser alvorligt på ham og formaner ham om ikke at lade nyheden gå videre til lederen af Bolivias kommunistparti, Mario Monje.

Han er en mand, de helst skal have på deres side for at vinde kampen og revolutionere landet, men det er endnu for tidligt at involvere ham.

Che forklarer mændene sin mission:

“Jeg er kommet for at blive. Den eneste måde, jeg forlader Bolivia på, er som død”.

Mændene lytter opmærksomt til alt, hvad Che siger. De er tryllebundne af hans karisma og militære evner og klar til at følge ham i døden, hvis det skulle blive nødvendigt.

Den 7. november ankommer gruppen til basen – en samling små træhuse i junglen nær Ñancahuazú-floden syd for Santa Cruz. Det første indtryk er ikke opmuntrende. Der er for lidt våben og ammunition, og kun tre bolivianere tager imod dem. Men det er da en begyndelse, mener Che.

Han sætter sig til at snakke med de tre mænd. De er alle kommunister, men kommunismen har mange former, og kun én af mændene lover sin ubetingede støtte. De to andre vil afvente partileder Mario Monjes reaktion på revolutionsplanerne.

De følgende uger bruger guerillaerne på at udforske terrænet. De opretter udkigsposter og undersøger bøndernes færden i området, mens de venter på nyt fra La Paz, hvor cubanske agenter arbejder på at sikre Mario Monjes støtte. Ved slutningen af november måned skriver Che Guevara i sin dagbog:

“Måneden er gået godt. Halvdelen af mændene er nået frem uden problemer. Planen er at vente på resten af mændene, forøge bolivianernes antal til mindst 20 – og dernæst påbegynde vores operationer. Vi mangler stadig en reaktion fra Monje”.

Guerillaens dagligdag i den bolivianske jungle er beskrevet i Ches dagbog, men der findes kun ganske få billeder som dette.

Che Guevara og Monje splittes

December går ligesom november. Guerillaen træner, udforsker junglen, udlægger skjulte depoter med mad og ammunition og udbygger deres base. Imens vokser Che Guevaras hår og skæg ud, og de overflødige kilo rasler af, så han igen ligner sig selv.

Alle cubanerne ankommer planmæssigt til basen, men det går yderst trægt med at rekruttere bolivianere. Che venter utålmodigt på Mario Monje, som langt om længe ankommer til basen nytårsaftensdag. Det syn, som møder kommunistlederen, er ganske overbevisende. Guerillaerne har knoklet, og basen kan nu huse og brødføde over 100 mand.

Træhusene rummer bl.a. et lokale til møder og undervisning, store fødevaredepoter og kommunikationsudstyr, så forbindelsen til udkigsposterne og de mindre støttebaser i nærheden kan opretholdes. Che Guevara er kendt som en dygtig guerillasoldat. Han skuffer ikke.

Men Monje er nervøs. Che er nemlig også kendt som en meget stejl mand. Han har lagt sig ud med Moskva, som han offentligt har kritiseret for at svigte de socialistiske idealer. Monjes parti har brug for den økonomiske støtte fra Moskva, og Monje frygter desuden, at et guerillaeventyr anført af udlændinge vil kunne splitte hans parti.

De to ledere sætter sig på en fredelig plet i junglen for at tale sammen under fire øjne. Monje sidder i skrædderstilling, mens Che ligger på jorden og kigger meget direkte på Monje hele tiden. Stemningen er intens, og Mario Monje vælger at gå lige til sagen:

“Hvad vil I her?”

Che forklarer omhyggeligt sine planer, og Monje lader forstå, at han vil give sin støtte på visse betingelser: Che må ikke lave en alliance med de pro-kinesiske kommunister, som står i et modsætningsforhold til Monjes pro-sovjetiske. Det kan Che godt acceptere. Men et andet punkt skaber problemer.

“Både det politiske og militære lederskab skal forblive hos mig, så længe revolutionen foregår på boliviansk grund”, siger Monje.

Den kamel kan Che Guevara ikke sluge, og det fortæller han Monje i helt klare vendinger. Samtalen er slut, og splittelsen definitiv. Monje beder om lov til at sige et par ord til de bolivianere, der er i lejren, hvilket Che siger ja til. Monjes meddelelse til sine medlemmer er meget klar: De kan blive i guerillalejren, eller de kan blive i Bolivias kommunistiske parti!

Monje afslutter med en dyster forudsigelse:

“Når folket finder ud af, at denne guerillabevægelse er ledet af en udlænding, vil de vende jer ryggen og nægte at støtte jer. Jeg er sikker på, at det vil slå fejl, fordi missionen ikke er ledet af en bolivianer. I vil dø som helte, men I har ingen som helst chance for at vinde”.

Alle de bolivianske guerillaer vælger at blive i lejren, hvilket gør Che glad og stolt. Bruddet med Monje er dårligt for sagen, men tro mod sin natur er El Comandante faktisk lettet:

“Monjes holdning kan forsinke tingene. Men på den anden side vil det hjælpe med at frigøre mig fra politiske bindinger”, skriver han optimistisk i sin dagbog.

Che Guevara på fatal træningstur

De følgende uger træner guerillaen energisk, og den 26. januar kommer en stor opmuntring. Den bolivianske minearbejderleder Moisés Guevara slutter sig til guerillaerne med en lille flok tilhængere.

Moisés accepterer fuldt ud sin navnebroders hårde krav om lydighed og disciplin. Den gode nyhed bliver dog hurtigt afløst af en dårlig: Mario Monjes kommunistparti forholder sig ikke blot neutralt, partiet modarbejder aktivt den udenlandsk ledede guerillastyrke.

Den 1. februar 1967 beordrer Che Guevara 14 bolivianere og 15 cubanere af sted på en øvelse. Styrken deles i tre grupper. Den største på 18 mand ledes af Che selv, mens de to andre anføres af de erfarne cubanske guerillasoldater Marcos og Joaquín.

Det er meningen, at øvelsen skal vare tre uger, men mændene farer vild, og turen kommer i stedet til at vare syv benhårde uger. Mændene drager gennem dybe dale, brusende floder og forladte landsbyer.

De undersøger klippehuler og bjergpas helt op mod Río Grande og Río Masicuri. De hugger sig igennem krat og plages af insekter, som lægger æg under deres hud. De lider af gnavende sult. Og undervejs drukner to rekrutter i en flod.

Turen viser to ildevarslende ting: For det første, at de lokale bønder er bange for guerillaen og ikke indstillet på at støtte den, hvilket er en forfærdelig skuffelse for Che Guevara. For det andet, at den bolivianske hær er ved at optrappe sin patruljering i området.

Første sejr over hæren

Tilbage ved basen bliver Che Guevara klar over, at regeringssoldater allerede har været forbi, mens de var ude på den lange træningstur. Han tilrettelægger straks et baghold, så alt er klart, hvis regeringssoldater nærmer sig lejren igen. Det sker få dage senere.

Mændene er trætte, men mange af dem er immervæk fremragende guerillasoldater. Nu får de endelig lov til at vise, hvad de kan. Udkigsposter spotter en gruppe på 80 regeringssoldater på vej lige mod basen. Guerillaen lægger sig i baghold og venter.

Da det rette øjeblik indtræder, åbner de en morderisk geværild. Syv bolivianske soldater bliver dræbt på stedet, 14 smider våbnene og overgiver sig, mens resten flygter. Guerillaen har vundet sin første sejr uden at miste én eneste mand.

Sejren giver mændene et tiltrængt moralsk løft, men det varer ikke længe. Che har trukket sig ind i sig selv. Han sidder mange timer alene, mens han ryger pibe, læser, renser sit gevær eller lytter til Radio Havana på transistoren.

Han er meget alvorlig og har muligvis selv erkendt, at missionen bliver sværere end forventet. Men frem for at gå rundt og tale med sine mænd, som angler efter hans nærvær, isolerer han sig.

Der hersker en spændt atmosfære i lejren. Skænderier blusser op mellem cubanere og bolivianere – og der tages hårde diskussioner om den langsigtede strategi. Insektplagen er ulidelig, og flere af mændene får malaria.

Så begynder nogle af bolivianerne at falde fra. De beder simpelthen om lov til at rejse hjem – og får det. Che vil ikke tvinge nogen til at blive mod deres vilje. Snart er den samlede guerillastyrke nede på omkring 50 mand.

Om morgenen den 10. april kommer en spejder løbende, forpustet og opstemt:

“15 soldater er på vej langs floden!”

Che handler hurtigt. Igen lægger guerillaerne sig i baghold og venter, til fjenden er helt tæt på, før de åbner en intens geværild, som fuldstændig tager pippet fra regeringssoldaterne. Senere samme dag sender hæren forstærkninger, men også de bliver overrumplet. Da kampen afbrydes, har regeringshæren 10 døde, mens kun en enkelt af Ches mænd er faldet.

Guerillaen har taget 30 fanger. Che, som er uddannet læge, giver dem den hjælp, de har brug for. Derefter får alle guerillaens fanger lov til at gå. De er for mange at brødføde – og Che Guevara skyder af princip ikke krigsfanger.

Che Guevara mister styrken

Guerillastyrken er blevet delt i to. Che Guevara leder den største styrke på omkring 30 mand, mens Joaquín står i spidsen for en mindre gruppe, som opererer selvstændigt længere nordpå. Igennem et par måneder har guerillaen en række sporadiske træfninger med regeringshæren og klarer sig fremragende.

Hver eneste gang har hæren betydelige tab, mens guerillaen slipper billigt. Men af og til falder en guerillasoldat. Så én til. Og én til. Efter juni måneds strabadser skriver Che Guevara i sin dagbog:

“Det værste er den manglende kontakt med Joaquín og det løbende tab af mænd. Hvert tab er et betydeligt nederlag, selv om hæren ikke ved det”.

Che Guevaras gruppe er reduceret til 22 mænd, og Che selv er syg og udmattet. Han lider af voldsomme natlige astma-anfald og har brug for medicin, som ikke kan fremskaffes. Kommandanten rider så vidt muligt, frem for at gå, for at skåne sin medtagne krop.

Den 7. august er det præcis ni måneder siden, guerillaerne landede i Bolivias jungle. Og det hele ser skidt ud. Mændene er demoraliserede. Forsøgene på at rekruttere de kuede lokale bønder til kampen for en bedre tilværelse har været én stor fiasko.

Bønderne har marker og husdyr, som skal passes, og børn, som skal have mad hver dag. De vil ikke rodes ind i noget guerillaeventyr med fremmede mennesker. Tværtimod hjælper de flere gange regeringshæren med oplysninger om guerillaen.

Og selv om guerillaen vinder alle sine træfninger, er de to grupper i praksis på konstant flugt. De er trods alt kun lidt over 30 mand mod hele den bolivianske hær. Det ser rigtig skidt ud. Che noterer i sin dagbog:

“Af os fra den oprindelige seksmandsgruppe er to dræbt, to forsvundet, og én såret. Og så er der mig med en astma, jeg ikke er i stand til at kontrollere”.

Mændene kan modtage Radio Havana og andre radiostationer på kortbølge, og det er deres eneste forbindelse til verden udenfor. Når de slår lejr, bruger Che tiden på at læse og skrive. Han giver stadig ordrer, men med stadig mindre gnist. Mændene skændes og nedværdiger sig sågar til noget så usocialistisk som at stjæle mad fra hinanden.

Che Guevara ville normalt slå hårdt ned på den slags, men han orker det ikke lige nu. Der er så meget andet at tænke på. Han kan mærke, at nettet strammes om dem. Hæren har ved hjælp af desertører og tilfangetagne guerillaer fundet de grotter, hvor guerillaen opbevarer de strategiske reserver. I sin status for august skriver Che i dagbogen:

“Dette var uden tvivl den værste måned, vi har haft i krigen. Tabet af grotterne med dokumenter og medicin var et hårdt slag – især psykologisk. Tabet af to mand sidst på måneden, og den følgende march på en diæt af hestekød, demoraliserede mændene”.

Den faktiske situation er endnu værre, end Che Guevara er klar over. Han har endnu ikke hørt det værste: Joaquíns nordlige gruppe er blevet fuldstændig udslettet den 31. august. En bonde forrådte dem, og hæren lokkede dem i baghold. De er borte for altid.

Che får nyheden, da han om aftenen den 2. september sidder og lytter til Voice of America. Radioen meddeler, at en gruppe guerillaer, ledet af en cubaner ved navn Joaquín, er blevet udslettet i Bolivia. En dybt rystet Che nægter at tro det. For en stund klamrer han sig til håbet om, at det hele bare er propaganda. Men det er det ikke.

Enden er nær for Che Guevara

Che Guevaras gruppe på 20 guerillaer er på flugt nordover. De søger op mod bjergene og må bruge macheterne for at hugge sig gennem vildnisset. I to uger klatrer guerillaerne opad. De krydser floder, forcerer klipper og støder af og til ind i hærens patruljer, som jager dem konstant. Men guerillaerne har stadig ikke de store problemer med at slå fjenden.

“De bolivianske soldater har ikke lært meget”, noterer Che i sin dagbog.

Og alligevel er situationen desperat. Mændene er udmattede, og det synes fortsat helt umuligt at rekruttere de lokale bønder. Det er, som om hele perspektivet er blevet væk. Deres kamp har ingen mening, hvis de ikke har lokalbefolkningens opbakning.

Den 21. september når gruppen en højde af næsten 3000 meter. De mærker kølige vinde i ansigterne, mens de kæmper sig fremad. De har aldrig før været så højt oppe.

En nat går de på en lille sti i måneskinnet. De er på vej mod landsbyen Alto Seco. Da de når den isolerede bebyggelse, bliver de mødt af skræmte landsbyboere, som forsøger at komme af vejen for de svært bevæbnede, langskæggede og snavsede guerillaer. Che finder snart ud af, at landsbyens leder er stukket af for at alarmere hæren. Til gengæld for denne uvenlighed konfiskerer han en større mængde mad i landsbylederens købmandsbutik.

Guerillaerne beslutter at blive i landsbyen natten over. Om aftenen holder de et møde for 15 landsbyboere, som de prøver at forklare deres revolutionære ideer. Den eneste respons kommer fra en skolelærer, som rejser sig op og stiller udfordrende spørgsmål.

Den følgende dag forlader guerillaerne landsbyen – vel vidende, at den bolivianske hær er lige i hælene på dem, og at det bliver svært at holde ud ret meget længere. De går i to dage og når endnu en lille landsby, hvor de køber en gris af den eneste bonde, som ikke er flygtet ved synet af dem. Mændene bryder nu guerillakrigens gyldne regler og bevæger sig i åbent landskab ved fuldt dagslys. De er efterhånden ligeglade.

Den 26. september 1967 når guerillaen landsbyen La Higuera. Che sender en patrulje på fem mand ud for at undersøge vejen til den næste landsby, men ved den første bakke bliver de overdænget med kugler. Hæren ligger på lur. Tre guerillasoldater bliver dræbt på stedet, og de sidste to, som er bolivianere, deserterer.

Che Guevara og hans nu kun 15 mand veksler skud med soldaterne, inden de trækker sig tilbage til en dal. Soldaterne har fået stor respekt for guerillaerne og optager ikke umiddelbart forfølgelsen. De finder det sikrest at afvente forstærkning.

Che Guevara kæmper sin sidste kamp

Den decimerede guerillagruppe søger højere op i bjergene og finder ly i en lille skov. Her sidder de i nogle dage, mens de med alle sanser spændt ser hærens patruljer passere tæt forbi. Når ingen soldater er i sigte, sender Che Guevara et par mand af sted efter vand. De ved alle sammen, at de er omringet, men de har ikke opgivet at finde en udvej.

Sent den 30. september lister de sig ud af deres skjul i ly af mørket. Deres grundige træning og de sidste mange måneders erfaringer kommer dem til gode. Guerillasoldaterne falder i ét med omgivelserne. De bevæger sig langsomt, forsigtigt og fuldstændig lydløst gennem terrænet – ud gennem fjendens linjer.

De har reddet pelsen i første omgang, men i radioen kan de høre, at store hærstyrker er sat ind i netop det område, hvor de befinder sig. Af nyhedsudsendelserne kan de også udlede, at de to deserterede bolivianere har snakket – og snakket meget. Hæren oplyser, at Che Guevara er syg.

“Sådan endte fortællingen om to heroiske guerillaer”, skriver Che sarkastisk i sin dagbog.

De næste dage forløber roligt. Ved middagstid den 7. oktober klatrer guerillaerne ned gennem en slugt og slår lejr. Che Guevara gør sit livs sidste dagbogsnotat – præcis 11 måneder efter at de landede i junglen. Notatet er kort:

“Højde = 2.000 meter”.

Tidligt om morgenen den 8. oktober går et kompagni bolivianske soldater – trænet af CIA – i stilling oppe på kanten af den 300 m lange og 60 m brede slugt. De tror sig uopdagede, men er det ikke.

Che Guevaras opmærksomme soldater har set både et hoved og et geværløb stikke frem over kanten af klipperne. Guerillaerne ved ikke, at de undertallige i forholdet otte til en, men de ved, at de er omringede, og at deres eneste chance er at skyde sig fri.

Che Guevara deler sine mænd i tre kampgrupper og beordrer dem i stilling. I første omgang skal de bare være fuldstændig stille, men klar til kamp når som helst. De næste timer venter de tålmodigt. Det samme gør regeringssoldaterne. De eneste lyde er insekternes summen og vindens svage susen.

Kl. 13.10 opdager regeringssoldaterne, at guerillaerne er i bevægelse, og åbner skraks en morderisk ild. Den idylliske ro splintres i et inferno af maskingeværsalver og eksploderende mortergranater. Tre guerillasoldater falder hurtigt efter hinanden, men de øvrige kæmper beslutsomt videre. Mens de søger dækning, hvor de kan, mister de efterhånden kontakten til hinanden.

Che Guevara står bag en klippe og fyrer løs med sit gevær fra en udsat position. Det varer ikke længe, før en fjendtlig kugle rammer våbnet og beskadiger låsen, så han ikke kan skyde. Et øjeblik efter rammer en anden kugle ham i læggen, mens en tredje suser gennem baretten.

En af Ches mænd kommer ham til undsætning, og de forsøger at udnytte forvirringen til at slippe væk ved at kravle langs nogle buske – op af slugten. Men pludselig står en lille højlandsindianer af en regeringssoldat lige foran dem og peger på dem med sit våben.

Det er slut. De to guerillaer rækker hænderne i vejret, og Che identificerer sig, mens kampen raser videre nede i slugten.

Samme aften ligger en møgbeskidt og laset Che Guevara, bundet på hænder og fødder, på lergulvet i en skole. Han er tilbage i landsbyen La Higuera. Ved siden af guerillalederen ligger ligene af to af hans kammerater.

Regeringen beordrer Che Guevara myrdet

En udmattet og snavset Che Guevara blev efter sin tilfangetagelse ført til landsbyen La Higuera.

Che Guevara er langhåret, langskægget, uvasket, syg. Fanget i et primitivt rum i den bolivianske jungle. Tre bolivianske officerer – Prado, Selich og Ayoroa – kommer ind i hans celle. Selich refererer senere samtalen:

“Comandante, jeg finder dig lettere deprimeret”, siger han til den afkræftede Che Guevara. Fangens hår stritter vildt, og øjnene har mistet al selvtillid og glød.

“Kan du fortælle mig, hvorfor jeg får det indtryk?” fortsætter Selich.

Che Guevara kigger på ham.

“Jeg har fejlet. Det hele er forbi, og derfor ser du mig på denne måde”, svarer han.

“Hvorfor valgte du ikke at kæmpe i Argentina, i dit eget land?”

“Det ville måske også have været bedre”, indrømmer den prominente fange.

“Hvorfor har du besluttet at operere i vores land?” insisterer Selich og får et eftertænksomt svar fra Che Guevara:

”Kan du ikke se, hvordan bønderne lever? De lever næsten som vilde; de lever i en fattigdom, der deprimerer hjertet. De har kun ét rum at leve og sove i, og de har ikke noget tøj at tage på. De lever som dyr”.

“Men det samme er jo tilfældet i Cuba”, replicerer Selich.

“Nej, det er ikke sandt”, protesterer Che Guevara. “Jeg benægter ikke, at fattigdom stadig findes i Cuba, men bønderne har håb om fremgang, mens bolivianeren lever uden håb. Han dør, som han blev født – uden nogensinde at se fremgang”, tilføjer han.

Den følgende morgen lander en helikopter med en højtstående boliviansk officer – Anaya – og den cubanskfødte CIA-agent Felix Rodríguez i La Higuera. De to mænd begiver sig hen mod skolen, hvor de forsøger at afhøre Che, som dog forbliver tavs. Hans vogtere nøjes med at tage nogle billeder af ham, mens de afventer nærmere ordre. Den indløber kl. 12.30 – direkte fra regeringen i La Paz:

“Udslet señor Guevara”.

Kl. 13.10 går en lille, småfed sergent ved navn Mario Terán ind for at skyde en verdensberømt rebel. Hans øjne stråler. Han glæder sig over at få en plads i historien og samtidig hævne tre af sine mænd, som blev dræbt under gårsdagens kamp i slugten.

Mario Teráns ordre er klar:

“Skyd fra halsen og ned”.

Det gør Terán, men han gør det langsomt. De to første skud sårer kun Che, som bider tænderne hårdt sammen for ikke at skrige. To af de følgende syv skud er dræbende.

Måske er du interesseret i...

Læs også