90.000 kvinder gik på barrikaderne den 23. februar 1917 i protest mod den stigende fattigdom forårsaget af det rige, russiske zarstyre. Det blev startskuddet til den russiske revolution, der banede vejen for Vladimir Lenins magtovertagelse og oprettelsen af Sovjetunionen.

© Wikimedia Commons

Den russiske revolution rystede verden

2017 markerer 100 året for den russiske revolution, som blev gennemført af Vladimir Lenin og hans kommunistiske kumpaner. 300 års enevældigt zarstyre blev afløst af et kommunistisk diktatur, der sendte Rusland ud i en langvarig borgerkrig og indvarslede seks årtiers kold krig mellem Øst og Vest.

27. april 2017 af Andreas Ebbesen Jensen

Startskuddet til den russiske revolution, der destruerede zarstyret og lagde fundamentet til oprettelsen af Sovjetunionen, blev affyret i begyndelsen 1917. Og det var landets undertrykte og underbetalte kvinder, der havde fingeren på aftrækkeren.

Den 23. februar gik mere end 90.000 kvindelige arbejdere i strejke i hovedstaden Petrograd (Sankt Petersborg i dag) og demonstrerede mod landets zar Nikolaj II. med skilte som “Ned med zaren” og “Nej til krigen”.

Ruslands involvering i 1. verdenskrig havde sendt de fleste mænd væk fra kornmarken og ud på slagmarken, hvilket havde sænket landets fødevareproduktion drastisk. 

Og mens sulten gnavede hos den menige russer, der skulle stå i kø for at få fingre i et enkelt stykke brød, levede en lille herskende klasse omkring zaren, godsejerne og fabriksejerne i overdådig luksus.

Men i slutningen af februar 1917 havde kvinderne fået nok. De satte hælene i jorden og forlangte forandringer og mere medbestemmelse. Og snart fulgte resten af arbejderklassen trop.

Den russiske revolution var gået ind i sit første akt - bedre kendt som februarrevolutionen. Snart sluttede zarens soldater sig til kampen mod Nikolaj 2., der abdicerede den 15. marts 1917 og kort efter blev sendt i fangenskab i Selo ved St. Petersburg og senere i Tobolsk i Sibera, sammen med resten af sin familie.

Den russiske revolution banede vej for Lenin

Efter 300 års enevælde var Romanov-familiens diktatur blevet knust i hænderne på den arbejderklasse, de så længe havde trådt på.

Zarstyret blev afløst af en provisorisk regering under ledelse af fyrst Georgij Lvov og senere advokaten Aleksandr Kerenskij. Flertallet i det nyoprettede, revolutionære råd, bedre kendt som sovjetten, havde tillid til, at den nye regering ville indfri februarrevolutionens krav om “brød, fred og jord”.

Det troede den marxistiske revolutionær Vladimir Lenin ikke på.

Siden et mislykket kupforsøg mod zarstyret i 1905 havde Lenin levet i eksil i Europa, men med gennemførelsen af den succesfulde februarrevolution, vendte han tilbage til Petrograd for at føre den russiske revolution ind i sin afgørende fase.

Vladimir Lenin fordømte den nye, provisoriske regering, der hovedsageligt bestod af repræsentanter for den herskende klasse (godsejere og fabriksejere) og kaldte til kamp mod regeringen og landets fortsatte deltagelse i verdenskrigen.

I sine såkaldte ‘aprilteser’ gav Vladimir Lenin opskriften på, hvordan den russiske revolution skulle udforme sig: Al magt skulle overgå til et system af arbejder- og bondesovjetter, alle fabrikkerne skulle nationaliseres, og Rusland skulle bygges op omkring en centralstyret, kommunistisk økonomi.

I kampskriftet ‘Revolutionens lære’, der blev udgivet i juli 1917, lægger Lenin Ruslands fremtid i hænderne på arbejderklassen.

“Alene de revolutionære arbejdere er, hvis de støttes af de fattigste bønder, i stand til at bryde kapitalisternes modstand, at føre folket frem til overtagelse af jorden uden erstatning, til fuldstændig frihed, til sejr over hungersnøden, til sejr over krigen, til en retfærdig og varig fred”.

Til at fordrive den provisoriske regering fra magtens centrum og ud i glemslen udpegede Lenin sine tilhængere i Ruslands socialdemokratiske arbejderparti, bedre kendt under navnet bolsjevikker (efter det russiske ord for “flertal”, bolsjinstvo).

Den russiske revolution gik nu ind i sin afgørende fase.

Den russiske revolution skabte Sovjetunionen

Anden del af den russiske revolution blev kendt som Oktoberrevolutionen og kulminerede den 25. oktober 1917. Her koordinerede Lenins højre hånd og formand for Petrograd-sovjetten, Lev Trotskij, et statskup mod den provisoriske regering i Petrograd.

Oprøret blev gennemført af arbejdermilitser fra det kommunistiske Bolsjevikparti og forløb næsten uden blodsudgydelser.

Med ét var den russiske revolution forvandlet fra en opstand fra arbejderklassen til en ny politisk virkelighed med bolsjevikkerne og Vladimir Lenin i spidsen. Men den nye magtovertagelse forløb ikke uden modstand.

Partierne Mensjevikkerne (“Minoritet”) og De Socialrevolutionære voksede også ud af opstandene under den russiske revolution, men de var imod bolsjevikkernes magtovertagelse. 

De frygtede, at Sovjetterne ikke var klar til at overtage magten og føre Rusland i den rigtige retning.

Ved valget til den grundlovsgivende forsamling få uger efter Oktoberrevolutionen, fik de ikke-bolsjevikiske partier flertal. 

Det ændrede dog ikke ved bolsjevikkernes krav om, at de delegerede i forsamlingen skulle underlægge sig den nye sovjetregering, Folkekommissærernes Råd.

Forsamlingen nægtede, men bolsjevikkerne gav sig ikke, og Lenin løste problemet ved at opløse den nye, grundlovgivende forsamling med hjælp fra de soldater, der havde sluttet sig til bolsjevikkerne efter gennemførelsen af den russiske revolution.

Bolsjevikkerne fik monopol på magten og gennemførte det kommunistiske styre, som marxisten Vladimir Lenin havde drømt om i flere årtier. Men ‘de rødes’ magtovertagelse kom ikke uden kamp.

Den russiske revolution udløste borgerkrig

I 1918 skiftede Bolsjevik-partiet navn til Det Russiske Kommunistiske Parti, og kort efter den russiske revolution begyndte Lenin og hans støtter at forfølge personer, som styret kategoriserede som “folkets fjender”. 

Det gjaldt eksempelvis præster, medlemmer af andre politiske partier og personer, der havde haft forbindelser til zarstyret.

Da bolsjevikkerne indfriede løftet om at trække Rusland ud af verdenskrigen i 1918, gik ikke-bolsjevikkerne til væbnet kamp mod kommunisterne, og i sommeren 1918 var en blodig borgerkrig mellem ”de røde” (bolsjevikkerne) og ”de hvide” (ikke-bolsjevikker) en realitet.

Den tidligere zar Nikolaj 2. og hans familie sad i fængsel i Tobolsk, men faren for, at han skulle blive befriet og give fjenden en stor symbolsk sejr, var overhængende. 

Bolsjevikkerne besluttede derfor at flytte Romanov-familien til Ipatiev-huset i Jekaterinburg på østsiden af Uralbjergene.

Mens kampene spidsede til, indså bolsjevikkerne, at de var nødt til at løse problemet en gang for alle og gøre det af med Nikolaj 2. og hans arving. For en sikkerheds skyld blev resten af familien også dømt til døden uden rettergang.

Ordren kom fra højeste sted. Lenin var selv med til at træffe afgørelsen, der blev ført ud i livet natten til den 17. juli 1918 af kommandanten Jakov Jurovski.

“Eksekutivkomiteen for Urals Råd af Arbejder-, Bonde- og Soldaterrepræsentanter har besluttet, at I skal henrettes”, læste han med høj stemme, da han stod ansigt til ansigt med Nikolaj 2. og hans kone samt deres fem børn og fire tjenestefolk i Ipatiev-huset.

Zaren nåede blot at få fremstammet et “hvad?”, før Jurovski trak sin pistol og skød ham flere gange i brystet og hovedet. Skuddene udløste et inferno i det lille, halvmørke rum. Resten af zar-familien kastede sig ned på gulvet, mens kuglerne fløj gennem rummet.

Nikolaj 2., hans kone og børn lå døde på gulvet, da krudtrøgen havde lagt sig. Kort efter dræbte de andre vagter hofdamen og de resterende døtre, Olga, Tatiana og Anastasia.

Borgerkrigen mellem de røde og hvide kastede Sovjetrusland ud i en dyb økonomisk og social krise. Kamphandlingerne endte i slutningen af 1920 med sejr til bolsjevikkerne.

I 1922 blev Sovjetunionen dannet. Efter Lenins død i 1924 tog Josef Stalin landet i sit jerngreb.

Måske er du interesseret i...

Læs også