Efter flere fejlslagne aktioner fik Fidel Castros rebelhær overtaget. Regimet bukkede under, og oprørerne drog  triumferende ind i Havana.  

© Lester Cole/Corbis & Bettmann/Corbis

Fidel Castros rebeller væltede Cubas diktator

Oprørslederen Fidel Castro vil omstyrte den forhadte cubanske diktator Batista. Fra blot 20 rebeller vokser hæren stødt til tusinder, og snart må Batista erkende, at hans dage som præsident er talte. HISTORIE har været i Cuba for at få den dramatiske historie fra dem, der oplevede den.

25. april 2018 af Ebbe Rasch

I Cuba kommer forandringer som regel fra søsiden. I 1492 ankom Christoffer Columbus' flåde til Cuba og begyndte et nyt kapitel i verdenshistorien. 

I 1895 sejlede José Martí til Cuba og indledte den krig, der løsrev landet fra de spanske koloniherrer. Og den 2. december 1956 nærmer 82 langskæggede mænd sig Cubas kyst i en motorbåd med svære lækager.

Båden hedder Granma, og lederen om bord er Fidel Castro. Den ramponerede lystyacht ser ikke ud af meget, men Castro og hans rejsefæller har store ambitioner. Syv dage tidligere var de sejlet fra Mexico for at starte en revolution i Cuba og vælte diktatoren Batista.

Rejsen er langtfra gået som planlagt. Turen over havet har været hård ved den blot 18 meter lange Granma, der kun er bygget til 12 personer. Rebellerne har lastet den til bristepunktet med våben og ammunition. Båden snegler sig så langsomt af sted, at Castro og hans kammerater er 48 timer forsinket.

Radioen om bord virker ikke, så de kan ikke komme i kontakt med deres medsammensvorne, der venter på land. Granma er tilmed ved at løbe tør for brændstof, så kaptajnen, Norberto Collado Abreu, søger mod den nærmeste kyst: Playa las Coloradas. Det er imidlertid et dårligt landgangssted.

Det sumpede kystområde er dækket af siv, og de udmattede rebeller kan ikke slæbe deres tunge våben i land. 

Desuden ved de, at regeringssoldaterne er efter dem, så de forlader deres båd i al hast og søger ind i landet. Ind mod Sierra Maestra-bjergene ved byen Santiago de Cuba i den fattige østlige provins.

Cubas diktator, Fulgencio Batista, havde taget magten ved et militærkup i 1952. 

© Bettmann/Corbis

Batistas folk levede i sus og dus 

Santiago er Cubas næststørste by, men landets rigdom er langtfra ligeligt fordelt. I hovedstaden Havana er der læger, skoler og mad til de fleste. 

Pengene kommer fra turister fra USA, der indkvarterer sig på luksushoteller, spiller på kasinoerne og spenderer formuer på rom og cigarer. 

Præsident Batistas regime har ikke alene gode kontakter til USA's regering, men også til den amerikanske underverden, og gangsteren Meyer Lansky har gjort Havana til Caribiens svar på forlystelsesbyen Las Vegas.

Mens Batistas håndlangere kører rundt i polerede amerikanerbiler inde i Havana, pukler forarmede arbejdere på de amerikanskejede sukkermøller på landet. Uden for hovedstaden er fattigdommen udbredt. Befolkningen sulter, børnedødeligheden er stor, og de fleste arbejder hårdt i marken, fra de er børn.

De, der ikke tjener penge på Batistas regime, er efterhånden godt trætte af generalen, der har taget præsident-embedet ved et militærkup i 1952.

Batista var demokratisk valgt og ganske vellidt præsident i 1940-44, og han genopstillede til valget i 1952. En meningsmåling, der blev offentliggjort kort før valget, viste imidlertid, at Batista ikke var den mest populære kandidat, og han gennemførte et kup for ikke at tabe valget. 

Fidel Castro arbejdede på det tidspunkt som advokat på et mindre kontor i Havana og ville selv stille op til valget. 

Han var aktiv i oppositionspartiet Partido Ortodoxo, der siden 1947 havde kæmpet mod den udbredte korruption i statsapparatet og ville have gennemført reformer for at forbedre landbefolkningens vilkår. Men Batistas kup forpurrede med ét Castros politiske ambitioner.

Det første angreb gik i vasken

I Havana mødte Castro mange andre Batista-modstandere. De besluttede at gribe til våben for at vælte diktatoren, og den 26. juli 1953 var de klar til deres første aktion. Et angreb på Moncada-kasernen i Santiago og en mindre militærforlægning i Bayamo. 

Rebellerne ville stjæle våben til deres videre kamp, og ved daggry slog de til. Begge angreb fejlede imidlertid fatalt. De i alt 160 oprørere blev opdaget, før de kunne gennemføre deres overraskelsesangreb. Med lette håndvåben var de chanceløse i åben ildkamp og tilmed undertallige. Regeringssoldaterne dræbte 61 rebeller.

De øvrige oprørere – heriblandt Fidel Castro og hans bror Raúl – flygtede og gemte sig i de uvejsomme Sierra Maestra-bjerge, men regeringstropper fandt dem snart efter og tog dem til fange. 

Kun personlige kontakter i militæret reddede Fidel fra at blive skudt af sine tilfangetagere, og i den efterfølgende dramatiske retssag forsvarede Fidel Castro sig selv. Før domsafsigelsen holdt han den berømte fire timer lange tale, der siden fik titlen “Historien vil frikende mig”.

Heri fremlagde han sin vision for fremtidens Cuba, hvor arbejderne bl.a. skulle have del i virksomhedernes overskud og de amerikanskejede sukkerplantager fordeles mellem bønderne. 

Castro retfærdiggjorde angrebene på kasernerne med, at Batista var en tyran, og påstod, at man i fremtiden ville se tilbage på en eventuel dom som en fejltagelse. Den veltalende advokat slap for den dødsstraf, der var stillet i udsigt, men blev idømt 15 års fængsel.

Straffen skulle afsones i et fængsel på øen Isla de Piños, der i dag hedder Isla de la Juventud, men efter at have været spærret inde i mindre end to år blev han og de andre rebeller benådet. Straks efter rejste Castro til Mexico.

Castro ville have rejst hjem til Cuba i en vandflyver, men havde kun råd til den gamle motorbåd Granma. 

© Bettmann/Corbis

KGB afslog at hjælpe Fidel Castro

De fejlslagne angreb havde lært Castro, at en revolution krævede bedre forberedelse, og han gik straks i gang.

Oprørslederen samlede en gruppe ligesindede omkring sig og kaldte sin hær for “Movimiento 26 de Julio” – 26. juli-bevægelsen – efter den dag, rebellerne havde angrebet kasernerne i Cuba. 

Gruppen fik kontakt til nogle krigsveteraner, der kunne hjælpe med våbentræning, og opsøgte desuden en agent fra den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, som de håbede ville hjælpe med finansieringen af våben og andet udstyr. KGB bed ikke på, men det lykkedes rebellerne at indsamle midler hos eksilcubanere, der boede i USA.

Castro indså, at en åben krig mod Batistas stærke militær ville være håbløs. Den eneste måde, hvorpå han kunne knække militærregimet, var ved en guerillakrig. Velvalgte operationer ville med tiden gøre regeringshæren mør og lægge pres på Batistas regime. 

Rebellerne var sikre på, at de hurtigt ville få stor folkelig opbakning – især fra Cubas fattige befolkning i den østligste del af landet – og Fidel Castro begyndte at forberede rejsen tilbage til sit hjemland.

Den oprindelige idé var at erhverve en Catalina-vandflyver, men det var der ikke råd til, så rebellerne fik en våbenhandler til at købe den noget bedagede motorbåd Granma til dem. Den 26. november 1956 sejlede de af sted mod Cuba.

20 mand tilbage i hæren

Rebellernes ankomst til Cuba skal falde sammen med en generalstrejke, men sørejsen tager noget længere tid end beregnet. 

For at kunne tilbagelægge distancen har rebellerne medbragt 8000 liter ekstra dieselolie, og da båden desuden er lastet med tonsvis af våben, ammunition, proviant og de 82 rebeller, ligger den dybt i vandet. 

Den svage motor kan knap drive Granma gennem bølgerne, og rebellerne ankommer to døgn senere, end Castro havde håbet.

På land venter omkring 50 andre Batista-modstandere med jeeps, lastbiler, brændstof, mad og kassevis af våben til dem, men den defekte radio om bord på Granma forhindrer rebellerne i at aftale et mødested. Og efter den temmelig kaotiske landsætning bliver situationen blot endnu værre for den kun 82 mand stærke oprørshær.

Helt som ventet får de hjælp af de lokale bønder, der giver de sultne soldater proviant og hjælper dem med at finde vej. Men den 5. december slipper heldet op. Den guide, der har ledt dem gennem bjergene, sladrer til myndighederne, og Batistas soldater opsporer rebellerne.

Uden de tunge våben, rebellerne var nødt til at efterlade på Granma, er de chanceløse mod regeringstropperne. Oprørssoldaterne forsøger desperat at flygte, men bliver mejet ned i stort tal.

Flere af dem, der når at stikke af, er hårdt sårede, og i det kaos, der opstår under ildkampen, bliver rebellerne væk fra hinanden. 

Først flere dage senere finder de sammen igen og gør tabene op. Kun 20 mand har overlevet. Blandt dem Fidel og Raúl Castro, deres nære ven Camilo Cienfuegos og Che Guevara, der er hårdt såret af skud i benet.

Rebellerne har ingen mad, Batistas soldater er på sporet af dem, og hvis de bliver fundet, vil det sidste håb om en succesfuld revolution helt sikkert blive slukket. Men Fidel Castro er ukuelig optimist. “Vi vinder denne krig! Kampen er først lige begyndt”, siger oprørslederen til sine kammerater.

De forkomne soldater tilbringer nogen tid med at slikke sårene i deres gemmested i bjergene, men i de følgende uger slutter flere sig til Castros hær.

Snart er de klar til at fortsætte kampen. Taktikken er at angribe mindre militærforlægninger i bjergområdet for at stjæle våben og efterhånden tilkæmpe sig kontrollen med området. 

Første mål er en lille militærpost ved La Plata-floden, hvor omkring 15 regeringssoldater er udstationeret. De nu 32 rebellers samlede bevæbning består af 17 rifler, to maskinpistoler, et haglgevær, nogle få håndgranater og nogle dynamitstænger. Forlægningen er udstyret med en maskingeværrede, og de 15 soldater har amerikanske M1 Garand-geværer.

Den 17. januar 1957 kl. 14.40 signalerer to salver fra Fidel Castros Thompson-maskinpistol, at angrebet er i gang. Flere af rebellerne har først lige fået stukket et våben i hånden, men de skyder med alt, hvad de har, imod de overraskede regeringssoldater.

Samtidig bombarderer de husene i lejren med håndgranater og dynamitstænger. Effekten udebliver imidlertid. Sprængstofferne viser sig at være defekte, men skydevåbnene fungerer fint. 

Da krudtrøgen efter skyderiet har lagt sig, har rebellerne fået ram på fem soldater og taget tre til fange, mens de øvrige syv er flygtet. Udbyttet bliver otte M1'ere, en Thompson-maskinpistol, 1000 patroner og en hel del proviant. Revolutionshæren har vundet sin første sejr.

Batista er rasende over, at hans velsmurte militærmaskine ikke formår at uskadeliggøre de primitivt udstyrede rebeller i Sierra Maestra. 

Præsidenten er udmærket klar over, at oprørerne er afhængige af hjælp fra lokalbefolkningen, så som hævn beordrer han flyvevåbnet til at bombe en stribe gårde i området. Det får imidlertid den modsatte effekt. Batistas hævn gør bare tilslutningen til Castro større.

Rebellerne levede særdeles primitivt i bjergene i det østligste Cuba. De var afhængige af lokale bønders hjælp, og deres våben – som fx denne Springfield M1 Garand – havde de stjålet fra Batistas soldater. 

© Ullstein Bild & Bettmann/Corbis

Attentatforsøg mislykkedes

Modviljen mod Batista breder sig, og også i hovedstaden giver cubanere utvetydigt udtryk for deres stærke utilfredshed med præsidenten.

Den 13. marts 1957 stormer en gruppe studerende fra universitetet i Havana præsidentens palads for at myrde Batista. Aktionen er imidlertid dårligt forberedt. Studenterne kommer ind i paladset, men det lykkes dem ikke at finde præsidentes gemakker. Alle sammen bliver taget til fange eller skudt på stedet.

Samtidig har lederen af gruppen, Jose Antonio Echeverria, tiltvunget sig adgang til en radiostation, hvor han i forventning om en succesfuld aktion annoncerer Batistas død, indtil teknikerne afbryder strømmen. 

På vej væk fra radiostudiet kolliderer Echeverria ved et uheld med en patruljevogn, og i den efterfølgende skudveksling med politiet dør han. Straks derefter dementerer statsradioen nyheden om Batistas død.

I Sierra Maestra har Castro og hans kammerater noget mere held. Efter La Plata-aktionen vinder den stadig voksende skare af rebeller, der nu er kendt som “Los Barbudos” – de langskæggede – flere sejre, og de lokale bønder gennemfører en række effektive sabotageaktioner for at hjælpe oprørerne.

De sprænger broer i luften, klipper telefonledninger over og brækker togskinner op. Den ødelagte infrastruktur vanskeliggør militærets operationer, og i maj er Castro klar til sit næste træk: angrebet på basen i Uvero. 

Militærforlægningen er med 53 regeringssoldater en noget mere risikabel aktion end Castros tidligere operationer, men guerillalederen sætter 80 svært bevæbnede oprørssoldater på opgaven. Efter 20 minutters skyderi er kampen overstået. 

Batistas militær har dræbt seks rebeller, men selv mistet 14 soldater. De øvrige overgiver sig, og Castros tropper plyndrer basen for våben og ammunition.

Rebelsoldater fik troen på sejren

Uvero er en vigtig sejr for oprørerne. Aktionen foregår i fuldt dagslys, det er et frontalt angreb, og rebellerne har kapret vigtige forsyninger. 

Fidel Castros kammerater er efterhånden godt trætte af at bo under primitive forhold i bjergene og den konstante mangel på basale fornødenheder som mad og tobak, men Uvero-aktionen højner soldaternes moral og giver dem en tro på, at det er muligt at vinde over regeringstropperne. 

Omvendt synker moralen blandt Batistas ca. 30.000 soldater, der bliver mere og mere bange for den voksende guerillahær.

Præsidenten tør ikke lide flere nederlag i Sierra Maestra, og han trækker hæren ud af området. Det giver ham mulighed for at bruge flere ressourcer på at holde den folkelige opstand nede.

I mange byer er demonstrationer mod Batistas styre blevet hverdag – mest markant i Santiago, hvor Frank País holder til. Han er leder af 26. juli-bevægelsens gruppe i byen og gør et stort arbejde for at tale revolutionens sag. 

País får lokale studerende til at organisere modstandsaktioner og rekrutterer desuden folk til oprørshæren. I juli 57 er han netop vendt hjem til Santiago efter et møde med Fidel Castro i rebellernes hemmelige lejr i bjergene, men politiet har opsnuset hans gemmested.

Politichefen José Salas Cañizares får País' hus omringet. I sidste øjeblik lykkes det País at flygte sammen med Castro-sympatisøren Raúl Pujol, der også gemmer sig i huset, men en stikker ser de to mænd løbe væk og tilkalder politiet. 

Cañizares' betjente arresterer Frank País og Raúl Pujol og kører dem et par gader væk. Så trækker de rebellerne ud af bilen. Tvinger dem ned på knæ. Og henretter dem begge ved nakkeskud.

Dobbeltmordet fører til omfattende demonstrationer i Santiago. Befolkningen mobiliserer en generalstrejke, og militæret, der ellers har været grundlaget for Batistas magtovertagelse og fulgt ham i tykt og tyndt, begynder at vakle i troen på præsidenten. 

På den store flådestation i den vigtigste havneby på Cubas sydkyst, Cienfuegos, ulmer et oprør, fordi officererne er utilfredse med, at Batista rutinemæssigt udnævner personlige venner uden kvalifikationer til ledere i flåden. Og den 5. september 57 udbryder der mytteri.

Med hjælp fra 26. juli-bevægelsen overtager soldaterne fra flådestationen hele byen uden større besvær. Oprørerne befæster strategisk vigtige stillinger og afventer Batistas modtræk.

Præsidenten sender store styrker mod byen, men den første angrebsbølge kører direkte ind i et baghold og bliver udraderet af mytteristerne. Rebellerne kan imidlertid ikke fortsætte med at holde de Batista-tro soldater stangen. 

Flyvevåbnet bliver sat ind, og selv om nogle piloter smider deres bomber i havet for ikke at dræbe deres landsmænd, får regeringssoldaterne efterhånden nedkæmpet det omfattende oprør.

De sidste rebeller forskanser sig i San Lorenzo-skolen. Hæren kører fire tanks i stilling og beskyder skolen. Til sidst må oprørene overgive sig. Da de forlader huset, bliver de alle skudt.

Fidel Castro regerede landet fra en suite på 23. etage af Hilton-hotellet i den første tid
efter magtovertagelsen. I luksushotellets foyer holdt svært bevæbnede rebeller vagt. 

© Lester Cole/Corbis

USA trak sin støtte tilbage

Batista har nok vundet slaget, men er på vej til at tabe krigen. Den amerikanske regering havde anerkendt Bastistas styre straks efter kuppet i 1952 og støttet ham med bl.a. militært materiel og uddannelse af personel. 

Men i 1958 indser regeringen i Washington, at de måske satser på den forkerte hest. De trækker deres støtte tilbage, og det er et alvorligt nederlag for diktatoren.

I et sidste forsøg på at knuse rebelhæren sætter Batista en større offensiv ind i Sierra Maestra. Aktionen får navnet Operation Verano og bliver igangsat i sommeren 1958.

Castros hær består af blot 2000- 3000 guerillakrigere, og Batista sender 12.000 soldater ind i bjergene for at nedkæmpe dem. Det burde give regeringstropperne en væsentlig fordel, men mange af soldaterne er nye rekrutter, og rebellerne kender bjergene særdeles godt efter at have tilbragt flere år i området.

Efter blot to træfninger har regeringshæren mistet 126 mand, og general Eulogio Cantillo, der leder Operation Verano, beslutter at trække sig tilbage. Regeringstroppernes moral synker yderligere, og det står efterhånden klart, at Batista ikke kan bevare magten i landet.

Regeringssoldater holder stand rundt omkring i landet, men de er chanceløse over for oprørshæren, der er støttet af langt hovedparten af befolkningen. 

I løbet af november og december indtager rebellerne de største provinsbyer, og nytårsaften 1958 erkender Batista sit nederlag. Kupmageren propper sine kufferter med hård valuta og flyver ud af landet kl. 3 om natten.

De langskæggede har vundet. Fidel Castro lader sig først hylde i Santiago og kører så i et sejrsoptog gennem landet til Havana. I hovedstaden overtager han det nyopførte Hilton-hotel og begynder straks et hårdhændet opgør, hvor hundredvis af formodede Batistasympatisører bliver henrettet. 

Rebellerne gennemfører deres reformer, men har efter 60 år på magten vist sig at være lige så uvillige til forandring som Batistas regime. 

Vil du opleve de steder, historiens revolutioner har fundet sted? 

HISTORIE tog til Cuba for at få den dramatiske historie fra dem, der oplevede den. 

Nu rejser vi ud i verden igen.

Kom med os på vores næste historiske eventyr og find din foretrukne EXPEDITION her 

Læs mere

Richard Gott: Cuba – A New History, Yale University Press, New Haven, 2004. Paul J. Dosal: Cuba Libre: A Brief History of Cuba, Harlan Davidson, Wheeling, 2006. Clifford Staten: The History of Cuba, Palgrave Macmillan, New York, 2003. 

Måske er du interesseret i...

Læs også