Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin agiterede for en verdensrevolution.

© Bridgeman

Lenin revolutionerede Rusland med tysk støtte

Den russiske revolution i 1917 var én af nyere tids vigtigste begivenheder, og Vladimir Lenin blev hyldet som helten, der egenhændigt reddede Rusland. Men uden den tyske kejsers økonomiske støtte var revolutionen aldrig blevet til noget.

22. oktober 2017 af Else Christensen

Prustende mavede det store, sorte lokomotiv sig ind på stationen i Petrograd – det nuværende Sankt Petersborg. Med et suk standsede toget og indhyllede de ventende på perronen i en sky af damp. 

På trods af, at klokken havde passeret midnat, var tusinder af mennesker mødt op. Nu strakte de hals for at se passagererne, der forsigtigt steg ud af vognene og ned på perronen.

De færreste vidste, hvordan manden, de ventede på, så ud. Men ud af den virak, som opstod omkring én af passagererne, en lille mand med tyndt, rødt hår og skæg, kunne de regne ud, at her var han: Vladimir Lenin – manden, der havde lovet dem én gang for alle at afskaffe zar-regimets sult, nød og undertrykkelse og at give magten til småkårsfolkene. 

Beundrende flokkedes de om ham, mens han overvandt rejsetrætheden og talte sig varm om den revolution, han straks ville føre an i. Talen blev efterfulgt af jubelråb og klapsalver fra de arbejdere og søfolk, der talstærkt var mødt op på perronen, men i krogene rystede hans mere erfarne støtter på hovedet. 

Lenin havde været i eksil i 10 år og var ude af trit med virkeligheden, mente de. I årtier havde socialisterne forgæves forsøgt at omstyrte zarvældet. Tilmed drænede 1. verdenskrig nu revolutionsbevægelserne for kampduelige, unge mænd. 

På denne aprilnat i 1917 tydede absolut intet på, at en samfundsomvæltning i Rusland var nært forestående.

Men Lenin fik ret. Mindre end et år senere havde han gennemført revolutionen, afskaffet zardømmet og fået Rusland ud af krigen. Samtidig havde han skabt fundamentet for en stat, der blev en af århundredets absolut mægtigste.

Oprørslederen gjorde det dog ikke alene. 

Dokumenter fra engelske, schweiziske og svenske efterretningstjenester, det preussiske politi, det tyske udenrigsministerium og russiske arkiver afslører, at den tyske kejser Wilhelm 2. i perioden 1915-1918 støttede Lenin og hans forbundsfæller med mere end 26 mio. mark, svarende til omkring en halv mia. kr. i nutidens penge. 

Uden den tyske kejsers penge og øvrige bidrag i form af bl.a. sprængstoffer og transporthjælp havde revolutionen aldrig fundet sted, mener historikerne.

Lenin og kejseren var et umage par

Udadtil virker alliancen usandsynlig. Lenin var som socialist indædt modstander af alt, der smagte af kongehus og nedarvede privilegier, og burde derfor afsky kejseren. Dertil kom, at den tyske kejser var fætter til Lenins ærkefjende, den russiske zar Nikolaj 2.

I virkeligheden havde Lenin og den tyske kejser en stærk fælles interesse i at fjerne zaren fra magten. For Lenin stod zaren i vejen for indførelsen af en socialistisk republik. For kejser Wilhelm var problemet mere presserende: 

Et af hans ambitiøse mål for 1. verdenskrig – som han selv havde været med til at starte – var at indlemme en række russiske randstater i et kommende Stortyskland. 

Men zaren havde indgået en alliance med England og Frankrig, og nu stod Wilhelm i stedet midt i en ubehagelig tofrontskrig. For at få Rusland til at trække sig ud af krigen, så han kunne koncentrere sig om vestfronten, måtte Wilhelm altså gå anderledes til værks. Han måtte vælte zaren indefra.

Kejserens plan var vidtløftig, men ikke helt urealistisk. Siden slutningen af 1800-tallet var den russiske befolkning i stigende grad blevet utilfreds med den enerådende zar. 

På landet sultede bondebefolkningen. I byerne levede arbejderne i armod og elendighed med arbejdsdage på op til 11,5 timer og en løn, der dårligt kunne betale huslejen.

Strejker og fagforeninger var strengt forbudt, og almindelige demokratiske rettigheder eksisterede ikke. Folkets utilfredshed var kulmineret 22. januar 1905, hvor en fredelig bøn om hjælp foran zarens residens, Vinterpaladset i Petrograd, var endt i en massakre på den ubevæbnede menneskemængde. 

Hændelsen udløste en årrække med demonstrationer og optøjer, der alle blev slået ned med hård hånd. I 1912 blev strejkende minearbejdere mejet ned af zarens soldater. Omkring 200 døde. Mange af de sårede blev skudt, mens de forsøgte at kravle i dækning.

LÆS MERE: Bliv klogere på forløbet og konsekvenserne af Den russiske revolution

Zar Nikolaj 2. og kejser Wilhelm 2. var fætre. Deres venskab røg dog i vasken med udbruddet af 1. verdenskrig.

© Corbis/Polfoto

Mellemmanden melder sig

1. verdenskrig sendte tusinder af unge russere i døden og forstærkede blot modviljen mod zaren, men to forhold hindrede modstanden i at blive effektiv: 

Zarens hårdhændede undertrykkelse af politiske modstandere og splittelsen modstanderne imellem – ikke alene mellem socialister og liberal-demokrater, men også inden for de enkelte fraktioner. 

Her øjnede kejser Wilhelm og den tyske regering en chance. Kunne de hjælpe den rette mand frem, så han kunne samle og mobilisere folkets vrede mod zaren, ville monarkiets dage være talte, og en fredsslutning nærmere.

Løsningen blev nærmest bogstaveligt talt serveret for tyskerne på et sølvfad. Mens krigen i vinteren 1914-1915 gik i blodig tomgang, og diplomaterne rev sig i håret for at finde en udvej, landede et brev i det tyske udenrigsministerium.

Brevets afsender var Alexander Helphand, en russisk socialist, som efter optøjerne i 1905 var blevet tvunget i eksil. 

Helphand tilbød intet mindre end en færdig køreplan for revolutionen og Ruslands udtræden af krigen:

Først skulle socialister gennemføre en storstrejke. Strejken ville føre til en revolutionær bevægelse, som med voldelige optøjer og sabotage ville gøre samfundet umuligt at regere og krigen umulig at føre. 

Især skulle veje og broer i byerne og ud mod fronten ødelægges. Mens samfundet gik i opløsning, ville socialisterne gribe magten, tvinge zaren af tronen og slutte fred med tyskerne. 

Alt, Helphand skulle bruge, var penge – masser af penge – nogle sprængstoffer og tyskernes samarbejdsvilje.

Tyskerne var umiddelbart skeptiske. Udenrigsministeriet var i forvejen overrendt af folk, der påstod, at de mod en passende skilling kunne anstifte mytteri i Sortehavsflåden, oprør blandt ukrainske bønder eller massedemonstrationer i Petrograd. 

Foreløbig var intet kommet ud af de gode, tyske mark, men Helphand havde en trumf i ærmet; som det første og vigtigste led i planen skulle tyskerne sørge for “finansiel understøttelse til den socialdemokratiske russiske flertalsfraktion. Lederen kan træffes i Bern”, skrev Helphand.

Den “russiske flertalsfraktion” var bolsjevikkerne, og lederen var Lenin. Navnet “bolsjevikker” – “flertal” på russisk – var dog stærkt misvisende, for Lenins fraktion udgjorde kun et mindretal blandt Ruslands socialistiske zar-modstandere. 

For Tyskland var bolsjevikkerne og Lenin imidlertid attraktive. I modsætning til mange andre af zarens modstandere ønskede de nemlig at afslutte krigen så snart som muligt.

Helphand kendte Lenin fra tidligere og havde i perioder haft den trykpresse, der mangfoldiggjorde Lenins socialistiske skrifter, stående i sin lejlighed. 

Lenin levede ligesom Helphand i eksil i Europa, hvor han havde gjort sig bemærket som en af socialismens førende tænkere. 

Lenin brugte årene inden revolutionen på at tale sin sag rundt omkring i Europa.

© Corbis/Polfoto

Hans personlige ildhu og stædighed gav Lenin stor gennemslagskraft, og tilbuddet om kontakt med den kamplystne bolsjevik fik tyskerne til at kigge på Helphands forslag med reel interesse.

Lenin afviste tysk våbenhandler

Med det tyske udenrigsministeriums velsignelse pakkede Helphand i maj 1915 kufferten, rejste til Bern i Schweiz, troppede op på Lenins stamrestaurant og blev inviteret hjem til Lenin for at drøfte sagerne et mere privat sted.

Begge hævdede efterfølgende, at der intet kom ud af mødet. Trods sit revolutionære sindelag havde Helphand et flosset ry blandt andre socialister. 

I sine eksilår havde den uddannede nationaløkonom bl.a. ernæret sig som våbenhandler i Konstantinopel, og han var desuden kendt for sin flamboyante livsstil og sit umådeholdne forbrug af dyr vin, store cigarer og blonde kvinder.

Lenin havde god grund til at sige nej tak, og det var også, hvad han efter eget udsagn gjorde. Efter at have stemplet Helphand som en “tysk socialchauvinist” viste Lenin ham døren. Den forsmåede Helphand luskede af “med halen mellem benene”, berettede Lenin senere.

Om Lenin pyntede på sandheden, eller det lykkedes Helphand at skaffe sig kontakter blandt andre fremtrædende bolsjevikker, ved historikerne ikke, men meget tyder på, at Helphands besøg i Bern ikke var helt forgæves.

Kort tid efter begyndte penge, våben og sprængstoffer at flyde fra Tyskland ind i Rusland via det neutrale Danmarks hovedstad. København var i de tidlige krigsår et samlingssted for forretningsfolk, spekulanter og sortbørshandlere, der alle forsøgte at bruge krigen til personlig vinding. 

Som mange andre handelsdrivende slog Helphand sig op på at sælge alskens fornødenheder til de krigsførende lande: Ædelmetaller, brugte biler, fiskerbåde, cognac, kondomer og medicin var blandt de varer, der flød i en lind strøm mellem København, USA, Storbritannien, Frankrig og Rusland. 

Helphand ansatte den polske immigrant Jakob Hanecki – en aktiv socialist, der også havde kendt Lenin i årevis – som bogholder, og mange af deres handler var reelle nok, men ikke alle posteringer var til at gennemskue. 

Store beløb var fx overført, uden at det fremgik, hvilke varer der indgik i handlen, og historikere regner med, at pengene gik til våbenkøb eller pengeoverførsler til bolsjevikkerne.

Dokumenter i det tyske udenrigsministeriums arkiv viser, at Helphand i slutningen af 1915 bad om 20 mio. rubler – svarende til omkring 186 mio. kroner i dag. 

For det beløb lovede han en fuldstændig revolution i Rusland. Få dage efter fik han den første udbetaling på en mio. rubler, viser kvitteringen. Revolutionen kunne sættes i gang.

Lenin på helvedesrejse til Rusland

Pengene finansierede i første omgang propagandaskrifter og -skilte. Også strejkekomiteerne fik en kapitalindsprøjtning, så bolsjevikkerne kunne opretholde presset på landets økonomi.

Resultaterne var i begyndelsen skuffende. Kun enkelte steder brød strejker ud, og zaren klyngede sig stadig til magten. Langsomt, men sikkert begyndte den tysk-finansierede propaganda dog at gøre sin virkning. 

Soldater deserterede, og i byerne bredte uroen sig. Strejkerne og demonstrationerne blev hyppigere, indtil Rusland i marts 1917 befandt sig på randen af et regulært sammenbrud. 

Selv de soldater, som zaren vanen tro sendte ud for at slå oprøret ned, blev revet med. I stedet for at skyde mod demonstranterne sænkede de geværerne og skiftede side. Oprørerne afsatte zaren og udnævnte en midlertidig regering sammensat af liberale kræfter fra den lovgivende forsamling, Dumaen.

Lenins øjeblik var kommet, men bolsjeviklederen sad uhjælpeligt fast i Bern. Mellem ham og Rusland lå det Tyskland, han som russer måtte betragte som fjendeland. Samtidig havde Ruslands allierede Frankrig og England forbudt ham gennemrejse, da også de vurderede, at Lenin havde til hensigt at trække Rusland ud af krigen.

For tyskerne var situationen kritisk. Nåede Lenin ikke hjem i tide, kunne andre kræfter og bevægelser, der ikke ønskede at slutte fred med Tyskland, gribe magten. Kejserens store chance – og millioner af gode tyske mark – ville dermed være spildt. Lenin var også stærkt opsat på at rejse, uagtet om det ville være med tyskernes hjælp.

“Vi bliver nødt til at rejse. Også selv om det bliver gennem helvede”, meddelte han ophidset sine nærmeste forbundsfæller.

Dokumenter i det tyske udenrigsministerium afslører, hvordan Helphand sammen med tyskerne fandt en løsning: Lenin skulle sættes på et tog udelukkende til ham og hans følge, der bestod af 31 familiemedlemmer, venner og medarbejdere. 

Toget skulle køre gennem Tyskland, hvorefter selskabet med færge rejste til Sverige. Derfra skulle togturen fortsætte gennem det russisk-styrede Finland til Petrograd. 

Hele færden skulle hemmeligholdes, men for at have en bortforklaring, hvis noget skulle slippe ud, inviterede tyskerne en række andre eksilrussere med på toget. Ruten var, skulle det hedde sig, “en særtransport for russere, der ønskede at vende hjem til det gamle fædreland”.

Lenin stillede også betingelser: “Togvognene skal have ekstraterritoriale rettigheder. Hverken pas eller personer må kontrolleres”, forlangte Lenin, der ligeledes indgik en aftale med tyskerne om, at de undervejs skulle forsyne ham og hans selskab med mad og drikke.

Rejsen, der begyndte 9. april 1917, varede i syv tålmodighedskrævende døgn. Pladsen var trang, og maden sparsom, så folk gik hinanden på nerverne. Især Lenin, der havde travlt med at forfatte revolutionære skrifter, klagede over det til tider højrøstede selskab.

Efter tre dages bumletur fik Lenin og hans følge et kærkomment afbræk i rejsen, da de med færge sejlede fra Sassnitz i Tyskland til Trelleborg i Sverige. 

Her blev de modtaget med en stor buffet. Værten var ingen ringere end Jakob Hanecki, Helphands bogholder. Mens resten af selskabet spiste, trak Hanecki og Lenin sig tilbage for at drøfte udviklingen i Rusland. Fire dage senere ankom Lenins tog til stationen i Petrograd.

Landsforræderen Lenin

Officielt retfærdiggjorde Lenin tyskernes hjælp ved at sige, at “hvis de tyske kapitalister er så dumme at hjælpe os tilbage til Rusland, graver de dermed deres egen grav”. Tyskerne så imidlertid helt anderledes på det.

“Lenins indrejse i Rusland er lykkedes. Han arbejder helt som ønsket”, skrev den tyske efterretningstjeneste i Stockholm til generalstaben i Berlin kort tid efter bolsjeviklederens ankomst i Petrograd. 

Tyskerne havde god grund til at være tilfredse med Lenin, der straks begyndte at holde brandtaler mod den blot én måned gamle provisorie-regering.

“Den nye regering fortjener ikke mere end den gamle at blive skånet. Helt i overensstemmelse med dens kapitalistiske karakter fører den samme røveriske imperialistiske krig”, tordnede han. Tyskerne godtede sig.

“Lenins propaganda er af den slags, der har vist sig at have størst virkning på masserne”, lød en situationsberetning til den tyske regering 5. juli 1917. Få dage senere tikkede endnu en besked ind:

“Den tid er nu ikke fjern, hvor Lenin og hans gruppe kommer til roret, og dermed kommer freden”.

Provisorie-regeringen så nu Lenin som en rival og forsøgte derfor at få ham sat ud af spillet. I den sammenhæng var Lenins forbindelse til Tyskland belejlig. Trods Lenins og de tyske myndigheders intentioner var det ikke lykkedes at holde forbindelsen skjult. 

Ved Lenins afrejse fra Schweiz var en gruppe på omkring 100 vrede russere mødt op på perronen, hvor de kom med vrede tilråb som “svin”, “provokatør” og “Wilhelm betaler din rejse”. Lenins tilhængere på stationen forsøgte at overdøve ordvekslingen ved at synge “Internationale”.

I sommeren 1917 arbejdede provisorie-regeringen på højtryk på at bevise forbindelsen og dermed blive i stand til at dømme Lenin for forræderi. Vidner blev indkaldt og afhørt, og flere kompromitterende oplysninger kom frem. 

Foran Lenins hovedkvarter delte Lenins folk penge ud, fortalte et vidne, og skilte med påskrifter som “Ned med provisorie-regeringen” og “Ned med kapitalen” kunne frit afhentes. 

Navnet Jakob Hanecki dukkede op igen og igen, men trods de russiske myndigheders intensive afhøringer kunne de økonomiske transaktioner mellem Tyskland og bolsjevikkerne ikke bevises.

Oktoberrevolutionen

Imens gik 1. verdenskrig russerne imod. De tyske styrker var siden juli 1917 rykket stærkt frem, og 3. september 1917 indtog de Riga, Letlands hovedstad, blot få hundrede km i fugleflugtslinje fra Petrograd. 

Tysklands hærledelse jublede, men embedsmændene i det tyske udenrigsministerium var ikke i tvivl om, at succesen i lige så høj grad skyldtes hjælpen til Lenin og hans fraktion.

Samtidig var bolsjevikkernes fremgang tydelig i de russiske gader, på landet og ved fronten. Soldater deserterede. Arbejdere overtog fabrikkerne. Fødevaremangelen greb om sig. Og for at sikre sig de menige soldaters loyalitet måtte regeringen løslade de bolsjevikledere, de havde fængslet i forbindelse med højsommerens optøjer.

Lenin, der for at undgå fængsling var rejst til Finland i august, indså, at det var nu eller aldrig. I begyndelsen af oktober tog han hjem til Petrograd og blev ledende kraft i det oprør, der nu rystede gennem alle dele af det russiske samfund. 

Mens arbejderne strejkede, beslaglagde bønderne jorden, der før havde hørt under de store godser. Soldater i hobevis forlod fronten for at komme hjem og få del i de nye jordlodder. 

7. november 1918 (25. oktober efter den russiske kalender, deraf navnet oktober-revolutionen, red.) var landet så meget i opløsning, at bolsjevikkerne med hjælp fra Den Røde Garde – bevæbnede arbejdermilitser – let kunne tvinge provisorie-regeringen ud af Vinterpaladset ved et ublodigt kup. Lenin var nu statsleder.

Bolsjevikkerne genopførte på treårsdagen for oktober-revolutionen stormløbet mod Vinterpaladset. Rekonstruktionen tiltrak 100.000 tilskuere, og blandt de medvirkende var 125 balletdansere og 100 cirkusartister.

© Corbis/Polfoto

Freden kostede Rusland dyrt

Den tyske kejsers indblanding var imidlertid ikke forbi med revolutionen. En endelig fredsslutning trak ud, fordi Lenin var afhængig af andre partier og fraktioner for at kunne beholde magten, og få af dem havde lyst til at slutte en særfred med ærkefjenden Tyskland. 

For at fremskynde freden overførte det tyske finansministerium 15 mio. mark – ca. 300 mio. kroner i dag – til bolsjevikkerne allerede i dagene umiddelbart efter revolutionen. Pengene var øremærket til politisk propaganda, der skulle overbevise tvivlerne.

I marts 1918 fik Lenin og kejseren omsider, hvad de drømte om. Med en fredstraktat underskrevet i Brest-­Litovsk sluttede Rusland og Tyskland fred. 

For Lenin var prisen høj; russerne mistede et landområde på størrelse med Argentina – heriblandt de baltiske lande og Ukraine – og en tredjedel af rigets indbyggere. Store kul- og olieforekomster og halvdelen af rigets industri gik samtidig til tyskerne.

Få måneder senere fik Lenin til gengæld et andet stort ønske opfyldt. 17. juli 1918 henrettede en styrke under ledelse af bolsjevikken Jakov Jurovskij zar Nikolaj 2., hans hustru Aleksandra og parrets fem børn. På den måde sikrede Lenin sig, at zarvældet aldrig igen ville spille en rolle i Rusland. 

Måske er du interesseret i...

Læs også