Marie-Antoinette på skafottet

Selv på skafottet huskede Marie-Antoinette sine manerer. Hendes sidste ord var et undskyld til bødlen, som hun havde trådt over foden.

© Granger/Polfoto

Marie-Antoinette blev overladt til bødlen

Da Frankrigs terrorregime anklager Marie-Antoinette for incest og højforræderi, har hun ikke mere at miste. Det franske folk hader hende, børnene er fjernet med magt, og guillotinen har bortrevet ægtemanden. Da hun selv bliver ført til skafottet, har hun kun sin værdighed tilbage.

3. februar 2017 af Stine Overbye

Revolutionen sover aldrig – og på slottet Tuilerierne i hjertet af Paris får heller ingen lukket et øje den kvælende varme sommernat mellem den 9. og 10. august 1792. 

Kampen mellem monarkiet og de revolutionære er gået ind i sin sidste, afgørende fase, og til dronning Marie-Antoinettes fortrydelse har hendes mand, Ludvig 16., allerede set nederlaget i øjnene.

Ganske vist har kongen gennem den seneste tid forberedt slottet til kamp og beordret sine schweizergardere til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Men nu, da tromme­hvirvler nærmer sig gennem den parisiske nat, svigter modet ham. 

Han vandrer rådvild gennem sine gemakker, ude af stand til at beslutte sig for, om han skal tage kampen op med den ophidsede pøbel, der er på vej.

Kongens paryk er rodet og fladtrykt, hans lilla dragt er krøllet og poser om den runde mave. 

Synet af hendes kejtede og svage mand er næsten ikke til at holde ud for Marie-Antoinette. Med vredestårer i øjnene trygler hun ham om at tale til sine tropper og indgyde dem kampmod – for det ældgamle franske monarkis skyld og for parrets to børns. Men resultatet er ynkeligt:

“Man siger, de kommer. Min sag er alle gode borgeres sag. Vi vil forsvare os tappert, ikke sandt?” bønfalder den ligblege kong Ludvig.

“Leve kongen”, lyder det tøvende svar fra nogle af de rødklædte schweizere. Men mange tier, og de parisiske nationalgardister, der er udskrevet til at deltage i forsvaret af Tuilerierne, slynger ligefrem hånlige råb mod kongen.

Fra et vindue betragter Marie-Antoinette magtesløst optrinnet, og da hendes mand trisser dybt ydmyget tilbage til de kongelige gemakker, mister hun selv kortvarigt modet.

“Det nytter ikke noget. Han har gjort mere skade end gavn”, siger dronningen til sin kammerfrue.

Ved syvtiden om morgenen er slottet ved at blive omringet af en adskillige tusinde mand stor skare, der er bevæbnet med musketter, lanser, huggerter og blodtørst.

Indenfor bønfalder Ludvig 16.s rådgiver kongefamilien om at flygte, mens tid er.

“Kun i nationalforsamlingen kan Deres Majestæt være i sikkerhed”, siger han.

Men Marie-Antoinette griber ind. Hun nægter at opgive det, hun ved er det sidste og afgørende slag om monarkiets fremtid.

“Vi har tropper nok til at forsvare os, og nu er øjeblikket inde til at slå fast, hvem der skal have magten, kongen eller oprørerne”, erklærer dronningen myndigt. Rådgiveren holder på sit og forklarer, at hele Paris er på benene.

“Hvis De bliver her, er der risiko for både Deres mands, Deres eget og Deres børns liv”, advarer han. 

Kong Ludvig 16. sidder tungt i sin stol og lader blikket flakke fra den insisterende rådgiver til hustruen, hvis kinder og hals blusser ildrødt af ophidselse. Minutterne går med rungende tavshed, men så træffer Ludvig omsider en beslutning.

“Lad os gå”, sukker han. Marie-Antoinette må adlyde, og med parrets to børn i hånden følger hun modvilligt efter kongen, der fører an i familiens sørgetog væk fra slottet.

“Vi kommer snart tilbage”, lyder hendes afskedshilsen til tjenere og hoffolk, som familien efterlader. Men hun har sat sine ben på slottet for sidste gang.

Schweizergarden blev massakreret, da pøblen stormede slottet Tuilerierne i Paris

Schweizergarden blev massakreret, da pøblen stormede slottet Tuilerierne i Paris i august 1792.

© Henri-Paul Motte

Teenagepar bliver umage ægtefæller

Kongefamilien havde kun 200 skridt fra Tuilerierne gennem slotshaven til nationalforsamlingen, men for Marie-Antoinette var den korte flugt en rejse væk fra et ekstravagant liv som hustru til Frankrigs enevældige herre.

Hun var blevet fransk i maj 1770, hvor hun ankom fra sit fødeland Østrig og blev gift med prins Ludvig, arving til Europas mest prestigefulde trone. 

De var begge store børn – hun 14 år gammel, og han kun ét år ældre – men derudover havde de kun deres blå blod til fælles. Mens Ludvig var en plump, reserveret, ubeslutsom og alvorlig enspænder, sprudlede hans smukke brud af sorgløs energi.

Marie-Antoinette havde haft en usædvanlig fri barndom ved hoffet i Wien, hvor hun lærte at elske selskabeligheder, løssluppen underholdning og en munter tone. 

Ingen af delene fandt hun på det franske kongeslot Versailles, 20 km fra Paris. Her bød hverdagen i stedet på ufravigelige ritualer, og alt var reguleret af en stiv etikette.

Ved enhver lejlighed flygtede Marie-Antoinette fra den forstenede kongeresidens til Paris, hvor hun viste sig frem i teateret og operaen iført tidens mest moderne kjoler. 

Men det havde en pris, for det konservative hof rynkede på næsen af den unge østrigerindes kådhed – og til hendes senere ulykke blev hun også voldsomt upopulær blandt det franske folk.

“Hvorfor hader de mig? Hvad har jeg gjort dem?” spurgte hun undrende sin mand. Marie-Antoinette gjorde ellers alt, hvad hun kunne, for at vise omsorg for de få jævne borgere, hendes ophøjede liv bragte hende i nærheden af. 

Modsat resten af hoffet red hun fx aldrig gennem bøndernes hvedemarker og trampede kornet ned, når hun var på jagt.

Den slags hensyn lagde ingen mærke til, og i stedet skildrede satiriske pamfletter Marie-Antoinette som en letlevende tøjte, der havde amourøse affærer med både mænd og kvinder.

Men det, der tiltrak allermest sladder, var hendes dyre vaner. Efter hun blev Frankrigs dronning i 1774, lod Marie-Antoinette fx den kostbare mini-landsby Le Hameau opføre i slotsparken ved Versailles.

Her boltrede de hvideste lam og de reneste køer sig i et malerisk landskab, hvor små bondegårde, en mølle og et mejeri fuldendte billedet af ægte landsbyidyl. Selv loyale hoffolk fandt byggeriet upassende.

“Der er blevet brugt formuer på at få dronningens modellandsby til at tage sig fattig ud. De penge kunne kongen have brugt til at forbedre forholdene for de ægte fattige og forandre deres hytter til ordentlige hjem”, klagede eksempelvis en adelig, markisen af Bombelles.

I anden halvdel af 1700-tallet var den franske økonomi blevet stadig dårligere, og midt i 1780’erne var staten på randen af bankerot. 

Tabte krige, mistede kolonier og uduelig administration havde drænet statskassen, og selv om Marie-Antoinette skruede ned for sit forbrug og klædte sig mere ydmygt, var hun blevet symbol på rigets ulykke.

Krisen forværredes, og i 1789 levede mange franskmænd i så dyb fattigdom, at de ikke havde råd til et simpelt måltid mad. 

Folkets indestængte vrede rettede sig mod hoffets liv i forgyldt isolation, og i oktober marcherede pariserne til Versailles for at kræve brød.

Fra det øjeblik truede den spirende revolution det franske monarkis fremtid og selve kongefamiliens overlevelse.

Marie-Antoinette og Ludvig i Versailles

Kongefamiliens liv ændredes brat, da pariserne tvang den til at flytte fra Versailles til Paris i 1789.

© Corbis/Polfoto

Marie-Antoinette vil kæmpe

Da de sultne parisere ankom til Versailles, nøjedes de ikke med at klage deres nød. Den tusindtallige skare tvang også de kongelige med sig tilbage til hovedstaden. Fremover skulle Ludvig 16. bo blandt sine undersåtter.

Slottet Tuilerierne i Paris havde stået tomt i over 100 år, men blev i en fart sat i stand til kongefamilien, der blev overvåget døgnet rundt. Reelt var Ludvig, Marie-Antoinette og deres to børn nu de revolutionæres fanger, og dronningen frygtede for fremtiden.

“Man våger over os som forbrydere, og denne tvang er næsten ikke til at bære”, skrev hun i et brev til en veninde. 

“Det er frygteligt altid at være bange for, at noget skal ske med ens kære, og vi kan ikke nærme os et vindue uden at blive overøst med fornærmelser. Når vi går tur med børnene, bliver vi råbt og skreget af”.

Ludvig 16. forestillede sig, at revolutionen ville brænde ud helt af sig selv, men sådan gik det ikke. Tværtimod blev hans magt udhulet bid for bid, og kaos spredte sig til hvert eneste hjørne af Frankrig. 

Den foruroligede Marie-Antoinette lagde pres på sin mand for at få ham til at handle og genskabe sin autoritet, inden det var for sent.

På dronningens opfordring bad Ludvig en række europæiske fyrster om hjælp, og hun skrev også selv til sin bror, den tysk-romerske kejser Leopold 2., for at få ham til at samle sin hær ved Frankrigs grænse.

I hemmelighed forhandlede Marie-Antoinette desuden med revolutionslederen Honoré de Mirabeau, der var en moderat stemme blandt et voksende kor af ekstremister. 

Selv om de var uenige om næsten alt, delte de to et ønske om at bevare monarkiet, men den umage alliance blev kortvarig. For Mirabeau døde pludseligt i april 1791, og med hans bortgang endte dronningens forsøg på at påvirke revolutionen indefra. 

Ingen havde længere kontrol over omvæltningerne, og natten til den 10. august 1792 trængte vrede masser igen ind i kongefamiliens hjem.

Sidste tur i kareten

“Vi kommer snart tilbage”, havde Marie-Antoinette sagt til tjenestefolkene, inden hun og familien hastede ud fra Tuilerierne for at søge tilflugt i nationalforsamlingen. 

Kort efter stormer over 20.000 ophidsede parisere slottet, der forvandles til et slagtehus. Tyende og hoffolk bliver stukket ned eller kastet ud af vinduerne, og schweizergarden massakreres til sidste mand. I dette blodige ragnarok mister Ludvig 16. endegyldigt sin trone.

I nationalforsamlingen finder flygtningene kun midlertidig sikkerhed, for mens de lytter på fra en loge, afskaffer de delegerede monarkiet og befaler kongefamilien fængslet i Le Temple, en tidligere tempelridderfæstning i Paris. 

Kl. seks om aftenen den 13. august sætter Ludvig Capet, som den detroniserede konge kaldes af de revolutionære, Marie-Antoinette og parrets to skrækslagne børn sig for sidste gang ind i den kongelige karet.

Kuskene har fået ordre om at køre langsomt og slå en omvej gennem hovedstadens gader, så indbyggerne kan nyde synet af kongefamiliens ydmygelse. Men pariserne får ikke lejlighed til at hovere over “østrigerinden”, som Marie-Antoinette hånligt kaldes i folkemunde. Mens hestevognen skrumpler hen over brostenene mod fængslet, sidder hun rank og trodsig.

Efter et forgæves flugtforsøg blev kongefamilien ført tilbage til Paris.

© Bridgeman

Dronningens veninde bliver slagtet

Mens sommer bliver til efterår, henslæber kongefamilien et stilfærdigt liv bag Le Temples høje mure. 

Ludvig 16. underviser sin syvårige søn Ludvig-Karl i historie og geografi, og imens fordriver Marie-Antoinette tiden med at spille skak, brodere og underholde parrets 13-årige datter Marie-Thérèse med viser fra sin barndom i Østrig.

Omgivelserne i fængslet er fjernt fra fortidens luksus, men madens kvalitet er næsten uændret, og ekskongen svælger i overdådige måltider med suppe, steg og dessert serveret med rødvin og endda champagne. 

Hans hustru nøjes med at nippe til maden, og hun vrisser af tjenerne, raser over sin indskrænkede frihed og klager over, at hun ikke kan tage et skridt, uden at en skildvagt følger hende.

Ingen aviser må komme ind i fængslet, men Marie-Antoinette hører avissælgernes råb uden for fængslets mure og ved, at en heksejagt er i fuld gang. 

Præster, adelige og alle andre, som mistænkes for at nære sympati for kongefamilien, bliver kastet i fængsel, og mange halshugges i guillotinen, hvis de da ikke massakreres af pøblen.

En septemberdag i 1792 kommer rædslerne ubærligt tæt på. De velbevogtede fanger hører skrig og råb fra haven, og da kongen spørger en vagt om årsagen, får han et foruroligende svar: 

Eksdronningens nære veninde, overhofmesterinde Marie-Thérèse Lamballe, er blevet myrdet, og hendes hoved sat på stage, og gerningsmændene er nu på vej for at vise eksdronningen deres blodige trofæ.

Marie-Antoinette udstøder et skrig og falder om – for første gang oplever hendes børn, at hun mister selvkontrollen og viser svaghed. 

Prinsesse Lamballe blev dræbt med hammerslag og bagefter sønderlemmet.

© Léon-Maxime Faivre

Kongelige breve udløser dødsstraf

Sidst i november 1792 bliver en trækasse med ekskongens personlige breve fundet på Tuilerierne. På Ludvig 16.s ordre var den blevet muret ind i en væg, men en af hans nærmeste har sladret, og nu står republikken med et fældende bevis på den tidligere herskers forræderi: 

I al hemmelighed har han korresponderet med fremmede fyrster og bedt dem om at gribe ind mod revolutionen.

Hadet flammer op med fornyet styrke, og Marie-Antoinette fornemmer klart, hvor stemningen bærer hen. 

I flere uger hverken spiser eller sover hun, og mens Ludvig er ved godt mod og spiser sig stadig tykkere, svinder hans førhen så smukke hustru ind til en bleg og skrøbelig kvinde med rødrandede øjne, kridhvidt hår og en krop så mager, at tøjet hænger på hende. 

Hendes styrke er væk – og en decemberdag i 1792 forsvinder hendes ægtemand også. De revolutionære anklager Ludvig for højforræderi, og mens processsen mod ham står på, skal kongen skilles fra sin familie og bo en etage under sin kone og sine børn.

Nat og dag kan Marie-Antorinette høre hans tunge skridt i værelset nedenunder, men i de følgende seks uger tillader vogterne ingen kontakt mellem parret. 

Om aftenen den 20. januar 1793 får hun og deres to børn endelig lov til at besøge ham, og de ved hvorfor. Råb fra gaden har afsløret, at dommerne ikke har vist Ludvig nåde: Et lille flertal har stemt for, at Ludvig skal dø i guillotinen.

Marie-Antoinette klamrer sig til sin mand, den lille kronprins knuger om begge sine forældres hænder, og hans storesøster udstøder høje skrig. Frankrigs tidligere konge er den mest fattede – han har affundet sig med den skæbne, han skal møde allerede den efterfølgende dag.

Familien skilles igen, og efter en søvnløs nat hører Marie-Antoinette trampende soldaterstøvler på vej op ad fængselstrappen, hvorefter døren til værelset nedenunder åbnes.

Den næste lyd, hun opfanger, er hjulene fra hestevognen, der skal køre hendes mand til hans “republikanske barbering” i guillotinen. Marie-Antoinette er nu kun en time fra at blive enke, og hun ved, at hun meget vel kan blive den næste til at sidde i vognen. 

I det sidste halve år af sit liv nægtede prinsen at tale.

© Bridgeman

Marie-Antoinette er næste mål

Frankrigs tidligere dronning venter et angreb fra revolutionsstyret, men da det kommer, har det en form, hun ikke havde forestillet sig. 

Natten til den 3. juli træder vagter ind for at fjerne hendes otte-årige søn – angiveligt fordi rygter om et snarligt flugtforsøg løber. Som arving til den franske trone anser de revolutionære ham for en trussel.

Marie-Antoinette knuger Ludvig til sig i en time, hvor selv ikke dødstrusler kan få hende til at slippe. 

Først da vagterne truer med at dræbe datteren Marie-Thérèse i stedet, giver hun op. I de kommende nætter kan hun høre drengen græde fra sit rum et andet sted i Le Temple.

En måned senere mister Marie-Antoinette den sidste kontakt til sin søn og nu også til sin datter, da vagter igen kommer på nattebesøg. 

Kl. to den 2. august træder fire mænd ind og oplyser, at hun skal flyttes til Conciergeriet – et mørkt og dystert fængsel, der i folkemunde kaldes “dødens venteværelse”. 

Hendes dystre forudanelser er blevet til virkelighed, for revolutionsstyret har besluttet sig for at indlede en proces mod “enken Capet”.

Rolig og fattet følger Marie-Antoinette med, men på vej ud af Le Temples lave port støder hun panden mod en bjælke. En af officererne spørger, om hun er kommet til skade, men hun ryster blot på hovedet og svarer:

“Nej, nu er der ikke mere, som kan gøre mig ondt”.

Marie-Antoinette tager fejl. Hun er vokset op på et kejserpalads, har tilbragt sin ungdom i luksus på et kongeslot, hun har haft en tjener på hver finger og en ny kjole til hver dag i året, men pludselig er hun forvist til en ensom celle. 

Den er kold, fugtig og mørk som en kiste, og børnene er nu langt uden for rækkevidde.

Hun frygter ikke længere døden, men savnet af hendes børn er ubærligt, og hun fingererer konstant ved den medaljon, hvor hun gemmer lokker af deres hår. 

Efter få dage tager hendes vogtere selv den fra hende sammen med hendes sidste ejendele: fingerringene, gulduret fra Østrig og synålene.

Dag for dag svækkes Marie-Antoinettes helbred, og blødninger udmatter hende i en grad, så hun knap magter at holde sig oprejst.

Da hun efter over 70 døgn uden dagslys omsider bliver stillet for revolutionsdomstolen, er hendes læber blege, og huden næsten gennemsigtig. 

Med sit gråhvide hår samlet i en fletning og iført en lang, hvid kjole ligner dronningen mest af alt et genfærd – hun er kun 37.

Marie-Antoinettes datter Marie-Thérèse

Marie-Antoinettes datter Marie-Thérèse blev udleveret til Østrig i 1795. Den 17-årige pige udviklede sig til en stærk kvinde, som kejser Napoleon senere kaldte “den eneste mand i hendes familie”.

© Bridgeman

Dødsdommen er givet på forhånd

Med rank ryg sætter Marie-Antoinette sig til rette på den jernstol, hun får anvist, og lader blikket vandre roligt hen over det tætpakkede lokale. 

Det er den 14. oktober 1793, og tilhørere er strømmet til for at overvære retssagen mod landets tidligere dronning, som aviserne beskriver som “en svøbe for sit land og en skændsel for sit køn”.

Uden at vise det mindste tegn på bevægelse hører Frankrigs mest forhadte kvinde på den strøm af beskyldninger, som revolutionstribunalets anklager, Antoine Fouquier, slynger mod hende: 

Hun har sendt store beløb til sin kejserlige bror i Østrig, hun har planlagt drab på revolutionære, hun har manipuleret med Ludvig 16., hun har konspireret med udenlandske magter, og hun har uretmæssigt udnævnt sin søn til konge.

“Endelig har den i enhver henseende amoralske enke Capet glemt sin moderlige instinkter og begrænsningerne sat af naturens love og prostitueret sig med Ludvig-Karl Capet, hendes søn”, triumferer Fouquier. 

“Ifølge hans tilståelse har hun begået usømmeligheder med ham, hvis karakter slår sjælen med rædsel”.

Anklagerne er uden ende, og Marie-Antoinette har kun fået én dag til at forberede sit forsvar. Hun har desuden ikke haft mulighed for at indkalde et eneste vidne, der kan støtte hendes ord, hvorimod Fouquier har samlet 40.

I løbet af 15 timer kalder anklageren den ene person efter den anden frem for at aflægge vidnesbyrd, der tilsammen skal bevise, at Marie-Antoinette var den onde magt bag ved svage kong Ludvigs trone. 

Men udsagnene viser sig at være sladder og andenhåndsberetninger, og ingen håndfaste beviser kommer for dagen. Den tidligere dronning nægter pure alle beskyldninger med en styrke og energi, hun ikke har udvist længe.

Processen fortsætter den 15. oktober i 16 timer, hvor hun kun får en lille portion suppe at spise, men hun be-svarer roligt og kontrolleret alle spørgsmål, indtil Fouquier kommer til beskyldningen om seksuelt misbrug af hendes søn. 

Marie-Antoinette tier, indtil retspræsidenten forlanger et svar, og så udbryder hun med utilsløret foragt:

“Når jeg ikke svarede, skyldes det udelukkende, at den menneskelige natur ikke kan svare på sådan en anklage mod en mor”. Så vender hun sig mod kvinderne på tilhørerrækkerne og siger med høj stemme:

“Jeg appellerer til alle mødre i dette lokale”.

Marie-Antoinette forsøgte at forsvare sig under processen mod hende, men dødsdommen var givet på forhånd.

© Granger/Polfoto

For første og eneste gang under retssagen strømmer sympatien den afsatte dronning i møde. Kvinderne klapper af Marie-Antoinette, flere bryder ud i gråd, og enkelte besvimer og må bæres ud af salen.

Forhøret fortsætter indtil kl. tre om natten, hvor juryen forlader retslokalet for at votere, og Marie-Antoinette er ved at besvime af træthed.

En time sender vender domsmændene tilbage for at afgive den kendelse, der allerede var blevet besluttet af revolutionens ledere, flere dage inden processen mod Marie-Antoinette begyndte: 

Hun er fundet skyldig i alle anklager – guillotinen venter hende.

Den dødsdømte dronning føres tilbage til sin celle, hvor hun som en sidste gunst får lov til at have to lys tændt. I skæret fra de flakkende kerter skriver hun et sidste brev til sin svigerinde, prinsesse Elisabeth.

“Jeg er lige blevet dømt, ikke til en vanærende død, der kun gælder for forbrydere, men til at gense din bror. Uskyldig som han håber jeg at kunne vise den samme styrke som han i disse sidste øjeblikke. Jeg er rolig, som man er det, når samvittigheden er ren. Jeg beklager dybt at skulle forlade mine stakkels børn. Du ved, at jeg kun har levet for dem”, skriver hun.

Da brevet er færdigt, klæder dronningen sig på for allersidste gang. Hun ifører sig en hvid slåbrok, sorte, højhælede silkesko, en hue og om skulderen et fint tørklæde. 

En køkkenpige forsøger at overtale hende til at spise en bid mad, men dronningen takker nej:

“Mit barn, jeg behøver ikke noget mere, for mig er alting forbi”. Men hun skifter mening, da pigen fortæller, at suppen er kogt alene for dronningens skyld.

“Ja, ja, Rosalie, kom så med suppen”, siger Marie-­Antoinette og tvinger høfligt et par skefulde i sig.

Marie-Antoinette knejsede som en dronning på vej til sin død.

De fine kjoler var væk, og håret klippet kort, men Marie-Antoinette knejsede som en dronning på vej til sin død.

© Corbis/Polfoto

Den sidste køretur går til skafottet

Conciergeriets gitterport åbnes kl. 11 om formiddagen den 16. oktober 1793, og den 38-årige eksdronning føres ud i den blege efterårssol. 

Med hænderne bundet på ryggen går hun med sikre skridt hen til bødlens simple kærre, hvor hun bliver hjulpet på plads på et bræt.

Hele Paris er på benene, over 30.000 soldater holder vagt i gaderne, og langs hele ruten til Concordepladsen med den ventende guillotine står tilskuerne for at få et glimt af den dødsdømte. 

De jubler, klapper og udstøder hånlige tilråb, da vognen rasler forbi, men dronningen viser ikke den mindste reaktion. Hun stirrer lige frem for sig, foragten lyser ud af hendes ansigt, og trods vognens slingrende kørsel sidder hun rank som på en tronstol.

Da de drejer om hjørnet til den vældige Concordeplads, går et brus gennem forsamlingen. Hundredtusindvis af parisere har ventet fra den tidlige morgenstund og fordrevet tiden med at sludre, strikke og læse aviser, der meddeler, at “skøgen omsider skal prøve bødlens halsbånd”.

Nu forstummer al snakken. Forældre tysser på deres børn, gadesælgere stopper med at falbyde saft, nødder og bolsjer, og strikkekoner lader pindene hvile. Kun hestens tunge hovslag og vognhjulenes knirken kan høres.

Kærren stopper foran skafottet, og da bødlen tilbyder dronningen sin arm, afslår hun og stiger selv ned. Hun går resolut op ad trappen til platformen, hvor guillotinen står, men lige inden sidste trin kommer hun til at træde bødlen over tæerne og udbryder høfligt:

“Undskyld, min herre, det var ikke med vilje”.

Så lægges hun på en plade, der skubbes frem til henrettelsesmaskinen, og øjeblikket efter falder øksen. Klokken er 12.15, da bødlen gør sin pligt og løfter dronningens blege hoved ved håret og viser det frem for tilskuerne.

“Leve republikken”, lyder råbene fra mængden. Enken Capet, østrigerinden, der aldrig fandt sig til rette ved det franske hof eller blandt folket, er borte.

Måske er du interesseret i...

Læs også