Rusland var kaos i 1917 – befolkningen­ krævede mad og magt. Zaren måtte trække sig, og zarvældets tid var forbi.

© AKG

Rasputin satte Rusland i flammer

Mystikeren Rasputin tog det russiske hof med storm, da han mirakuløst fik prins Aleksejs blødersygdom til at bedres. Rasputin blev zarfamiliens betroede rådgiver og kunne frit prædike sin lære: At syndig sex var vejen til frelse.

2. maj 2017 af Annette Kruhøffer

Den 2. januar 1917 bragte New York Times en beskeden artikel med overskriften “Rasputin, zarens hjælper, rapporteres myrdet.” Samme rygte havde flere gange tidligere krydset Atlanten for at ramme forsiden på USA's store avis, men denne gang var det – i modsætning til tidligere – korrekt.

Nyheden om mordet på Rasputin fik kun lidt opmærksomhed sammenlignet med de mange artikler om kamphandlinger i 1. verdenskrig, som på det tidspunkt dominerede pressens skriverier. 

Og snart blev avislæsernes opmærksomhed rettet mod andre opsigtsvækkende begivenheder, som rystede Rusland. Sammenbruddet og starten på den russiske revolution i februar 1917 tvang den enevældige zar Nikolaj 2. til at abdicere. 300 års styre under den mægtige Romanov-familie var til ende.

Senere på året kom endnu en revolution. Den bragte bolsjevikkerne til magten. De krævede en gennemgribende omfordeling af rigets jord, magt og rigdom. Samtidens observatører og reportere var ikke overraskede over, at Rusland oplevede de voldsomme samfundsomvæltninger. 

Igennem mange år havde zarens både hårdhændede og inkompetente styre lagt op til dramatiske omvæltninger. Flere historikere mener dertil, at et af de frø, der siden skulle resultere i Romanov-familiens endeligt, blev sået i 1903.

Rasputin kom til Sankt Petersborg

I december 1903 ankom en mand med toget til banegården i Sankt Petersborg. Han havde rejst længe, også i overført betydning. 

Ved første øjekast lignede han en helt almindelig russisk bonde: langt, fedtet sort hår skilt i midten over et par intense mørke øjne. Et uplejet og vildtvoksende skæg, som skjulte under­-ansigtet. 

Den slidte grå frakke og de tyndslidte og billige bukser over støvlerne fuldendte billedet, og omkring ham hang en em af svedlugt. Én ting skilte ham dog fra alle andre. I lommen havde den rejsende en introduktionsskrivelse fra biskop Andrej til zarens skriftefader Feofan.

Den snavsede 34-årige mand var Grigorij Efimovitj Rasputin. Han var bonde af fødsel og havde ingen uddannelse, men han havde med tiden fået ry for at være en hellig mand. 

Bondesønnen havde allerede fra barnsben udvist en særlig særlig evne til at sætte sig ind i, hvad folk tænkte. Derfor gættede han ofte deres hemmeligheder og fik allerede som ung mand folk sine omgivelser til at bekende deres synder.

Rasputin var fortaler for druk og hor

Rasputin havde sin egen udlægning af, hvorfor det var nødvendigt at synde. Med sit brændende blik overbeviste han folk om, at Gud kun frelste dem, der angrede oprigtigt. Men det var kun muligt at angre, hvis man havde syndet, hævdede Rasputin. 

Og derfor burde man hengive sig til alt det forbudte. Ikke mindst friste sig selv med umådeholden druk og seksuelle eskapader med andre end sin ægtefælle.

En journalist, der – efter Rasputin var blevet en magtfuld mand – interviewede landsbybeboerne i Rasputins hjemby, kunne viderebringe skændige beretninger i sin avis. 

Rasputin samlede ifølge journalistens artikler sine tilhængere i et lille rum, hvor han afbrændte røgelse og urter, mens alle med hinanden i hænderne gentog en enkelt sætning: “Synden for angerens skyld, O Gud!”

Når ilden døde ud, gav Rasputin et signal, hvorefter alle hans tilhængere kastede sig på gulvet og deltog i et orgie af fælles seksuelle aktiviteter.

Rasputin blev gift som ganske­ ung og nåede at få tre børn, før han forlod hjemmet i Sibirien.

© Ullstein Bild

Rigdom var kun for de få

Rusland var, ved Rasputins ankomst til Sankt Petersborg i begyndelsen af det 20. århundrede, ikke et fattigt land. Men rigdommene var fordelt uhyggelig skævt. 

Landbruget var stadig dominerende. 80 procent af befolkningen var bønder, og de levede med sulten som daglig følgesvend. 

Børnedødeligheden var høj, og tilværelsen rummede ikke mange fornøjelser for jævne mennesker. Når dagens arbejde i marken var gjort, ventede belønningen i form af den billige vodka eller Guds ord i kirken.

I toppen af samfundet herskede til gengæld en ufattelig rigdom, og en stor del af overskuddet blev omsat i kunstværker af verdens førende kunstnere, ædelstensbesat pynt og ødsel boligindretning med bladguld og marmor.

Rusland var ustabilt. Den store fattigdom, sammen med et despotisk og enevældigt zardømme, gav grobund for utilfredshed og revolutionsbevægelser.

Både rige og fattige var dog stærkt optaget af religion. For nogle betød Guds tilstedeværelse, at de levede kysk og retlinet, mens andre dyrkede den åndelige dimension på mere sanselig vis, fyldt med røgelse, seancer og hengivenhed – Rasputin var ikke den eneste, som var optaget af synden som en vej til frelsen.

Nikolaj 2. kendte ikke sit folk

Landets absolutte leder, zar Nikolaj 2., var en ubeslutsom og blid mand, som især interesserede sig for sin nære familie. Han var uden strategiske evner, ligesom politik ikke interesserede ham synderligt. 

Zaren levede så tilbagetrukket fra sit folk, at han reelt var uvidende om, hvem han herskede over. Og hans manglende evne til at forstå, hvad folket og landet behøvede, fjernede den sympati, som ellers ved hans fars død havde bølget imod ham. 

Hans regeringsperiode kom desuden skidt fra start, da flere tilskuere blev trampet ihjel under det storslåede kroningsoptog. Overtroiske russere tolkede ulykken som et uhyggeligt varsel om fremtiden.

Hans zarina, Aleksandra, var tysk prinsesse af fødsel og lige så kejtet og ude af trit med den russiske virkelighed som sin mand. De to havde dog et lykkeligt ægteskab i deres overdådige slotte og fik med passende mellemrum fra året 1895 fire døtre.

Ruslands sidste­ zar var mere interesseret­ i sin familie end i at være reel leder af sit enorme rige.

© Ullstein Bild

Da zarinaen 31. juli 1904 endelig fødte en søn, jublede hele familien over at have fået en tronarving. Glæden varede dog ikke længe. Kort tid efter, at den lille Aleksej var fyldt én måned, fik han en blødning fra navlen, der kun ganske langsomt ville stoppe. 

Da han voksede til og begyndte at kravle rundt, fik han konstant skrammer. Hvor andre børn højst fik et blåt mærke, fik den lille tronarving store blodfyldte ansamlinger, som trykkede på led og nerver og gav ham forfærdelige smerter. 

Aleksej var bløder. Hans mor, Aleksandra, var uden at vide det en rask bærer af den arvelige sygdom, som indebærer, at blodet ikke størkner. Og hun havde givet sygdommen til sin søn.

Den kejserlige familie holdt den frygtelige sygdom hemmelig for alle andre end de nærmeste – den politiske uro gjorde det vigtigt, at ingen stillede spørgsmålstegn ved, at zar-familien virkelig havde en arving til tronen klar.

Rasputin indyndede sig hos adelen

Ved ankomsten til Sankt Petersborg i 1903 tog Rasputin kontakt med zartro kredse. Introduktionsskrivelsen til zarens skriftefader, Feofan, blev for Rasputin en nøgle til adelen i byen – især de kvindelige medlemmer af adelsstanden.

Højadelen var lige så søgende og eksperimenterende på det religiøse område som resten af befolkningen. Mange fornemme kvinder fordrev tiden med religiøse riter – ofte med seksuelle undertoner. 

I dette selskab kunne Rasputin hurtigt vinde tilhængere, og hans ry steg, da han havde held til at tale en kvinde ud af en depression. Hans lære var stadig­ den, at synden var den direkte vej til frelse, og han var selv parat til at hjælpe damerne med at synde. 

Han bevarede sit bondske ydre, for både hans tilhængere og præsterne i den russiske overklasse regnede hans usoignerede udseende som tegn på, at han var uspoleret og dermed tæt på Gud.

Ikke alle satte pris på Rasputin og hans aktiviteter. Nogle var forargede, fordi han kyssede folk på munden og havde et meget frimodigt sprog. Selv talte han helt åbent om sine synder – et faktum, der snarere tiltrak end skræmte hans kvindelige tilhængere.

Rasputin blev dog også beskyldt for adskillige tilfælde af seksuelle overgreb, blandt andet mod en nonne. Ingen kunne imidlertid bevise noget, og derfor gik han fri af anklagerne.

Rasputin eller “den hellige djævel”, som han også blev kaldt, var hadet i brede kredse. Men Rasputin havde – som det fremgår af billedet – også mange beundrere, især blandt overklassens kvinder. De var angiveligt tiltrukket af hans påståede direkte forbindelse til Gud. 

© Ullstein Bild

Rasputin vandt zarparrets tillid

Rasputin mødte allerede kejserparret i november 1905, men først året efter opstod en mere inderlig kontakt mellem dem. I begyndelsen fik mystikeren blot lov at bede for den lille tronfølger, men mirakuløst så det ud som om, at hans bønner virkede.

Dermed vandt han ikke bare kejserparrets store taknemmelighed, men med tiden også deres fulde tillid – en tillid, som også blev udstrakt til at gælde i politiske spørgsmål. 

Rasputin påstod, at han kendte Guds vilje. Og de tilsyneladende resultater ved lindringen af Aleksejs smerter sandsynliggjorde over for det godtroende kejserpar, at han havde ganske ret.

Nikolaj 2. led stort nederlag

Zaren stod i de år så svækket som aldrig før. Han havde indkasseret et forsmædeligt krigsnederlag mod nabolandet i øst: Japans angreb tilbage i 1904 havde ramt et totalt uforberedt Rusland. 

Resultatet var en stribe alvorlige og for zaren overraskende nederlag. Rusland blev slået eftertrykkeligt i krigen, der i øvrigt bl.a. var brudt ud, fordi zaren havde en barnlig modvilje mod japanerne – en japaner havde angrebet ham, engang han besøgte landet. 

Zar Nikolaj ignorerede af den grund mange advarsler om krigens komme og manglede totalt respekt for Japans militære styrke.

Efter nederlaget måtte Rusland acceptere en ydmygende fredsslutning, hvilket gav Nikolaj problemer internt i sit rige. Mange af zarstyrets fjender i Rusland øjnede nu nye muligheder for at smide zaren på porten. Uroen i Rusland blussede op.

Begivenheden, som udløste den første russiske revolution, var en fredelig demonstration. En kold januarsøndag i 1905 gik en flok almindelige borgere i procession til Vinterpaladset og zaren med et bønskrift om brød. 

Men sikkerhedspolitiet fejlvurderede totalt situationen og mejede demonstranterne ned. Mere end 100 dræbte lå tilbage i gaderne, da beskydningen holdt inde. Det tredobbelte antal var sårede.

Forkølet forsøg på demokrati

Massakren blev et signal til strejker og mytteri. Da generalguvernøren i Moskva blev dræbt af oprørere, knækkede Nikolajs modstand mod at give indrømmelser. 

Han gik med til at danne et parlament, kaldet Dumaen, som skulle godkende lovene og fungere som kontrol af administrationen. For første gang fik Ruslands borgere en smule demokrati.

Men de første parlamentssamlinger i Dumaen blev tvangsopløst, og befolkningen mistede hastigt tilliden til styret. Konservative kræfter, som omfattede borgerskab og de rigeste af bønderne, begyndte samtidig at terrorisere de grupper, de havde på hadelisten: liberale og jøder. 

Og den politiske situation blev kun endnu mere ustabil, fordi den brede befolkning var uden for indflydelse. Situationen blev kun endnu værre, da Tyskland og Østrig-Ungarn i 1914 indledte 1. verdenskrig. Rusland blev en del af krigen i alliance med England og Frankrig mod tyskerne.

I de første uger af verdenskrigen havde tyskerne travlt med deres vestlige flanke, og derfor kunne den russiske hær rykke langt frem. Men krigslykken vendte hurtigt; russerne blev nu tvunget tilbage, og i august 1915 havde de tabt kontrollen med Polen. 

Mangel på forsyninger og ammunition gjorde, at russerne reelt ikke havde en chance for at vinde slagene. Russiske soldater overgav sig til tyskerne i hele delinger ad gangen for at slippe for sulten. Andre soldater smed våbnene og hastede hjem til deres sultende familier.

Rasputins magt voksede

Mens Rusland rystede af uro, krig og krav om forandringer, tiltog Rasputin sig stadig mere magt. “Den hellige djævel”, som han blev kaldt, lagde sig ud med mange mennesker. De, som klagede over Rasputin, blev lagt på is af zar-familien. 

En redaktør for en avis, som beskrev Rasputin som en “ødelægger af kroppe og sjæle”, blev arresteret, og redaktionens kontorer og udstyr konfiskeret. 

Selv zarens mest betroede embedsmand tabte ansigt, da han med beviser for Rasputins seksuelle og alkoholiske udskejelser i hånden prøvede at påpege over for zaren, at Rasputin var skadelig for Nikolajs renommé. 

Nikolaj ville ikke skille sig af med Rasputin, som i zarens øjne havde ansvaret for tronfølgerens helbred.

Zarinaen, som på grund af sin tilbagetrukkenhed i forvejen var upopulær, fik efter verdenskrigens udbrud befolkningens mistillid at føle – hun var tysk af fødsel. Situationen spidsede til, mens Rasputin, der følte sig sikker på zarens beskyttelse, blev aldeles ligeglad med skandaler. 

Et eksempel udspillede sig på en natklub i Moskva. Rasputin havde drukket heftigt, da han ankom. Da han lagde an på en dame, som ikke ønskede hans opmærksomhed, blev han vred og begyndte at knuse glas og spejle. 

Rasputin pralede desuden med at have erobret zarinaen, hvorefter han blottede sig og gjorde obskøne bevægelser midt i natklubben.

Episoden fik ingen konsekvenser. Tværtimod blev Rasputin kaldt til Nikolaj som betroet rådgiver. Zaren havde modtaget et telegram om, at hærens forsyninger ikke rakte længere end tre dage. 

Rasputin beroligede den nervøse­ zar: Telegrammet var en løgn, som hærens øverstkommanderende havde skrevet for at skabe panik, mente Rasputin. Desværre var telegrammets indhold fuldstændig korrekt, og Rasputins rådgivning resulterede i, at hæren aldrig fik de nødvendige forsyninger. 

Det dårlige råd svækkede dog ikke Nikolajs tillid til ham – og han protesterede heller ikke, da Rasputin efter et års krigsførelse med mange nederlag rådede zaren til selv at overtage hele kommandoen over hæren.

I betragtning af zarens manglende overblik og strategiske evner var beslutningen katastrofal. Krigen blev om muligt et endnu større mareridt med Nikolaj som øverstkommanderende ved fronten. Resten af rigets ledelse var nu overladt til Aleksandra og den stadig mere ustyrlige Rasputin.

Rasputin skovlede penge ind

Zardømmet styrede ubønhørligt mod sin undergang, mens familiens ophøjethed blev undermineret af, at den plejede omgang med Rasputin, en simpel bondesøn.

I verdenskrigens første år ville rygterne i befolkningen nu vide, at Rasputin viderebragte statshemmeligheder til tyskerne. 

I forvejen lød sejlivede historier om, at enhver gunst, forfremmelse eller afskedigelse blev påvirket af Rasputin, og at han derfor skovlede bestikkelsespenge ind.

Kritikken af Rasputins magt voksede, og som et sidste desperat forsøg på at undgå den ultimative katastrofe greb en lille gruppe konservative adelsmænd til handling. Rasputin skulle dø – og det skulle være snart.

Døden i kælderen

En af zarens egne slægtninge stod for den fysiske udførelse af drabet. Prins Feliks Jusupov var en ung adelsmand, gift med Nikolajs niece og med en militær karriere bag sig. 

Han var på ingen måde interesseret i politik og levede livet let og ødselt i sit palæ i Sankt Peterborg. Men han var på linje med de stærkt konservative kræfter, som frygtede for hele samfundets stabilitet, hvis zarens magt blev yderligere antastet.

Om aftenen 16. december 1916 sendte Jusupov en vogn med bud efter Rasputin. Mystikeren anede ikke uråd, men klædte sig pænt på og tog af sted. 

Ved ankomsten til Jusupovs palæ blev Rasputin inviteret til middag i kælderen, hvor han blev beværtet med sød vin og kager. Ifølge nogle kilder var hele traktementet forgiftet, men Rasputin skulle ikke havde reagereret synderligt på den stærke gift. 

Måske blev han blot beruset af vinen. Under alle omstændigheder var han tilstrækkelig svækket til, at de sammensvorne kunne stille ham et ultimatum: Enten skulle Rasputin skyde sig selv, eller også ville han blive dræbt.

Rasputin nægtede at begå selvmord. Hvorefter de sammensvorne skød ham. Uheldigvis for dem døde Rasputin ikke, men slog såret ud efter sine modstandere, hvorefter han formåede at flygte gennem haven. 

Drabsmændene måtte for enhver pris afslutte deres forehavende. Det lykkedes også. Rasputin blev indhentet og likvideret. Indrullet i et tæppe blev Rasputin nu smidt i floden Neva i håb om, at han ville forsvinde for evigt. Hans lig skyllede dog op på bredden nogle dage senere.

Revolution brød ud

Rasputins død kom for sent til at redde zarfamiliens renommé. Vinteren, krigen og den politiske håbløshed styrkede alle de oprørske kræfter.

En akut brødmangel i Sankt Petersborg fik i begyndelsen af 1917 arbejderne ud på gaden for at demonstrere. Soldaterne blev beordret til at skyde på de oprørske borgere, men soldaterne nægtede og gik i stedet over på oprørernes side. 

Uden hæren kunne zar Nikolaj ikke holde sig ved magten, og han abdicerede 15. marts. I første omgang til fordel for sin bror, men broderen nægtede at påtage sig det vanskelige embede.

Efter zarens afgang blev en midlertidig borgerlig regering dannet. Samtidig blev de større byer i Rusland ledet af såkaldte sovjetter – råd med repræsentanter for arbejdere og soldater. Dermed opstod to parallelle magtsystemer i landet – mens kaos rådede.

Den situation forstod oprørslederen Lenin at udnytte. Han havde i 10 år levet i landflygtighed i Schweiz, men rejste efter zarens fald hjem til Rusland og overtog den halvfærdige revolution. 

Lenin fik både organiseret en magtovertagelse af sovjetterne og arresteret hele regeringen i november 1917. Efter år med borgerkrig og magtkamp i Rusland blev det kommunistiske Sovjetunionen derfor en realitet i 1922. Et kæmperige, der bestod i 69 år frem til 1991.

Rasputins morder klarede frisag

Prins Jusupov faldt trods mordet på Rasputin ikke i alvorlig unåde hos zaren, hans kones slægtning, men han blev forvist fra hovedstaden. Efter revolutionen flygtede han fra Rusland sammen med kone og barn. 

Han medbragte både Rembrandt-malerier og ædelstene og nåede Paris. I 1930'erne anlagde Jusupov sag mod et amerikansk filmselskab, som i en film påstod, at årsagen til mordet var, at Rasputin havde voldtaget Jusupovs kone. 

Parret fik tilkendt 25.000 dollars, en enorm sum, for den krænkende oplysning.

Jusupov klædte sig gerne i habit, men er her stillet op til fotografering i russisk­ dragt.

© AKG

Arkiv: Industrialiseringen

1. De tog strøm på verden 2. Fra rekrut til konge af Sverige 3. 1800-tallets medicinske revolution 4. De finder vejen til det vilde vesten 5. Granatregn over København 6. Til kamp mod maskinerne 7. Hvem opfandt revolveren? 8. Må det bedste lokomotiv vinde! 9. Hvem opfandt elmotoren? 10. Verdens første lyntog 11. Hvad kunne John Deere? 12. En nation af narkomaner 13. Det tamme vesten 14. Kartoffelpest dræbte en million 15. Olie: Hvornår blev olien værdifuld? 16. Guld! Guld! Guld! 17. Hvor udbredt blev kommunismen? 18. Hun vandt krigen mod smittefaren 19. Amerikas borgerkrig 20. sorte guld 21. Brutal jagt på guld og diamanter 22. Vestens vildeste revolvermænd 23. Den umulige jernbane 24. Suezkanalen Skar en genvej gennem ørkenen 25. Bilens historie 26. Tower Bridge reddede London 27. Geniale opfindere lagde lyd på lager 28. Brødrene Wright: Cykelsmede erobrede luftrummet 29. Hvem tegnede Afrikas grænser? 30. Belgiens konge dræbte 10 millioner 31. Jack the Ripper jages endnu 32. Spor gennem Sibirien 33. Hvornår fik skibe dieselmotorer? 34. USA's rigeste skejede ud 35. Rasputin satte Rusland i flammer 36. Ellehammer slipper jorden 37. Den første folkevogn 38. Interaktiv tegning: Titanic 39. Titanic var et teknisk vidunder 40. To skud sætter verden i brand 41. Tyske tropper truer Paris 42. Amatører i luftkrig 43. Historiens første kampvogn var en ligkiste på larvefødder 44. Gallipoli: Flugten fra Dødens Halvø 45. Fronten var lodret 46. Briterne planlagde attentat på Lenin 47. Hvilket slagskib var det første? 48. Den hjemløse legion 49. Hvorfor kaldte kommunisterne hinanden for kammerater? 50. Havets første flyveplads 51. Den Tyske Kejsers ubåde var havets ensomme jægere 52. Her blev Tysklands revolution begravet 53. Feminister brugte jiu jitsu mod politiet 54. Dora: Tysk monsterkanon pulveriserede alt 55. Elektricitetens historie 56. Victorias imperium 57. Børnearbejdere sled sig ihjel i Manchester 58. De gamle mænds krig 59. Tre krige sikrede Bismarcks drøm 60. Titanic: Øjenvidner til dødskampen 61. Wrights flyvemaskine 62. Spillet om magten 63. Verden i krig

Måske er du interesseret i...

Læs også