Den eneste sande overflod, Sovjetunionen kunne fremvise, var ved militærparaderne på Den Røde Plads i Moskva.

© Getty Images

Tjernobyl og Gorbatjov knækkede Sovjetunionen

I årtier var Sovjetunionen en af verdens supermagter. Riget rådede over verdens største hær, atomvåben og et imperium af kommunistiske lydstater. Men for 25 år siden brød den sovjetiske verden pludselig sammen. Årsagen var... udmattelse.

14. april 2017 af Benjamin Thomas Christensen

Våbenkapløb smadrede økonomien

På papiret var Sovjetunionen en militær mastodont, der var lige så slagkraftig som sin ærkerival, USA.

Realiteten var en helt anden: Våbenkapløbet under den kolde krig havde kostet formuer, trukket ressourcer fra alle andre sektorer og forkrøblet bl.a. industriproduktionen, der måtte arbejde med nedslidte maskiner.

Selvom den sovjetiske økonomi i 1980’erne havde kurs mod afgrunden, kunne regimet ikke give op i våbenkapløbet med USA – selvom udgifterne til militæret var statens største udgiftspost.

Det medførte, at Sovjetunionen måtte bruge 12 pct. af sit bruttonationalprodukt (BNP) på militæret, mens amerikanerne kunne nøjes med at bruge seks pct.

Kun på det militære område gav den økonomiske prioritering pote. Når det fx kom til langtrækkende atombombefly, lå Sovjetunionen i 1981 inde med 5.000 eksemplarer mod amerikanernes 4.000.

Langtfra alle var begejstrede over den økonomiske prioritering, der gik hårdt ud over civilsamfundet, som ikke kunne få adgang til de samme materielle goder som i Vesten.

Reformerne hjalp ikke

Den svage industri, der ikke kunne opfylde efterspørgslen på varer, medførte ekstrem vareknaphed. Fx måtte sovjetborgerne vente 10-15 år på en ny bil, fordi bilindustrien kun dækkede 45 pct. af efterspørgslen.

Da Mikhail Gorbatjov blev udnævnt til generalsekretær for det kommunistiske parti i 1985 – og dermed landets leder – så han ingen anden udvej end at give de enkelte sovjetrepublikker større økonomisk selvstændighed.

Resultaterne udeblev dog, for årtiers misligholdelse af produktionsapparatet gjorde det umuligt at vende udviklingen på kort tid. Og der manglede udenlandsk valuta til investeringer i nye maskiner.

I stedet udstillede Gorbatjovs reformer i slutningen af 1980’erne blot regimets manglende evne til at få industrien til at producere de nødvendige varer.

Uligheden gjorde befolkningen rasende

På trods af kommunismens løfte om lighed var sovjetbefolkningen på mange måder opdelt i et A- og et B-hold.

Mens hovedparten af befolkningen måtte stå i lange køer for at få fat i helt almindelige dagligvarer, handlede toppen af kommunistpartiet i hemmelige luksusforretninger.

Her kunne pampere, KGB-officerer og hærledelsen købe vestlige luksusprodukter som parfume, cigaretter og vin.

På samme måde kunne de spise på velforsynede restauranter, der var lukkede for den brede befolkning. Og de havde deres egne vognbaner på Moskvas indfaldsveje.

Afghanistan ødelagde Den Røde Hærs ry

Juledag 1979 sendte Sovjetunionen de første af i alt 115.000 soldater ind over grænsen til nabolandet Afghanistan.

Samtidig landede 7.000 elitesoldater i bl.a. hoved­staden Kabul. Målet var at hjælpe landets kommunistiske regering.

Det stod hurtigt klart, at Den Røde Hær havde store vanskeligheder med at knække modstanden fra landets muslimske kæmpere, mujahedinerne, og de nordafghanske war-lords.

På trods af Sovjets militære og tekniske overlegenhed lykkedes det kun at få kontrol over de vigtigste byer, mens landområderne forblev på afghanske hænder.

I 1982 havde krigen udviklet sig til en brutal stillingskrig, hvor Den Røde Hær udførte straffeaktioner mod civilbefolkningen som hævn for afghanske drab på sovjetiske soldater.

Den Røde Hær kunne besejres

Først i 1989 trak Mikhail Gorbatjov de sidste soldater ud af landet igen. Invasionen havde da påført Sovjetunionen enorme økonomiske og militære tab – og godt 14.000 soldater var blevet dræbt i krigen.

Fiaskoen i Afghanistan stod i skærende kontrast til det ry, Den Røde Hær havde vundet under 2. verdenskrig.

Samme år som Sovjet opgav Afghanistan, brød oprørene ud i bl.a. DDR, Ungarn og Tjekkoslovakiet. I de tre lande havde Den Røde Hær tidligere knust folkelige oprør. Nu kunne den intet stille op, og snart bredte opløsningen sig til Sovjetunionen. 

Sovjet begyndte en gradvis tilbagetrækning fra Afghanistan i 1988, mens afghanske mujahedinere brugte amerikanske jord til luft-missiler.

Tjernobyl afslørede partiets propaganda

Klokken var 21.02, da værten på Sovjetunionens statslige nyheder den 28. april 1986 sagde ordene:

“En ulykke har fundet sted på Tjernobyl-atomkraftværket. En af værkets atomreaktorer er blevet beskadiget. Konsekvenserne af ulykken er ved at blive udbedret. Assistance er blevet givet til alle de berørte”.

Nyhedsværten nævnte ikke, at titusinder af ukrainere i det berørte område var blevet evakueret.

Det blev heller ikke nævnt, at atomkraftværket stadig udsendte radioaktivt materiale over store dele af Sovjetunionen, eller at regeringen i Moskva kun nødtvungent havde udsendt nyheden, fordi svenske forskere havde slået alarm på grund af radioaktivt nedfald i Norden.

Den største skandale var dog, at de sovjetiske borgere først hørte om katastrofen, over to døgn efter at den fandt sted. Tjernobyls reaktor nr. 4 eksploderede nemlig allerede tidligt om natten den 26. april.

Utilfredshed voksede frem i gaderne

Modstanden mod Sovjet-regimet var til at få øje på i den kommunistiske hovedstad i slutningen af 1980’erne.

Med krav om flere og bedre varer og et opgør med den omfattende korruption gik titusindvis af vrede sovjetborgere på gaderne i Moskva.

Men til forskel fra tidligere sovjetiske ledere satte Mikhail Gorbatjov ikke hårdt mod hårdt.

Befolkningen opdagede snart, at regimet ikke længere forsvarede sig – og at demonstranter hverken blev deporteret eller dræbt, når de trådte offentligt frem. Den synlige utilfredshed gav endnu flere mod på at protestere.

Katastrofen førte til tillidsbrud

Da Gorbatjov over to uger efter ulykken første gang viste sig på landsdækkende TV for at tale om katastrofen, undlod han at nævne flere væsentlige detaljer. Det gjaldt fx, at der gik mere end to døgn, før evakueringen af indbyggerne begyndte.

I de følgende måneder sivede sandheden om atomkatastrofen dog ud i de sovjetiske medier, fordi uafhængige journalister pillede løgn efter løgn fra hinanden.

Ulykken endte med at blive et af de alvorligste tillidsbrud mellem regime og befolkning i sovjettidens historie.

Mange indbyggere anså efterfølgende de statskontrollerede medier som nogle, der primært havde til opgave at dække over kommunistpartiets fejl.

Kernekraftulykken på atomkraftværket Tjernobyl svækkede for alvor den sovjetiske befolknings tiltro til deres medier. Løgn efter løgn blev afsløret.

© Getty Images

Måske er du interesseret i...

Læs også