Revolutionens Paris

De største dramaer i den franske revolution udspillede sig i de centrale dele af Paris. Byens paladser, fængsler og fæstninger vidner i dag om de revolutionæres nådesløse kampe for at sikre republikkens overlevelse.

I15 år – fra 1789 til 1804 – var Paris' gamle bymidte centrum for opstande, revolter og modrevolutioner.
Revolutionens blodige kapitler begyndte 14. juli 1789, hvor ophidsede borgere stormede det forhadte fængsel Bastillen, dræbte kommandanten og rev fængslet ned til grunden. Kun et omrids i asfalten på Bastillepladsen vidner i dag om, hvor fængslet lå.
I de næste to år forsøgte en nationalforsamling at styre Frankrig, men kong Ludvig 14.s vetoret mod nye love vakte igen og igen utilfredshed med monarkiet. Da kongen i 1791 forsøgte at flygte fra sin husarrest i Louvrepaladset, gik revolutionen ind i en ny fase: Ludvig blev afsat og henrettet for forræderi – og Frankrig blev en republik.
Den unge stats første styre viste sig hurtigt blodigere end kongens enevælde og kammede over i vold og død.
Paris' revolutionære ildsjæle stod i kø for at henrette “landets fjender” – oftest adelige og politiske modstandere. Under ledelse af Georges Danton og Maximilien Robespierre indledte republikken sit terrorregime, hvor op mod 40.000 måtte lade livet i guillotinen. Guillotinens venteværelse – Conciergeriet – er i dag museum og mindesmærke for de tusinder, der ventede på deres dødsdom i fangekælderen.
Napoleon griber magten
Da Robespierre selv blev offer for guillotinen i 1794, faldt republikken omsider til ro. Fra 1795 udpegede to folkevalgte forsamlinger et fem mand stort direktorie, der havde ansvaret for at styre landet.
Frem til 1799 knuste hæren en række modrevolutioner mod direktoriet. Ikke mindst den korsikanske general Napoleon Bonaparte spillede en hovedrolle under kampene for at redde republikken. Ironisk nok var Bonaparte selv med til at afskaffe direktoriet i 1799 efter et militærkup. I stedet indførte franskmændene konsulatet – hvor tre konsuler delte regeringsmagten. Og i 1804 kunne Bonaparte krone sig selv til kejser i katedralen Notre Dame og genindføre enevælden.

I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.
Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Books:
● Christopher Hibbert: The French Revolution, Penguin, 2001
● Dylan Rees: France in revolution, Hodder Murray, 2008
● Ruth Scurr: Fatal Purity, Vintage, 2007

Websites:
www.victorianweb.org/history/hist7.html