Den unge hærfører red altid forrest i kamp og var et forbillede for sine soldater.

© Luca Tarlazzi & Shutterstock

Alexander den Store: Historiens bedste militærstrateg

Makedonernes unge konge gør aldrig, hvad fjenden forventer, han vil gøre. I en alder af kun 25 år har han allerede slået perserne to gange. Nu skal det afgørende slag stå: slaget ved Gaugamela, der for alvor vil gøre Alexander den Store berømt som et enestående taktisk talent.

21. september 2017 af Else Christensen

Soldaterne vågnede efter en god nats søvn i den makedonske lejr. Rundt om teltene lå røgen endnu som en svag dis fra de nedbrændte landsbyer i Gaugamela i Persien. 

Fjenden, den persiske konge Dareios 3., havde selv givet ordre til afbrændingen for at berøve makedonerne adgang til forsyninger. 

Alligevel duftede morgenmaden lifligt fra lejrens ildsteder, for makedonerne var velforberedte og havde medbragt rigeligt med mad. 

Soldaterne spiste og iførte sig hjelme, benskinner og brystplader.

Alexander, der senere skulle gå under navnet “den Store”, viste sig som én af de sidste. En general skyndte forsigtigt på sin hærfører, og Alexander betragtede ham med overbærenhed:

“Tror du virkelig, at jeg lagde mig til at sove, før jeg havde taget mig af det, der kunne vække bekymring?” spurgte han selvsikkert. 

“Nu, hvor fjenden er parat til at afgøre sagen i kamp, hvad har jeg da at frygte?”

Den 25-årige hærfører havde nok at frygte, for historikere anslår, at Dareios’ hær var på ca. 250.000 mand, mens Alexander blot rådede over ca. 47.000. 

Men end ikke synet af den overtallige styrke, der denne oktobermorgen 331 f.Kr. ventede på en slette i nærheden, kunne slå Alexander ud. 

Han havde udtænkt en plan, som for eftertiden ville slå hans navn fast som historiens bedste strateg. 

Filosof underviser i krigstaktik

Alexander havde ikke sin militære kløgt fra fremmede. Faren, Filip 2., overtog tronen i Makedonien, en stat i det nordlige Grækenland, i 359 f.Kr. Filip viste sig straks at være en bemærkelsesværdig feltherre. 

På tre år lykkedes det den makedonske konge at underlægge sig både Makedoniens nabostammer og de græske kolonier langs Det Ægæiske Havs nordkyst.

Efter at dronning Olympias havde født Alexander i 356 f.Kr., fortsatte kongen sin erobringsfærd. I hurtig rækkefølge under-lagde Filip sig det nordlige Grækenland, nutidens Bulgarien og store dele af Serbien.

Imens faren var i felten, blev kongesønnen sendt til en lille landsby for at få undervisning af Aristoteles, én af de største tænkere i oldtidens Grækenland. 

Aristoteles lærte Alexander om de gamle guder og forærede ham sin personlige kopi af Iliaden, Grækenlands mest populære heltefortælling. 

Bogen var plastret til med lærerens noter og blev Alexanders kæreste eje, som han senere medbragte i felten og sov med under hovedpuden. 

For Alexander tjente bogen med dens beskrivelser af kampscener både som lærebog i taktik og som en konstant påmindelse om, hvad der blev forventet af ham.

Aristoteles forskede også i naturvidenskab og dyreliv. Hans iagttagelser dannede grundlaget for senere tiders videnskaber som fysik og zoologi. 

Lærerens metode til at indsamle oplysninger inspirerede Alexander til nøje at granske terrænet før et slag, en taktisk nyskabelse i en tid, hvor hære som regel tørnede mere eller mindre tilfældigt sammen i landskabet. 

I syv år fik Alexander undervisning af filosoffen Aristoteles. De holdt efterfølgende kontakten via breve.

© Stock Montage/Getty Images

Teenager tager klog beslutning

Kongesønnen skulle snart få lov til at vise, hvad han duede til. I 340 f.Kr. udnævnte Filip den 16-årige dreng til midlertidig regent, mens han selv var på felttog. Alexander benyttede chancen til at drage i kamp. 

Med en lille deling kavalerister foretog han et lynangreb imod en oprørsk stamme i det makedonsk dominerede Thrakien. Aktionen chokerede oprørerne og overbeviste dem om, at Alexander ikke ville finde sig i noget. 

Han udskiftede desuden de lokale soldater, der skulle sikre ro og orden i området, med nye ikke-lokale, som derfor ikke havde forbindelser til oprørere eller rivaler til Filip. 

Snart sænkede freden sig igen over Thrakien.

Et par år senere, da de to græske bystater Athen og Theben forenede kræfterne for at stoppe det frembrusende Make-donien, drog Alexander med Filip i krig. 

Med Alexander i spidsen udslettede Makedonien stort set de græske styrker. Hermed var Grækenland solidt i Filips hånd.

Kongen fik ikke lov til at nyde sin nye status som stormagtshersker længe. Fire år senere, mens Filip førte sin datter ind i det amfiteater, hvor hun skulle giftes, sprang én af hans livvagter pludselig frem med sværd i hånden. 

Før de andre livvagter kunne nå at gribe ind, borede den svigefulde soldat sit sværd ind i
Filips bryst, og kongen sank om, blødende og livløs.

Den skyldige blev straks dræbt af sine kolleger, men hverken motivet eller bagmanden for mordet på Filip blev nogensinde fundet. 

Filip var notorisk utro, og nogle historikere mener, at drabet var bestilt af dronning Olympias som hævn. 

Andre mener, at sønnen lod faren dræbe i sin iver efter selv at blive konge. Sikkert er det, at Alexander som blot 20-årig i 336 f.Kr. blev udråbt til konge af Makedonien.

Hvilken historisk person er du?

Svar på 41 spørgsmål om dig selv, og find ud af, hvilken af historiens største personligheder du minder mest om i HISTORIES ultimative personlighedstest. 

Heste driver med strømmen

Slaget ved Gaugamela var ikke Alexanders første sammenstød med Dareios og den persiske hær. I sine sidste år havde kong Filip drømt om at erobre Perserriget, og efter faderens død besluttede Alexander sig for at gøre drøm til virkelighed. 

Perserriget overgik som mål alt, hvad både Filip og Alexander hidtil havde stræbt efter. Riget var verdens hidtil største imperium med op mod 50 mio. indbyggere. 

Med centrum i det nuværende Iran strakte Perserriget sig over nutidens Tyrkiet, Egypten, Irak og Afghanistan.

Allerede i foråret 334 f.Kr., blot to år efter sin kroning, krydsede Alexander Bosporus-strædet i det nuværende Tyrkiet for at angribe perserne. 

Den makedonske konge fandt perserhæren ved floden Granikos i Nordtyrkiet.

Dareios var sikker på sejr og deltog efter alt at dømme ikke selv i slaget. Den persiske hær talte flere soldater end den makedonske, og desuden havde persernes generaler udtænkt, hvad de selv betragtede som en strategisk genistreg:

Ikke alene skærmede floden hæren – hver eneste høj og bakketop langs den næsten to en halv km lange front var besat af persiske bueskytter og spydkastere. 

Hvis makedonerne skulle finde på at krydse floden, ville regnen af pile og spyd snart få dem til at vende om, mente generalerne.

Til hest, iført en hjelm med en overdådig fjerbusk, førte makedonerkongen sine tropper ud i den brusende flod. 

De persiske soldater gik straks i aktion,og snart var Granikos’ vand rødt af blod fra de døende og sårede makedonske ryttere.

Før perserne for alvor kunne nå at gnide sig veltilfreds i hænderne, tog kampen imidlertid en uventet drejning. 

I iveren efter at få ram på makedonerne havde perserne overset, at hovedparten af Alexanders styrke havde ladet sig drive med vandet lidt længere ned ad floden. 

Herfra var de klar til at angribe perserne. Alexander gik efter den svage flanke, og resultatet var som forventet: 

I forsøget på at komme den angrebne flanke til hjælp trak perserne ud af formationen, og store huller opstod i deres linje. 

Forsvaret var så tyndt besat, at det makedonske kavaleri kunne gå i land uden at møde alvorlig modstand.

Oppe på det tørre land pløjede heste og ryttere sig som en kile igennem persernes rækker – en taktik, der kastede Dareios’ styrker ud i kaos. 

Tre persiske generaler blev dræbt, og én begik selvmord for at undgå nederlagets skam, hvorefter resten af soldaterne skyndte sig at stikke af. 

Den makedonske hær er så rutineret og udholdende, at den kan holde stand mod de overtallige persere.

© Phas/Getty Images & Shutterstock

Kongen reddet af soldat

Alexander havde vundet slaget, men Dareios var stadig konge over Perserriget. Hærføreren kunne imidlertid glæde sig over, at succesen ved Granikos i høj grad skyldtes hans personlige, strategiske indsats. 

Han havde brugt kavaleriet til at skabe kaos og uorden i fjendens rækker og på den måde bryde igennem deres frontlinje – en strategi, Alexander anvendte som den første i historien.

Også hærførerens vilje til selv at anføre sine tropper spillede en afgørende rolle. Alexander lagde vægt på at være synlig under sine slag, en indstilling, der nær havde kostet ham livet ved Granikos. 

En fjendtlig rytter havde kløvet hans fjerprydede hjelm, og hvis ikke én af hans egne soldater var trådt til, var hærføreren formentlig blevet dræbt. 

Resolut huggede soldaten Alexanders modstander ned, før fjenden kunne nå igen at hugge til mod kongens hoved, der nu blot var beskyttet af en tynd inderhjelm af læder.

Alexanders tilstedeværelse var ikke bare risikoen værd, den havde også højere værdi end tusindvis af ekstra soldater, vurderer historikere. Synet af lederen indgød mod, stædighed og kampgejst hos de loyale tropper. 

Perserne tramper hinanden ihjel

Alexanders personlige ledelsesstil stod i stærk kontrast til Dareios’ måde at føre krig på. 

Hvor den makedonske konge marcherede og kæmpede sammen med sine mænd, foretrak Dareios at holde sig i udkanten af et slag, helst højt til vejrs i sin personlige, overdådigt dekorerede stridsvogn, der bedre egnede sig til at udstille kongens herlighed og rigdom end til at føre krig. 

De to hærføreres valg skulle blive udslagsgivende, da kongerne det følgende år krydsede
klinger for anden gang.

Slaget stod ved byen Issos i det nuværende Tyrkiet. Slagmarken var et sandet område omgivet af bjerge på tre sider og Issos Golfen, nu Iskenderun Golfen, på den fjerde side.

Her ventede Dareios på Alexander med en snedig slagplan. Beskyttet af bjergene ville han angribe makedonernes hær. 

Den makedonske konge havde imidlertid andre planer. Da Dareios tøvede med at angribe, handlede Alexander, der for længst havde set, hvor udsat Dareios styrke var, spærret inde mellem bjergene. 

Med en lille gruppe mænd foretog Alexander et lynangreb mod persernes bueskytter. Fjenden svarede straks igen, men sendte så mange pile i luften, at flere af dem kolliderede og faldt nytteløse til jorden. 

Herefter angreb Alexander med kavaleriet. Makedonernes intensive træning gjorde, at hver enkelt soldat vidste, nøjagtig hvad han skulle gøre, og snart havde makedonernes hær klemt Dareios’ styrker inde mellem bjergene.

Persernes venstre flanke gav efter. 

Opmuntret stormede Alexander frem mod Dareios’ centrum, hvor han fandt kongen selv stående rådvild på sin stridsvogn. Ved synet af de fremrykkende makedonere flygtede perserkongen. 

De nærmeste soldater fulgte efter, og snart var hele den persiske hær i opløsning. Under de trange forhold brød panikken løs, og mange blev trampet ihjel af andre soldater.

Alexander var straks sat efter Dareios, men måtte opgive, da mørket faldt på. 

I stedet plyndrede hans mænd Dareios’ overdådige telt, som ud over en kongetrone også viste sig at indeholde et toilet og møbler i guld og ædle træsorter. 

Makedonerne fandt også Dareios’ familie, som de tog som gidsler.

Dareios sendte bud til Alexander om, at han inderligt ønskede, at familien måtte blive sat fri. Samtidig tilbød han en stor sum penge og alle sine besiddelser vest for floden Eufrat til gengæld for fred.

“Jeg ville i Alexanders sted gå ind på vilkårene”, bemærkede general Parmenion.

“Det ville jeg også i Parmenions sted”, svarede Alexander med et drillende smil. Den makedonske konge ville ikke have fred. Han ville besejre Dareios.

To år senere ved Gaugamela mødtes

Dareios og Alexander igen. Den makedonske konge havde forbedret sin afdøde fars vældige hær. 

Ud over at styrke kavaleriet havde han også inddraget soldater fra allierede stammer og indforskrevet en række specialister som fx ingeniørtropper og våbeneksperter. Hærføreren brugte også sin lærdom fra årene hos Aristoteles.

Da han aftenen i forvejen ankom til sletten, hvor Dareios ventede, gjorde han som tænkeren havde lært ham, nemlig at udforske terrænet og fjendens styrker. Indsamling af efterretninger var ikke noget nyt, men Alexander var den første, der samlede konkrete oplysninger om det terræn, hvor han forventede, at et forestående slag ville finde sted. 

De grundige undersøgelser kom til at kendetegne hele Alexanders karriere og spillede en væsentlig rolle for slaget ved Gaugamela.

Med et lille hold officerer red den makedonske konge tæt på fjendens lejr. 

Han fangede en lille flok af Dareios’ soldater og tog dem med tilbage til sin lejr. Krigsfangerne fortalte alt, hvad de vidste, bl.a. om de fælder, perserne havde gravet, og søm, som var spredt
på slagmarken.

Alexanders fremmeste general, Parmenion, opfordrede Alexander til at angribe i ly af mørket. Hærføreren afviste kategorisk idéen.

“At angribe om natten er det samme som at stjæle sejren”, sagde Alexander ifølge den romerske historiker Arrianus.

I virkeligheden var hærføreren nok mere snu end ædel. Han kunne regne ud, at Dareios forventede, at makedonerne ville angribe om natten, og netop derfor gjorde Alexander det ikke.

Efter at have holdt en opmuntrende tale til sine mænd, sendte makedonerkongen soldaterne til ro – velvidende at Dareios’ styrker sandsynligvis skulle holde sig vågne natten igennem.

Alexander rådede over en stående hær af frivillige og højt motiverede soldater. Alle gennemgik en lang og hård oplæring, så de kunne yde deres bedste i felten. 

© Luca Tarlazzi & Shutterstock

Alexander går næsten i fælden

Den følgende morgen så Alexander, at Dareios havde stillet sine udmattede tropper op i en traditionel linje på sletten. 

I centrum stod infanteriet, mens kavaleriet befandt sig på flankerne. 200 stridsvogne var spredt rundt omkring i linjen, og midt i stod 15 krigselefanter. Alexander gennemskuede straks Dareios’ plan. 

Perserkongen ville bryde makedonernes linje ved hjælp af sine elefanter og stridsvogne og derefter omringe den undertallige styrke med kavaleriet.

Roligt lod Alexander sine mænd marchere de første fem ud af de ca. seks en halv km, som adskilte ham og Dareios. 

For perserne så det ud, som om makedoneren ville kaste hele sin styrke ind i kampen på én gang og dermed gå lige i fælden.

Det makedonske kavaleri bevægede sig fremad i en skrå vinkel, der fik dem til at fremstå mindre truende. 

Dareios lod sig friste og sendte sin højre flanke imod makedonernes venstre, anført af general Parmenion. Samtidig udbrød der kamp mellem infanteristerne
i centrum.

Pludselig red Alexander mod højre sammen med en gruppe eliteryttere. Men hærføreren angreb ikke. 

Han fortsatte bare i retning væk fra sletten, ud mod et mere kuperet terræn. Da Dareios så det, blev han grebet af panik. Hans stridsvogne ville blive ubrugelige, hvis kampen foregik uden for den klargjorte flade slette. 

Et hul opstår i Dareios’ frontlinje

For tredje gang var Alexander i færd med at narre sin ærkefjende. Han red ud mod et stenet, kuperet område, som han kendte fra sin rekognoscering aftenen før. Dareios gav sin venstre flanke ordre til at følge efter og angribe.

Perserhæren, der var ca. fem gange så stor som den makedonske, var ikke fleksibel nok til, at soldaterne hurtigt kunne tilpasse sig fjendens uventede
bevægelser. 

Med kampe i centrum og venstre side og nu også langt ude i højre side af slagmarken (set fra makedonernes synvinkel) opstod et stort hul i Dareios’ frontlinje.

Bedre blev det ikke, da perserkongen gav sine stridsvogne ordre til at rulle mod det makedonske fodfolk i centrum. Vognene var i sig selv frygtindgydende med hjul påsat roterende klinger. 

De skarpe blade majede soldater og heste ned, når de kom frem. Men Alexanders soldater lod sig ikke skræmme. I stedet begyndte de at banke deres sværd og lanser imod skjoldene. 

Den øredøvende metalliske larm skræmte hestene, der gik i stå. 

Herefter kunne soldaterne med lethed stikke deres våben i de rædselsslagne dyr.

Perserne havde spredt søm ud i udkanten af sletten for at forhindre makedonerne i at omringe dem. 

Men den taktik havde Alexander fravalgt, og nu gik perserne selv i fælden, da sømmene borede sig op i de flygtende hestes hove.

Samtidig greb Alexander chancen for at trænge igennem persernes frontlinje. Han efterlod sine kæmpende eliteryttere, samlede sig en kile af andre soldater og tørnede igennem de sørgelige rester af persisk forsvar med kurs mod Dareios’ egen stridsvogn.

Gør som Alexander

7 råd til succes på slagmarken

  1. Opbyg en professionel hær af frivillige soldater.
  2. Træning, træning, træning!
  3. Udforsk terrænet, og vid alt om fjenden.
  4. Gør det modsatte af, hvad dine generaler anbefaler.
  5. Gå forrest i kamp, og udsæt dig selv for fare.
  6. Angrib det svageste led med dit stær­keste led.
  7. Bryd fjendens linje, skab forvirring, og slå ihjel.

10.081 bryllupper og en begravelse

Det persiske forsvar gav efter og da kusken, som førte Dareios’ stridsvogn blev spiddet af en makedonsk lanse, vendte den persiske konge om. 

Med sine nærmeste mænd flygtede han endnu en gang fra slagmarken.

Alexander var på nippet til at sætte efter Dareios, men fik så besked om, at den makedonske venstre flanke var under kraftigt angreb. 

Perserne trak sig dog hurtigt tilbage, så snart de så Alexander nærme sig, og makedonerne havde vundet slaget.

Sejren var lige så billig for Alexander, som den var glorværdig. Ingen kilder ved, præcist hvor mange der døde, men alle er enige om, at makedonerne mistede langt færre mænd end perserne.

I de følgende måneder gik Alexanders styrker sejrrigt frem. De makedonske soldater invaderede Persiens førende byer; Babylon, Susa og Persepolis. Alexander var nu Persiens hersker.

Dareios forblev imidlertid i live og på fri fod. Først et år efter slaget fandt Alexander sin modstander. 

Den engang så mægtige persiske konge lå i sin vogn på en støvet landevej et sted mellem Iran og Afghanistan, stukket ned af sine egne generaler og efterladt for at dø. Ifølge legenden forærede Dareios sit kongerige til Alexander, inden han drog sit sidste suk. 

De fleste historikere tvivler på den historie, men mener til gengæld, at det er sandt, at Alexander, da hans ærkefjende udåndede, svøbte den døde i en kappe og sendte liget til Persepolis, så Dareios kunne blive begravet ved siden af de andre persiske konger.

Dermed blev Alexander konge af Perserriget, og for at besegle sin nye status lod han sig vie til Dareios’ datter Stateira. 

Samtidig indgik 80 højtstående officerer og 10.000 makedonske soldater ægteskab med persiske kvinder. 

På den måde markerede kongen, at Makedonien og Persien nu var samlet og en del af Alexanders mægtige verdensrige.

Læs mere om Alexander den Store

  • Partha Bose: Alexander the Great’s Art of Strategy, Profile Books, 2003 
  • Paul Cartledge: Alexander the Great: The Hunt for a New Past, Macmillian, 2004

Måske er du interesseret i...

Læs også