Douglas MacArthur

MacArthur lovede sejr inden jul, men leverede et bittert nederlag. Han gav alle andre skylden.

© Getty/All Over

Douglas MacArthur: Militært geni led sit største nederlag

I efteråret 1950 er Douglas MacArthur en levende legende. Under 2. verdenskrig knuste han Japans hær, og nu står han klar til at styrte det kommunistiske Nordkorea. Kun to ting står i vejen: 300.000 kinesere og geniets svigtende dømmekraft.

19. januar 2017 af Martin Landin og Esben Mønster-Kjær

Soldaterne i 8. kavaleri­regiment har hørt rygterne. En sydkoreansk division skulle være blevet overrumplet og massakreret af kinesere, fortæller amerikanske soldater hinanden. Knap en uge forinden, mener nogle.

Kalenderen siger 1. november 1950, og amerikanere, sydkoreanere og tropper fra en stribe andre lande rykker frem. Så hurtigt, som Nordkoreas snedækkede bjerglandskab tillader det. 

General Douglas MacArthur, chefen for den mægtige FN-styrke, har beordret fuld fart nordpå – helt til Yalu-floden, der udgør grænsen til Kina.

Målet er at smide kommunisterne ud og genforene Korea til ét land. MacArthur har lovet sejr inden jul, og scenariet virker realistisk, for den besejrede nordkoreanske hær gør ingen nævneværdig modstand længere. Kulde og sne er nu de største hindringer.

Trods frosten er soldaterne i 8. kavaleri derfor optimistiske, da de går til ro ved landsbyen Unsan.

Pludselig brydes stilheden af skingre toner fra bjergsiderne. Det lyder som en slags sækkepibe, tænker nogle. Men det er signalhorn, amerikanerne kan høre. De blæser til angreb, og øjeblikke senere dukker en masse af løbende skikkelser frem af mørket.

Kinesernes angreb kommer fra tre sider på samme tid, og de bryder uden besvær gennem de amerikanske stillinger. Længere bagude forsøger nogle soldater at danne en ny linje, men de bliver også rendt over ende af de fremadstormende kinesiske soldater.

Flugt er nu den eneste mulighed. En amerikansk officer samler en konvoj på 10 lastvogne og befaler tilbagetog. Men det er præcis, hvad kineserne har regnet med. 

Længere fremme ad sporet ligger de i baghold. Maskingeværsalver pisker gennem køretøjerne, og kun få amerikanere overlever massakren.

Ved solopgang eksisterer 8. kavaleri ikke længere. De amerikanske soldater er dræbt, fanget eller på flugt i smågrupper – til fods og uden våben. Men der­efter trækker kineserne sig tilbage til de utilgængelige bjerge.

Måske var overfaldet ved Unsan en advarsel til general Mac­Arthur om, at han skulle stoppe sin fremrykning. Men sådan tolker han ikke situationen.

Koreakrigen er så godt som vundet, fastslår MacArthur 2.500 km borte i Tokyo, hvor hans hovedkvarter ligger, Nogle få kinesere har måske blandet sig, men de gør ingen forskel, og offensiven skal fortsætte. Hans hovmod skal komme til at koste soldaterne i Korea dyrt.

Materielt var USA langt stærkere end sine fjender – men det hjalp ikke meget i Koreas bjergrige landskab.

© Granger/Polfoto

MacArthur gik efter Det Hvide Hus

Krigshelten MacArthur er vant til at fortælle andre, hvordan virkeligheden er. Gennem karrieren har han høstet mere end 100 medaljer, og hjemme i USA er den fandenivoldske og altid skråsikre general elsket; børn, gader og parker er i årevis blevet opkaldt efter ham.

I 1944 og igen i 1948 overvejede republikanerne at opstille MacArthur som præsidentkandidat, og smigeren er ikke gået hans ego forbi. Det Hvide Hus vil være det helt rigtige sted at afslutte karrieren. Først har generalen dog en sag, der skal afsluttes: Koreakrigen.

Opgøret er begyndt den 25. juni 1950, hvor 200.000 nordkoreanere uden varsel strømmer over grænsen til Sydkorea. Kommunist-regimet i nord vil genforene landet med magt. FN vedtager at skride ind, og den 70-årige Mac­Arthur får overdraget kommandoen over verdenssamfundets hær.

“Mac” stopper med nød og næppe nordkoreanerne, inden hele Sydkorea er faldet. I en måned udkæmper de to hære en barsk stillingskrig om den sidste ubesatte tåspids på sydkysten. Så slår MacArthur tilbage.

Generalen har besluttet at landsætte tropper ved havnebyen Inchon, langt bag fjendens linjer. Ingen i Washington tror på, at invasionen kan lykkes, men MacArthur insisterer:

“Vi vil gå i land ved Inchon, og jeg vil knuse dem!” erklærer han med sin sædvanlige fasthed. Generalens kritikere er ikke overbevist, men ingen vover at tage opgøret. MacArthur iværksætter sin operation den 15. september – og den bliver hans største sejr nogensinde.

Amerikanerne kommer i land med minimale tab, og de truer med at afskære hele den nordkoreanske hær i Sydkorea. MacArthurs dristige træk tvinger fjenden på hovedkulds flugt hjemad.

Generalen er på pletten, klar til at tage imod hæderen. Under et besøg ved fronten er han omgivet af reportere, da han besigtiger seks kampvogne, de amerikanske soldater har uskadeliggjort. 

Pludslig fløjter projektiler forbi ham. MacArthur bliver roligt stående, mens han tørt bemærker, at de nordkoreanske snigskytter ikke er ret veltrænede.

12 dage efter landgangen ved Inchon er næsten hele Sydkorea under hans kontrol. Den pludselige triumf kommer bag på hærcheferne og præsidenten i Washington, der slet ikke har overvejet, hvad det næste skridt skal være. 

MacArthur derimod er ikke i tvivl: Han vil fortsætte hen over grænsen og udslette Nordkorea som stat.

Triumfen ved Inchon, som kun Mac­Arthur troede på, har gjort ham svær at modsige. Tøvende giver præsident Harry Truman grønt lys til at fortsætte.

MacArthur på ét af sine lynbesøg i Korea. Generalen sørgede altid for at tage fra fronten igen tids nok til, at han kunne overnatte i sit behagelige hovedkvarter i Japan.

© Corbis/Polfoto

MacArthur tromler nordpå

Inden MacArhtur lader fremrykningen begynde, deler han sin hær i to. Walton “Bulldog” Walker, der nåede til tops som pansergeneral under 2. verdenskrig, har hidtil anført landtropperne i Korea. 

Nu må han afgive halvdelen til general Ned Almond, en af MacArthurs rygklappere. Dermed har FN-hæren ikke længere en øverstbefalende ved fronten – MacArthur vil styre det hele fra Japan langt borte.

Opdelingen udløser hovedrysten blandt hærcheferne i USA. Den strider mod al militær logik, men de generaler, som kunne have grebet ind, frygter MacArthur. Mens de endnu kun anførte delinger, var han divisionschef. 

Under 2. verdenskrig, hvor de steg mod toppen, var han for længst nået derop. Derfor kan MacArthur, der ofte omtaler sig selv i tredje person, gøre, som det passer ham.

Mens FN-tropperne tromler ind i Nordkorea i oktober 1950, holder han hof i Japan. 

MacArthurs hovedkvarter i Tokyo vrimler med beundrende journalister, der følger i hans hæle og skriver artikler om den store feltherres bedrifter. Officererne i hans stab er ja-sigere, hvis vigtigste opgave er at bekræfte hans opfattelse af virkeligheden.

Den gode stemning bliver især opretholdt af MacArthurs velafrettede efterretningschef, general Charles Willoughby. 

Han skrider straks ind, da CIA melder om kinesiske troppebevægelser. Ifølge rapporter er 300.000 soldater ved at blive samlet nær Yalu-floden på grænsen til Nordkorea.

Willoughby nedtoner truslen i sine rapporter til MacArthur, som sender indholdet videre til Washington. 

Kineserne vover ikke at stille sig i vejen for den amerikanske hær, lyder budskabet. USA har atomvåben, og det har Kina ikke. Dermed er sagen ude af verden i MacArthurs øjne. Offensiven fortsætter, så sejren kan bringes i hus inden jul.

MacArthur ser ingen fare

15. oktober 1950 sætter præsidenten sin kommandør stævne på Wake Island, en lille atol i Stillehavet. Truman vil drøfte Kina og samtidig forsøge at sætte sig i respekt over for MacArthur.

Generalen markerer sin ringeagt fra begyndelsen. I stedet for at gøre honnør giver han præsidenten hånden, som om de to er ligemænd. Truman vælger at ignorere fornærmelsen og går i stedet til sagen: Er det virkelig udelukket, at Kina griber ind i Koreakrigen?

“Kineserne kan højst få 50-60.000 mand over Yalu-floden”, lyder svaret.

“De har intet luftvåben. Nu hvor vi har baser til vores luftvåben i Korea, vil det blive den største nedslagtning i menneskehedens historie, hvis de prøver”, forsikrer MacArthur præsidenten.

Overvældet af det selvsikre budskab undlader Truman og hans stab at spørge ind til detaljer. De får aldrig drøftet, hvilke planer MacArthur har parat, hvis kineserne alligevel blander sig.

Tilbage i Tokyo giver MacArthur sine to chefer i Korea besked på at “presse fremad i fuld fart og med fuld udnyttelse af hele styrken”. 

Han er sikker på, at det sidste stræk mod Yalu-floden blot er oprydningsarbejde. Derfor lader han tilmed ammunitionsforsyninger, der er på vej til Korea, omdirigere.

Den 19. oktober sniger de første kinesiske soldater sig over Yalu i ly af natten. Amerikanske fly opdager dem ikke.

Stormen bryder løs

Knap to uger senere, den 1. november, massakrerer kineserne det 8. kavaleri­regiment. Men derefter forsvinder de igen. Der kommer ikke flere angreb. MacArthur konkluderer, at hans tropper blot er stødt på nogle kinesiske frivillige, der har sluttet sig til Nordkoreas hær.

I ugerne efter tager FN-enhederne flere kinesiske fanger. De fortæller samstemmende, at massive styrker skjuler sig i Koreas bjerge. Men rapporterne kommer ikke længere end til efterretningschef Willoughbys bord. 

Han ved, at hans karriere vil ikke blive hjulpet på vej, hvis han farer frem med historier om spøgelseskinesere på bjergtinder.

Willoughby bekræfter i stedet, hvad MacArthur allerede er sikker på: Der findes ingen kinesisk trussel. Den 6. november udsendes en meddelelse om, at den endelige sejr næsten er vundet.

MacArthur får ikke flere advarsler. Tæt ved midnat den 25. november går den kinesiske storoffensiv i gang. Langs fronten i Nordkorea – og ikke mindst bag den – rammer bølge efter bølge af angreb FN-styrkerne fra alle sider.

Dagen forinden har Willoughby anerkendt, at op til 71.000 kinesere måske befinder sig i Korea. Det virkelige tal er 300.000. I ly af natten forlader de deres skjulesteder og stormer fremad.

Paniske radiomeddelelser skratter ind fra nødstedte tropper. Ved 9. amerikansker infanteriregiment strømmer råb om hjælp ind fra alle enheder:

“De er overalt”, “Hver gang vi stopper dem, kommer der flere”, “Vi kan ikke holde dem tilbage længere, der er så mange af dem”, “Dette er muligvis den sidste besked, I hører fra os”.

Nogle mænd når ikke engang ud af deres soveposer, men bliver stukket ihjel af kinesernes bajonetter. Kun få officerer viser handlekraft den nat. Én af dem er løjtnant Gene Takahashi, der er af japansk afstamning.

“Fald tilbage!” råber han, mens han løber gennem infernoet. “Hold sammen! Slut op om mig!”

Takahashis deling er stort set udryddet, men resterne følger efter ham. Det samme gør flere mænd fra andre delinger. 

Takahashi fører dem tilbage til en højere position på bjergsiden. Her holder de stand så længe som muligt, indtil kineserne løber dem over ende og tager Takahashi og nogle få andre til fange.

Mange andre officerer går i panik og tænker kun på at redde sig selv. Enhederne bliver splittet ad, og de overlevende begynder en hovedkulds flugt sydpå. 

Hvad der skulle have været det sidste stræk af en sejrsmarch, er på få timer forvandlet til et af amerikansk militærhistories mest ydmygende nederlag.

MacArthur vil atombombe Kina

Mens FN-tropperne flygter sydpå, for­søger MacArthurs stabsofficerer at stoppe dem. Et tilbagetog vil knuse generalens drøm om en sidste sejr og et fortjent otium i Det Hvide Hus.

MacArtur selv nægter at tage ansvar for katastrofen. Han irettesætter “uvidende journalister, der ikke kan kende forskel på planlagt tilbagetrækning og flugt”. 

Samtidig kræver han tilladelse til at bombe mål på den kinesiske side af grænsen. For en gangs skyld er svaret et nej, for præsidenten frygter, at krigen skal eskalere. Kineserne har ikke atomvåben, men det har deres kommunistiske brødre i Sovjetunionen.

I de følgende dage lider MacArthur af voldsomme humørsvingninger. Det ene øjeblik taler han om evakuering af FN-hæren fra Korea, det næste kræver han brug af atomvåben. Via pressen tordner han mod Washington, der ifølge Mac­Arthur har svigtet ham og hans tropper.

Spidsrod gennem dødspasset

Mens hovedkvarteret i Japan kæmper for MacArthurs ry, kæmper tropperne i Korea for livet. 8. regiment, der led blodige tab til kineserne 25. november, har et endnu større mareridt i vente.

Regimentet er en del af 2. amerikanske division, der udgør bagtroppen for hele FN-hæren. Kinesiske granater er allerede begyndt at falde over hans hovedkvarter, da divisionschef Laurence “Dutch” Keiser befaler tilbagetog.

Vejen stik sydpå er smal, og højdedrag omgiver den til begge sider. Terrænet er perfekt til et kinesisk baghold. Men ruten er også den hurtigste flugtvej, så Keiser tøver ikke. Han befaler afgang natten til den 30. november.

Forrest kører fem kampvogne for at rydde eventuelle forhindringer af vejen. Resten følger efter i en lang kolonne: jeeps med officerer, flere kampvogne med infanterister siddende ovenpå, lastvogne fulde af våben, ammunition og personel samt ingeniørtropper bagerst.

Konvojen har knap kørt en kilometer, før kineserne åbner ild fra begge sider.

“Fuld fart fremad!” lyder ordren til de fem kampvogne forrest. Deres kraftige motorer gasser op, og panserkøretøjerne bulldozer sig gennem alle forhindringer. Men bagude har resten af konvojen svært ved at følge med. 

De ubeskyttede jeeps og lastvogne bliver smadret af mortergranater og maskingeværsalver, og andre må stoppe for at samle deres mandskab op.

Nogle kilometer nede ad vejen ligger Passet, en knap 500 m lang strækning, der er så smal, at køretøjer ikke kan passere hinanden. Hvis bare én kampvogn går i stå her, er det ude med hele 2. division. 

Fortroppen rydder straks vejen for udbrændte køretøjer – efterladenskaber fra en tyrkisk FN-brigade, der blev angrebet samme sted dagen forinden.

Derefter fortsætter de fem kampvogne ind i passet. Tilsyneladende har kineserne forladt højdedragene omkring vejen igen, for den lille styrke kører igennem uden at blive angrebet. Men fjenden venter blot på hovedstyrken. 

Da resten af 2. division følger efter, åbner kinesiske tropper ild fra skjulte stillinger, og en sand nedslagtning begynder.

Amerikanerne er lette mål, mens de løber spidsrod mellem de stejle skråninger. Lig hober sig op på vejen, men mændene i de efterfølgende køretøjer er nødt til at køre hen over dem. Tøver de, vil de selv blive ofre for kinesernes ild.

Da general Keiser når frem til passet, er hans division i hastig opløsning. Kun få besvarer kinesernes ild, og ingen officerer lader til at anføre deres mænd.

Keiser selv er én af de heldige, der slipper levende fra blodbadet. Men af hans over 11.000 mand, der normalt udgør 2. division, er kun 5.300 tilbage.

MacArthur når til vejs ende

Ved juletid 1950 er FN-styrkerne presset tilbage til udgangspunktet, 38. breddegrad. Den 24. december sender Mac­Arthur sin liste med juleønsker til Washington. Den består af 34 kinesiske mål, han vil smide atombomber over. 

Den gamle general risikerer hellere at udløse 3. verdenskrig end indrømme, at hans militære dømmekraft har svigtet.

Truman har forbudt MacArthur at udtale sig til journalister, men i de følgende måneder afholder han alligevel adskillige pressekonferencer. 

Her raser han uhæmmet over USA's svage ledere. Den 11. april får Truman endelig nok. Han fyrer MacArthur for ikke at respektere præsidentens autoritet.

Afskedigelsen kommer som et chok for både pressen og den amerikanske befolkning, der reagerer prompte:

”Sjældent har en mere upopulær mand fyret en mere populær mand”, skriver Time Magazine. Senatorer fra den politiske højrefløj kræver Truman arresteret og foreslår MacArthur som præsidentkandidat ved valget i 1952. Millioner af tilhængere går på gaden for at hylde den faldne kriger.

Da præsidenten fyrede MacArthur, vidste han, at det ville give ballade. Nyheden fik Trumans popularitet til at styrtdykke.

© Corbis/Polfoto

En senatshøring bliver nedsat for at bore i årsagen til MacArthurs fyring, men da detaljerne bliver blotlagt, begynder hans stjerne at falme. 

Republikanerne finder en anden krighelt som præsidentkandidat, general Dwight Eisenhower. MacArthur har aldrig tilgivet, at Eisenhower blev lige så berømt som han selv under 2. verdenskrig.

I de næste 10 år lever eksgeneralen som privatperson. Han har passeret de 82 år, da han i 1962 holder sin sidste tale. Stedet er militærakademiet West Point, og MacArthur holder ikke igen:

“Skyggerne bliver længere for mig. Tusmørket er kommet”, forkynder han i vanlig storladen stil. MacArthur taler om Gud, pligt og fædreland inden sin store finale: “Jeg byder jer farvel”.

To år senere dør MacArthur af leversvigt, og præsident Lyndon Johnson tildeler ham en statsmandsbegravelse. Korea er glemt, og det samme er de soldater, han drev fremad til nederlag.

Måske er du interesseret i...

Læs også