Hendes sejr over englænderne ved byens porte gjorde “Jomfruen fra Orléans” til en frelserskikkelse. Folket turde nu håbe på sejr
over fjenden.

© Bridgeman

Jomfruridderen Jeanne d'Arc vækkede Frankrigs kampgejst

Hendes liv var lige så dramatisk, som det var kort. Bondetøsen Jeanne d’Arc blev kun 19 år, men nåede at anføre hære, krone en konge og tænde det håb, som betød vendepunktet i Frankrigs 100 år lange krig mod England. Alt sammen på Guds befaling, ifølge teenageren selv.

9. maj 2018 af Stine Overbye

I begyndelsen tog hun ikke stemmerne alvorligt. Pigen hørte dem første gang som 12-årig i sommeren 1424. 

I familiens have i landsbyen Domremy så hun pludselig et gyldent glimt – en glitrende stråle af guld, som vibrerede i middagsheden. Fra lysskyen talte en blid røst. Den befalede hende at være from og passe kirkegangen.

Lige så pludseligt, stemmen var dukket op, lige så brat forsvandt den igen. Fortumlet stod Jeanne d’Arc tilbage, usikker på, hvad hun havde oplevet, og om det hele blot havde været en drøm. 

Hun besluttede sig for ikke at fortælle om den mirakuløse hændelse til nogen – ikke engang til sine forældre. For hvordan skulle hun kunne forklare noget, som hun ikke selv forstod?

Men hun hørte stemmer igen, hyppigere og hyppigere, og nu var Jeanne ikke længere i tvivl: Røsterne stammede fra himlen, og som trofaste venner var de kommet for at blive.

De himmelske stemmer talte til hende på alle tidspunkter af døgnet – når hun lå i sin seng, når hun bad til Gud, når kirkeklokkerne ringede, når hun var i marken, når som helst. Lydene var altid ledsaget af lysglimt og gjorde hende glad og tryg. 

Som tiden gik, mente hun også at kunne sætte ansigter på de mærkelige gæster. De var engle, sendt til hende med vigtige buskaber. Hvor de i begyndelsen var uklare i deres instrukser, blev de med tiden mere præcise:

“Du er bestemt til at leve et andet liv og udføre undere, for du er den, som er valgt af Gud til at frelse Frankrig, fordrive fjenden og gøre prins Karl til konge”, lød budskabet igen og igen.

De engelske konger mente, at de havde ret til Frankrigs trone, og de var villige til at ofre endeløse ressourcer på at erobre den. De dødbringende engelske langbuer kostede Frankrigs stolte riddere flere ydmygende nederlag.

© Bridgeman

Jeanne drager ud for at frelse et rige

Hun voksede op i en urolig og omskiftelig tid. Jeanne d'Arc var barn i et rige, som i årtier havde ligget i blodig krig med englænderne og var godt på vej til at blive erobret. 

Hele landet nord for Loire-floden var i fjendens hænder, og de havde en mægtig allieret i hertugen af Burgund – Frankrigs stærkeste fyrste.Mens de voksne i Domremy bekymrede sig om krigen, pressede deres børn mest mulig leg ind i den smule fritid, de havde ved siden af deres mange pligter. 

Men ikke Jeanne – så snart hun så sit snit til det, søgte hun hen i landsbykirken for at bede. Hun blev drillet med, at hun var alt for from, og foretrak sit eget selskab. Skulle hun adlyde Guds vilje, måtte hun dog snart bryde ud af barndomshjemmets tryghed.

Hvor gerne hun end ville, kunne Jeanne d’Arc ikke sidde stemmerne overhørig. De bad hende om at opsøge den befalingshavende på en borg i nabobyen og fortælle ham, at hun var udset som Frankrigs frelser. 

I maj 1428 vandrede hun den lange vej til kommandanten Robert Baudricourt, som lyttede med et halvt øre til den spinkle pige med det sorte hår og stærke blik. Da hun højtideligt erklærede, at hun ønskede at blive ført til prins Karl, grinede Baudricourt højlydt, inden han slog over i flammende vrede:

“Gør du grin med mig? Du trænger til en gang prygl. Gå hjem med dig”.

Situationen i Frankrig blev dog stadig mere fortvivlet. I oktober 1428 belejrede englænderne Orléans, og faldt byen, ville hele Sydfrankrig ligge for deres fødder. I desperation forsøgte Jeanne d’Arc i januar 1429 endnu en gang at overtale Baudricourt til at føre hende til prinsen.

Kommandanten tog sig nu tid til at lytte til pigen – et hvilket som helst råd og forslag var velkomment i disse tider, hvor fremtiden tegnede dyster for riget. 

Dog havde Baudricourt stadig uhyre svært ved at se, hvordan en 16-årig bondepige kunne gøre en forskel for sit fædreland, selv om hun påstod at have hørt stemmer, som lovede sejr.

Vendepunktet indtraf, da Jeanne d’Arc forudså et fransk nederlag i en landsby i nærheden af Orléans. Som spået af pigen tabte de franske tropper slaget stort den 12. februar 1429. 

Da Baudricourt erfarede, at Jeanne havde haft ret i sin forudsigelse, blev han endelig overbevist: Denne pige var så speciel, at han gjorde bedst i at føje hende og lade hende føre til hoffet.

Iført mandetøj og ledsaget af seks mænd begav Jeanne sig i slutningen af februar 1429 ud på den 500 km lange rejse tværs gennem Frankrig til den lille by Chinon, hvor prins Karl residerede. 

For at undgå at blive opdaget af fjenden red gruppen oftest om natten, og hele tiden sørgede “jomfruen”, som Jeanne nu kaldte sig, for at skjule sit køn med trøje og bukser. 

Hun havde lovet stemmerne, at hun ville bevare sin jomfruelighed, så længe Gud ønskede det, og for at falde i ét med selskabet af mandlige soldater klippede hun også sit hår helt kort.

Kronprinsen støtter Jomfruen

Efter 11 døgn på vejen ankom Jeanne d'Arc og hendes eskorte til Chinon. Her lod Karl hende modvilligt komme i audiens. 

Rygtet var løbet i forvejen, at bondepigen var både synsk og sendt af Gud, men selv om tronarvingen med et land på randen af kollaps havde hårdt brug for guddommelig støtte, var han skeptisk. 

I en tid, hvor talrige mennesker påberåbte sig overnaturlige kræfter, havde han endnu til gode at møde én, som virkelig formåede at udøve mirakler.

Men Jeanne viste sig at være anderledes. Lige så ydmyg og lavmælt hun var, lige så urokkelig var hun i sin tiltro til egne evner. Hun faldt på knæ foran Karl og sagde med indtrængende:

“Ædle tronfølger. Jeg er sendt fra Gud for at frelse Frankrig og hjælpe Dem til at blive kronet til konge”. 

For at demonstrere, at hun havde evner ud over det sædvanlige, gengav hun i detaljer en bøn, som Karl havde fremsagt, mens han var alene i sit bedekammer en novemberdag i 1428. Derpå bad hun om at blive sat i spidsen for en hær, så hun kunne drage ud og befri Orléans.

Efter at have lyttet til den sære pige var tronarvingen på én gang overvældet og forvirret. For at sikre sig, at pigen ikke var en løgnhals, sendte han hende til Poitiers, hvor hun skulle udspørges af biskopper og andre lærde.

Roligt og selvsikkert besvarede Jeanne forsamlingens spørgsmål, men teologerne savnede beviser. Da de sendte hende tilbage uden en klar dom, valgte kronprinsen dog at tage chancen.

På Karls ordre blev Jeanne nu udstyret med en specialfremstillet rustning, en hest og en lanse. Hun fik en fane, som var prydet af Jesus, to engle og liljer – det traditionelle symbol på Frankrig. Fuldt udrustet og klar til at drage i krig sendte hun nu et brev til englænderne:

“Aflever nøglerne til alle de gode byer, I har taget og krænket i Frankrig, til jomfruen, som er sendt af Gud. Rejs tilbage til England, eller jomfruen vil drive jer ud af Frankrig”, advarede hun.

Karl forblev kronprins i syv år efter sin fars død. Det var Jeannes fortjeneste, at han i 1429 endelig kunne drage til Reims og blive kronet til konge.

© Scala

En pil i brystet

Fredag 29. april 1429 nåede nyheden til Orléans, at en hærstyrke under ledelse af den nu 17-årige jomfru fra Domremy var på vej for at befri byen. 

Og ganske rigtigt: I fortroppen for en hær på omkring 3.500 mand rykkede Jeanne d’Arc samme dag ind i den belejrede by, hvor hun blev modtaget af jublende og håbefulde indbyggere. 

Englænderne undlod at gribe ind, men holdt sig i deres fæstningsværker rundt om staden, rådvilde og ubeslutsomme. Også de havde hørt om bondepigen, som var sendt fra Gud. Men da de så den spinkle pige højt til hest, lignede hun bestemt ikke en frygtindgydende hærfører.

Tidligt om morgenen 4. maj gjorde de franske tropper i Orléans udfald. Jeanne red forrest med sin fane, mens hun opildnede sine tropper til kamp. 

Kampen var slut, før den rigtig kom i gang: På få timer indtog hæren en kirke, som det havde taget englænderne et halvt år at erobre. Samme aften ringede alle kirkeklokker i Orléans lystigt, og dagen efter sendte Jeanne d’Arc et ultimatum til englænderne i form af et brev, som blev skudt af sted med en pil:

“Gud siger gennem mig, jomfruen, at I skal forlade alle jeres fæstninger og rejse tilbage, til hvor I hører til. Hvis I ikke gør det, skal det koste jer, så det vil blive husket for evigt”.

Englænderne forlod ikke deres stillinger uden for Orléans, og Jeannes tropper gik til angreb. I de følgende dage faldt de engelske forter ét efter ét. Jeanne var overalt, midt i slaget, ustoppelig og frygtløs, også selv om hun før kampene havde forudset, at hun ville blive såret. 

Spådommen gik i opfyldelse: En pil ramte hende lige over brystet, så hun faldt af hesten. Blødende blev hun ført væk fra angribernes rækker, men kun for at være tilbage i sadlen igen få timer senere, kampberedt til det endelige slag i dysten om Orléans.

Alene i kraft af sin tilstedeværelse og sejrssikre udstråling spredte Jeanne mod i hæren, og al vaklen i geledderne blev afløst af gåpåmod, når hun med fanen i hånd førte tropperne i kamp. Den 8. maj 1429 var slaget vundet, og englænderne drevet på flugt. 

Jeanne havde vundet og opnået, hvad ingen general havde kunnet klare. Mens indbyggerne strømmede ud i gaderne og takkede deres tapre forsvarere, trak jomfruen af Orléans, som hun nu blev kaldt, sig tilbage til sit logi for at pleje sine sår, spise lidt brød og takke Gud for sit held.

Nyheden om den overvældende sejr var snart på alles læber, og med triumfen voksede franskmændenes kampmoral fra nulpunktet til uanede højder. 

Jomfruen af Orléans og hendes liljeprydede fane blev nu symbolet på sejr, og da hendes hær sejrede over englænderne i Patay blot 20 km fra Orléans 18. juni 1429, var selv den største skeptiker omvendt: Den unge stridskvinde måtte være sendt fra himlen. 

Hendes tropper havde hugget englænderne ned til sidste mand. Omkring 2.200 engelske soldater mistede livet i kampene, mens tabstallet på fransk side var minimalt. Med sejren var generobringen af landet nord for Loire skudt i gang.

Heldet forlader Jeanne

I årevis havde stemmerne befalet Jeanne d’Arc at få Karl kronet til konge, og efter slaget i Patay lå vejen åben til den traditionelle kroningskirke i byen Reims. 

Den 17. juli 1429 myldrede hele byen med syngende og smilende franskmænd – alle var af huse på denne store festdag, fra adelige i fuld rustning eller fornemme dragter til fattigfolk i deres mindst hullede pjalter. Hver og én strålede, men ingen mere end prins Karl og hans kvindelige hærfører.

Majestætisk klædt i en guldornamenteret kåbe red den kommende monark i procession gennem Reims til domkirken, og lige bag ham fulgte jomfruen fra Orléans i rustning og med sin fane i hånden. Jubelråbene gjaldede gennem gaderne, men hvem af de to hyldesten først og fremmest var rettet imod, var umuligt at afgøre.

Med kroningen af Karl 7. til konge havde Jeanne d’Arc nået sit livs højdepunkt. På ubegribeligt kort tid – kun fem måneder efter at hun som en simpel bondepige havde forladt fødebyen Domremy, var hun blevet Frankrigs frelser, og alt havde forandret sig.

Både for riget og for hende selv gik det stadig fremad: Hvor hun før havde været klædt i en laset kjole og redet uden sadel på en arbejdshest, var hun nu iført rustning og rød kappe med guldbrokade. 

Hun red på sin egen stridshest, omgivet af tjenende ånder og egen skriftefader og i selskab med konge og stormænd. Intet syntes at kunne bremse hende, og næste mål var at trænge ind over hovedstadens voldgrave og erobre selveste Paris.

Men Jeannes planer om at indlede marchen mod Paris allerede dagen efter kroningsceremonien blev forpurret. Frankrig var et land i fest, og gildets hovedperson havde ikke spor travlt. 

Frem for at styre direkte mod hovedstaden og forsøge i ét hug at rense landet for englændere valgte Karl 7. en forsigtig strategi. Kongen gav sig til at forhandle om en fredsaftale med sin frafaldne undersåt, hertugen af Burgund.

Igen og igen pressede Jeanne på for at få lov til at erobre Paris, og da hun i september 1429 omsider fik kongens tilladelse, ventede en fiasko. 

Englænderne var alt for stærke, og selv om hun red forrest og med høj og klar stemme opmuntrede sine tropper, løb Jeanne ind i sit livs første nederlag som hærfører.

Miraklernes tid var åbenlyst forbi. Ikke alene blev de franske soldater sendt på et ydmygende tilbagetog – jomfruen selv blev ramt af en pil i hoften, så hun hårdt såret måtte forlade slagmarken midt i kampens hede. 

Mens hun mod sin vilje blev båret bort, skreg hun til tropperne, at de endnu en gang skulle gå til angreb. Men nederlaget var en kendsgerning. Heldet havde forladt Jeanne, og måske også Gud. Hun modtog ikke længere befalinger fra Herren – de himmelske stemmer var blevet tavse.

Fra Jeanne d’Arc forlader sin hjemstavn, til hun bliver taget til fange, går blot 15 måneder.

© Scala

Ildevarslende udsigter

Fiaskoen i Paris skulle vise sig som første skridt mod afgrunden for Jeanne d’Arc. Plaget af smerter fra sit sår tilbragte hun en lang vinter hos kongen, alt imens hun brændende ønskede sig hjem til Domremy og langt væk fra hoffets intriger, sladder og evindelige fester. Ikke alene savnede hun sin familie, hun længtes også efter igen at høre de stemmer, som i mange år havde været hendes trøst og ledestjerne.

Da stemmerne endelig talte til hende igen i foråret 1430, var det ikke med befalinger eller løfterige forudsigelser: I stedet havde de et skræmmende budskab: “Du vil blive taget til fange inden midsommer,” advarede de.

Med visheden om at skæbnen var uafvendelig, men også i håbet om stadig at kunne tjene sit land, forsøgte Jeanne i maj 1430 at befri byen Compiègne, som var belejret af burgunderne.

I en tid gik kampen godt, men da fjenden hele tiden fik forstærkninger udefra, måtte jomfruen og hendes lille kompagni i en regn af pile søge tilflugt bag byens mure. 

Galopperende i bagtroppen forsøgte Jeanne fortvivlet at forsvare sine soldater, men netop da hendes folk var stormet ind gennem byporten og ind i sikkerheden, blev vindebroen hævet. 

Jeanne var lukket ude, og selv om hun kæmpede til det sidste, var kampen afgjort på forhånd. “Overgiv dig, overgiv dig”, gjaldede det fra alle sider, og da hun nægtede, blev hun flået ned fra sin hest og taget til fange.

Solgt til højestbydende

Hertugen af Burgund var himmelhenrykte over sit trofæ. I middelalderen var det almindeligt, at fornemme fanger blev købt fri af deres familie. 

Jeanne d'Arc havde ganske vist ingen slægtninge, som kunne rejse løsepenge, men han regnede med, at jomfruen fra Orléans måtte være en formue værd for Karl 7. Budbringere red af sted til det franske hof, og i ventetiden blev Jeanne behandlet med ærbødighed og respekt.

Men kongen nægtede at gribe til pungen. Mens menige franskmænd græd over tilfangetagelsen, afviste Karl 7. pure at betale hertugen af Burgunds pris. 

Hun havde ført den franske hær til vigtige sejre, hun havde gjort det muligt for prinsen at blive kronet, hun havde gjort mere for at frelse Frankrig end nogen anden. Men i nødens stund blev Jeanne overladt til sig selv.

Den engelske statholder Bedford var ikke så nærig som Frankrigs konge. For en dusør på 10.000 livres – en formue på den tid – købte han den dyrebare fange og spærrede hende inde i Rouen i det nordlige Frankrig. Her blev nu knap 19-årige Jeanne lagt i lænker og anbragt i en fængselscelle i december 1430.

I Rouen blev den respektfulde behandling afløst af barskt fængselsliv. Dag og nat frygtede Jeanne at blive voldtaget af sine fangevogtere, som ikke holdt sig tilbage fra grove drillerier og højlydte diskussioner om hendes dyd. Gang på gang buldrede de på døren og spurgte:

“Kan en heks være jomfru? Det må vi hellere finde ud af”. Frygtsomt klyngede Jeanne sig til sit mandetøj og havde altid to par bukser på, som var fæstnet til hendes tunika med over 20 snører.

Efter Jeanne blev taget til fange,­ solgte hertugen af Burgund hende til sine engelske allierede.

© Bridgeman

Jeanne var dømt på forhånd

Den 21. februar 1431 begyndte forhørene, og i månedsvis blev hun udspurgt af en skare af gejstlige. Dommerne var alle franske, men englænderne havde nøje udvalgt hver enkelt af dem. 

Fra første dag stod det klart, at retssagen alene havde ét formål: at gøre englændernes beskidte arbejde og få Jeanne dømt til døden som kætter. Ikke et eneste vidne var indkaldt til hendes forsvar.

Spørgsmålene haglede ned over hende: Har du været sammen med djævlen? Har du forhekset Karl 7.? Går du i mandsdragt, fordi du er en kætter? Er du en heks? En falsk profet? Eller en frafalden, fordømt og ondsindet gudsbespotter? Har din fane magiske kræfter?

Ærligt forklarede Jeanne, hvad hun havde sagt til alle andre, siden hun forlod Domremy – at hun havde modtaget åbenbaringer af himmelske stemmer. 

Men hendes forklaringer blev mødt med hånlatter og mistro. Stemmerne var ifølge anklageren “falske” og “djævelske”. Mandsdragten var et overbevisende vidnesbyrd om, at Jeanne d’Arc var kætter. En kvinde gik ikke i mandetøj, det var blasfemi og modbydeligt over for Gud, lød anklagen.

Efter uger og måneder med lange og udmattende forhør fik Jeanne et ultimatum: Enten kunne hun fornægte sine kætterske tanker og bekende, at stemmerne og synerne var Satans værk, eller også ville hun blive ført til bålet.

“Hvis jeg skulle sige, at Gud ikke havde sendt mig, ville jeg fordømme mig selv, for det er sandt, at Gud har sendt mig”, insisterede hun.

Om formiddagen den 30. maj 1431 stod Jeanne d’Arc foran bålet i Rouen, dømt til døden. En skare utålmodige englændere kunne næsten ikke vente, til hun blev flammernes bytte.

“Sker der ikke snart noget? Har I tænkt jer, at vi skal vente helt til middag?”, spurgte de hånligt.

“Brænd heksen, brænd heksen”, råbte andre i den tusindtallige tilskuerskare, mens en tydeligt skrækslagen Jeanne blev ført til pælen og surret fast. Bødlen greb en fakkel og satte ild til dyngen af brænde og ved under hendes fødder.

Hun fik opfyldt sit sidste ønske. Flere langskaftede kors blev holdt foran hendes ansigt til det sidste.

Mens ilden knitrede, og flammerne tog fat, skreg Jeanne d'Arc flere gange:

“Jesus, hjælp mig, Jesus, hjælp mig”.

De ord skulle blive hendes sidste. Kort efter sank hendes hoved forover, mens ilden åd sig gennem hendes 19-årige krop og forvandlede den til aske.

Siden Jeanne d'Arcs død har historikere skrevet om hendes mod og viljestyrke. 

Mange år senere saligkårede også kirken Jeanne d'Arc i 1909 – det sidste skridt mod helgenkåringen i 1920. Nu fejres Jeanne d’Arc som Frankrigs nationalhelgen søndag efter 8. maj.

Historien bugner af store personligheder, som for alvor ændrede fortiden på både godt og ondt. Netop nu kan du prøve HISTORIE's ultimative personlighedstest og finde ud af, hvem du minder mest om! 

Læs mere

Vita Sackville-West: Jeanne d'Arc, Forum, 1985. Timothy Wilson-Smith: Joan of Arc – Maid, Myth and History, Sutton Publishing, 2006. Daniel Hobbins: The Trial of Joan of Arc, Harvard University Press, 2005.

Måske er du interesseret i...

Læs også