Hungersnød, tvangskollektivisering af landbruget, politiske domstole og sibiriske fangelejre. Stalin holder Sovjetunionen i et jerngreb af frygt og terror.

Josef Stalin - en tyran bliver til

Hans far slog ham, og i skolen lærte han at angive sine kammerater. Stalin fik indblik i diktatorens blodige håndværk allerede som dreng, men hans opvækst skulle holdes hemmelig. Alle Stalins barndomskammerater risikerede derfor en gruelig skæbne.

6. maj 2015 af Flemming Kyed

Josef Stalin - 50 år og på toppen

I 1929 kunne Josef Stalin fejre sin 50-års fødselsdag. For tyrannen og massemorderen blev det en god dag – og et godt år. Fra hele det enorme land strømmede deputationer af underdanige arbejdere og bønder til hovedstaden Moskva for at hylde den reelle enehersker over Sovjetunionen.

I de foregående år havde Stalin fjernet al opposition og cementeret sin magt – selv om han formelt ikke besad nogen poster i statsapparatet. Byer og bjerge var blevet opkaldt efter den koparrede mand fra Georgien, og arbejdspladser havde enstemmigt vedtaget resolutioner, der hyldede “Den Store Leder”.

Det var blevet helt naturligt at ære ham med svulstige lovord og titler som Manden af Stål, Den nye Lenin, Jern­soldaten, Fredens Genius, Alle Arbejdende Menneskers Velgører, Den
Geniale Fører og meget andet.

I sin takketale på fødselsdagen sagde Josef Stalin blandt andet: “I skal ikke tvivle på, kammerater, at jeg også i fremtiden vil vie al min styrke til arbejderklassens sag, til den proletariske revolution, til verdenskommunismen. Alle mine evner og – om nødvendigt – mit blod. Dråbe for dråbe.”

Stalin manipulerer sig til magten

Fem år før, i 1924, døde Vladimir Lenin, den unge Sovjetstats ubestridte leder. På det tidspunkt var det langtfra sandsynligt, at hans efterfølger ville blive georgieren Stalin. Flere andre stod længere fremme i arvefølgen – navne som Gregorij Sinovjev, Lev Kamenev, Nikolaj Bukharin og frem for nogen Leo Trotskij.

De havde alle spillet en større rolle i de begivenheder, der førte til zarens fald i 1917 og Sovjetunionens dannelse. De stod også den afdøde Lenin nærmere, og tilmed var de langt bedre uddannede og stod politisk stærkere end Stalin.

Men de fire brugte for meget af deres tid på ideologiske diskussioner om opbygningen af kommunisternes kommende Utopia, mens Stalin varetog langt mere praktiske opgaver på kommunistpartiets indre linjer.

Han var partiets generalsekretær, og det gav ham et afgørende forspring: Han var i en position, hvor han gradvist, og næsten umærkeligt, kunne fylde poster i partisystemet med sine egne tilhængere. Magten interesserede ham mere end de andres vidtløftige diskussioner.

Ved sin død efterlod Lenin sig et testamente, hvori han advarede mod Stalins grovhed og karakterbrist. Lenin ligefrem anbefalede, at han blev fjernet fra posten som generalsekretær. Hvor de to mænd tidligere havde arbejdet godt sammen, var der de senere år opstået større og større uenigheder.

“Efter at kammerat Stalin er blevet generalsekretær, har han koncentreret umådelig magt i sine hænder. Jeg er ikke overbevist om, at han altid vil forstå at bruge denne magt med forsigtighed,” skrev Lenin og tilføjede: “Stalin er for grov.”

Det lykkedes imidlertid Stalin at nedtone og til dels hemmeligholde disse afsnit i testamentet, indtil han var så stærk, at ingen længere kunne genere ham.

I årene fra 1924 til 1929 udfoldede Stalin hele sit store repertoire som intrigemager og spillede sine rivaler til lederposten dygtigt ud mod hinanden, mens han fremstillede sig selv som den fornuftige, centrumsøgende kandidat til magten.

Han indgik en midlertidig alliance med Sinovjev og Kamenev for at få kneblet Trotskij politisk og frataget ham kontrollen over Den Røde Hær. Men da Sinovjev og Kamenev pressede på for at få Trotskij endeligt udrenset, afviste Stalin på det mest bestemte:

“Vi er ikke enige med Sinovjev og Kamenev. Vi ved, at metoden med øksehug og blodsudgydelse er farlig og smitsom. I dag skærer vi én mand bort, i morgen en anden, i overmorgen en tredje. Og hvad er der så tilbage af partiet?” spurgte han under stort bifald.

Senere skulle han beordre Leo Trotskij dræbt med netop en isøkse, få Sinovjev og Kamenev skudt efter skueprocesser og i øvrigt lade langt de fleste af de klappende delegerede henrette eller anbringe i arbejdslejre.

På den måde spillede han højre ud mod venstre i partitoppen og fik gradvis uskadeliggjort al opposition.

Stalin forfalskede sin barndom

I 1929 var der mange, der var nervøse for den nye enehersker i Sovjetunionen. Men kun få anede omfanget af de uhyrligheder, han skulle komme til at iscenesætte frem til sin død i 1953.

Det anslås forsigtigt, at sovjetkommunismen er ansvarlig for 20 millioner menneskers død ved hjælp af hungersnød, henrettelser, intern fordrivelse og anbringelse i arbejdslejre. Langt hovedparten af dødstallet kan direkte føres hen til Josef Stalin. Han sagde selv, at han sov bedst efter velgjort aftenarbejde, der bestod i at underskrive hundreder eller tusinder af dødsdomme.

Han tilintetgjorde selvejerbønderne, tog livet af en stor del af sine partikammerater, dræbte i tusindvis af officerer i hæren for ikke at tale om akademikere og kunstnere, præster, administratorer, industriledere. Enhver – ægte eller indbildt – opposition og en stor del af hans egne håndlangere blev ofre for et af historiens mest omfattende terrorregimer. Selv frimærkesamlere, der kunne tænkes at have udenlandske kontakter, blev sendt i arbejdslejr.

Hvad der var Stalins personlige drivkraft, er historikerne ikke blevet enige om. Om det var magten for magtens egen skyld? Eller det var et dybtliggende behov for at fremstille sig selv som en historisk skikkelse på højde med Vladimir Lenin?

Det endegyldige svar findes ikke; heller ikke hans barndom i det tilbagestående og bjergrige Georgien giver forklaringen. Men i opvæksten havde han prægende oplevelser, konflikter, nederlag og sejre, som var med til at forme den despot, Stalin udviklede sig til.

Hans virkelige barndom lader sig ikke læse som en åben bog, for Stalin og hans kumpaner sørgede for, at mange kammerater og andre øjenvidner fra barndoms- og ungdomsårene blev gjort tavse eller forsvandt, så de ikke senere kunne aflægge vidnesbyrd. I stedet konstruerede regimet myter og legender om “Den Store Leder”s liv, så det i dag kan være svært at finde ind til sandheden.

Men det ligger fast, at navnet “Stalin” (Stålmanden) var et revolutionært pseudonym, som han tillagde sig i 1912. I virkeligheden hed han Josef Vissarionovitj Dsjugasjvili. Den præcise fødselsdag er ikke kendt, men officielt blev den angivet til 21. december 1879.

Stalin var elsket af mor, men blev tævet af far



Josef (Dsjugasjvili) Stalin kom til verden på adressen Katedralgade 10 i den lille bjergby Gori i Georgien. Snarere end et egentligt hus var der tale om et skur med to rum, stampet lergulv og utæt tag. Ydmyge omgivelser for en mand, der skulle blive en af de mægtigste og mest frygtede på kloden.

Forældrene var begge frigivne livegne bønder, og på den unge Josefs identitetspapirer fra zar-tiden kom til at stå: “Bonde fra Gori i Tbilisi-regionen.”

Moderen Jekaterina holdt sammen på hjemmet ved at arbejde som vaskekone og syerske. Faderen Vissarion – med kælenavnet “Beso” – var en voldelig og fordrukken tyran, der ikke bekymrede sig meget om sin familie. Uden større held forsøgte han at ernære sig som skomager.

Som sådan kunne han i den senere sovjetiske terminologi betragtes som en “småborger”, men heldigvis for sønnens revolutionære karriere gik faderen ned med sin forretning og måtte tage arbejde på en skofabrik i den georgiske hovedstad Tbilisi. Derfor kunne Stalin senere – med nogen ret – bryste sig af sin herkomst i proletariatet. Det adelsmærke kunne de færreste ledende figurer i kommunistpartiet prale med.

Faderen “Beso” bankede Josef, fra han var lille, og han slog også sin kone, som til gengæld kunne finde på at slå igen og i øvrigt forsøgte at beskytte enebarnet Josef. Hun havde tidligere været gravid flere gange, men børnene var alle døde i barselssengen.

Lille Josef bliver kørt over

Stalins barndom lignede således på flere punkter Adolf Hitlers: Også tyskernes senere diktator voksede op med en voldelig far og en pylrende mor. På mange punkter forløb deres liv så ens, at de næsten blev hinandens spejlbilleder.

Som barn gik Josef under tilnavnet “Soso” – et georgisk kælenavn for Josef. Omkring femårsalderen fik han kopper, og resten af livet var hans ansigt mærket af kopar. På et tidspunkt blev drengen kørt over af en hestevogn, hvilket gjorde hans venstre underarm stiv.

Den læderede arm betød senere, at han blev fritaget for militærtjeneste under zaren. Han fik også eftervirkninger efter en alvorlig blodforgiftning. Og de mange skader betød, at de senere, officielle billeder af “Stålmanden” måtte retoucheres og manipuleres grundigt.

Som otte-årig kom Josef i en religiøs underskole i Gori. Trods den dårlige arm var han fysisk stærk og lidt af en slagsbroder, der ikke fandt sig i noget fra klassekammeraterne. I skolen var han dygtig og brillerede især med en glimrende hukommelse, hvilket folk, der senere kom ham på tværs, skulle erfare – ofte med fatale følger.

Stalin var et meget viljestærkt og målbevidst barn. Tilsyneladende evnede han ikke at indgå i ligeværdige relationer med sine kammerater. Han kunne kun omgås andre børn, hvis de bøjede sig for hans vilje. Hans mål var at være frygtet af de andre, fortæller en skolekammerat, der også noterer, at “Soso” aldrig græd og aldrig viste medfølelse for andre. Han var også ganske uden den humoristiske fandenivoldskhed, som ellers var og stadig er en væsentlig del af den georgiske karakter.

Skolekammeraten mener, at det var faderen “Beso”s hårde og uretfærdige afstraffelse af sønnen, der med tiden gjorde Josef så “hård og hjerteløs”.

Fritiden tilbragte Josef gerne i den bjergrige natur omkring Gori. Han elskede det barske landskab, men havde ingen følelser for dyr – hans yndlingsbeskæftigelse var at kaste sten efter fuglene. Senere i livet dyrkede han en særlig form for jagt, der bestod i at skyde dyr, der var lammet af en billygtes lys.

Hans yndlingslæsning var ikke lektierne, men heroiske romaner om georgiske folkehelte. En af disse helte havde tilnavnet “Koba”, og det blev det første af en lang række tilnavne, Josef tillagde sig – og forlangte, at hans omgivelser skulle anvende.

Stalin skal være præst

Den dybt alkoholiserede “Beso” forlod sin familie, da Josef var fyldt 10 år. Eller også blev han smidt ud af sin kone – det står ikke helt klart.

Penge sendte han ikke hjem til familien i Gori, men det fortælles, at han på et tidspunkt hentede Josef til Tbilisi og fik sat ham i lære på den skofabrik, hvor han selv arbejdede. Hvis historien er sand, fik moderen forpurret planen. Hun ville have Josef tilbage på skolebænken, og hun fik sin vilje.

Den korte lærlingetid på skofabrikken er den eneste, hvor “Verdensproletariatets Store Leder” beskæftigede sig med manuelt arbejde. Lærlinge­tiden var også sidste gang, Josef så sin far. Her­efter havde de to ingen kontakt, og sporet efter “Beso” fortaber sig. Stalin kom med flere forklaringer på sin fars skæbne. Formentlig døde han i 1906.

Stalins skoletid blev et par år længere end normalt. Om det skyldes den alvorlige trafikulykke eller opholdet på skofabrikken, er ikke klart. Et andet forstyrrende element i Josefs opvækst var
en forhadt zaristisk forordning, der forbød undervisning på det georgiske modersmål. Således måtte skoleeleverne tillægge sig russisk som nyt modersmål, og det var med til at fostre en revolutionær og nationalistisk ildhu iblandt dem.

Som skoleelev var Stalin en opsætsig og vanskelig elev, beretter bl.a. den ansete Stalin-biograf Robert C. Tucker. Blandt sine klassekammerater var Stalin mere frygtet end respekteret, men rent fagligt befandt han sig i den bedste ende af klassen.

I alt fald var han dygtig nok til, at han med moderens mellemkomst kunne få et beskedent legat. Det satte ham i 1894 i stand til at flytte til Tbilisi og indskrive sig på det ortodokse teologiske seminarium. Moderen håbede inderligt, at han kunne kvalificere sig til præstegerningen.

Da Stalin som enehersker mange år senere besøgte hende i Georgien, gav hun udtryk for sin skuffelse over, at han aldrig var blevet præst. Det skal have moret diktatoren meget.

Det er mere end tvivlsomt, om Stalin nogensinde delte moderens ambitioner på hans vegne. Men præsteseminariet i Tbilisi var reelt en fattig og talentfuld drengs eneste mulighed for at videreuddanne sig i Georgien på denne tid. Zar-regimet var ikke interesseret i at oprette universiteter, der kunne fungere som revolutionære arnesteder i det urolige Georgien.

De velhavende georgiere var henvist til at sende deres sønner på et universitet i selve Rusland. På den måde, håbede regimet, blev de unge russificerede.

Stalin på seminariet

Præsteseminariet havde en loyal russisk ledelse, som de georgiske elever konstant var på kant med. Og det i en grad, at en rektor i 1880'erne var blevet stukket ihjel af en elev.

Seminariet var fuld af oprørske unge, der greb denne ene chance for at få en uddannelse – uden at de nærede nogen interesse for uddannelsens religiøse indhold. Faktisk blev seminariet i mangel af et universitet just det, myndighederne frygtede: en udklækningsanstalt for revolutionære.

Seminariet var en kostskole med streng disciplin. Undervisningen var ud over religion koncentreret om klassiske sprog, historie og matematik, mens moderne sprog og naturvidenskab ikke figurerede på skemaet. Aviser og verdslige romaner var forbudt.

Seminariets elever har siden beskrevet stedet som en blanding af militærlejr og fængsel. Overtrædelser af reglerne blev straffet med isolation i en særlig straffecelle.

Eleverne var dog ikke begrænset til kun at opholde sig i seminariets bygninger – et par timer om dagen kunne de bevæge sig frit udenfor. Denne frihed benyttede mange elever sig af, blandt andet til at danne hemmelige studiekredse.

Af protokollerne fremgår det, at Josef (Dsjugasjvili) Stalin var en opsætsig elev, der gentagne gange blev straffet for at læse forbudt litteratur og for at vise disrespekt for lærerne og ledelsen.

Razziaer på de studerendes værelser var hyppige, og ledelsen fik de studerende til at spionere imod hinanden. Der findes ingen afgørende beviser – men dog stærke indicier – for, at den unge Stalin allerede på dette tidspunkt var ferm til at spille på to heste og angive sine rivaler blandt de medstuderende. Studiekammeraterne fandt ham uhyre nærtagende – selv uskyldige drillerier besvarede han med knytnæver.

Senere sagde han, at det var seminariet og dets “jesuitiske” metoder, der gjorde ham til revolutionær: “De spionerede, snagede, krøb ind i vore sjæle og krænkede os konstant,” fortalte han senere. På en måde kan man sige, at han var en mønsterstudent på seminariet – metoderne lærte han til fuldkommenhed.

Stalin satser på revolutionen

Kort efter starten på præstestudiet fik den unge Josef en gryende interesse for marxismen, og han sluttede sig til en hemmelig studiekreds, der blev ledet af en ældre elev.

Men det lå ikke til Josef at deltage i noget, som andre ledede. Han sprængte hurtigt gruppen og etablerede en rivaliserende under sin egen ledelse. Det lykkedes gruppen at skaffe et eksemplar af Karl Marx' værk “Das Kapital” – i en russisk oversættelse, for Stalin fik aldrig lært tysk.

I 1898 dannedes det russiske socialdemokratiske arbejderparti, som det senere kommunistparti udsprang af. Og Josef (Dsjugasjvili) Stalin sluttede sig samme år til en georgisk gruppe, der var tilknyttet det nye parti. Gruppen hed Mesame Dasi (Gruppe Tre) og var ledet af en tidligere elev fra præsteseminariet. De unge revolutionære holdt også møder med utilfredse jernbanearbejdere i Tbilisi.

I begyndelsen klarede Josef studierne på seminariet udmærket, men hans revolutionære interesser optog mere og mere af hans tid. Han mistede tilsyneladende motivationen til at gøre studiet færdigt, og i 1899 forlod han seminariet uden eksamen.

I den senere legende om Stalin hedder det, at han blev bortvist for marxistisk virksomhed. Men meget tyder på, at han var kommet så langt bagud med studierne og stod i et så kraftigt modsætningsforhold til seminariets ledelse, at han valgte at foregribe en bortvisning ved at gå selv.

Han forlod seminariet med et grundfæstet had til det, til kirken, til borgerskabet, til zarismen og til autoriteterne i al almindelighed. Ironisk nok har man sagt, at han senere forvandlede hele Sovjetunionen til en forstørret og grotesk udgave af præsteseminariet – med udspionering, intriger, angiveri og isolationsceller. Blot udskiftede han Vorherre med partiet og sig selv som den absolutte autoritet. Og tilføjede arbejdslejre, skueprocesser, planlagt hungersnød og henrettelser ved nakkeskud til de plagsomme læreres repertoire.

Måske er du interesseret i...

Læs også