Den britiske feltherre Bernard Montgomery anses for at være en af 2. verdenskrigs store helte.

Montgomery var en af 2. verdenkrigs store profiler

Han slog Rommel i Nordafrika, planlagde D-dag og befriede Danmark. Bernard Montgomery var en af krigens store helte, men han huskes mest som en sær snegl.

13. juli 2015 af Erik Bork

Montgomery melder sin ankomst

"Sæt jer!” lyder kommandoen, da den spinkle mand med det spidse ansigt træder frem foran sin barak og stirrer ud over de solbrændte officerer fra briternes 8. armé. Han præsenterer sig som Bernard Montgomery, og med en pibende stemme, blottet for patos, går han i gang med at fremlægge sin strategi for officererne.

De 50-60 forsamlede mænd nærer ingen større forventninger til mødet med deres nye øverstkommanderende. I over et år har briterne kæmpet mod det tyske Afrikakorps under ledelse af feltmarskal Rommel. Indtil nu har det været ét langt nederlag med tusindvis af dræbte til følge. Rommel er uovervindelig. Også denne dag, den 13. august 1942, har blot været en glohed, deprimerende dag i den egyptiske ørken.

“Vi vil stå fast og kæmpe. Der sker ikke yderligere tilbagetog. Jeg har givet ordre til, at alle instrukser om tilbagetrækning skal brændes”, siger Montgomery, mens officererne måber.
“Hvis nogen mener, at vi ikke kan slå Rommel, skal de rejse sig og gå med det samme. Jeg tåler ingen tvivlere”, fortsætter han.

Ingen rejser sig, og i de næste minutter vokser mændenes selvtillid langsomt. Montgomery slår fast, at samtlige soldater i de næste uger skal motionere og skydetræne. Samtidig forsikrer han, at 8. armé vil blive forstærket med flere tusind friske britiske soldater og 300 amerikanske Sherman-kampvogne. Dermed kommer arméen op på ca. 220.000 mand. Så hæver han stemmen: “Rommel og hans hær vil blive slået langt ud af Afrika!”

Montgomery kom med på et afbud

Den 54-årige Bernard Law Montgomery er en mand, der i Nordafrika har fået sit livs chance. Premierminister Winston Churchill har desperat brug for en sejr over nazisterne, og derfor besluttede han allerede i foråret at udskifte den militære ledelse i Afrika.

Churchills førstevalg var general William Gott, men han døde få uger før sin tiltrædelse, da hans fly blev skudt ned af tyskerne nær Cairo. Med kort varsel faldt valget derfor på den ukarismatiske Montgomery, der indtil da kun havde gjort sig bemærket ved at redde sine mænd levende hjem fra Dunkerque i 1940. Ellers var Montgomery kendt som en kompetent militærteoretiker – og en kværulant, der konstant svinede både sine underordnede og de overordnede til, hvis de ikke adlød ham.

Under sit første møde med Churchill tillod Montgomery sig ligefrem at afslå både cigar og drinks fra den joviale premierminister efter en middag. Churchill måtte derfor finde usædvanlige argumenter frem, da han skulle forklare udnævnelsen af lige netop Montgomery som øverstbefalende i ørkenkrigen: “Når han er ubehagelig over for sine omgivelser, vil han også være ubehagelig over for fjenden”, forklarede Winston Churchill sine tvivlrådige tilhørere.

Duellen mellem Montgomery og Rommel begynder

Lysglimt og lyden af hule drøn vækker med et sæt de britiske soldater i den nordafrikanske ørken. Det er bare to uger efter Montgomerys tiltræden. I månens skær ser soldaterne Rommels panserdivision rulle mod de britiske stillinger ved Alam Halfa, lige syd for nøglebyen el-Alamein.

En officer haster til Montgomerys telt for at meddele, at tyskerne er på vej. Han får rusket liv i generalen, men da denne får beskeden, siger han blot “Perfekt! Det kan ikke være bedre!” – og sover roligt videre.

Lige siden Montgomery overtog kommandoen over sin ørkenhær, har han været overbevist om, at Rommel ville forsøge at angribe netop Alam Halfa og så gå mod el-Alamein. Derfor har Montgomery brugt alle kræfter på at befæste Alam Halfa. De britiske styrker skal stå fast, og under ingen omstændigheder må de lade sig lokke ud i åbent terræn, hvor de er let bytte for de tyske kanoner. Hvis bare briterne holder sig til den strategi, kan Montgomery sagtens passe sin nattesøvn.

Han får ret. I seks dage hamrer Rommels panserdivisioner løs på Alam Halfa, uden at briterne rykker sig en tøddel. Til gengæld lader Roy­al Air Force bomberne regne ned over tyskerne, og til slut må Rommel trække sine tropper tilbage.

Det forholdsvis lille slag er en enorm moralsk sejr for briterne, der for første gang har fået krammet på Rommel. Samtidig er det en stor strategisk sejr for Montgomery, der præcist forudså Rommels træk.

Minderne fra 1. verdenskrig

Aftenen den 23. oktober 1942 er helt stille. Ved en udsigtspost lidt uden for el-Alamein står Montgomery i tusmørket sammen med stabsofficeren Freddie de Guingand. De næste timer vil blive fuldstændig afgørende for ørkenkrigens videre forløb. Slaget om Alam Halfa var blot en spag indledning. Nu kommer det virkelige opgør.

For Montgomery er det langtfra første gang, at han står klar til at møde sin skæbne på slagmarken. Præcis 28 år tidligere, under 1. verdenskrig i efteråret 1914, lå han i skyttegraven ved den fransk-belgiske grænse, da kommando­råbet lød: “Angrib!”

Sammen med sin lille bataljon stormede Montgomery frem mod de tyske stillinger i det, han senere beskrev som “en regn af kugler fra rifler og maskingeværer og et sandt uvejr af granatsplinter”.

Han løb forrest, men nåede ikke langt. Allerede efter få meter snublede han over sin sabel, der hang i bæltet. Og da han endelig kom op at stå igen, opdagede han, at de fleste omkring ham var blevet dræbt. Montgomery blev altså reddet af sin egen klodsethed.

Kort efter blev han ramt i højre lunge og faldt til jorden midt på slagmarken. En soldat, der prøvede at hjælpe ham i sikkerhed, blev ramt i hovedet, og i de næste timer lå Montgomery i ingenmandsland uden at bevæge sig. Med en død kammerat over sig.

Hævnens time er kommet for Montgomery

28 år efter står Montgomery ved el-Alamein. Hævnens time er kommet. Præcis kl. 21.25 giver han signal til Operation Lightfoot, og så begynder det ødelæggende artilleribombardement. I halvanden time sender 680 britiske kanoner en tordenbyge ned over de tyske stillinger, hvorefter infanteriet rykker frem.

Tyskerne er komplet uforberedte. Rommel har ligefrem givet sig selv orlov for at tage på et kurophold i Østrig. I al hast må han nu rejse tilbage til fronten. Men den legendariske “Ørkenræv” kommer for sent. Efter 10 dage – den 2. november – trænger de første britiske enheder suppleret med australske, sydafrikanske og newzealandske styrker igennem tyskernes forsvarslinjer.

Den allierede sejr er total, da den tyske general von Thoma bliver taget til fange og ført til det britiske hovedkvarter. Montgomery inviterer ham på middag, mens kanonerne buldrer i det fjerne. “Han er en meget flink fyr og helt med på at tale om de seneste begivenheder”, skrev Montgomery i dagbogen.

Myten om Montgomery bliver skabt

Hjemme i England er Winston Churchill eksalteret over nyheden om Rommels tilbagetrækning: “Dette er ikke afslutningen. Det er ikke engang begyndelsen på afslutningen. Men det er måske afslutningen på begyndelsen”, konstaterer premierministeren i London.

Mens briterne fester, udnytter Montgomery sin fremdrift og sætter en hæsblæsende jagt ind på de tyske tropper langs den libyske kyst. Populariteten er helt fremmed for den kantede Montgomery, men han beslutter sig for at udnytte situationen fuldt ud.

Imellem de mange træfninger på slagmarken holder han talrige strategimøder med sine adjudanter. De er imponerede over generalen og opfordrer ham til at styrke sit ry, så han kan opnå samme heltestatus blandt soldaterne som “Ørkenræven”, Rommel.

Det er adjudanterne, der finder på, at Montgomery skal udskifte sin uniform med noget mere markant: en baskerhue med to store emblemer, der normalt ikke optræder side om side: Montgomerys generalsemblem og emblemet fra Royal Tank Regiment. Samtidig får han en stor striktrøje trukket over hovedet, så han – med sine omgivelsers ord – går fra at ligne en engelsk general til “en dårligt klædt bohemekunstner”.


Montgomery er både succesrig og irriterende

Med sit nye image som folkelig, succesfuld og usårlig når general Montgomerys selvtillid uanede højder i ørkenkrigens sidste måneder. Problemet er bare, at han nu skal samarbejde med de amerikanske generaler – og det passer ham bestemt ikke.

Den 29. marts 1943 træder den amerikanske general Dwight D. Eisenhower for første gang ind ad døren til Montgomerys hovedkvarter i Tunis. De to generaler skal lægge en fælles strategi for den videre fremfærd i Nordafrika og den senere landgang i Sydeuropa. Men mødet bliver en fiasko.

“Han er sikkert udmærket til det politiske. Men jeg må klart sige, at han ikke ved det fjerneste om at føre krig. Han bør holdes helt væk fra den slags”, noterede Montgomery bagefter om Eisenhower.

Eisenhower gjorde sig også tanker om Montgomery: “Han er utvivlsomt dygtig, men meget indbildsk. Han er så stolt over sine hidtidige succeser, at han aldrig mere vil lade sig drive til at tage et eneste skridt, før han er fuldstændig sikker på, at det bliver en succes”.

Amerikanernes opfattelse bliver bekræftet, da Montgomery vælger at indgå et væddemål med Eisenhowers stabschef, W.B. Smith. “Hvad vil du give mig, hvis mine tropper når frem til kystbyen Sfax først i april?” fremturer Montgomery. Smith tror, at Montgomery laver sjov, og han lover derfor Montgomery “hvad som helst”, hvis han virkelig når frem.

Nogle måneder efter væddemålet, den 10. april, tikker et telegram ind til Eisenhowers hovedkvarter i Algier. Her slår Montgomery fast, at han har vundet væddemålet og er nået til Sfax. Derfor vil han gerne have overdraget en amerikansk B-17-bombemaskine, en “flyvende fæstning”, som sin personlige ejendom. Den skal desuden have en fuld besætning, betalt af amerikanerne.

Eisenhower kan næsten ikke tro sine egne øjne. Han opfatter Montgomerys krav som ubehøvlet, men han må erkende, at det vil se dumt ud, hvis en amerikansk general bryder sit løfte til en populær britisk kollega, og den 16. april kan Montgomery stige ind i sin egen “flyvende fæstning”.

Allerede måneden efter opgiver de tyske tropper endegyldigt Nordafrika, og blandt de tilfangetagne i maj 1943 er den italienske general Giovanni Messe, der har kæmpet på tysk side. Traditionen tro inviterer Montgomery sin slagne modstander på middag, hvorefter han beslaglægger Messes luksuriøse beboelsesvogn med marmorbadeværelse. Vognen kommer til at følge Montgomery resten af krigen.

D-dag venter forude

2. januar 1944 lander en gnaven Montgomery i London. Efter succesen i Nordafrika havde han sammen med de øvrige allierede styrker gennemført en landgang på Sicilien og var trængt langt op i Italien. Men erobringerne krævede svære kampe, og samarbejdet mellem Montgomery og de amerikanske generaler var værre end elendigt.

De var grundlæggende uenige om den overordnede strategi, og flere gange endte samarbejdet i en indbyrdes kappestrid om at nå først frem til en bestemt by. Endelig blev Montgomery kaldt hjem og sat i spidsen for en opgave, der var ham værdig: forberedelsen af D-dag, landgangen i Normandiet.

Straks efter hjemkomsten placerer Montgomery sit hovedkvarter i privatskolen St. Paul’s i hjertet af London. Her tilbragte Montgomery sin ungdom, fra han var 14 til 18 år – en tid, han mest husker for lærernes fysiske afstraffelse og slåskampene med kammeraterne.

I det hele taget tvinger hjemkomsten Montgomery til at stå ansigt til ansigt med en fortid, som han i mange år har gjort alt for at glemme. Under felttogene har han ingen kontakt haft med sin mor eller sine syv søskende og kun sporadisk skrevet til sin søn, den 16-årige David, som han har anbragt hos skoleinspektør Reynolds i Hindhead i Sydengland.

Skoleinspektøren har fået strenge instrukser om, at drengen under “ingen omstændigheder” må tage på besøg hos sin farmor, og Reynolds skal i det hele taget afvise “ethvert råd” fra alle medlemmer af familien Montgomery.

Mishaget ved familien skyldes, at Montgomery har haft en alt andet end lykkelig barndom: Faren var biskop og aldrig hjemme, og moren viste – ifølge Montgomery – “en mærkbar mangel på kærlighed”. Hun slog sine børn.

Værst er det dog, at gensynet med England vækker minderne om Montgomerys største sorg til live – tabet af hustruen Betty. De var blevet gift i 1927, og ægteskabet havde ændret hele Montgomerys personlighed. Ifølge omgangskredsen gik Bernard fra at være brysk og indadvendt til at blive festlig og munter. Men bare 10 år senere blev Betty bidt af et insekt og fik blodforgiftning.

Hustruens død var et knusende tab, og Montgomery inviterede hverken Bettys eller sin egen familie til bisættelsen. I stedet blev ceremonien overværet af tre kolleger, som aldrig havde mødt hende. Og siden udskiftede Montgomery sin familie med militæret.


Montgomery får gode nyheder fra Vestfronten

Endelig – den 6. juni 1944 kl. 3.00 om morgenen – falder de første bomber over det tyske kystforsvar i Normandiet. Fem timer senere er hele horisonten dækket af allierede skibe, og i de følgende timer stormer 150.000 soldater ind på kysten. Historiens største landgangsoperation er i gang, og Montgomery er general for hele arméen.

Ligesom under ørkenkrigen er Erwin Rommel hans modstander, og nøjagtig ligesom sidst er den tyske feltmarskal fraværende, da slaget begynder – denne gang er han på vej til sin kones 50-års fødselsdag, da de allierede slår til.

De følgende dage rykker Montgomery frem, mens det gamle fjendskab med de amerikanske generaler blusser op på ny. Dwight D. Eisenhower er de allierede styrkers øverstbefalende i Europa, og sammen med de øvrige amerikanske generaler synes han, at Montgomery er alt, alt for langsom i fremrykningen.

Amerikanernes bedømmelse bliver kun bekræftet, da det kommer frem, at Montgomery giver sig tid til at have kæledyr i sit hovedkvarter. Eller som han selv skrev i et brev til en bekendt:
“Jeg har nu seks kanariefugle, en turteldue, to hunde. Den ene er en foxterrier, som BBC-journalister har givet mig; den har jeg givet navnet Hitler. Den anden er en gylden cockerspaniel. Jeg kalder ham for Rommel. Både Hitler og Rommel bliver slået, når det er nødvendigt. De er ved at være afrettet”.

Hver dag vokser presset på Montgomery for, at hans tropper skal komme hurtigere frem, og i september 1944 udformer Montgomery endelig en plan for, hvordan hans hærenheder skal erobre en stribe broer over Rhindeltaet i Holland. Offensiven skal skabe grundlaget for en fremrykning mod de tyske industrier i Ruhrdistriktet i Tyskland.

Planen er imidlertid yderst risikabel. Efterretningsrapporter fortæller, at to SS-kampvognsdivisioner befinder sig i netop dette område. Montgomery fejer dog advarslerne til side. Han er sikker på sine egne evner – og har den opfattelse, at tyskernes hære er i opløsning. Men denne gang tager generalen fejl.

Montgomery tager en bro for meget

I dagene omkring 17. september bliver omkring 20.000 britiske, amerikanske, canadiske og polske faldskærmstropper kastet ned i området omkring broerne i Holland som led i Operation Market Garden. Men en del af tropperne lander alt for langt fra deres mål og løber også ind i de to kampivrige SS-divisioner. Af de 9.000 mand, der bliver kastet ned omkring Arnhem, når kun 2.400 tilbage til allierede linjer. Resten bliver dræbt eller taget til fange.

Montgomery må indrømme, at tyskernes modstand var langt hårdere end beregnet. Men hovedansvaret for fiaskoen lægger han hos amerikanerne, som – mener han – svigtede styrken i Arnhem, og i de næste måneder bliver han mere og mere besat af tanken om de uenigheder, der hersker mellem ham og de amerikanske generaler.

I et brev til den britiske krigsminister, James Grigg, skriver han i december 1944: “Den amerikanske plan for at vinde krigen er forfærdelig. Den kan ikke lykkes, og krigen vil fortsætte”.

Nu har Eisenhower imidlertid fået nok af den nævenyttige brite, der tilsyneladende er ude efter herredømmet over alle allierede styrker i Vesteuropa. På et møde den 30. december i Ver­sailles er Eisenhower klar til at fyre Montgomery, der må erkende sit nederlag. Han sender et brev til Eisenhower, hvor han lover fra nu af at stå 100 pct. bag den amerikanske øverstbefalende.

Briternes største triumf

I løbet af foråret 1945 er det bare et spørgsmål om tid, før Nazityskland falder – men samtidig går det op for politikerne i de vestlige lande, at de ikke længere kun kæmper mod tyskerne, men også mod Stalin om kontrollen med Østersøen. Det bliver derfor Montgomerys opgave hurtigt at krydse Elben og nå til Lübeck for at afskære Den Røde Hær fra at marchere op i Jylland. Det mål når han 2. maj.

Dagen efter hører han lyden af et militærkøretøj uden for sin lejr på Lüneburger Heide i Nordtyskland. I bilen sidder fem tyske officerer – bl.a. chefen for den tyske flåde, admiral von Friedeburg, i fuld uniform og sorte støvler. Montgomery træder ud af sin beboelsesvogn og nærmer sig langsomt: “Hvem er I?” råber han.

Tolken oplyser navn og rang på de fremmødte tyskere, hvoraf den lavest rangerende er major, men det gør ikke Montgomery mere tilnærmelig:“Jeg har aldrig hørt om jer! Hvad vil I? Hvor vover I at bringe en major ind i mit hovedkvarter!?”

Efter udbruddet får de tyske officerer dog lov til at forklare, at de er sendt fra rigspræsident Karl Dönitz for at anmode om, at briterne vil tage imod overgivelsen af tre tyske arméer. I første omgang afviser Montgomery, men efter en god frokost bliver de to parter enige. I de sidste måneder af krigen er Montgomery blevet holdt uden for de betydningsfulde slag, men nu står han pludselig midt i begivenhedernes centrum.

Regnen siler ned den 4. maj, da et hastigt indkaldt hold journalister stiller deres udstyr op i Montgomerys hovedkvarter. Kort efter entrer han sammen med admiral von Friedeburg, kontreadmiral Wagner, general Kinzel, oberst Poleck og major Freidel. I stilhed skriver tyskerne under på et dokument, der derefter bliver rakt til Montgomery.

“Jeg vil nu underskrive på vegne af den allierede øverstkommanderende, general Eisenhower”, erklærer den britiske general højtideligt, før han sætter sin pen til papiret.
De tyske hære i Holland, Nordvesttyskland og Danmark – i alt mere end en million soldater – har dermed overgivet sig til Montgomery. Det bliver den største delovergivelse under 2. verdenskrig og en enorm personlig sejr for den kontroversielle general.

Montgomery er i krigens sidste dage tilbage i begivenhedernes centrum – elsket af befolkningerne i de befriede lande og omstridt blandt politiske ledere og militære kolleger. En position, han bevarede helt til sin død i 1976.

Måske er du interesseret i...

Læs også