Pol Pot
Khmer Rouge-bevægelsen skød ikke ret mange, for patroner var en dyr importvare. De fleste henrettelser skete med en tung jernstang.
© Shutterstock

Pol Pot: Den gådefulde massemorder

Som barn var Pol Pot en blid og afholdt dreng, men som voksen blev han en af historiens mest skånselsløse bødler. For at skabe sit idealsamfund tømte han Cambodjas byer for mennesker, anbragte hele befolkningen i arbejdslejre og dræbte hver fjerde af sine landsmænd. Selv levede han en anonym tilværelse i sit skjul.

8. september 2016 af Stine Overbye
Sort røg væltede op fra bålet af bildæk, brædder og udtjente møbler. I det brændende bjerg af gammelt ragelse lå liget af Pol Pot. Om aftenen den 15. april 1998 havde han fortalt sin kone, at han følte sig utilpas. Øjeblikket efter var han sovet ind, formentlig på grund af et hjertetilfælde.

Dermed var et 73-årigt liv bragt til en nådig afslutning – så ganske ulig den død, Pol Pot havde påført omkring 1,7 millioner af sine landsmænd.

Da Pol Pot kom til verden i en lille flække nord for Cambodjas hovedstad Phnom Penh i oksens år 1925, stod det på ingen måde skrevet i stjernerne, at han en dag ville gå over i historien som en hensynsløs folkemorder.

Helt i overensstemmelse med sit horoskop var drengen, der ved sin fødsel blev kaldt Saloth Sar, et blidt og følsomt gemyt. Ifølge de astrologiske forudsigelser kunne han blive farlig, hvis han var vred, men den side af hans personlighed mærkede ingen noget til under hans opvækst – tværtimod.

I skolen var han middelmådig, men blandt kammeraterne gik han for at være en sjov og venlig fyr, som aldrig kunne gøre en flue fortræd.

Kun på ét punkt skilte Saloth Sar sig ud fra sine omgivelser: I et landsbysamfund af fattige risbønder var hans familie velstående og havde endog tætte kontakter til kongehuset.

Takket være de gode forbindelser blev Saloth Sar som 10-årig i 1935 optaget på en fornem fransk gymnasieskole, Ecole Miche, i Phnom Penh. Skoletiden igennem dumpede drengen til den ene eksamen efter den anden, og han havde heller ikke den store succes med sine fritidsinteresser – violinspil og teater.

Trods sine boglige begrænsninger lykkedes det i 1949 Saloth Sar at få et legat til at læse naturvidenskab i Paris. 

En sådan chance var forbeholdt de få, og det var skæbnesvangert, at den netop skulle gå til Saloth Sar. Opholdet i Frankrig fik altafgørende betydning, ikke alene for ham, men for hele Cambodja.

I hjemlandet havde Saloth Sar aldrig vist den ringeste interesse for politik, men i det franske studentermiljø fik han øjnene op for verdens skævheder. 


Mange af hans medstuderende var svorne kommunister, som beundrede sovjetlederen Stalin, og Saloth Sar deltog i studiekredse, hvor Cambodjas fremtid stod på dagsordenen: Hvordan kunne landet løsrive sig fra den franske kolonimagt, og hvem skulle overtage magten?

I 1952 meldte Saloth Sar sig ind i det franske kommunistparti. Senere samme år sejlede han tilbage til Cambodja uden en eneste bestået eksamen i bagagen, men med en nyvakt politisk bevidsthed og drømmen om at skabe et klasseløst og uafhængigt Cambodja.

Ved hjemkomsten fik Saloth Sar et chok: Det Cambodja, han havde været borte fra i tre år, var et land i krig. Kampen mod det franske koloniherredømme havde gradvist udviklet sig til en blodig borgerkrig. Militæret patruljerede overalt i Phnom Penh, og fattigdommen var endnu mere iøjnefaldende end før. 
Pol Pot havde en stor karisma og var på overfladen en venlig og charmerende mand.
© Polfoto/Corbis

Pol Pot gøder for en revolution

1953 opnåede Cambodja uafhængighed af Frankrig, som samlede alle kræfter om krigen i Vietnam. Mod løftet om at bekæmpe kommunisterne fik kong Sihanouk overdraget den fulde magt, men havde cambodjanerne håbet på fredeligere tider, blev de sørgeligt skuffet.

Op gennem 1960’erne blev krigen i nabolandet Vietnam optrappet, og Cambodja trukket ind i konflikten.

Kort efter hjemkomsten fra Frankrig meldte Saloth Sar sig ind i det illegale Indokinas kommunistiske parti. Partiet opererede i det skjulte – det samme gjorde Saloth Sar, som begyndte at føre et dobbeltliv.

Mens han planlagde en væbnet revolution og opererede under flere forskellige dæknavne, heriblandt Pol, arbejdede han som lærer i en fransk privatskole, hvor han underviste i fransk, historie og geografi. Eleverne elskede den vidende og berejste lærer, som altid gik i hvid skjorte og mørkeblå bukser.

Han var blid og smilende – i modsætning til sin kone, Khieu Ponnary, som også var lærer, men af den skrappe og stramtandede støbning. På skolen røbede Saloth Sar aldrig sine politiske sympatier, han var i det hele taget meget afdæmpet i sin facon, men ingen, der mødte ham, kunne undgå at bemærke hans karismatiske udstråling.

I 1963 blev Saloth Sar valgt til generalsekretær for Cambodjas kommunistiske parti, som han tre år forinden havde været med til at stifte i et skur ved jernbanestationen i Phnom Penh.
Samtidig med at Saloth Sar overtog formandsposten i partiet, skruede kong Sihanouk bissen på over for kommunisterne, som blev jaget vildt.

Mange blev arresteret og henrettet, og endnu flere måtte gå under jorden. Saloth Sar flygtede ud i junglen, hvor han i de næste syv år gemte sig i forskellige lejre, mens han på afstand trak i trådene for at få væltet kong Sihanouk.

Det var dog en anden mand, som fik held med at styrte statsoverhovedet, nemlig højrelederen og generalen Lon Nol, som i marts 1970 gennemførte et fredeligt statskup.

Mens Sihanouk havde kæmpet for at håndhæve Cambodjas neutralitet, slog Lon Nol ind på en ny linje og rakte velvilligt hånden ud mod USA, som fik lov til at benytte baser i Cambodja til angreb mod Vietnam.

I de følgende fem år rasede borger-krigen i Cambodja, og hvor den afsatte Sihanouk førhen havde bekæmpet kommunisterne med alle midler, fandt han nu sammen med sine gamle arvefjender i kampen mod en fælles fjende – Lon Nol og hans militærregime. Under parolen “Vi kæmper for at få Sihanouk tilbage til magten”, indledte Saloth Sar og hans nystiftede guerillabevægelse, Khmer Rouge, en væbnet kamp mod det forhadte militærstyre.

Opbakningen i befolkningen var enorm, især i landområderne, hvor bønderne blev tæppebombet af amerikanske B-52’ere. Flyenes opgave var at afskære Viet Congs forsyningslinjer, som gik fra Nord- til Sydvietnam via det øst-lige Cambodja.

Men ofrene var i vidt omfang civile cambodjanere, som ikke havde noget med krigen at gøre – og alligevel mistede familier og hjem under de massive amerikanske bombeangreb.


“Bror nummer ét”, som Saloth Sar blev kaldt af sine guerillaer, kunne ikke have ønsket sig en mere frugtbar grobund for sin planlagte revolution. Landbefolkningen var klar til at støtte hvem som helst, bare det betød forandring. 

Med maverne fyldt med ris fra bønderne, og bevæbnet med våben fra deres nordvietnamesiske allierede, greb Khmer Rouge kontrollen over det ene landområde efter det andet. Efter voldsomme kampe i hovedstadsområdet var slaget vundet i foråret 1975: Lon Nol og hans støtter flygtede fra det sønderskudte Phnom Penh, og den 17. april 1975 vågnede indbyggerne op til en ny tid.

Maskingeværerne var tavse, måneders granatregn stilnet af, og hovedstaden usædvanligt tyst. Men da barfodede guerillasoldater i sorte bomuldsdragter og med rødternede tørklæder marcherede gennem byens boulevarder i morgengryet, brød jubelen løs.

Phnom Penhs indbyggere modtog oprørerne som længe ventede frihedshelte. Endnu var de lykkeligt uvidende om, at hjernen bag magtovertagelsen havde udtænkt et socialt eksperiment med dem som forsøgskaniner, men den usædvanligt hede aprildag skulle ikke blive mange timer gammel, før Phnom Penhs befolkning fik en forsmag på de lidelser, der ventede. 

Børn og teenagere udgjorde en meget stor del af Khmer Rouge-styrken.

© Polfoto/Corbis

Pol Pot tømmer byerne for mennesker

Under sit eksil i junglen havde Saloth Sar lagt store og detaljerede planer for Cambodjas fremtid. Med revolutionen skulle en ny tidsregning begynde, 1975 var år nul, og fra den ene dag til den anden skulle Demokratisk Kampuchea, som var nationens nye navn, være en klasseløs bondestat. Penge skulle afskaffes, og religion forbydes. Alle skulle være lige, gå i samme slags tøj og som brødre arbejde for samme sag.

Saloth Sar var ikke selv til stede i Phnom Penh den 17. april 1975, men det var på hans ordre, det nye regime få timer efter magtovertagelsen gik i gang med at tømme hovedstaden for dens to mio. indbyggere.

Alle blev sat på gaden, syge og døende blev beordret ud af deres senge på hospitalerne, og i et uoverskueligt mylder blev hele bybefolkningen gennet ind i en gigantisk marchkolonne, en flod af mennesker på vej ud til de storkollektiver, hvor de fremover skulle dyrke ris.

I tumulten blev familier splittet, og svagelige og gamle, som ikke kunne gå, henrettet. Som timerne og dagene gik, døde yderligere 10.000 mennesker under den lange march ud til rismarkerne.

Mønsteret fra Phnom Penh gentog sig over hele landet, og efter mindre end en uge lå alle byer øde.

Ved kontrolposter langs vejene blev indbyggerne forhørt om deres baggrund. De veluddannede og intellektuelle blev opfordret til at melde sig til at stå for nationens genopbygning.

Men alle, som fulgte opfordringen, fik en brat ende på livet. Saloth Sar frygtede modstand fra landets elite, så Khmer Rouge gjorde kort proces med de belæste: De blev ført bort og henrettet.

Den 23. april 1975 vendte Saloth Sar i al diskretion tilbage til spøgelsesbyen Phnom Penh. Mens han bevægede sig rundt i de øde gader og så de tomme huse og de menneskeforladte forretninger, fornemmede han sejrens sødme.

Han personligt havde knægtet imperialismen og fordrevet amerikanernes marionetter. For første gang i over 20 år stod han uden fjender, og med sejren var vejen banet for hans idealsamfund. 

Opbakningen til Pol Pot forsvinder

Som for at markere de nye tider lagde Saloth Sar sin personlige fortid bag sig. Han kappede alle bånd til familien og kaldte sig nu Pol Pot.

Efter at have knoklet i døgndrift kunne han i august 1976 præsentere en fireårsplan for sin partiledelse. Nøgleordene i planen var opbygning og forsvar. Hvad opbygningen angik, skulle hele landet udlægges til én stor rismark, og eksportoverskuddet fra høsten bruges til at bygge nye fabrikker, som skulle producere hverdagsting som møbler, sko, tøj, tæpper og sæbe.

“Så længe vi har ris, har vi alt”, lød Pol Pots mantra.

Ligesom risproduktionen var nation-ens forsvar af altafgørende betydning. Pol Pot understregede konstant, at statens fjender skulle elimineres.

“Hvis vi er langsomme og svage, vil fjenden sabotere landet”, sagde han.

Af frygt for at blive udsat for et attentat førte Pol Pot en tilværelse i skjul. Han var på vagt over for alt og alle, altid omgivet af livvagter, og i stedet for selv at vise sig offentligt lod han sine minis-tre stå frem. Uden for partitoppen vidste kun ganske få, hvem landets virkelige magthaver var. Ikke engang Pol Pots søskende anede, at deres bror var blevet statschef.

Den plan, Pol Pot havde lagt for sit land, viste sig hurtigt at slå fejl. I sine beregninger af risproduktionen havde han været alt, alt for optimistisk: Selv om befolkningen knoklede i markerne 16 timer i døgnet, kunne den ikke vride tre ton ud pr. hektar, sådan som Pol Pot forlangte. Før revolutionen havde rishøsten i Cambodja været ca. et ton pr. hektar. Det tredobbelte var ganske enkelt en umulighed. 

For det første havde cambodjanerne ikke tilstrækkeligt med gødning og landbrugsmaskiner, og for det andet var mange af dem tidligere byboere uden det fjerneste begreb om landbrug.

Resultatet var, at risen ikke kunne brødføde befolkningen, som allerede i efteråret 1975 begyndte at sulte. I begyndelsen fik cambodjanerne mellem en halv og en hel blikskål ris om dagen, men rati-onen svandt hele tiden ind, og snart kunne de udleverede riskorn knap nok dække bunden af skålen.

Selv om store dele af landet var ramt af hungersnød, ignorerede Pol Pot den katastrofale udvikling. Hans mål var at tjene penge på riseksport, så mens hans landsmænd døde som fluer af sult, sygdom og udmattelse, dirigerede han store lastbiler ud til kollektiverne for at konfiskere halvdelen af høsten.

Med hungersnøden svandt folkets opbakning til revolutionen hastigt, og situationen blev ikke bedre af, at Pol Pot blandede sig i selv det mest private: I flere årtusinder havde cambodjanerne været troende buddhister, men nu blev religion betragtet som en rivaliserende ideologi.

Pagoder, templer og klostre blev raseret eller indrettet som torturfængsler, og kun få af landets ca. 50.000 munke slap bort og undgik henrettelse.

Personlige ejendele fandtes knap nok længere. Alt fra gryder og kyllinger til kvæg og plove blev konfiskeret, for ingen måtte eje mere end andre. Det eneste, indbyggerne kunne råde over, var en sort dragt, et tørklæde, en blikskål og en ske.

Skålen og skeen kom i brug under fællesspisningen, som var endnu et upopulært indgreb i privatlivet: Traditionelt havde familierne været samlet om måltidet og talt om stort og småt, men fra midten af 1975 skulle alle indtage måltiderne i overvågede spisesale, hvor mænd, kvinder og børn sad hver for sig.
Pol Pots økonomiske strategi var at gøre bybefolkningen til bønder og udlægge hele
Cambodja til én stor rismark.
I forsøget på at udrydde politiske modstandere fra Lon Nol-regimet henrettede Khmer Rouge i løbet af et år fra september 1975 omkring 200.000 tidligere soldater, politibetjente og embedsmænd. Men trods udrensningerne dukkede fjender stadig op overalt, selv i partiet.

Det mente i hvert fald Pol Pot, som anklagede forræderne for at være skyld i landets krise.

“En sygdom har ramt partiet. Vi kan ikke lokalisere den præcist. Vi har uden succes ledt efter disse mikrober. De har gemt sig, men som vores socialistiske revolution skrider frem, vil vi finde frem til disse grimme mikrober”, advarede Pol Pot ved et partimøde i december 1976.

I en radiotransmitteret tale vurderede han nogle måneder senere, at to procent af befolkningen (svarende til omkring 140.000 mennesker) var “sabotører, fjender eller forrædere”. De skulle udryddes, som var de bakterier.

Pol Pot beordrer politiet til at slagte i døgndrift

Folkene fra sikkerhedstjenesten Santebal havde længe haft hænderne fulde, men med Pol Pots udmeldinger voksede deres arbejdsbyrde til nye højder: Ud fra devisen at det var bedre at slå 10 uskyldige ihjel end at lade én skyldig gå fri, indledte Santebal en regulær menneskejagt på formodede fjender.

Og dem var der nok af: Folk med briller blev betragtet som intellektuelle og skulle derfor dø. Det samme gjaldt udlændinge og indbyggere med udenlandske ægtefæller, eftersom de var under mistanke for at være hemmelige agenter. I 1978 blev omkring 400.000 mennesker i landets østlige del nedslagtet, fordi de med Pol Pots ord havde “khmerkrop, men vietnamesisk sindelag”.

Også i partitoppen flød blodet. Under tortur blev ministre og distriktsledere tvunget til at tilstå alverdens synder – fx at de var dovne eller havde “en snæver indstilling”. Begge dele udløste en henrettelse. Med sig i døden tog de ulykkelige hele deres familie: børn, koner, forældre – alle. Dertil kom de mennesker, hvis navne de i desperation havde fremstammet under torturen.

Kun få blev skudt, for den henrettelsesmetode var alt for kostbar. I stedet fik ofrene baghovedet knust med en jernstang eller maven sprættet op. Der er også eksempler på, at nyfødte blev kas-tet op i luften og spiddet på bajonetter.

Massegravene over hele landet var efterhånden proppet med lig, men udrensningerne havde stadig ikke den ønskede effekt. Regimet stod i problemer til halsen, folket sultede, og Pol Pot så fortsat forrædere og sabotører overalt.

For at mindske faren forskansede han sig bag høje mure i skiftende og altid svært bevogtede residenser i og omkring Phnom Penh. Her var han omgivet af tjenestefolk, som konstant frygtede for deres liv. Når Pol Pot fik ondt i maven, måtte det skyldes et forsøg på forgiftning, formodede han, og så blev kokken henrettet. Hvis strømmen gik, eller vandforsyningen blev afbrudt, måtte opsynsfolkene bøde med livet for deres forsømmelser. 

Cambodja var et hermetisk lukket land i tre-fire år. Først da Khmer Rouge var nedkæmpet, blev folkemordet dokumenteret.
© Polfoto/Corbis

Vietnam fordrev Khmer Rouge 

Mareridtet sluttede først, da 1978 gik på hæld, og hjælpen udefra endelig kom.
Efter at Khmer Rouge gentagne gange havde angrebet vietnamesiske landsbyer og myrdet civilbefolkningen langs grænsen, slap Vietnams tålmodighed op.

I december 1978 sendte landet en massiv invasionsstyrke ind i Cambodja. Vietnameserne forventede hård modstand, men mødte i stedet et folk, som var dødeligt svækket af sult, sygdom og udmattelse.

Den kampvante vietnamesiske hær kunne uden problemer jage Khmer Rouge på flugt og i januar 1979 indtage spøgelsesbyen Phnom Penh. Bortset fra et tykt lag støv overalt stod hovedstaden, som da indbyggerne var blevet gennet ud godt tre et halvt år tidligere.

Efter vietnamesernes invasion gik omfanget af cambodjanernes lidelser gradvist op for omverdenen. Lig og ligdele stak op fra massegrave, fængslerne var fyldt med torturinstrumenter og skamferede menneskekroppe, og indbyggerne fortalte uhyrlige historier om mishandling, hungersnød og politisk terror.

Hovedmanden Pol Pot var forsvundet. Kl. otte om morgenen den 7. januar 1979 var han lettet i en helikopter med kurs mod sikkerheden i Thailand.

Mens Khmer Rouge de følgende 10 år kæmpede en forgæves kamp for at gen-erobre Cambodja, og vælte landet nye pro-vietnamesiske regering, gemte Pol Pot sig i en lejr i junglen på grænsen mellem Cambodja og Thailand.

Her arrangerede han studiekredse for partisanerne, som blev undervist i politik og samfundsfag af højtstående Khmer Rouge-folk. Yndlingslæreren var Farfar 87 alias Pol Pot, som ifølge eleverne “talte som en far til sine børn” og var “sjov og varm”.

Tuol Sleng-fængslet, også kaldet S-21 , er et monument over ekstreme lidelser. Her torterede børnebødler ca. 14.000 mennesker til døde.

Intern skueproces mod Pol Pot

I begyndelsen af 1980’erne døde Pol Pots kone Khieu Ponnary, som gennem flere år havde lidt af sindssyge, og i 1985 giftede den nu 60-årige partisan-leder sig med den cirka 30 år yngre Mea Son. Hun fødte året efter Pol Pots eneste barn, datteren Sith.

Den lille familie levede i en årrække et nogenlunde fredeligt liv i junglen, men da Khmer Rouge i midten af 1990’erne var præget af frafald og intern splittelse, brød Pol Pots paranoia atter ud i lys lue.

Den aldrende og nu næsten hvidhårede eksdiktator var overbevist om, at en skare partikammerater planlagde et kup mod ham, så i juni 1997 pudsede han sine livvagter på ikke alene den formodede hjerne bag kuppet, forhenværende forsvarsminister Son Sen, men også hans kone og parrets familie, i alt 14 børn og voksne. De blev alle sammen skudt og siden kørt over af en lastbil gentagne gange.

Oven på de barbariske mord frygtede Ta Mok, Khmer Rouges øverste militære leder, at han nu stod for tur til at blive elimineret. Han beordrede derfor sine folk til at pågribe Pol Pot, som sammen med sin kone og datter flygtede ind i junglen. Efter tre dage blev de fanget. Pol Pot var totalt afkræftet og mere død end levende.

Ved en skueproces i junglen blev den synligt svækkede Pol Pot den 25. juli 1997 idømt livsvarig husarrest, dels for mordet på Son Sen og hans familie, dels for forræderi mod Khmer Rouge.

“Død over forræderen Pol Pot, han har blod på sine hænder”, skreg tilhørerskaren af tidligere beundrere til Pol Pot, som sad i en træstol og støttede sig til en bambusstok.

Mens han var i husarrest, gav Pol Pot den 23. oktober 1997 et helt exceptionelt interview til den amerikanske tv-journalist Nate Thayer. Pol Pot talte om sin egen nært forestående død og svarede på spørgsmål om sit folkemord:


“Hvad min samvittighed og min mission angår, har jeg ikke noget problem. Vi begik fejl, men mit mål var at gennemføre en revolution, ikke at dræbe mennesker. Se på mig, ligner jeg måske en brutal mand?” spurgte han retorisk og svarede selv: “Nej!”

I de følgende måneder blev Pol Pot stadig dårligere og kunne til sidst knap trække vejret uden iltmaske.

Da han klokken otte om aftenen den 15. april 1998 som sædvanlig tændte radioen for at høre nyheder, mistede han det sidste af sin livskraft. Dagens tophistorie var, at hans fangevogtere ville overgive ham til en international domstol, så han kunne blive retsforfulgt for forbrydelser mod menneskeheden.

Efter nyhedsudsendelsen fortalte Pol Pot sin kone, at han følte sig træt og utilpas. Få minutter senere hørte hun ham drage sit sidste suk. 

Måske er du interesseret i...

Læs også