Selvom kampvognen var bygget til landsætning fra luften, gik det ofte galt.

© US Army

Vietnamkrigens værste våben var en rullende dødsfælde

M551 Sheridan-kampvognen var et teknisk vidunder – lynhurtig og udstyret med de mest moderne våben. Men konstruktionen krævede panser af aluminium – og det betød, at mandskabet steg ombord med livet som indsats.

14. juli 2017 af Claus Cancel

Soldaterne var sure, og oversergenten decideret vred, da de tre M551 Sheridan-kampvogne og seks pansrede mandskabsvogne fyrede op under dieselmotorerne. 

Med bekymrede miner forlod mændene den amerikanske base Fort Defiance i Sydvietnam. 

Uden ildstøtte skulle den lille deling rykke frem til den cambodianske grænse og finde frem til nordvietnamesiske soldater, der ville krydse “Highway 246”, i ly af natten.

Heller ikke løjtnant Cambri var glad for situationen, men han satte sin lid til de tre Sheridan-kampvogne. 

Deres 152-mm-kanoner var et frygtindgydende våben, og blandt Cambris chefer var opfattelsen, at bare to af dem havde ildkraft nok til at holde en hel bataljon på 5-800 fjendtlige soldater stangen, indtil forstærkningerne nåede frem.

Nu var delingen kørt i stilling, og der var ikke andet at gøre end at vente. Klokken ca. ét om natten vågnede Cambri ved et øredøvende spektakel. 

Hans skytte stod med fingeren presset mod aftrækkeren af det tunge maskin­gevær på toppen af mand­skabs­vognen. Cambri stak hovedet op af lugen og kunne se to rækker af nordvietnamesiske soldater komme marcherende mod dem. 

De forreste var allerede sprunget ind i junglen og gjorde klar til angreb. Cambri greb sin radiohjelm for at beordre en af Sheridanerne til at åbne ild.

Inde i kampvognen havde folkene målet i sigte. 152-mm-kanonen var ladet med den særlige M625-granat – populært kaldet bikube-granaten på grund af den summende lyd, den afgav.

Lyden opstod, når granaten frigav sine 10.000 sylespidse ­metalpigge, der blev blæst ud til alle sider. Bikube-granaten spredte død og ødelæggelse, hvis den blev affyret ind i en menneskemængde.

Men granaten forblev i kanonløbet, og de nordvietnamesiske tropper var efterhånden alle nået i sikkerhed i junglen.

Cambri råbte igen til Sheridanens skytte, at han skulle trykke på aftrækkeren. Svaret fra kampvognen lød, at det gjorde han også, men det avancerede elektroniske affyringssystem virkede bare ikke.

Mens Cambri bandede og svovlede over de spildte chancer, kæmpede folkene inde i tanken for at få løst problemet.

Efter et halvt minut lyste den grønne lampe på kanonens betjeningspanel endelig op. Med et øredøvende brag forlod granaten med de 10.000 pigge Sheridanens kanonløb.

Rekylen var så kraftig, at den fik tankens forende til at løfte sig fra jorden. Langt de fleste projektiler slog virkningsløst ned i den mennesketomme grusvej eller borede sig ind i junglens træer over hovederne på de nordvietnamesiske soldater.

De to andre Sheridan-tanks havde omsider drejet kanonløbene i den rigtige retning, og i de næste 30 minutter pumpede de granater ind i junglen.

Den skræmmende ildkraft var nok til, at de fjendtlige soldater opgav og vendte om.

Næste morgen fandt amerikanerne otte døde nordvietnamesiske soldater.

Det kunne have været mange flere, hvis blot Sheridanens kanon havde virket.

Men det var hverken første eller sidste gang, at amerikanernes nyeste kampvogn skulle vise sig upålidelig i den nådesløse asiatiske junglekrig.

Soldaterne frygtede at sidde ved maskingeværet i tårnet pga. den begrænsede beskyttelse.

© US Army

Krigen skulle vindes i Cambodia

Løjtnant Cambris oplevelser med Sheridan-tanken fandt sted i februar 1970. 

På dette tidspunkt var den amerikanske hjemmefront begyndt at protestere over USA’s krigsdeltagelse, der på fem år havde kostet 47.000 amerikanske soldater livet, uden at man var kommet tættere på at besejre Nordvietnam og de kommunistiske partisaner i syd, kaldet Viet Cong. 

Det stod klart for hærledelsen og præsident Nixon, at hvis Sydvietnams eksistens skulle sikres, måtte krigen føres ind i nabolandene Cambodia og Laos. 

Det var her, de nordvietnamesiske styrker havde deres støttepunkter, baser og depoter; og herfra forsynede de deres våbenbrødre, Viet Cong, med våben.

Blot to måneder efter Cambris træfning ved grænsen rykkede 20.000 amerikanske og 30.000 sydvietnamesiske soldater derfor ind i Cambodia – i mange tilfælde støttet af den nye, upålidelige Sheridan-kampvogn. 

Målet var at ramme nordvietnameserne så hårdt, at de ikke længere var en trussel – og at Sydvietnam kunne klare sig selv, så de amerikanske tropper kunne blive trukket hjem igen. 

Desværre viste Sheridan-kampvognen sig ikke at være opgaven voksen. 

Revolutionerede missilsystem

Netop denne kampvogn skulle have ­udgjort en sand revolution – nytænkende og banebrydende, som den var.

Udviklingsarbejdet begyndte i slut­ningen af 1950’erne som et modsvar til den sovjetiske amfibietank PT-76, og ­ambitionerne voksede, mens kamp­vognen var på ingeniørernes tegnebræt:

Ikke alene havde de amerikanske ­generaler brug for en letvægtstank, der kunne krydse floder og søer – den skulle også kunne landsættes fra luften, så den hurtigt kunne sættes ind i områder, hvor amerikanske styrker var i akut fare for at blive løbet over ende.

Under den kolde krig havde USA færre kampvogne end Sovjetunionen, men dette kunne opvejes med større fleksibilitet og mobilitet. 

Derfor var det vigtigt, at Sheridanen kunne indsættes direkte på slagmarken ved at blive kastet ud fra transportfly. 

Sheridanen skulle være den første kampvogn, som kunne begå sig til lands, til vands og i luften.

Kampvognen blev bygget op omkring et nyt, banebrydende våbensystem, hvor kanonløbet også skulle kunne fungere som affyringsrampe for det såkaldte Shillelagh-missil. 

Det blev fjernstyret til sit mål og kunne ødelægge selv meget svært pansrede sovjetiske kampvogne. 

Sheridanen skulle med andre ord være en letvægts­tank, der kunne tage kampen op mod de helt tunge drenge.

I princippet var idéen god. Når Sheridanen skulle ødelægge mindre kampvogne eller skyde mod fx bunkere, ­ladede soldaterne kanonen med konventionelle antitank-granater. 

Hvis de derimod stod over for en svært pansret kampvogn, kunne de lægge et Shillelagh-missil i kanonen. 

Skytten guidede herefter missilet vha. et infrarødt signal fra kampvognen – og var på denne måde i stand til at ramme meget præcist, også selvom målet var i bevægelse.

I praksis stod problemerne nærmest i kø omkring det nye system: Det infrarøde styresignal til missilet blev forstyrret i sollys og af det røgspor, som missilet ­efterlod sig. 

Samtidig var ­Sheridanen bygget så let, at forenden ­løftede sig én meter fra jorden, når ­kanonen blev affyret. 

Rekylen var så kraftig, at besætningen var i fare for fx at brække et ribben.

Denne rystetur fik ofte den føl­somme elektronik til at bryde sammen, så den måtte genstartes, og tanken tabte vigtige minutter i kampens hede.

Når Hercules-transportflyet skulle landsætte en Sheridan, fløj det med 250 km/t. et par meter over jorden.

© US Army

Fejlede på alle parametre

Missilsystemet var langtfra Sheridanens eneste problem. Beslutningen om, at kampvognen skulle være nyskabende i alle aspekter resulterede i konstante problemer allerede i testfasen: Ammunitionen skulle være den mest moderne, som den amerikanske hær kunne byde på. 

Derfor var granaterne til 152-mm-kanonen pakket ind i pap, som skulle brænde op ved affyringen – i stedet for det traditionelle messinghylster.

Dermed undgik besætningen at have brandvarme kanonhylstre i kampvognen, efterhånden som ammunitionen blev skudt af. 

Men ofte sad der små glødende papstykker tilbage i kanonløbet, og hvis de landede i kampvognens ammunitionslager, kunne kampvognen hurtigt ryge i luften. Dette skete tre gange i testperioden fra 1966 til 1967.

Men det blev værre endnu. Da de første færdige kampvogne endelig rullede ned fra samlebåndet, konkluderede den amerikanske hærs testenhed, at den “ikke var brugbar på grund af problemer med sikkerhed, vedligehold, holdbarhed og duelighed”. 

Det var hårde ord. Kampvognen dumpede på alle parametre.

Alligevel fortsatte produktionen hos General Motors, der spyttede den ene Sheridan efter den anden ud. 

Hærcheferne frygtede nemlig, at de ville miste bevillingerne til den nye kampvogn, hvis de ikke fortsatte produktionen.

Efterhånden begyndte politikerne dog at få øjnene op for den problemplagede kampvogn, og et indflydelsesrigt kongresmedlem kaldte

Sheridanen for en “milliard-dollar-bommert”. Kritikken lagde yderligere pres på de militære ledere for at tage kampvognen i brug – blandt dem var general Creighton Abrams. 

Det var ham, der havde presset produktionen af tanken igennem i 1966, og nu stod 1.500 ubrugte kampvogne hen uden for GM’s fabrik i Cleveland.

General Abrams var i 1968 blevet udnævnt til chef for de amerikanske styrker i Vietnam, og nu brugte han sin position til at få Sheridanen til Østen. 

Til kamp uden missiler

Enhver kunne se, at Sheridanen var uegnet til tjeneste i Vietnam. Dens hurtighed var svær at udnytte i det mudrede terræn, og i junglen var det umuligt at indsætte den fra luften. 

Det avancerede Shillelagh-missilsystem var perfekt i kamp mod fjendens kampvogne, men Viet Cong-partisanerne og de nordvietnamesiske tropper udførte som regel hurtige snigangreb til fods.

Derfor skulle Sheridanen bygges en smule om inden sin ilddåb i Vietnam i januar 1969: Væk var missilerne og i stedet fik Sheridanen den særlige bikubegranat til brug mod fodfolk.

Til general Abrams store held gik Sheridanens første indsats over al forventning. Den fandt sted nær den vigtige amerikanske base Long Binh nord for Saigon. 

To Sheridan-kampvogne var kørt i stilling ved en vejspærring, da de om natten kl. 2.30 pludselig kunne se skygger bevæge sig længere nede ad vejen. 

De tændte deres kraftige projektørlys og afskød to bikube-granater. Da amerikanerne næste morgen rykkede ud for at se effekten, lå her 125 døde nord­vietnamesiske soldater.

Sheridan-kampvognen og ikke mindst bikube-granaten var kommet til Vietnam tidsnok til at blive sat ind i de to sidste store amerikanske aktioner: invasionen af Cambodia og Laos. 

Sheridan-tanken var en dødsfælde

Målet var med invasionen af Cambodia (1970) og Laos (1971) med præsident Nixons ord “en vietnamisering” af krigen. 

Nordvietnameserne og Viet Cong skulle rammes så hårdt, at Sydvietnam kunne klare sig selv – og de amerikanske tropper trækkes endeligt hjem.

Hærledelsen havde dog ikke den store tiltro til de sydvietnamesiske troppers kampevne og iværksatte derfor en række operationer i Cambodia og Laos, der skulle ramme Viet Cong-partisanernes forsyningslinje, Ho Chi Minh-stien, som strakte sig gennem begge lande. 

Amerikanerne anslog, at over 40.000 nordvietnamesiske soldater lå klar nær grænsen til Vietnam. 

Det var her, at en stor del af de 500 Sheridans, der var kommet til Vietnam, skulle sættes ind – og de amerikanske soldater var ikke begejstrede. 

De ønskede sig tilbage til den stabile M48 Patton-kampvogn.

“Da jeg prøvede at få udskiftet mine Sheridans med M48 eller bare pansrede mandskabsvogne, reagerede mine overordnede som en flok voldtagne aber”, forklarede kaptajn Speedy efterfølgende til historikeren Keith Nolan.

“Det var politik. De råbte af mig, at jeg måtte lære at udnytte det nye system. Men for fanden. Det var en fiasko. Det var altid det samme: 

Alle systemer fungerede, men kanonen ville ikke skyde. Og så var der landmine-problemet: Minerne sprængte huller i panseret og satte granaterne i brand.

Dette udviklede gasser, som besætningen inhalerede. Og selvom de nåede at komme ud af kampvognen, døde mange efter et par dage”.

Da de amerikanske og sydvietnamesiske tropper efter to måneder i Cambodia trak sig ud igen, beskrev præsident Richard Nixon operationen som “den mest succesfulde operation i hele krigen”. ­

Ordene faldt, på trods af at operationen med al tydelighed havde vist, at sydvietnameserne ikke magtede at forsvare deres land mod fjenden.

Også Sheridanen havde fejlet. Foruden de vedblivende problemer med kanonen krævede motoren også konstant service.

Kølesystemet kunne ikke klare den fugtige varme, og ventilationssystemet blev fyldt med blade og mudder fra junglen.

Men værst var aluminiumspanseret, som ikke ydede beskyttelse, når kampvognen kørte over en landmine.

“Jeg blev kastet ud af førersædet og frem på fronten af tanken”, fortæller tankføreren Gross. Hans kampvogn kørte på en landmine i Cambodia.

“Jeg faldt ned på jorden og begyndte at løbe. Kampvognen brændte voldsomt, og ammunitionen indeni begyndte at gå af. Først maskingeværammunitionen og siden de store granater.

Vores hjælpeskytte nåede ikke væk og måtte hives ud. Han lå på jorden og vred sig, imens det meste af hans krop var forbrændt. Jeg blev helt hysterisk. Jeg prøvede at beherske mig, men jeg kunne ikke holde ud at se mine venner på den måde”.

Oplevelsen rystede Gross så meget, at han aldrig satte sig i en kampvogn igen.

Det svage panser var ikke kun et problem, når Sheridanen kørte over en landmine. Aluminiummet ydede heller ingen effektiv beskyttelse mod det nordvietnamesiske RPG-raketstyr.

Hvis Sheridanen blev ramt af en antitank-raket nær kanontårnet, var der stor sandsynlighed for, at de papomsluttede granater brød i brand og satte ild til ammunitionen. Ilden skabte så høje temperaturer, at aluminiums­chassiset blev blødt, hvilket fik kanontårnet, der var lavet af stål, til at “synke ned” i tanken.

For de amerikanske soldater var de sammensmeltede Sheridans langs vejene ikke noget sjældent syn.

Af de 500 Sheridan-tanks, som kom til Vietnam, blev over 300 ødelagt af landminer og raketter.

Fordi soldaterne havde så dårlige chancer for at slippe ud af en brændende Sheridan, fik den øgenavnet “Djævlens stridsvogn”.

Det amerikanske militær brugte gennemsnitligt mere end 100.000 tons ammunition hver måned i Vietnam. 

© AP/Polfoto

Raketterne fløj om ørerne

Netop Sheridanens ringe modstandsdygtighed over for et simpelt raketstyr viste sig tydeligt i 1971 under “Operation Lam Son 719” i Laos. 

Modsat kampene i Cambodia året før ryddede amerikanske styrker kun vejen frem til den sydvietnamesisk-laotiske grænse, resten af strækningen på 40 km ind i Laos måtte sydvietnameserne nøjes med luftstøtte.

Angrebet på junglebyen Tchepone og Ho Chi Minh-stien skulle bevise, at Sydvietnam havde lært at klare sig uden amerikansk hjælp. 

Men allerede efter få dage gik den sydvietnamesiske offensiv i stå.

Modstanden fra nordvietnameserne var langt større end ventet. I tre uger kæmpede de sydvietnamesiske styrker, men kom stort set ikke ud af stedet.

I sidste ende lykkedes det for sydvietnameserne at indtage byen, men kun fordi amerikanerne fløj dem derind vha. en sværm af Huey-helikoptere.

Tchepone viste sig dog at have ringe strategisk betydning, for nordvietnameserne havde lagt Ho Chi Minh-stien om, så den gik uden om byen.

Alligevel erklærede sydvietnameserne erobringen som en succes og meddelte, at soldaterne ville blive trukket ud af Laos igen. 

Den beslutning skulle vise sig at blive fatal, for på alle højdedrag lå fjendtlige soldater, som sneg sig helt tæt på sydvietnameserne, så amerikanerne ikke kunne bombe af frygt for at ramme deres våbenfæller. 

Der gik hurtigt panik i sydvietnameserne, og tilbagetrækningen foregik i et inferno af ild.

Bedre blev det ikke, da tropperne nåede Vietnams grænse, hvor Viet Cong lå i baghold langs hovedvejen.

Den intense beskydning fik de amerikanske soldater til at døbe hovedvejen “Ambush Alley” – Bagholdsalléen – fordi ingen kunne vide, hvornår den næste raket ville slå ned på den 12 km lange vej fra grænsen til Khe Sanh-basen.

Hvor slemt det stod til, blev klart for den amerikanske marinesoldat Robert Spurgeon, da han spurgte en af sine kammerater i kampvognen, hvordan situationen var længere fremme.

“De ligger i bunkere langs vejen og lader os køre forbi, inden de rejser sig og skyder en RPG lige i røven på os! For fanden, Spurgeon, du kommer aldrig til at se noget lignende! De skyder RPG’ere efter os, som var det maskingeværer!”

Netop den intense regn af ild kunne Sheridan-kampvognen ikke holde til. Pansringen var alt for sårbar over for raketstyr affyret på kort afstand, og under den hektiske flugt fra Viet Cong’erne brændte kampvognene sammen til højre og venstre. 

I alt 8.750 sydvietnamesiske og 253 amerikanske soldater mistede livet under operationen, der skulle blive den sidste større kamp, som den amerikanske hær var involveret i, i Vietnam.

Sheridan endte som skydeskive

Selvom amerikanerne efterfølgende udråbte operationen i Laos til at være en succes, var de bitre realiteter, at de sydvietnamesiske styrker aldrig ville kunne klare sig uden amerikansk hjælp. 

Nederlaget stod klart, da sydvietnameserne fire år senere måtte give op og hjælpeløst se til, mens Nordvietnams tropper den 30. april 1975 rullede ind i Saigon.

Efter vietnamkrigen blev Sheridanen indsat i kamp to gange yderligere.

Først under USA’s operation for at styrte Panamas diktator Manuel Noriega i 1989 og senere under den første golfkrig (1990-91). Heller ikke her imponerede kampvognen.

Det amerikanske militær havde heller ikke længere den store tiltro til kampvognen. Allerede i 1980 blev størstedelen af de resterende Sheridans overført til et militært øvelsesområde i Californien. 

Her blev de bygget om, så de lignede den sovjetiske T-80, og brugt til øvelser helt indtil 2004. 

Den vigtigste rolle, som den revolutionerende M551 Sheridan-kampvogn fik, var altså at hjælpe til med træningen af amerikanske kampvognsbesætninger.

Måske er du interesseret i...

Læs også