Et maleri af franskmanden Henri Philippoteaux fanger øjeblikket, hvor Napoleons kyrasserer kaster sig mod Wellingtons infanteri. 10.000 ryttere deltog i de forgæves angreb, der kostede begge sider dyrt.

Waterloo: Europas fremtid blev afgjort på en eftermiddag

Napoleon marcherer i krig for at redde sin trone eller miste den for evigt. Alt går efter planen, da kejserens hær rykker frem til angreb på briterne ved Waterloo. Men så melder en gammel fjende sin ankomst.

26. april 2018 af Else Christensen og Esben Mønster-Kjær

Walterloo blev til slagmark

Kaptajn John Kincaid har frit udsyn over den kommende slagmark. Hvor mange andre deltagere i slaget ved Waterloo aldrig ser mere end jorden lige foran deres næsetip, kan den britiske officer skue vidt ud over det bølgende belgiske terræn.

Han tilhører en enhed af grønklædte skarpskytter, der er placeret i en bred sandgrav foran hertugen af Wellingtons slaglinje. Resten af koalitionshæren står et par hundrede meter længere bagude bag en lav bakkekam: Briter, nederlændere og soldater fra flere tyske stater.

Med den gode udsigt følger en pris, for de britiske skarpskytter er blandt de første til at lide tab denne sommerdag. “En kanonkugle kom, Gud ved hvorfra, og fjernede hovedet på en officer”, skriver Kincaid i sine memoirer. Hen over kornmarkerne kan kaptajnen se, at Napoleons franske hær er færdig med at stille op til slag.

Snart følger hundredvis af skud, da et mægtigt batteri på 80 kanoner åbner ild stik syd for sandgraven, hvor Kincaids skarpskytter venter med nervøse blikke.

Klokken er omkring 11.30 om formiddagen den 18. juni, og slaget om Europas fremtid er begyndt. Efter udmattende marcher og hidsige kampe skal den afgørende styrkeprøve vise, om kejser Napoleons tid endegyldigt er forbi, eller om verdens største feltherre vil genetablere sin magt og igen få et helt kontinent til at skælve.

Napoleon indledte sin offensiv til slaget ved Waterloo

Tre dage forinden, den 15. juni 1815, havde Napoleon krydset den fransk-belgiske grænse med sin hær. Hele Europa var forenet mod ham, og Frankrigs kejser måtte slå først, hvis han ville have en chance i opgøret med den mægtige alliance.

På den belgiske side af grænsen stod to fjendtlige hære som fristende mål: Blüchers preussere og den britiske hertug af Wellingtons sammenrend af tropper fra fem forskellige stater. Tilsammen talte de allierede hære omkring 230.000 mand mod Napoleons 130.000. Men hvis han kunne møde dem enkeltvis, kunne kejseren besejre dem hver for sig. Den strategi var lykkedes for ham mange gange før.

Med falske rygter fik Napoleon sendt Wellington på vildspor, så han kunne angribe og slå Blücher alene i slaget ved Ligny den 16. juni. Mens preusserne flygtede, vendte kejseren sig mod den britiske feltherre, som han forfulgte i silende regn hele næste dag.

Om morgenen den 18. juni meldte franske spejdere, at Wellingtons tropper var ved at stille op til slag syd for den lille by Waterloo. Nu havde kejseren chancen for at udslette briternes felthær og måske slå dem helt ud af krigen.

Napoleon tog sig dog god tid, for ifølge spejdernes rapporter flygtede Blücher og det meste af hans hær østpå mod den tyske grænse. De blev forfulgt af marskal Emmanuel de Grouchy i spidsen for en stærk fransk styrke.

Kejseren udskød derfor sit angreb, til junisolen havde tørret de regn­våde marker, så artilleriets tonstunge skyts ikke sank i. Sidst på formiddagen var kejseren tilfreds med underlaget, og de franske kanoner begyndte at køre i stilling. Snart indledte de deres tordnende symfoni.

Franske soldater sluttede sig til Napoleon i hobetal, mens han gik mod Paris.

© Bridgeman

Kanoner skulle bane vejen ved Waterloo

Napoleon var uddannet artillerist, og en af hans mest brugte taktikker gik ud på at samle sine kanoner på ét sted langs fronten og bruge dem til at blæse et gabende hul i fjendens linje. “Det er med artilleri, at man fører krig”, havde kejseren for vane at sige.

Når kanonerne havde gjort deres blodige arbejde, kunne infanteri og ryttere rykke frem og bringe slaget til en hurtig og sejrrig afgørelse. Denne formiddag bugserede artillerikuskene 80 kanoner ud på marken foran Wellingtons østlige fløj. 48 af dem var kraftige bronzemonstre, som i den franske hær var kendt som “Kejserens unge døtre”.

De skød med massive jernkugler på 12 pund, hvor almindelige kanoner affyrede kugler på seks til ni pund. Kaptajn Kincaid og de andre mænd i Wellingtons hær, der kunne se Napoleons artillerister gøre klar, havde god grund til at være anspændte.

Jorden rystede, da det store batteri åbnede sit bombardement. Kanonkugler hvinede fladt hen over kornmarken mod Welling­tons tropper, og granater trak hvide røgspor fra brændende lunter, mens de sejlede i en krum bane mod deres mål 700 m væk.

“En fjendtlig granat skar vores oversergent midtover”, berettede en britisk sergent efter slaget, ”fortsatte og rev hovedet af en grenader og eksploderede en meter fra mig, så jeg blev kastet mindst to meter op i luften”. Sergenten kom på benene med en forbrændt kind og uniformen i pjalter. Han nåede at samle sig tidsnok til at forhindre en ung rekrut i at stikke af.

I løbet af den følgende halve time affyrede artilleristerne 2.700 kugler og 900 granater. Napoleon betragtede det storslåede bombardement fra sit udsigtspunkt nær kroen La Belle Alliance, og herfra så Wellingtons stilling ud til at være et inferno af ødelæggelse.

Effekten var dog slet ikke så stor, som kejseren troede. Hvor andre feltherrer stillede deres tropper op til forsvar på de højeste terrænpunkter, placerede Wellington altid soldaterne et kort
stykke længere tilbage. På bakke­dragets bagside var soldaterne skærmet mod kanonernes fulde effekt.

På slagmarken ved Waterloo blev effekten af Wellingtons kneb forstærket af den fugtige jord. Kanonkugler, der normalt ville slå smut eller trille med høj fart, blev bremset, inden de pløjede sig gennem enheder i tæt formation. Og granater borede sig halvvejs ned i jorden, inden de eksploderede, hvilket dæmpede virkningen. Bombardementet var derfor ikke så ødelæggende, som den franske kejser forestillede sig.

Preusserne meldte deres ankomst til Waterloo

Kunne Napoleon se hertugen af Wellington, ville han opdage, at modstanderen igen og igen spejdede mod øst. Den britiske feltherre ventede nemlig på preussiske forstærkninger.

Stædige, gamle Blüchers hær var ikke knust, som Napoleon troede. Efter sit nederlag to dage forinden havde han befalet tilbagetog nordpå, så han kunne forene sig med Wellington, når hans lemlæstede hær var kampklar igen.

Den altid forsigtige Wellington havde kun valgt at vove en styrkeprøve ved Waterloo, fordi Blücher lovede hjælp. Preusserne stod ved Wavre blot 16 km væk og kunne nå frem i løbet af dagen.

Napoleon vidste godt, at preussiske enheder var i nærheden. Det havde en rapport fra marskal Grouchy oplyst. Men kejseren tog oplysningen roligt, for ifølge fjendtlige krigs­fanger var Blüchers hær stærkt medtaget efter slaget ved Ligny, og flere kolonner trak sig angiveligt tilbage mod den tyske grænse. Preusserne ved Wavre kunne umuligt udgøre en slagkraftig styrke. For en sikkerheds skyld befalede Napoleon dog Grouchy at tage sig af sagen.

“Hans majestæt ønsker, at du går mod Wavre og dermed tættere på os”, lød instruksen fra Napoleons stabschef, marskal Jean-de-Dieu Soult. Kl. 13, hvor de franske kanoner havde hamret løs ved Waterloo i mere end en time, indså Napoleon, at det havde været klogere at kalde Grouchys 33.000 mand til sig. På vejene langt mod øst så han nemlig marcherende preussere i kikkerten.

Kejseren kunne endnu nå at afblæse slaget, men så ville de to fjender forene deres hære, og det var netop, hvad han havde forsøgt at undgå. Alternativt måtte Wellington besejres, før Blüchers preussere nåede frem.

Gennem hele sin dramatiske karriere havde Napoleon taget chancer og stolet på, at hans evner ville bringe succes. Forsigtighed hørte ikke til hans natur, så beslutningen tog næsten sig selv.
“I morges havde vi 90 pct. chance for at vinde. Vi har stadig 60 pct. chance”, betroede kejseren til marskal Soult.

Det ville tage en rum tid for preusserne at nå frem, vurderede Napoleon, og det franske infanteri var klar til angreb.

I et hjørne af slagmarken forsøgte Napoleons bror Jérôme at erobre herregården Hougoumont. Kampen blev et blodigt mareridt, der bandt store franske styrker.

© National Museums of Scotland

Napoleons plan for slaget ved Waterloo løb af sporet

En halv time efter at kejseren havde set preussere i horisonten, satte 18.000 franske soldater i gang. Fire divisioner rykkede frem mod den del af Wel­ling­tons linje, som artilleriet havde bearbejdet. Menneskemassen udgjorde et imponerende og frygtindgydende skue.

“Vi så Bonaparte selv tage opstilling i vejsiden umiddelbart foran os”, huskede den britiske kaptajn Kincaid. “Hvert regiment brød luften med brølet ‘Kejseren leve’, når de passerede forbi”. Trommeslagerne markerede takten, mens den enorme masse af blåklædte franskmænd langsomt nærmede sig.

I de 15 minutter, som det tog at krydse dalen mellem hærenes linjer, skød Wellingtons kanoner løs med kugler, granater og kardæsker – ammunition af små jernkugler, der blev spredt ved affyringen ligesom skud fra et haglgevær.

Én fransk bataljon havde knap gået 100 skridt, før chefen blev dødeligt såret. Et øjeblik senere faldt en kompagnichef efterfulgt af fanebæreren. Konstant lød råbet “Slut op!”, når huller i formationen skulle fyldes ud af andre soldater.

Trods ildstormen fortsatte de franske soldater fremad, og Kincaids skytter måtte flygte fra deres post i sandgraven foran Wellingtons linje. De stillede op blandt britisk infanteri og gjorde klar til at tage imod angrebet.

“Da spidserne af deres kolonner viste sig over højderyggen, fik de sådan en salve fra forreste geled, at de vaklede”, huskede Kincaid. “Men så fortsatte de, opmuntret af deres modige officerer, der dansede omkring og svingede med sablerne foran dem”. Franske bataljoner i marchkolonne foldede ud til linje­formation, og musketterne lynede.

Gennem sin kikkert fulgte Napoleon med i dramaet på højderyggen. “Hans ansigt lyste af tilfredshed”, så en fransk stabs­officer. “Alt gik godt, og der var ingen tvivl om, at han i det øjeblik troede, at slaget var vundet”. Også de franske infanterister i forreste linje fornemmede sejr. “Vic­toire!” jublede nogle allerede.

Sejrsglæden var dog for tidlig. “Pas på, kavaleri!” nåede en fransk soldat at råbe, inden rødklædte britiske dragoner med ét kom til syne. Led­saget af skingre trompetsignaler kastede 2.600 ryttere sig over franskmændene.

“Et sandt slagteri fulgte”, beskrev en fransk korporal. Den eneste måde, infanteri kunne modstå rytterangreb på, var ved at skifte formation til karré – en hul firkant med bajonetter til alle sider. Men det var for sent. Franskmændene kunne kun redde livet ved at flygte, og en flodbølge af soldater og britisk kavaleri skyllede ned fra højdedraget.

Det store angreb var forbi. Kejserens eneste trøst var dragonernes uforsigtighed, der førte dem for langt frem, lige i armene på de franske kavalerireserver.

Nye strategier skulle vende slaget ved Waterloo

Napoleons slagplan var slået fejl, og de næste franske angreb måtte improviseres. Initiativet lå ikke hos kejseren. Han tilbragte det meste af dagen bag den franske slaglinje, bøjet over sine kort, mens han modtog meldinger og distræt stang­ede tænder med et halmstrå.

Træthed og dårligt helbred tappede hans energi, og hæmorider gjorde det smertefuldt for ham at stige til hest og følge sine tropper i kamp. Den opgave overlod han i stedet til marskal Michel Ney.

Ney havde kæmpet konstant i mere end 20 år, og han gik for at være den modigste soldat i Napoleons hær. Som taktiker var han ingen stor begavelse, men kejseren anså ham for ideel til at anføre de frontal­angreb, der skulle bryde gennem fjendens linje og sejre.

Det talstærke franske artilleri havde genoptaget sit bombardement, og konstante tab tvang Wellington til at flytte rundt på sine styrker. Ney opfangede bevægelsen fra sin plads i sadlen nær fortroppen. Han var i dalen mellem de to hære, hvor udsynet var begrænset, og for ham så det muligvis ud, som om fjenden trak sig tilbage.

Marskallen besluttede sig for at angribe. Men alt det franske infanteri var enten i kamp, ved at komme sig over nederlaget tidligere på dagen eller opstillet, klar til at tage imod preusserne. Hærens store rytterreserve måtte levere det afgørende stød mod fjenden.

Ney satte sig derfor i spidsen for 5.000 såkaldte kyrasserer – Europas bedste slagrytteri. Geled efter geled af heste med kavalerister iført skinnende hjelme og panser satte sig i bevægelse.
“Ingen ord kan beskrive den følelse, vi mærkede ved synet af de svært bevæbnede skikkelser på vej imod os”, skrev en ung britisk officer efter slaget.

Jorden rystede under de tusindvis af hove, mens kavaleriet arbejdede sig op ad skråningen i trav. Tempoet blev holdt nede indtil videre, for at enhederne kunne holde deres formation og hestene skånes til det afgørende øjeblik.

Da marskallen passerede hen over bakkekammen, blev han mødt af britiske, nederlandske og tyske bataljoner opstillet i karréer, klar til at tage imod stormen. Bajonetter pegede til alle sider fra de firkantede formationer, så ryttere ikke kunne trænge ind blandt infanteriet. Alligevel fortsatte marskallen fremad med sit kavaleri. 150 m fra fjenden gjaldede hornsignaler, og rytterne slog over i galop.

Musketsalver bragede, og kugler slog mod hjelme og brystpanser. “Som et voldsomt haglvejr, der rammer glasruder”, beskrev et vidne. Mænd og heste styrtede, men angrebet fortsatte, og frygten alene truede med at få karréer til at gå i opløsning. Soldaterne holdt dog stand, selv de mange rekrutter. De franske ryttere fandt ingen huller i formationerne, og frustrerede måtte de nøjes med at skyde mod de tætte formationer med deres rytterpistoler. Så drev britisk kavaleri kyrassererne tilbage.

Kampen var dog langtfra slut. Det franske artilleri genoptog sin beskydning, og de tætpakkede karréer udgjorde perfekte mål. Imens kaldte marskal Ney endnu flere kavalerienheder til og forberedte et nyt angreb. Snart galoperede tusinder af mænd igen frem.

Duellen mellem Neys ryttermasser og Wellingtons infanteri udviklede sig til et blodigt dødvande. Ifølge nogle kilder angreb den stædige marskal 12 gange, og til sidst var nogle enheder for udmattede til at kæmpe. Infanterister og ryttere stod få meter fra hinanden, for trætte til at bruge deres våben.

Uden infanteri kunne Ney ikke slå hul på karréerne, og efter timers kamp måtte han omsider give op.

Napoleon forsøgte ingen genistreger ved Waterloo. Hans taktik bestod af ødelæggende bombardementer efterfulgt af vilde frontalangreb. 

© Art Gallery of New South Wales

Garden skulle redde dagen ved Waterloo

Mens rytterangrebene mod Wellingtons centrum stod på, nåede de første preussere frem og kastede sig mod Napoleons flanke. Flere nærmede sig på vejene fra øst – netop den situation, som Grouchys 33.000 mand skulle have forhindret.

16 km borte var marskallen i færd med at angribe Blüchers bagtrop ved Wavre. En general tryglede ham om i stedet at marchere i retning af kanontordenen ved Waterloo, men Grouchy agtede at adlyde Napoleons ordre til punkt og prikke. Wavre var målet.

Kejseren måtte klare sig selv, og tiden var ved at rinde ud. Han havde kun ét kort tilbage at spille, men det var til gengæld også stærkt: garden. Kejserens elitetropper blev holdt i reserver til netop øjeblikke som disse, hvor alt stod på spil. Ni bataljoner af de erfarne krigsveteraner satte i march mod Wellingtons svækkede centrum.

Napoleon anførte dem personligt til bunden af dalen, hvor han overdrog kommandoen til marskal Ney, der skulle lede dem op ad skråningen til den endelige sejr. Garderne rykkede frem skulder ved skulder, mens trommehvirvler markerede takten. Deres tårnhøje bjørneskindshuer fik dem til at ligne kæmper, og en stigende nervøsitet bredte sig blandt Welling­tons soldater.

“Nu får vi klø”, mumlede en britisk officer. Hertugen af Wellington så til fra ryggen af sin hest, Copenhagen, og på afstand virkede han iskold som altid. “Giv mig nat”, hørte de nærmeste ham hviske, “eller giv mig Blücher”.

De første, der forsøgte at spærre vejen for garderne, var tyske rekrutter fra fyrstedømmet Braunschweig. De blev fejet til side, og det samme skete kort efter for to bataljoner fra Nassau.

Kejsergarden fortsatte fremad, forbi lig og ødelagte kanoner. Næste modstandere var britiske gardere, der gik til modangreb og kortvarigt tvang franskmændene bagud. En skudduel bredte sig langs fronten, og her havde briterne fordelen. De stod på en lang linje, mens de franske gardere endnu var i kolonne-formation, klar til at fortsætte fremad.

Tab tyndede ud i de franske geledder, og da en britisk bataljon angreb dem i flanken, skete det umulige: Kejserens garde begyndte at vige.

Napoleons hær brød sammen og blev enden på slaget ved Waterloo

Gardens tilbagetog fik franske soldater langs hele fronten til at miste modet. Preusserne på flanken kunne trænge frem, og oppe på højderyggen opfangede Wellington situationen. Han smækkede sin kikkert sammen, løftede sin hat og befalede angreb langs hele linjen.

Napoleon havde tabt. Hans hårdt pressede hær gik i opløsning, mens paniske tropper flygtede sydpå. Fjender nærmede sig allerede, og han måtte trække sig tilbage, omgivet af en bataljon fra sin garde, som trak sig tilbage i perfekt orden – en ø midt i kaosset.

Tilbage på slagmarken sænkede roen sig, mens preussere forfulgte de franske soldater, og Wellingtons tropper faldt om af udmattelse, hvor de stod. Tabene var gruopvækkende. “Det 27. regiment lå bogstavelig talt dødt i karré nær os”, beskrev kaptajn Kincaid. “Vores division, der havde talt op mod 5.000 mand ved slagets begyndelse, var reduceret til en enlig linje skytter”.

Wellington og Blücher mistede tilsammen 24.000 mand, mens 41.000 franskmænd blev dræbt, såret eller taget til fange. Slagmarken var forvandlet til en kirkegård, der rystede selv den hårdkogte Wellington.

Denne sidste store blodsudgydelse bragte til gengæld fred til Europa. Mere end 20 års konstante krige var omsider forbi, og Napoleons utrolige karriere slut. For den store feltherre selv ventede eksil på øen Sankt Helena langt borte i Sydatlanten, hvor han grublede over sit store nederlag ved Waterloo.

Waterloo var Napoleons sidste slag - få et overblik over alle Napoloenskrigene her eller prøv en måneds gratis digitalt abonnement på HISTORIE til din tablet, mobil og PC/mac. 

Læs mere

Peter Hofschröer: The Waterloo Campaign I & II, Greenhill Books, 1999. Robert Kershaw: 24 Hours at Waterloo – 18 june 1815, WH Allen, 2014.

Måske er du interesseret i...

Læs også