Ingen havde forestillet sig, at de to fredelige og superintelligente teenagere var i stand til at slå ihjel før retssagen i 1924. Det er Nathan Leopold til venstre og Richard Loeb til højre.

© Getty Images

Arrogante rigmandssønner ville begå det perfekte mord

To rigmandssønner fra Chicago er besat af spænding. Da hærværk og biltyveri bliver for kedeligt, planlægger de den ultimative forbrydelse – et drab, som ikke kan opdages.

20. januar 2017 af Hans Henrik Fafner

Liget var svært at mase ind i drænrøret. De to unge mænd havde forregnet sig, og røret var smallere, end de troede. 

Dødsstivheden var allerede begyndt at indfinde sig, og grøftens dybe vand gjorde det bestemt ikke lettere. Til sidst sparkede Nathan Leopold utålmodigt liget på plads.

Nathan kravlede tilfreds op til sin ven, Richard Loeb, som ventede oven for grøften. De lavtliggende enge omkring Wolf Lake syd for Chicago lå badet i den sene eftermiddagssol. Ikke et menneske var at se. 

Leopold og Loeb kiggede tilfredse på hinanden. Det var onsdag den 21. maj 1924, og de havde netop begået det perfekte mord.

Liget af den 14-årige dreng blev fundet i et drænrør. Allerede få timer senere nåede mordet avisforsiderne.

© Polfoto/Corbis

Overmennesket og ornitologen

19-årige Nathan og 18-årige Richard var to forkælede rigmandssønner, som begge boede hjemme hos deres forældre i Chicagos mondæne Kenwood-kvarter.

Ingen kunne holde den storpralende Nathan ud. Han lagde ikke skjul på sin maniske interesse for Nietzsche og var besat af den tyske filosofs tanker om et overmenneske, der stod over loven. Ifølge Nathan kunne selv drab forsvares moralsk. 

Richard var superintelligent og den yngste dimittend nogensinde fra University of Michigan, men læste nu hovedsageligt kriminalhistorier.

De to enspændere fandt sammen i et særpræget venskab. Richard kunne lide at tage chancer. Fra snyd i kortspil udviklede det sig til hærværk. Nathan så voldsomt op til Richard og gik med til alt. Snart begyndte rigmandssønnerne at ødelægge og stjæle biler. 

Chancerne, de tog, blev hele tiden større. Men da de aldrig blev grebet på fersk gerning, besluttede Nathan og Richard sig for at løbe den ultimative risiko – de ville begå et mord, som ikke kunne opdages.

I syv måneder planlagde de to intelligente teenagere det perfekte mord. De aftalte, hvem de skulle slå ihjel, og hvordan beviserne skulle skaffes af vejen. Nathan og Richard ville gøre forbrydelsen så udfordrende som overhovedet muligt. 

Offeret skulle derfor ikke være en tilfældig person i en fjern provinsby, men et menneske helt tæt på dem selv. 

Når vedkommende var blevet dræbt, ville de afkræve en løsesum af familien med det ene formål at få forbrydelsen til at virke mere autentisk og gøre risikoen for at blive opdaget endnu større.

De fandt det ideelle offer i den 14-årige Bobby Franks. Han boede også i Kenwood og var halvfætter til Richard. Den 21. maj så de to unge mænd Bobby alene på vej hjem fra skole. Drengen var let at lokke ind i den bil, Richard og Nathan havde lejet til formålet. 

De havde aftalt at køre Bobby ud til Wolf Lake og kvæle ham i fællesskab, så de begge var lige skyldige i drabet. 

Men tingene udviklede sig ikke som forventet. Da Bobby var lokket med ind på bagsædet, forsøgte Richard at slå ham bevidstløs med en mejsel, men drengen gjorde modstand. Richard gik i panik. 

Han smadrede igen og igen mejslen ned i kraniet på sin halvfætter, så hårdt han kunne, indtil bilens indtræk var fuldt af blod og drengen livløs.

Bobby Franks blev myrdet af Loeb og Leopold for spændingens skyld.

© Getty Images

Briller bragte politiet på sporet

Inden Nathan sparkede Bobbys lig på plads i drænrøret ved Wolf Lake, overhældte de hans ansigt med syre, så liget blev sværere at identificere. 

Bagefter kørte de to unge mænd ind mod Chicago. På vejen købte de frimærker til brevet om løsepenge, inden Bobbys og deres eget tøj blev brændt i fyrkælderen under Richards hus.

Da de blodige beviser var skaffet af vejen, ringede Nathan til Bobbys mor, Flora Franks, og præsenterede sig som mr. Johnson. Han forklarede, at hendes søn var i god behold, og at hun senere ville modtage et brev med et krav om en løsesum på 10.000 dollar.

Men allerede inden Flora Franks og hendes mand modtog brevet, begyndte Nathan og Richards plan at gå skævt: Klokken otte næste morgen var fabriksarbejderen Tony Minke var på vej hjem ad stierne langs kanalen ved Wolf Lake. 

I den skarpe morgensol så han en nøgen barnefod i det grumsede vand og slog alarm. Nyheden om “den værste forbrydelse i Chicagos historie” var snart på forsiden af gangsterbyens aviser. 

Selv om barneliget endnu ikke var identificeret, var Nathan og Richard nervøse og opgav ideen om løsepenge.

De åndede dog lettet op, da en lærer fra Bobbys skole blev anholdt. Rygterne lød, at han var homoseksuel og dermed pervers. Bobbys lig var nøgent, da det blev fundet, og politiet mente derfor, at en seksualforbrydelse lå bag. 

Men kriminalbetjentene rettede også deres fokus mod et par briller, som var fundet få meter fra liget. Stellet var dyrt og usædvanligt. En rundspørge hos byens optikere viste hurtigt, at brillerne tilhørte Nathan Leopold, som blev taget ind til afhøring.

Fældet af Leopold-familiens chauffør

Nathan indrømmede, at brillerne var hans. Men han forklarede også, at han fire dage før mordet havde været i området for at kigge efter fugle sammen med en kammerat og måtte have tabt brillerne dér. 

Kammeraten kunne heldigvis bekræfte forklaringen. Nathan fortalte videre, at han og Richard på morddagen havde kørt rundt i Nathans røde Willys-Knight-sportsvogn på jagt efter piger. Tilsyneladende holdt historien vand.

Statsadvokaten for Illinois, Robert Crowe, fattede dog hurtigt ny mistanke til Nathan og Richard. 

Tekniske undersøgelser viste, at både brevet om løsepenge samt papirer fundet under en ransagning af Richards værelse var skrevet på den samme Underwood-skrivemaskine. 

Makkerparret havde stjålet den på universitetet i byen Ann Arbor, seks timers kørsel fra Chicago. Men da de havde skilt sig af med skrivemaskinen igen, stod politiet uden konkrete beviser.

Både familien Loeb og Leopold bedyrede sønnernes uskyld. Med de bedste intentioner sendte Nathans far familiens chauffør, Sven Englund, ind for at blive forhørt af statsadvokaten. 

På morddagen havde Nathan bedt Englund om at efterse bremserne på den røde sportsvogn. Den stod derfor i garagen hele dagen, og uden den kunne Nathan, ifølge sin far, ikke være kommet til Wolf Lake.

Crowe studsede over den forklaring. Det passede jo ikke med Nathans historie om, at han og Richard havde kørt rundt i bilen på jagt efter piger. 

Nathan blev konfronteret med chaufførens udsagn og tilstod mordet. Han tilføjede dog, at det var Richard, som havde udtænkt det hele og dræbt Bobby.

Tidligt om morgenen den 31. maj kunne Robert Crowe gå ud til de ventende journalister og fortælle, at drabsmændene var fanget, blot 10 dage efter de begik “det perfekte mord”.

Nietzsche fik skylden

Mordet på Bobby Franks skabte stor medie­interesse, og hele USA fulgte retssagen mod Nathan Leopold og Richard Loeb. 

Statsadvokat Robert Crowe krævede dødsstraf, men advokaten Clarence Darrow overbeviste i sin forsvarstale dommeren om, at de to unge mænd i stedet skulle i fængsel på livstid. 

Det skyldtes, at Nathans besættelse af Nietzsche havde gjort ham og Richard til ofre for tanker, de ikke kunne kontrollere, og derfor burde de ikke straffes med døden. 

Darrow skabte dermed præcedens for, at udefrakommende faktorer kan være formildende i mordsager.

Richard Loeb nåede at afsone 11 år i Stateville-fængslet, inden han den 28. januar 1936 blev dræbt af en medfange. Sagen blev dysset ned, da fangen påstod at have handlet i selvforsvar.

Nathan Leopold blev løsladt for god opførsel i 1958 og levede i Puerto Rico til sin død i 1971.

Måske er du interesseret i...

Læs også