Som 51-årig skiftede tyngdelovens far, Isaac Newton, karriere og blev forbryderjæger. 

© Polfoto/Corbis

Fysikgeniet Newton blev falskmøntnernes skræk

I 1600-tallet florerer falske mønter overalt i England, og ingen stoler længere på rigets valuta. Kongen sætter fysikgeniet Isaac Newton til at jagte svindlerne. En opgave, han løser med nådesløs effektivitet.

19. december 2017 af Jan Ingar Thon & Niels-Peter Granzow Busch

Isaac Newton stirrede ud gennem vinduet i studerekammeret. 

Efteråret var ved at sænke sig over Cambridge, og skoven rundt om universitetsbyen falmede i gule og røde farver. Men farveorgiet glædede ikke Newton. 

Året 1695 gik på hæld, men selv om tiden­ ilede af sted, stod videnskabsmandens liv så godt som stille.

Det var næsten ti år siden, han havde skrevet sit hovedværk “Principia” med de universelle tyngdelove. Værket havde gjort ham berømt i hele Europa. 

Siden­ da havde den nu 51-årige Newton kun udgivet mindre skrifter. Den store tænker ønskede sig nye udfordringer.

Newtons redning ankom få uger senere i form af et brev fra William Lowndes, sekretær i det kongelige skatkammer. 

Han anmodede Newton om at hjælpe med at løse et presserende problem:­ Kongerigets mønter var i færd med at forsvinde!

England var på fallittens rand

I en årrække havde svindlere oversvømmet England med falske sølvmønter. Og de ægte mønter, som fortsat var i cirkulation, blev mindre og mindre. 

Forbrydere og ofte også almindelige borgere klippede simpelthen kanterne af mønterne for at stjæle ædelmetallet, hvorefter de filede kanterne til, så ingen kunne se, at mønten var blevet “klippet”.

Stikprøver afslørede, at stort set samtlige rigets ægte mønter blot vejede omkring halvt så meget, som de officielt burde: 

“Det var en ren tilfældighed om det, som kaldtes en shilling, i virkeligheden var ti pence værd, seks pence eller blot fire pence”, skrev den victorianske­ historiker­ lord Macauley.

Som konsekvens af den massive møntsvindel stolede ingen på valutaen, og på markederne var menigmand nødt til at veje og bide i hver en mønt for at sikre sig, at han ikke blev snydt.

Isaac Newton blev anset som rigets mest lærde mand, og skatkammeret bad ham derfor om råd. 

Videnskabsmanden kom med flere, men især en vakte genklang: udskiftning­ af alle mønter med nye, der var sikret mod forfalskning.

Forslaget blev forelagt parlamentet, som godkendte det i januar 1696. 

Snart efter fik Newton besked om, at kongen ønskede “at gøre mr. Newton til for-stander ved Den Kongelige Mønt” – rigets­ centrale møntværk i Tower i London­. 

To dage senere tog Newton af sted fra Cambridge – han havde endelig fundet sin nye udfordring.

Et af de største problemer ved de gamle mønter var, at de var irregulære og havde glatte kanter. Derved kunne svindlerne let klippede kanterne af med en saks og derefter file dem pæne igen, som det ses på mønten til venstre. Andre lavede mønter i kobber, hvis overflade derefter blev forsølvet, som det ses på mønten til højre. 

© Pas/British Museum & Mike Lowen

Topsvindler udfordrede Newton

Newton viste hurtigt, at han ikke var en verdensfjern akademiker. 

På rekordtid lærte han sig alt om møntprægning og gik derefter i gang med den enorme opgave at udskifte rigets valuta. 

Førhen havde England haft en pærevælling af gamle mønter præget med hammer og nyere præget på maskine. 

Under Newtons ledelse skulle alle mønter præges på maskine og udstyres med en riflet kant, så enhver øjeblikkeligt kunne se, om nogen havde klippet af mønterne.

Newton løste opgaven med imponerende effektivitet. Tidligere kunne Towers arbejdere højst producere mønter for en værdi af 15.000 pund om ugen. 

Blot et år efter Newtons tiltrædelse var antallet svulmet op til 100.000 pund ugentligt. Det var ikke kun rekord i England, men i hele Europa.

Møntudskiftningen løste imidlertid ikke alle problemer. Svindlerne begyndte nu i stedet at lave deres egne møntpresser til at præge falske mønter, der fx var lavet af sølv opblandet med værdiløse metaller. 

Den bedste af falskmøntnerne var William Chaloner, der havde forfalsket både franske og engelske mønter med stor succes. 

Ifølge sine egne pralerier havde han lavet 30.000 falske guineas – et tocifret millionbeløb i nutidens penge. 

Nu satte topsvindleren sig for at snøre den nye forstander ved Den Kongelige Mønt – Isaac Newton.

Hvilken historisk person er du?

Svar på 41 spørgsmål om dig selv, og find ud af, hvilken af historiens største personligheder du minder mest om i HISTORIES ultimative personlighedstest. 

Videnskabsmanden blev detektiv

Ud over sine administrative opgaver skulle Newton også tage sig af alle forsøg på svindel mod kongens møntvæsen. 

England havde intet egentligt politi, så han skulle selv agere detektiv – en opgave, videnskabsmanden var meget lidt begejstret for.

I et brev til sine overordnede bønfaldt han om at slippe for opgaven:

“Jeg ser nok forbrydere og jurister i mit daglige virke”, som han skrev.

Men bønnen blev afvist, og Newton måtte kaste sig over opgaven.

Den Kongelige Mønt var for nylig blevet frastjålet nogle af de stempler, som blev brugt til at præge de nye mønter. 

En fængslet falskmøntner hævdede, at stemplerne var blevet stjålet af en mand ved navn William Chaloner. 

Embedsmænd ved møntværket havde fået Chaloner arresteret, men han påstod hårdnakket, at han var uskyldig. 

Ifølge Chaloner var det ansatte fra møntværket, som havde solgt stemplerne til en forbryder-bande. Til sidst måtte sagen opgives, og Chaloner blev løsladt.

Newton blev nu sat til at undersøge tyveriet. Han afhørte samtlige vidner igen og igen, indtil han var sikker på, at de havde fortalt alt. 

Også Chaloner blev forhørt, men holdt stædigt fast i historien om, at han var uskyldig. 

Falskmøntneren erklærede sig imidlertid villig til at hjælpe Newton med at finde synderne. 

Faktisk kunne han anbefale en mand, der ligesom han selv vidste alt om møntprægning. Hans navn var Thomas Holloway, og hvis Newton ansatte ham, ville de hurtigt kunne afsløre møntværkets brodne kar, påpegede Chaloner. 

Newton takkede klogeligt nej og sendte Chaloner væk.

Falskmøntneren var lettet over være sluppet ud af suppedasen, men skuffet over ikke at have fået Newton til at ansætte Holloway. 

Med sin egen mand inden for murene ville Chaloner have haft alle muligheder for at svindle. 

Mødet med Newton havde dog over-bevist ham om, at videnskabsmanden ikke var en trussel.

Newton i Londons underverden

Isaac Newton lærte imidlertid hurtigt, hvordan han skulle bekæmpe Londons falskmøntnere. Han udviklede sine helt egne metoder og gik i gang med at hyre snesevis af hemmelige agenter. 

I møntværkets regnskab fra september 1696 står bl.a., at Newton brugte fem pund på “klæder til Humphry Hall, så han kunne omgås kendte falskmøntnere”.

Fem pund svarede til en hel måneds løn for en embedsmand i Den Kongelige Mønt, så det var et dyrt sæt klæder – Newton satsede øjensynligt på at fange Londons topforbrydere. 

Selv i fængslet kunne forbryderne ikke vide sig sikre. Newton satte ofte fanger, han i hemmelighed havde rekrutteret, ind i cellerne til mistænkte, så de kunne rapportere alt, den mistænkte talte om.

Han havde heller ingen skrupler ved at bruge brutale metoder. I et desperat brev fra en af hans fanger står:

“Medmindre Deres Nåde forhindrer det, lægger de mig i lænker i morgen”.

Kun hvis fangerne gav ham de oplysninger, han ønskede, viste Newton nåde. Den rationelle tænker lod gerne små forbrydere gå fri for at fange de store.

Snart havde Newton opbygget sin helt egen private hær af detektiver og hemmelige agenter, der adlød hans mindste vink. Resultatet udeblev ikke. 

Alene i 1697 blev 19 falskmøntnere henrettet i London. Videnskabsmanden var pludselig en af rigets mest effektive ordenshåndhævere.

Londons største svindler begyndte på bunden

William Chaloner kom fra en fattig familie i provinsen, men lærte sig selv kunsten at forfalske mønter. Det gjorde ham til millionær.

Modsat Newton havde William Chaloner ingen formel uddannelse. Han var dog ifølge en biografi, som blev udgivet kort efter hans død, yderst lærenem – især når det gjaldt svindel: “Hver gang han gik i gang med et projekt, var det uheldigvis altid noget svigagtigt, et trick eller lignende”.

Chaloners far var en fattig væver. Han forsøgte at sende ham i lære som sømmager i Birmingham. Byen var imidlertid også kendt for sine falskmøntnere, og Chaloner lærte kunsten til perfektion. 

Chaloner bliver Newtons fjende

I mellemtiden havde William Chaloner besluttet sig for endnu en gang at forsøge at få foden indenfor i Den Kongelige Mønt. 

Denne gang anklagede han møntværkets embedsmænd for både at være inkompetente og for selv at forfalske mønter. 

Det lykkedes Chaloner at få lov til at fremføre sin anklage ved en særlig komite nedsat af parlamentet.

I sin egenskab af opsynsmand for møntværket var det nu pludselig Newton, som sad på anklagebænken. 

Rasende afviste Newton alle anklager fra den mand, som han var overbevist om var en storsvindler. 

Selv da den særlige komite pålagde ham at lade Chaloner inspicere møntværket, nægtede videnskabsmanden pure med henvisning til, at han havde aflagt ed om aldrig at vise uvedkommende møntværket.

Imens pralede Chaloner ifølge en samtidig kilde med, at han før havde snydt kongen og skatkammeret, og han ville ikke forlade parlamentet, “før han også havde snydt det på samme vis”.

Men Newton holdt fast i sin afvisning, og til sidst måtte parlamentet bøje sig. 

Chaloner opgav slukøret sit forehavende uvidende om, at han havde skabt sig en mægtig og ustoppelig fjende. For nu satte Isaac Newton alt ind på at stoppe falskmøntneren.

Det endelige opgør

Newtons første skridt var at samle alle oplysninger, han kunne, om Chaloners kriminelle fortid. 

Loyalitet var et ukendt begreb blandt Londons tyve, og mange af Chaloners tidligere kumpaner kunne let bestikkes til at fortælle om Chaloners lysky aktiviteter. 

Gradvist opbyggede Newton en database over samtlige Chaloners­ forbrydelser, helt fra han var ankommet til London i 1688.

Ved et tilfælde blev Chaloner i mellemtiden fængslet i forbindelse med en helt anden svindelsag. 

Da Newton hørte om fængslingen, fik han overtalt de ansvarlige til at overlade ham sagen. 

Videnskabsmanden var ikke interesseret i den specifikke sag, som han frygtede, den snedige Chaloner kunne sno sig ud af. 

I stedet satsede han på at overvælde juryen med vidner, der kunne fortælle om hele falskmøntnerens karriere.

Samtidig havde Newton sørget for, at tre af de fanger, Chaloner delte celle med, rapporterede direkte til ham om alt, Chaloner sagde. 

Den drevne svindler lod sig dog ikke snyde. Han havde
arbejdet sammen med alle tre før, og han frygtede, at de ville sladre om ham for selv at slippe for straf.

Men heldet var med Newton. En dag modtog han et brev fra en anden topfalskmøntner, John Lawson, som netop var fængslet. 

Lawson kendte ikke Chaloner, men bønfaldt Newton om hjælp til at blive reddet fra galgen:

“Jeg kaster mig for dine fødder”, skrev Lawson desperat.

Newton hyrede Lawson og satte ham i celle med Chaloner, som ikke kunne dy sig for at prale med sine svindelnumre over for en ligemand som Lawson.

William Chaloner blev indespærret i Newgate-fængslet, som var kendt for brutale vagter og hyppige epidemier. Den 16. marts 1699 blev William Chaloner hængt i den berygtede galge i Tyburn vest for London.

© Scanpix/Heritage-Images

Chaloner bønfalder om nåde

Retssagen begyndte i marts 1699, og nu indhentede Chaloners fortid ham. Otte mennesker vidnede mod Chaloner. 

Et af dem kunne bl.a. fortælle om forfalskning af mønter otte år tilbage, og andre kunne berette om et væld af andre forbrydelser. 

Juryen brugte kun fem minutter på at finde Chaloner skyldig.

Efterfølgende skrev falskmøntneren til Newton: “Min krænkelse af Dem har bragt mig hertil, men lad mig ikke myrde, om ikke for min skyld så for Guds”.

Bønnen var forgæves. Den 16. marts 1699 blev Chaloner hængt. Ifølge en samtidig kilde viste han mod til sidst: 

“Han trak selv hætten over øjnene og underkastede sig retfærdigheden”.

>> Chaloner blev indespærret i det berygtede Newgate-fængsel - læs hele historien om det grusomme sted her

Rige fanger kunne betale bødlen for at fremskynde døden ved at hive i den hængtes ben, men Chaloner havde ingen penge tilbage. Hans dødskamp varede­ derfor i adskillige minutter.

Newton forblev ved Den Kongelige Mønt frem til sin død i 1727. 

Han nåede at blive slået til ridder og modtog utallige æresbevisninger. Ingen af dem hyldede ham dog som manden, der havde knækket Englands falskmøntnere.

Læs mere

Thomas Levenson: Newton and the counterfeiter, Faber and Faber, 2009. Joel Levy: Newton's Notebook: The Life, Times and Discoveries of Sir Isaac Newton, The History Press Ltd., 2009. Richard Westfall: Never at Rest: A Biography of Isaac Newton, Cambridge University Press, 1983.

Måske er du interesseret i...

Læs også