Høj cigarføring. Al Capone gav den som en anden superstjerne. Han havde altid ca. 50.000 dollar i kontanter i lommen og strøede om sig med kostbare gaver.

© polfoto/corbis

Al Capone: Sådan fik skattefar ram på ham

Gangsterbossen Al Capone tjener svimlende summer på at slukke Chicago-borgernes tørst efter alkohol, kvinder og hasardspil. Hans synderegister drypper af blod, men i sidste ende er det banal skattesnyd, som sender den både frygtede og populære storforbryder bag tremmer.

8. april 2016 af Stine Overbye

På anklagebænken i den propfyldte retssal sidder en mørkhåret, velklædt herre, som er vant til at se folk omkring sig komme brat af dage.

Det meste af sit liv har han omgivet sig med mænd med skarpladte våben og har personligt beordret 400-500 mennesker dræbt.

Men den forbrydelse, han nu skal stå til regnskab for, er af en helt anden karakter: Al “Scarface” Capone er anklaget for at have snydt i skat, og den 24. oktober 1931 falder dommen i en af de mest besøgte retssager i USA’s historie: Capone findes skyldig og idømmes en straf på 11 års ubetinget fængsel og en bøde på 50.000 dollar.

Til det sidste har Capone håbet, at han som så ofte før i sin gangsterkarriere vil være immun over for loven, men denne gang er fælden klappet.

Alligevel tager han sig sammen til at sludre lidt med pressefotograferne, som har taget opstilling uden for retsbygningen.

“Tag nu rigeligt med billeder, drenge, for I kommer ikke til at se mig i rigtig lang tid”, spår han.

Takket være sin overdådige livsstil og brutale charme har Al Capone længe været pressens yndling, men nu er han endegyldigt på vej ud af det rampelys, han i en årrække har solet sig i.

Forbi er de tider, hvor gangsterkongen med det runde ansigt og den vigende hårgrænse kunne smide om sig med dollarsedler, som var de konfetti, forbi er luksustilværelsen, hvor han som en præsident lod sig transportere omkring i en skudsikker Cadillac.

I en alder af kun 32 år er selve symbolet på lovløsheden i Chicago blevet indhentet af sin fortid.

Al Capone bliver til Scarface

Retssagen har ryddet alverdens avisfor-sider, for Al Capone er en international berømthed.

Han har optrådt i medierne næsten dagligt i mange år – typisk i forbindelse med historier om ulovlig sprut og pludselig død, men også når han med sin blotte tilstedeværelse har kastet glans over et hestevæddeløb, eller som en moderne Robin Hood har delt ud af sin rigdom og åbnet et suppekøkken for tusinder af arbejdsløse mænd.

I sin barndom gjorde Alphonse, som han var døbt, derimod ikke meget væsen af sig. Som søn af italienske immigranter, der var ankommet til New York i 1894, voksede han op i en søskendeflok på ni.

Pengene var små, men to hårdtarbejdende forældre sørgede for, at børnene altid havde rent og pænt tøj på kroppen og mad på bordet.

I skolen klarede Al sig nogenlunde, men da han nåede teenagealderen, begyndte det at gå skævt. Som 14-årig slog han en lærer, og så røg han ud af skolen og ud i arbejdslivet, hvor han måtte klare sig igennem med diverse småjob.

Capone begyndte at spæde sin beskedne løn op med smårapserier, og da han blev medlem af den hårdkogte bande Five Points, var grunden til en kriminel løbebane lagt.

Bandemedlemmerne gik aldrig nogen steder uden kniv og pistol, de arbejdede som afpressere, gorillaer og mordere, og Capone viste sig hurtigt at have de kvaliteter, som skulle til for at begå sig i miljøet.

Han var stor og stærk og gik ikke af vejen for noget. To gange blev han arresteret og sigtet for mord, men begge gange gik han fri på grund af manglende beviser. Five Points’ ledere, Frankie Yale og Johnny Torrio, så et stort potentiale i den effektive og hensynsløse teenager.

Yale hyrede bl.a. Capone som bartender og udsmider i en af sine klubber, Harvard Inn. Det var her, den nu 18-årige Capone skaffede sig tilnavnet Scarface, som siden klæbede til ham.

Efter et skænderi trak en gæst sin kniv og snittede Capone tre gange i venstre kind. Sårene måtte syes med 30 sting, og tilbage blev et ar, som Capone siden påstod stammede fra en nærkamp i en skyttegrav under 1. verdenskrig. 

Arret forlenede den unge gangster med en vis pondus, men sårede også hans forfængelighed, så fremover vendte han altid højre kind til, når han poserede for fotografer. Sit lettere skæmmede udseende til trods havde Al Capone kvindetække, og over for det modsatte køn førte han sig frem som den fuldkomne gentleman.

Den kvinde, som løb med Capones hjerte, var den to år ældre irske ekspedient Mae Coughlin, som i december 1918 i en alder af 21 år blev fru Capone – en måned efter, at hun var nedkommet med parrets søn Albert “Sonny” Francis Capone.

Sammen med sin lille familie flyttede Al Capone til Baltimore, hvor han som ansvarlig familiefar passede sit arbejde som bogholder. Den lovlydige periode skulle dog blive kort. Allerede i 1920 rejste Capone med sin kone og søn til Chicago for at slutte sig til sin gamle læremester Johnny Torrio, som var i fuld gang med at opbygge et forbryderimperium.

Morder og velgører: Capone brugte kæmpebeløb på dette suppekøkken, hvor 3.000 sultne arbejdsløse fik gratis mad hver dag.

© polfoto/corbis

Al Capones imperium tager form

Tiden arbejdede for Torrio og hans kumpaner, for den 17. januar 1920 – på Al Capones 21-års fødselsdag – indførte USA et landsdækkende totalforbud mod alkohol.

Trods forbuddet var amerikanerne lige så tørstige som før, og knap havde Capone sat sine ben i Chicago, før han var hvirvlet ind i Torrios lyssky forretninger – først og fremmest illegal spiritushandel.

Al Capone blev hurtigt Torrios højre hånd og fik en startløn på over 2.000 dollar om måneden. Endnu havde han ikke tillagt sig den slebne stil, som med tiden skulle blive hans varemærke.

Han ødslede pengene væk på hasardspil og førte sig frem som en prangende klædt og drikfældig bølle.

Som led i ekspansions-planerne indgik Torrio aftaler med risikovillige bryggeri-ejere om at levere øl og etablerede en canadisk-amerikansk whiskysmuglerrute. Han indgik derefter aftaler med byens øvrige gangsterbander. Chicago blev delt op i distrikter, så hver bande rådede over sit eget territorium.

Capones opgave var at stå for indretningen af barer, bordeller og spillebuler. Desuden skulle han sørge for at bestikke politifolk, offentlige anklagere, dommere og politikere og overdænge naboer til de planlagte etablissementer med gaver som nye biler og møbler eller en renovering af huset.

Integritet var en sjælden fugl i 1920'ernes Chicago, og de fleste tog imod gaverne med tak, men nogle havde for meget selvrespekt til at lade sig bestikke.

Med dem gjorde Capone kort proces: Først fik de et læsterligt lag tæsk, og hvis det ikke hjalp, blev de plaffet ned. Det var ikke noget personligt, bare forretning.

Og hvilken forretning! Gangsterne skovlede penge ind. I foråret 1924 drev Torrio sammen med Capone ca. 20 store bordeller med prostituerede, som Capone en gang imellem hyggede sig med – med fatale følger, skulle det vise sig.

Langt størstedelen af indtjeningen kom dog fra de omkring 65 bryggerier, som banden ejede, og fra de ca. 15.000 smugkroer, som fik leveret øl og spiritus af Torrio og Capone.

Banden kunne uden problemer købe en stor del af politikorpset og embedsmændene og betragtede mest myndighederne som en nødvendig og trods alt overkommelig driftsomkostning.

Når Torrio indimellem pralede af at eje politiet, var det ikke helt hen i vejret. Selv var Torrio skrivebordsgangster og havde folk til det beskidte arbejde. Hans revolvermænd nåede knap at blive anholdt for en forbrydelse, før de var på fri fod igen.

Skulle det alligevel ske, at de endte i retten, var det overvældende sandsynligt, at de blev frifundet.

Nævninge blev bestukket eller truet på livet, vidner forsvandt sporløst eller trak pludselig deres forklaringer tilbage, og tit var det et problem overhovedet at skrabe et nævningeting sammen: Folk undslog sig med den begrundelse, at det “ikke var godt for helbredet” at deltage i retssager mod gangstere.

Vold sikrede borgmesteren genvalg

Selv om forbryderne havde delt Chicago op imellem sig, blev grænserne ikke res-pekteret. Med bomber og bragende skudsalver forsøgte rivaliserende bander næsten konstant at møve sig ind på Torrio-Capones enemærker.

Blodigst var kampen om den vigtige Chicagoforstad Cicero. Netop her truede et borgmestervalg i april 1924 med at forplumre parrets planer.

Den siddende republikanske borgmester, Joseph Klenha, stod til at tabe til en demokrat, som i modsætning til Klenha agtede at slå hårdt ned på prostitution, hasardspil og smugkroer.

Hvis Cicero skulle udvikle sig til den gode forretning, Torrio og Capone så for sig, måtte de sikre Klenhas genvalg. Det lovede Capone at fikse, mens Torrio rejste på ferie i Italien.

Tidligt om morgenen på valgdagen rullede korteger af biler fyldt med revolvermænd ind i Ciceros gader.

De svært bevæbnede gangstere besatte valgstederne og forhørte stort set alle vælgerne om, hvem de agtede at stemme på.

Gangsterne fulgte folk helt ind i stemmeboksen og kiggede dem over skulderen, mens de som beordret satte deres kryds ved Klenha. Når nogen protesterede, fik de tæsk, og adskillige valgtilforordnede, som prøvede at gribe ind, blev bortført og skudt i benene.

Opskræmte borgere skreg på hjælp fra politiet i Chicago, og en styrke på ca. 100 mand rykkede ind. I det voldsomme opgør, som fulgte, blev Al Capones storebror Frank gennemhullet af blyhagl fra politiets geværer. Tre andre mænd blev ligeledes dræbt, og 40 såret.

For Capone var valgdagen en bittersød affære: Han mistede sin bror, men sikrede samtidig republikanerne og dermed sig selv en overvældende sejr.

Med Klenhas genvalg kunne Capone og Torrio ekspandere i Cicero, som næsten fra den ene dag til den anden blev et af de barskeste steder i USA – en talemåde sagde ligefrem, at “lugter der af krudt, er man i Cicero”.

Barer og spillebuler skød op overalt, 160 af dem havde døgnåbent, og blot et par måneder efter valgsejren tjente Torrio og Capone ca. en halv mio. dollar om måneden – alene i Cicero.

Jorden brænder under Al Capones bande

I underverdenen så mange efterhånden skævt til bandens dominans. Især den irske gangsterboss Dion O’Banion, som kontrollerede North Side-distriktet, havde et horn i siden på Capone og Torrio, selv om de var hans partnere.

Han solgte sin andel af et ølbryggeri til Torrio under påskud af, at han var færdig med branchen. I virkeligheden var ireren blevet advaret om en forestående politirazzia, og ganske rigtigt: Få dage efter at Torrio havde betalt O'Banion ud, blev han selv anholdt, mens han opholdt sig på bryggeriet.

Med det nummer havde O’Banion underskrevet sin egen dødsdom, og den 10. november 1924 pumpede tre mænd ham fuld af bly. Ingen var i tvivl om, at Torrio og Capone stod bag mordet, som førte til en voldsom optrapning af gangsterkrigen.

Gamle alliancer blev brudt ned, nye opstod, og distriktsopdelingen af Chicago smuldrede, mens kampene bølgede frem og tilbage.

Blandt byens indbyggere var holdningen til gangsterkrigen forbløffende overbærende – så længe forbryderne nøjedes med at plaffe andre forbrydere ned. Folk trak på skulderen, når de hørte om endnu et mord, og konstaterede, at gangsterne vel snart ville få udryddet hinanden.

For medierne var krigen rent guf. Cocktailen af drama, død og excentriske personager var godt forsidestof, og aviser over hele verden rapporterede dagligt fra denne krigszone af en by, hvor mænd gik med pistoler, som damerne gik med læbestift. “47 døde i ølkrigen”, lød en typisk overskrift.

Adskillige gange var Capone i politiets søgelys, men anklagemyndigheden kunne eller ville ikke hænge ham op på myrderierne.

“Politiet beskylder mig for en masse mord. Jeg er blevet anklaget for så godt som alle dødsfald, bortset fra dem under verdenskrigen”, udtalte gangsteren selv til en journalist.

Over for journalisten strakte Capone sig så vidt som til at indrømme, at han ikke var “helt hæderlig”.

“Men hvem er det?” tilføjede han.

Al Capone var meget tæt på selv at havne i mordstatistikken, da North Side-bandens nye boss, Hymie Weiss, i januar 1925 forsøgte at få ram på ham, som hævn for mordet på O'Banion. To lejemordere kørte op på siden af Capones bil og gennemhullede den, men mirakuløst slap Capone uskadt.

Episoden fik ham til at anskaffe sig en ny bil – en specialbygget, skudsikker Cadillac – og han omgav sig døgnet rundt med en garde af livvagter, som var villige til at dø for deres arbejdsgiver.

Også den aldrende Torrio var jaget vildt. Da at han sidst i januar 1925 blev udsat for et mordforsøg og var tæt på at dø, mærkede han for alvor jorden brænde under sig.

Han var dybt rystet og ønskede aldrig mere at opholde sig i Chicago, så han overlod sit millionforetagende med samtlige bryggerier, natklubber, brænderier, bordeller og spillebuler til sin kronprins. 

Pansret Cadillac. Al Capone fik Cadillac-fabrikken til at bygge en skudsikker bil, som trods en vægt på knap fire ton kunne køre ca. 180 km/t. og runde sving i meget høj fart.

© polfoto/corbis

Al Capone massakrerede rivalerne

I en alder af blot 26 år var Al Capone blevet konge over den største forbryderorganisation i Chicago, men det rige, han havde arvet, var på randen af opløsning.

North Side-banden var gået i offensiven: Gang på gang kaprede de Capones lastvogne med spiritus og bombede de barer, som købte hans alkohol.

Capone forhandlede den ene fredsaftale hjem efter den anden, men freden viste sig altid kortvarig. Chicagos bander var hvirvlet ind i en ond spiral af grådighed og hævntørst, og intet syntes at kunne stoppe blodsudgydelserne.

I gangsterkredse var det ingen hemmelighed, at North Side-banden havde stået bag attentatet på Johnny Torrio, plus flere dødbringende angreb på Capones betroede folk.

På valentinsdag den 14. februar 1929 – kærlighedens officielle dag i USA – indtraf det uafvendelige hævnopgør, som én gang for alle skulle cementere Al Capones magt.

Tidligt om morgenen var seks af North Side-bandens spidser samlet i et pakhus, hvor de ventede på en ladning whisky. Mens bandemedlemmerne plus en bekendt sad og drak kaffe, trillede en politibil op foran pakhuset.

Ud af bilen steg to falske – eller korrupte – betjente, som gik ind i bygningen, afvæbnede de tilstedeværende og stillede dem på række op ad bagvæggen.

Øjeblikket efter dukkede yderligere to mænd op, rettede deres maskinpistoler mod de syv mænd og mejede dem skånselsløst ned.

Ingen blev nogensinde dømt for massakren, men alle og enhver vidste, at Al Capone stod bag, og landets centrale myndigheder placerede ham højt på deres liste over forbrydere, som på en eller anden måde skulle fældes.

Al Capone bespiste 3.000 fattige

Al Capone stod på karrierens top og væltede sig i penge som aldrig før. I bukselommen havde han altid et tykt seddelbundt med omkring 50.000 dollar, han købte store huse og biler og strøede om sig med ekstravagante gaver.

Flere steder i Chicago havde han indrettet bandehovedkvarterer på dyre adresser.

På The Metropolitan Hotel i hjertet af byen disponerede han over to etager med 50 værelser, og på Lexing-ton Hotel lagde bandemedlemmerne med de karakteristiske koksgrå filthatte beslag på tre etager.

Her modtog Capone lokale politifolk, advokater, embedsmænd og politikere, som strømmede til for at komme i audiens og blive betalt af underverdenens konge.

Al Capone gav den som en filmstjerne og solede sig med høj cigarføring i fotografernes blitzlys ved baseballkampe og overdådige fester. Men samtidig optrådte han som velgører for ca. 3.000 sultne arbejdsløse, som dagligt blev bespist i hans store suppekøkken.

“Jeg kan ikke holde ud, at folk sulter og fryser”, sagde han i et avisinterview.

Noget tyder på, at han faktisk mente, hvad han sagde. Driften af suppekøkkenet kostede flere hundrede tusind dollar om året, og hvis det udelukkende havde handlet om at skaffe positiv omtale, kunne mindre have gjort det. Pressen skulle nok have fortalt historien alligevel.

Myndighederne vendte hver sten

Trods en ihærdig indsats lykkedes det ikke de centrale myndigheder i Washington at knytte Capone direkte til de 400-500 mord, han mentes at stå bag. Derfor forsøgte de at finde beviser på andre lovovertrædelser.

Forbundsagenter aflyttede gangster-bossens telefoner, foretog razziaer mod hans bryggerier og hældte i tusindvis af liter øl og whisky i kloakken, men Capones farligste modstander skulle vise sig at være en helt anden: skattevæsenet.

Frank Wilson stod i spidsen for et team af skatteeksperter, som jagtede Capone og gik til sagen med stor omhu.

De granskede samtlige bilag, som politiet gennem årene havde beslaglagt ved razziaer mod Capones etablissementer, og snart hobede beviserne sig op.

Alene på én af sine spillebuler havde Capone ifølge regnskabsbogen tjent 587.721 dollar, men kun opgivet en indtægt på 300 dollar til skattevæsenet.

Dommen i 1931 blev et dramatisk vendepunkt for Al Capone. Han droppede sin
kriminelle løbebane og smarte stil og foretrak at isolere sig fra sine medfanger.

© polfoto/corbis

Dommens dag

På anklagebænken i den propfyldte retssal sidder en mørkhåret, velklædt herre, som er vant til at se folk omkring sig komme brat af dage. Han har til det sidste forsøgt at afværge sin skæbne.

Forud for retssagen har han skaffet sig en liste over nævningene, og med skarpladte pistoler i den ene hånd og pengebundter i den anden har hans revolvermænd bearbejdet dem én for én.

Men dommer James Wilkerson kender Capones beskidte tricks, så netop da retssagen går i gang, udskifter han samtlige nævninge. Capone og hans advokater går nærmest i chok.

Efter at have voteret i otte timer er de nye nævninge en sen oktoberaften klar til at meddele deres afgørelse: Capone kendes skyldig i omfattende skattesvig.

Da dommer Wilkerson udmåler straffen til 11 års fængsel, krakelerer gangsterbossens selvsikre facade. Han kigger sig desperat omkring og siger så lavmælt, men hørligt til sine advokater:

“Jeg tror, det hele er forbi nu”.

Måske er du interesseret i...

Læs også