Kvindelige pirater var et særsyn, og nogle kaptajner tillod slet ikke kvinder ombord. Derfor foregav Anne Bonny og Mary Read at være mænd.

© Bridgeman Images

Blodtørstige pirat-kvinder hærgede Caribien

Piraterne Anne Bonny og Mary Read trodsede tidens forventning om, at en kvinde skulle blive hjemme og føde børn. De drak, bandede og kæmpede som mænd, da de i 1700-tallet sejlede på Det Caribiske Hav.

13. oktober 2017 af Boris Koll

Sørøverkaptajn John Rackham og hans besætning har en ordentlig brandert på. Det er den 20. oktober 1720, og piraternes tomastede slup, som er opankret i bugten Dry Harbour Bay på Jamaicas nordkyst, genlyder af højrøstet tale, råb og latter. 

Folkene fejrer deres seneste sejr og har drukket tæt i adskillige timer, da en af dem pludselig skriger op og peger ud mod det åbne hav.

Et skib for fulde sejl styrer lige ind imod dem. Fra agterstavnen vajer det britiske flag. Kaptajn John Rackham, også kendt som Calico Jack, griber sin kikkert og betragter det grufulde syn. 

Så fatter han sig og begynder at brøle ordrer til højre og venstre. Ankeret skal lettes, og sejlet sættes – hver eneste klud de har – og det skal gå stærkt!

De fulde pirater kommer på benene, slingrende og svajende, og forsøger efter bedste evne at løse deres opgaver. 

Langsomt fyldes sejlene, og sluppen begynder at glide frem gennem vandet. Piraterne når med nød og næppe ud af bugten uden at blive afskåret og begynder at sejle langs kysten. Imens haler det forfølgende skib hastigt ind på dem. 

I kikkerten kan Calico Jack se, at dets dæk er pakket med bevæbnede mænd, som gør klar til at entre piraterne. For første gang svigter modet den normalt snarrådige kaptajn. Han giver efter for panikken, forlader broen og lusker ned under dæk for at gemme sig. 

Snart følger de andre pirater efter, på nær to – de eneste kvindelige pirater ombord: Anne Bonny og Mary Read. 

De råber efter mændene, at de er nogle forbandede krystere, og at de omgående skal komme tilbage og kæmpe som mænd. 

Da ingen lytter, trækker Mary Read sine to pistoler og stormer beslutsomt hen mod dækslugen. Hun skal lære de tøsedrenge.

Kvinder forklædt som mænd

Et år inden det, der bliver et skæbnesvangert møde med et britisk flådeskib, møder Anne og Mary for første gang hinanden. 

Mary bliver rekrutteret af Calico Jack i de første måneder af 1719 – Anne er på det tidspunkt allerede en fasttømret del af hans besætning. 

Sammen fører de an i plyndringerne af spanske og britiske handelsskibe ladet med sølv og andre lokkende skatte, og rygtet om Bonny og Read, to ekstremt blodtørstige pirater, begynder at sprede sig i de caribiske farvande.

De to kvinder har mere end tørsten efter blod og skinnende metal til fælles, og de bliver hurtigt nære veninder. Begge er i 20’erne, begge er vokset op klædt i drengetøj, og begge skjuler hver især en kvindekrop under deres mandeklæder. 

Uadtil har de en udpræget maskulin attitude, og kun de fine ansigtstræk vækker mistanke om, at de ikke er de robuste mænd, de giver sig ud for. 

Det eneste, som adskiller Bonny og Read, er deres sociale baggrund. Anne er datter af en rig handelsmand og plantageejer i South Carolina. 

Hun har aldrig oplevet fattigdom, før hun trodser sin fars vilje og gifter sig med en ludfattig, arbejdsløs sømand – James Bonny. Faren elsker Anne højt, men i sin vrede smider han hende ud med besked om, at hun aldrig skal vise sig igen.

Stort set uden en klink på lommen rejser det nygifte par til Nassau, en berygtet piratrede på Bahamas, hvor James håber at finde hyre. 

Her møder Anne Calico Jack, som straks begynder at kurtisere hende. Hun er ikke uimodtagelig, for romancen mellem hende og James er ved at ebbe ud.

Til sidst siger Anne ja til at stikke til søs med Calico Jack, som kvitterer med næsten omgående at gøre hende gravid. 

Efter et vellykket pirattogt sejler de til Cuba, hvor Anne føder en søn. Men moderskabet er ikke hendes stærke side. Allerede efter nogle få måneder efterlader hun sit barn hos en plejemor og sejler, forklædt som mand, med Calico Jack ud på et nyt togt.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Forberedelserne til den såkaldte svede-leg gik ud på at placere et væld af stearinlys rundt om på dækket. Piraternes fanger blev så tvunget til at løbe rundt mellem de varme stearinlys, alt imens piraterne stak dem i bagdelen med knive og sværd.

© Marine Research Society/Bridgeman Images

Mary er lejesoldat

Engelske Mary Read er datter af en sømand, som står ud på en sørejse og aldrig vender tilbage.

Alene med et nyfødt spædbarn ser Marys fattige mor ikke andre udveje end at søge økonomisk hjælp hos sin svigermor.

Der er bare det lille problem, at svigermoren ikke bryder sig om piger. Derfor bliver Mary klædt ud som dreng, og støtten bliver bevilget. Pengestrømmen stopper imidlertid brat, da svigermoren dør.

Mary er på det tidspunkt 13 år og bliver – stadig iført drengetøj – sendt afsted for at arbejde som tjener for en rig dame.

Arbejdet keder hende, og af ren og skær eventyrlyst rejser Mary til Flandern for at melde sig til et infanteriregiment. På det tidspunkt har hun for længst konkluderet, at livet som mand er enklere end livet som kvinde.

Infanteriregimentet er involveret i en stribe blodige slag, hvor Mary udmærker sig ved sin kampiver.

Hun deler telt med en flot, ung flamsk soldat, som hun forelsker sig i, og en dag under omklædning i teltet kommer hun ligesom tilfældigt til at blotte sine hvide bryster.

Soldaten er både forbløffet og begejstret – han tror, at han har fundet en elskerinde for resten af felttoget.

Men han tager fejl.

Mary meddeler meget kontant, at hun ikke er til sex før ægteskabet. Hvis han vil have hende, så må han gifte sig med hende.

Sådan bliver det. Parret tager deres afsked fra regimentet, bliver viet og køber en kro nær byen Breda i det nuværende Holland.

De er meget forelskede, men den ægteskabelige lykke bliver kort. Marys mand bliver pludselig syg og dør.

Fuldstændig sønderknust beslutter Mary at lade alting bag sig og søge til Den Nye Verden. Hun border et skib, som sætter kurs mod Vestindien, men undervejs bliver det erobret af britiske pirater.

Som eneste brite ombord får Mary positiv særbehandling. I den tro, at hun er en mand, opfordrer piraterne hende til at slutte sig til dem.

Mary tager gladeligt imod tilbuddet. Hun er derfor allerede en forhærdet sørøver, da hun i 1719 møder Calico Jack på Bahamas og slutter sig til hans besætning.

Fra havets herskere til hængte forbrydere

  • 1630: Fordrevne mænd blev de første caribiske pirater
    Da en større gruppe franskmænd blev fordrevet fra øen Hispaniola, slog de sig ned på øen Tortuga (nu en del af Haiti). Den udviklede sig hurtigt til hjemsted for banditter, de såkaldte buccaneers, som lokkede skibe ind til kysten for at plyndre dem.

    Andre udstødte og kriminelle, fx briter og hollændere, sluttede sig til dem, og buccaneers blev hurtigt et multinationalt broderskab. Europæiske kolonimagter, som Spanien, forsøgte at fordrive banditterne fra øerne, og derfor valgte mange buccaneers et liv til søs og udviklede sig således til pirater i klassisk forstand. 

  • 1700: Piratrepublikker tog magten
    Nassau havn på Bahamas blev en af de mest berygtede pirathavne, hvor bl.a den frygtede Edward Teach, også kaldet Sortskæg, holdt til. Også havne som Port Royal på Jamaica og Tortuga på Haiti blev hjemsted for pirater.

    Her kunne de åbenlyst og uforstyrret hente forsyninger, reparere deres skibe og sælge byttet fra plyndringstogter. Almindelige handelsskibe styrede helst langt uden om sådanne havne. 

  • 1730: Briterne gik til modangreb
    Tidligere kunne England ikke matche Spaniens magt i Caribien, og de så derfor en interessere i at alliere sig med buccaneers.Men nu fik briterne selv flere kolonier i Caribien og begyndte at nedkæmpe piraterne.

  • 1820-1850: Kort genkomst
    Såkaldte privateers – lejesoldater – blev hyret i stor stil under de syd- og nordamerikanske uafhængighedskrige i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Da konflikterne var drevet over, valgte mange arbejdsløse lejesoldater at brødføde sig som pirater. Det førte til en kort opblomstring af pirater i Caribien.

  • 1850: Piraternes æra sluttede
    Den amerikanske flåde havde nu vokset sig så stærk, at den kunne sætte en effektiv stopper for piraternes hærgen.

    Caribien var igen et rimeligt sikkert farvand for handelsskibe, og kun en håndfuld pirater opererede stadig i om­rådet. Sørøvernes gyldne tidsalder var forbi.

Trekantsdrama ombord

Ombord på piratskibet stifter Mary bekendtskab med Anne Bonny. I Annes øjne er Mary en ualmindeligt køn ung mand, og hun begyndte snart at vise “ham” mere end blot venlig interesse. 

Til sidst betroer hun “ham”, at hun selv i virkeligheden er en kvinde. Mary svarer, at det er hun skam også.

Ifølge nogle overleveringer indleder de to kvinder et forhold. Ifølge andre bliver de blot skuffede, da de finder ud af hinandens køn. 

Under alle omstændigheder er Calico Jack rasende. Han fornemmer, at noget foregår bag hans ryg, og syg af jalousi kalder han Anne til sin kahyt og truer med at snitte struben over på sin rival. 

For at formilde sin elsker må Anne afsløre, at Mary er en kvinde og dermed ingen trussel. Det virker stærkt beroligende på Jack, som accepterer at Mary forbliver ombord. Kvinde eller ej – hun er en god pirat.

Den næste romance ombord kommer under opsejling, da Calico Jack tvinger en charmerende ung mand fra et opbragt skib til at slutte sig til besætningen. 

Mary forelsker sig igen og arbejder systematisk på at vinde den unge mands tillid og venskab. Det er ikke let, for han er inderligt imod pirateriet. 

Mary, som ikke holder sig for god til at lyve, bedyrer, at hun heller ikke bryder sig om sørøveriet. I sin sidste forførelsesoffensiv griber hun til et velafprøvet trick og “kommer til” at vise sine bryster for ham. 

Det sætter skred i tingene. Parret indleder en hed romance efter først at have udvekslet troskabsløfter. 

Mary kalder senere løftet for et “samvittighedsægteskab”, der er fuldt ud lige så gyldigt, som hvis det er indgået i en kirke.

Kort efter at det hemmelige forhold er indledt, kommer Marys kæreste i klammeri med en af piraterne ombord og bliver udfordret til duel. Den skal finde sted, så snart de har mulighed for at gå i land på en strand.

Mary er syg af bekymring for sin kæreste. Den uerfarne pirat duer ikke til at fægte, og han har ikke en chance mod den hårdføre sørøver, som har udfordret ham. 

Samtidig kan han han ikke tale sig ud af situationen uden at blive brændemærket som kujon. Mary tager derfor sagen i egne hænder. 

Hun tilsviner udfordreren på det groveste og insisterer på, at hun vil kæmpe mod ham først. Så kan han møde nybegynderen bagefter.

Der bliver selvfølgelig ikke noget “bagefter”. Mary er ingen grønskolling udi fægtekunsten, men har derimod mindst to andre dueller bag sig, da hun stiller op på stranden med sit sværd. 

Rasende som en furie går hun løs på sin modstander og dræber ham med et velrettet stød. Kæresten er reddet. 

Piraternes sidste kamp

Få måneder senere, den ulyksalige 20. oktober i 1720, lader det imidlertid til, at Marys held er opbrugt. 

Dagen begyndte med fest og druk for at fejre piraternes seneste sejr. Nu tyder alt på, at det bliver deres sidste dag i frihed: Det forfølgende britiske skib kommer nærmere. 

Piraterne har alt at vinde ved at tage kampen op. Bliver de fanget, venter døden dem med sikkerhed, men mændene gemmer sig stadig under dæk.

Mary stormer hen mod dækslugen for at drive sine kammerater op på dækket for at slås. Gennem lugen kan hun se flere mænd nede på mellemdækket. 

Hun løfter sine våben og truer med at pløkke dem ned som de feje hunde, de er, hvis de ikke omgående kommer op. 

Mændene tror muligvis ikke, at Mary vil skyde på sine egne. I så fald tager de grueligt fejl. Pistolerne brager, og to mænd falder sammen, den ene såret, og den anden dræbt.

Marys skud får ikke den ønskede effekt. De mandlige pirater flygter fra hende i stedet for at lystre, og nu er tiden sluppet op. 

Det britiske skib, som er en lovlig kaper under kommando af kaptajn og dusørjæger Jonathan Barnet, løber op på siden af piratskibet, og de kamphærdede kapergaster myldrer ombord.

Ifølge vidneudsagn kæmper Mary Read, Anne Bonny og en enkelt af deres mandlige skibskammerater en desperat sidste kamp på dækket, inden de bliver overmandet af den knusende overmagt og taget til fange. 

Calico Jack og resten af hans mænd lader sig ynkeligt hive ud fra deres gemmesteder uden at gøre nogen modstand.

Hun var en af verdens mægtigste pirater længe efter, at Mary Read og Anne Bonny havde plyndret deres sidste skib. Madame Cheng var prostitueret, da hun i 1801 mødte og giftede sig med Zheng Yi, en berygtet kantonesisk pirat. Da han døde i 1807, overtog hun lederskabet. 

© Cultural-china.com

Dødsstraf til hele bundtet

De fangne pirater bliver stillet for retten i Spanish Town på Jamaica, og de er et kæmpe tilløbsstykke. Retssalen er proppet med folk, som følger dramaet på nærmeste hold. 

Interessen er så stor, at retsreferatet bliver udgivet og solgt i bogform, straks efter at sagen er slut. Derfor ved eftertiden ganske meget om, hvad der foregik.

Så snart sagen indledes, påberåber både Anne og Mary sig at være gravide. Ifølge britisk lov kan en gravid kvinde godt dødsdømmes, men henrettelsen må først finde sted efter fødslen. 

En lægeundersøgelse viser, at de begge taler sandt. Rettens indkaldte vidner taler til gengæld ikke til de to kvinders fordel. 

Anne og Mary var de mest skånselsløse af alle – de opildnede de andre ombord til mord og vold, fortæller de mennesker, som er undsluppet deres fangenskab i live. De mandlige pirater er allerede så godt som dødsdømte. 

Alligevel kaster Mary sig ud i en forgæves kraftanstrengelse for endnu en gang at redde sin kæreste. Hun bedyrer, som sandt er, at han er blevet tvunget til at være pirat, og at han i bund og grund er en ærlig mand. Det er også ved denne lejlighed, at Mary nævner deres “samvittighedsægteskab”.

Retten vælger ikke at tro på hende, og samtlige pirater – inklusive de to gravide kvinder – bliver dømt til døden. Calico Jack skal dingle for enden af galgen den 18. november 1720. 

Umiddelbart før henrettelsen giver retten tilladelse til, at Anne kan besøge den dødsdømte i sin celle. Men hvis Jack har forventet at blive trøstet og kærtegnet af den kvinde, han har delt så mange hede favntag med, så kan han godt tro om.

”Hvis du havde kæmpet som en mand, ville du ikke skulle hænges som en hund”, lyder Annes afskedssalut.

Med disse barske ord rungende i ørerne sjosker Calico Jack til skafottet. Da han har spjættet livet af sig, bliver han skåret ned – blot for på ny at blive klynget op. 

Denne gang i jernkæder. Dem hænger han livløst i som føde for himlens fugle og til skræk og advarsel for andre guldsultne og blodtørstige pirater. 

Bonny bliver en respektabel kvinde

For Mary bliver ventetiden i den uhumske fængselscelle et mareridt. Hun er knust over igen at have mistet den mand, hun elsker, og ikke mindst over sin egen fortvivlede situation. 

Få måneder efter retssagen sygner hun hen og dør, muligvis i forbindelse med komplikationer under fødslen. Dødsproto-kollen fra St. Catherine-distriktet på Jamaica fortæller, at hun bliver begravet den 28. april 1721.

Anne Bonnys skæbne var længe et af historiens uløste mysterier. Historikere har gennemsøgt alle relevante arkiver i Jamaica og i London uden at finde eet eneste spor. 

Der fandtes intet dokument, som kunne bekræfte hendes løsladelse, men der var en endnu mere påfaldende mangel på protokolindførsler om en henrettelse. Anne Bonny syntes at være forsvundet i historiens mørke.

Nogle historikere har ment, at Annes far udnyttede sine gode forbindelser og mange penge til at bestikke hende ud af fængslet. 

Normalt vil rygter af den art ikke kunne verificeres efter flere hundrede år, men i sjældne tilfælde dukker nyt kildemateriale pludselig op.

Ifølge Oxford Dictionary of National Biography, som i 2013 er blevet opdateret for første gang i mange år, har Anne Bonnys efterkommere fremlagt dokumenter som bevis for, at hendes far virkelig fik hende ud af fængslet. 

Han bragte hende hjem til nutidens Charleston i South Carolina, hvor hun fødte sit og Calico Jacks andet barn.

Den 21. december 1721 giftede hun sig med en lokal mand, Joseph Burleigh, som hun fik otte børn med. Anne nåede at fylde 84 år, inden hun i 1782 døde som en respektabel gammel dame. 

Kun de allernærmeste kendte hendes blodige fortid som pirat.

Læs mere

Captain Charles Johnson: A general history of the robberies & murderes of the most notorious pirates, Conway Maritime Press, 1998. Charles Rivers Editors: Anne Bonny & Mary Read: “The Golden Age of Piracy’s Most Famous Women”, Charles Rivers Editors Ebooks, 2012.

Måske er du interesseret i...

Læs også