Én gang årligt afsejlede et fangeskib fra Frankrig med deporterede til en næsten sikker død i Fransk Guyana.

Hvem endte på Djævleøen?

Hvilke kriminelle sendte den franske stat til Djævleøen?

Øen ud for Fransk Guyana i Sydamerika blev taget i brug som fangekoloni i 1852. Klippeknolden var i begyndelsen karantænestation for spedalske fanger fra fastlandet.

Djævleøen udgjorde blot en lille del af straffekolonien i Fransk Guyana. Men øens navn blev hurtigt en fælles betegnelse for hele lejrsystemet. Her endte de dømte, som Frankrig ikke ønskede at se igen, for tropesygdomme tog livet af langt de fleste. De første deporterede var politiske fanger, men fra 1885 blev også almindelige kriminelle dømt for andengangsforbrydelser sendt over havet.

Djævleøen og to naboøer 11 km ude i Atlanten havde en særlig funktion. Fanger, som havde forsøgt at stikke af fra lejrene på fastlandet, blev sendt til Skt. Joseph. Her sad de i isolation og absolut tavshed. På øen Royale sad fanger dømt til guillotinen, og her fandtes også en kabelbane, som var eneste transportmiddel til Djævleøen. Den hårde brænding forhindrede både i at anløbe.

Dreyfus sad på Djævleøen i 3 år

I slutningen af 1800-tallet erstattede særlige fanger de spedalske på Djævleøen. Blandt dem var Alfred Dreyfus – en jødisk officer, der i 1895 blev dømt som spion for Tyskland på falske anklager. Han tilbragte næsten fem år isoleret i en hytte på øen.

Deportationerne til Djævleøen og resten af Fransk Guyana stoppede i 1953.

Måske er du interesseret i...

Læs også