Mesrine blev forud for sin flugt fotograferet i La Santé-fængslet.

© Polfoto/Corbis

Iskold storforbryder udløste vild menneskejagt

I maj 1978 flygter storforbryderen, flugtkongen og maskerings-eksperten Jacques Mesrine fra det topsikrede La Santé-fængsel i Paris. Det udløser en menneskejagt uden sidestykke i Frankrigs historie. Under flugten begår Mesrine nye spektakulære forbrydelser – og han vil hellere dø end tilbage bag tremmer.

5. maj 2017 af Esben Sylvest

Ved middagstid den 8. maj 1978 er politiet i Paris i absolut højeste beredskab. 

Med vejspærringer blokerer de alle større veje ud af den travle millionby, de overvåger togstationer og lufthavne, og 1000 ekstra politimænd er trukket ind fra provinsen.

Få timer tidligere har forbryderen Jacques Mesrine gjort det utænkelige: 

Sammen med en medindsat, bankrøveren Francois Besse, er han flygtet fra det topsikrede La Santé-fængsel i Paris. 

Med indsmuglede våben har de overmandet fangevogterne, iført sig deres uniformer og dels truet, dels sneget sig ud i friheden.

Mesrines flugt er tophistorie på alle franske tv- og radiostationer, og telefonerne i politiets hovedkvarter gløder af opkald fra ophidsede borgere, som mener at have set flugtfangerne alle vegne – fra Marseille til Strasbourg.

Ingen af de velmente tips er dog i nærheden af sandheden. Mens hver eneste politimand i Frankrig leder efter de undvegne fanger, nyder Mesrine en god bøf og et glas champagne i en lejlighed nær Les Invalides i det centrale Paris. 

En af hans kontakter har lejet boligen til formålet. Mens han spiser, følger Mesrine politijagten i fjernsynet og morer sig kongeligt. 

En livsfarlig gentleman

Allerede inden flugten er den 42-årige Mesrine berømt for sin dristighed. Hans kriminelle cv tæller en række store kup, og tre gange tidligere er han flygtet fra fængsler. 

Når han er på fri fod, lever han det søde liv med dyrt tøj, fashionable natklubber og smukke kvinder, og den brede offentlighed betragter ham med lige dele gysen og fascination.

Mesrine er charmerende, beleven, frygtløs og fantastisk dygtig til at gøre politiet til grin, men samtidig sygeligt optaget af sit omdømme – og ekstremt farlig. 

I 1972 dræbte han ufortøvet to parkbetjente, da de genkendte ham under flugten fra et canadisk fængsel.

Nu, seks år senere, er han igen på flugt, mere berømt og efterstræbt end nogensinde. I dagene efter flugten opsøger betjente systematisk alle Mesrines venner og bekendte, og politiet meddeler optimistisk, at Mesrine i løbet af kort tid vil være bag lås og slå igen.

Reelt har de dog intet spor af gangsteren, som sammen med Francois Besse planlægger nye forbrydelser.

Om formiddagen den 16. maj træder de to mænd ind i en lille våbenforretning ved Gare de l’Est og retter deres våben mod indehaveren og hans bror. 

Besse lænker de skrækslagne våbenhandlere sammen med håndjern, mens Mesrine snupper 20.000 franc fra kasseapparatet og betragter varesortimentet i ro og mag. Med en kenders mine tager han forskellige våben op, vejer dem i hånden og afsikrer dem. 

Efter nogen tid beslutter han sig for to 9-mm pistoler og otte sværkalibrede revolvere. Han skal også lige bruge 700 patroner. 

Mesrine lægger varerne i en medbragt sportstaske, hvorefter de to mænd forlader butikken.

I første omgang kan politiet umuligt forestille sig, at Mesrine står bag våbenkuppet. End ikke han ville være så dumdristig at røve en våbenforretning ved højlys dag midt i Paris, med alle byens betjente på udkig efter ham.

Da realiteterne går op for politiet, har Mesrine allerede givet dem nye ting at se til – oppe i den mondæne ferieby Deauville i Normandiet, hvor de rige og de kendte slår sig løs i en overflod af penge på byens kasino.

Mesrine opsøger politiet for sjov

Klokken nærmer sig 23, da Jacques Mesrine og Francois Besse den 27. maj går ind på politi- stationen i Deauville og henvender sig til to betjente i receptionen.

“Jeg er inspektør Dorner fra spilleenheden”, siger Mesrine med henvisning til den myndighed, der overvåger driften af kasinoer.

“Jeg skal tale med politiinspektøren”.

“Han er her ikke”, svarer en af betjentene.

“Okay, så ser jeg ham en anden dag”, siger Mesrine og smutter igen.

Besøget på politistationen har intet praktisk formål. Mesrine vil blot demonstrere sin frygtløshed og foragt for politiet.

Fem minutter senere mister betjenten, han har talt med, pludselig al kulør i ansigtet.

“Den mand var Mesrine”, gisper han.

“Nej, du er blevet vanvittig. Inspektør Dorner var højere og yngre end den lort”, beroliger den anden betjent.

Imens fortsætter Mesrine og Besse til byens kasino, hvor de præsenterer sig som medarbejdere fra justitsministeriet og forklarer, at de er i færd med at undersøge en sag om snyd i spil. En af dem fremviser flygtigt et officielt udseende id-kort. 

De spørger efter kasinoets bestyrer, M. Marzin. Da han kommer, viser de ham deres våben og beordrer ham til at føre dem til det lokale, hvor kasinoet opbevarer kontanterne.

“Jeg er Jacques Mesrine. Du har sikkert hørt om mig”, siger Mesrine til den dybt chokerede kasserer.

Netop som de to røvere forlader kasinoet for at køre bort i en stjålet Simca Rally, ankommer den første politibil. En medarbejder på kasinoet har diskret trykket på en knap og udløst en alarm på politistationen.

Mesrine åbner omgående ild mod betjentene, og under en heftig skudveksling kaster de to røvere sig ind i Simcaen. 

Mesrine træder spee-deren i bund og suser med fuld fart gennem Deauville. To politibiler kommer direkte imod dem, men med over 100 km/t. kører Mesrine lige ind imellem dem. Politifolkene fanger et kort glimt af ham, grinende bag rattet. 

Længere fremme drejer han bort fra vejen, ned ad en lille sidevej, og mens blodet løber fra et skudsår i Besses arm, ser Mesrine i bakspejlet et halvt dusin patruljevogne fortsætte ligeud for fuld udrykning. 

De har rystet forfølgerne af sig – i hvert fald i første omgang.

Et stykke fra Deauville venter nye problemer. Projektører lyser op og afslører en af politiets vejspærringer. Mesrine speeder yderligere op og pløjer Simcaen lige tværs igennem, så betjentene på vejbanen må kaste sig til side.

De er hurtigt på benene igen og sender en byge af kugler efter flugtbilen. Hverken Mesrine eller Besse bliver ramt, men det gør bilens gearkasse og et af dækkene.

Fem km længere fremme mister Mesrine kontrollen over bilen og havarerer. Ingen af mændene kommer alvorligt til skade, men Simcaen er færdig.

De følgende dage intensiveres menneske- jagten. Politiet sender helikoptere i luften og lader armerede jeeps, motorcykler og fodpatruljer gennemtrawle området.

Hundredvis af betjente arbejder frivilligt i deres fritid, for alle ønsker at være en del af den ultimative triumf – pågribelsen af Mesrine. Den må være lige om hjørnet.

Selv om skudsåret i armen tapper Besse for kræfter, tilbagelægger de to mænd mange kilometer gennem Normandiets landskab, til fods og i ly af natten. Om dagen nøjes de med små ryk fremad, fra skjul til skjul.

Efter flere dages flugt tager de en familie som gidsler på en gård og forlanger at blive kørt mod Paris. På en øde vejstrækning stiger Mesrine og Besse ud, ganske kort før endnu en politi-vejspærring, viser det sig siden.

Mændene stjæler en robåd og sejler i nattens mørke ned ad en flod, ud gennem politiets fintmaskede net.

Kuppet i Deauville, ildkampen, gennembrydningen af vejspærringen – og selvfølgelig det forudgående besøg på politistationen – føjer endnu et kapitel til beretningen om Mesrines vovemod, og franskmændene kan ikke undertrykke en vis beundring for ham.

Bag Mesrines frækhed gemmer sig en skarp hjerne, der altid arbejder minutiøst i forberedelserne til et kup.

Livet på flugt er rutine for Mesrine, og han er vant til at tage sine forholdsregler. Han er forklædningens mester – manden med de 1000 ansigter, kaldes han – og han har altid flere dækadresser, som kun de allernærmeste i hans omgangskreds kender til.

Derudover benytter han sig af en række forskellige identiteter og råder over et stort udvalg af forfalskede pas og papirer.

La Santé-fænglet blev anset for fuldstændig flugtsikkert – lige indtil Jacques Mesrine stak af.

© Roger Viollet

Pænt klædt på til bankkup

Deauville-kuppet er en mediemæssig succes, og Mesrine labber grådigt omtalen i sig, men det økonomiske udbytte er beskedent: 

13.000 franc, som hurtigt er brugt. Mesrine er i pengenød, og noget må gøres. Klokken syv om morgenen den 30. juni banker han og Besse på døren hjemme hos Jean-Claude Martigny, som arbejder i en filial af banken Société Générale.

“Politiet, luk op”, beordrer Mesrine.

Gennem dørspionen ser bankmandens kone to elegante, slipseklædte mænd. Hun lukker op. Inde i entreen præsenterer Mesrine sig:

“Måske genkender du mig. Jeg er Jacques Mesrine, og jeg har brug for penge”, siger han med et smil og trækker en pistol.

Mesrine beder om en kop kaffe, og i flere timer sidder røverne sammen med familien, som Mesrine underholder med historier fra sit liv. 

Han pjatter med familiens 11-årige datter og fortæller bankmandens kone, at hendes kaffe er den bedste, han nogensinde har smagt. Fruen beretter siden, at hun sjældent har mødt så høflig en person.

Da bankens åbningstid nærmer sig, forlader Mesrine huset sammen med Jean-Claude Martigny. Så længe han gør, hvad han får besked på, vil Besse passe godt på hans kone og datter, får han at vide.

Vel inde på Jean-Claude Martignys kontor i Société Générale tilkalder de bankdirektøren, der forstår situationens alvor og lukker dem ind i boksrummet. 

Her får Mesrine uden dramatik udleveret 450.000 franc, og sammen med de to bankmænd kører han af sted i Jean-Claude Martignys Peugeot. 

De stopper ved en tankstation, hvor Mesrine ringer til Besse, som forlader gidslerne. Ved Gare du Nord hopper Mesrine ud af bilen og forsvinder i mængden.

Ordensmagten er frustreret. Endnu en gang afspærres hovedvejene ud af Paris. Endnu en gang er det til ingen nytte. 

Endnu en gang føler politifolkene sig utilstrækkelige, for de ser ikke skyggen af landet mest eftersøgte forbryder.

Giver interview under flugten

Et par uger senere, i midten af juli, møder Mesrine den 27-årige prostituerede Sylvie Jeanjacquot på en bar i Paris. 

Den smukke, mørk-hårede kvinde bliver så betaget af den charmerende gangster, at hun er parat til at risikere det dramatiske liv på flugt sammen med ham.

I begyndelsen af august kan politiet til deres usigelige ærgrelse læse et stort interview med Mesrine i bladet Paris Match. Men selv om politiet afhører journalisten, kommer de ikke på sporet af den presseglade gangster. 

Som så mange andre parisere har Mesrine forladt den kvælende sensommerhede i hovedstaden og er sammen med sin nye kæreste og nogle venner taget på ferie i først Italien, siden London.

Politiet fortæller med jævne mellemrum, at de har fået nye oplysninger, som kan lede dem til Mesrine, men reelt har de intet. Udmeldingerne er krampagtige forsøg på at imødegå den offentlige kritik af deres hjælpeløshed.

Den 10. november får journalisterne den nye store Mesrine-historie, de har hungret efter. Klokken syv om aftenen ringer Mesrine på døren hjemme hos dommeren Charles Petit, som tidligere har sendt ham i fængsel. Ved sin side har han den uerfarne Jean-Luc Coupé, da ingen af Mesrines sædvanlige, professionelle kumpaner vil røre hans nyeste påfund med en ildtang.

Dommeren er ikke hjemme, men de to mænd truer hans kone, madame Petit, til at lukke dem ind i lejligheden på anden sal. 

Her forklarer Mesrine, at de vil vente på dommeren, og mens Jean-Luc Coupé holder øje med madame Petit og hendes datter, gennemsøger han selv lejligheden.

Jean-Luc Coupé er dog en elendig vagtpost. Dommerens datter hører en lyd ved hoveddøren og gætter, at det nok er hendes bror, som familien venter på besøg. Hun sniger sig ud i entreen og hvisker til ham, at han skal alarmere politiet. Da Jean-Luc Coupé henter hende tilbage til dagligstuen, har han ingen anelse om, at de allerede er afsløret.

Mesrine forklarer sine gidsler, hvorfor han er kommet: Charles Petit skal bruge sin indflydelse i justitsministeriet til at få lukket alle de topsikrede afdelinger i de franske fængsler, hvor forholdene er umenneskelige. 

Bliver afdelingerne ikke lukket, vil Mesrine begynde at likvidere dommere. Gangsteren fortsætter ufortrødent sin talestrøm, indtil han på et tidspunkt kigger ud af vinduet og til sin rædsel ser flere politibiler køre op foran ejendommen. 

Bladet Paris Match scorede en ægte kioskbasker, da de fik etinterview med Mesrine.

© Paris Match

Betjentene ved ikke præcis, hvad de er kaldt ud til. De har absolut ingen idé om, at Frankrigs mest eftersøgte mand befinder sig få meter fra dem.

Mesrine skynder forgæves på Jean-Luc Coupé, som er fuldstændig lammet af skræk og ude af stand til at flytte sine gelé-agtige ben.

Mesrine opgiver ham og springer selv ned ad trappen, hvor han pludselig står ansigt til ansigt med adskillige bevæbnede betjente.

“Hurtigt, Mesrine er deroppe!” råber han.

Budskabet har en magisk effekt. Samtlige betjente styrter videre op ad trappen, mens Mesrine kan træde ud på gaden, ud til en yngre betjent, som står alene tilbage.

Mesrine hiver sin revolver op af lommen og retter den mod politimanden, som han lænker til et nedløbsrør med et sæt håndjern. Derefter skynder han sig til nærmeste metro-station – og forsvinder.

Politiet pågriber Jean-Luc Coupé, og helt som Mesrine forventer, kan han ikke holde kæft. I begyndelsen nægter han ethvert kendskab til Mesrine, men efterhånden bukker han under for politiets forhør og ender med at lægge alle kort på bordet.

Jean-Luc Coupé afslører blandt andet flere af Mesrines dækadresser, som politiet holder under skarpt opsyn – men Mesrine ved bedre end at returnere til de lejligheder, Jean-Luc Coupé har kendskab til.

Da politiet ransager lejlighederne, gør de store øjne. I en af dem finder de en hel garderobe af skræddersyede jakkesæt, en kasse champagne, tre skudsikre veste, to gasmasker, en radio indstillet på politiets frekvens, en kasse rifler, fem maskinpistoler, dusinvis af håndgranater og et halvt dusin revolvere.

På blot seks måneder har Mesrine samlet et våbenarsenal stort nok til at bevæbne en mindre milits.

Over for pressen tilbageholder politiet de mest pinlige detaljer om Mesrines flugt fra dommer Petits lejlighed. Disse oplysninger kommer først frem senere.

Den manglende kælen for detaljerne gør Mesrine rasende. Han føler slet ikke, han får den anerkendelse, han har fortjent.

Kidnapning skal sikre fremtiden

1978 bliver til 1979, og Mesrine kan igen skimte bunden af sin pengekasse. Den ekstravagante livsstil og de mange parisiske lejligheder koster. 

Mesrine drømmer om et kæmpekup, der kan sikre ham økonomisk uafhængighed i en lang periode. Planen er at kidnappe en rig industrimagnat og forlange en enorm løsesum.

Sammen med en anden kriminel skriver han en liste med potentielle ofre og gransker systematisk deres liv: hvor de bor, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der omgiver dem, og endog hvordan deres temperament er. 

Mesrine gider ikke besværlige gidsler, der bliver hysteriske og panikker under pres. 

Den grundige fremgangsmåde er typisk for Mesrine. Datoen for hans kup er typisk bestemt lang tid i forvejen, og han har ikke blot kortlagt alle tænkelige flugtveje, han har også styr på, hvornår solen går ned, og hvilken fase månen befinder sig i.

Mens Mesrine planlægger kidnapningen, bliver hans tidligere flugtkammerat fra La Santé, Francois Besse, anholdt i Bruxelles. 

Nyheden gør Mesrine oprigtigt bedrøvet, men ikke bekymret. Besses arrestation udgør ingen sikkerhedsrisiko for ham selv.

Den 21. juni 1979 slår Mesrine og hans nye makker til. De kører op foran hoveddøren til et palæ i en landsby nær Le Mans, banker på og spørger efter den 82-årige, tidligere bank- og industrimagnat Henri Lelièvre.

De præsenterer sig som lokale politibetjente, viser id-kort og beder høfligt Lelièvre følge med til stationen i forbindelse med en sag, hvor han muligvis kan være behjælpelig. Henri Lelièvre stiger beredvilligt ind i deres bil og bliver bortført til et lejet hus i Loire-dalen.

Godt en måned senere høster Mesrine og hans makker gevinsten. Henri Lelièvres søn indvilger i at betale seks mio. franc for sin far, og Mesrine planlægger en rute, som sønnen skal køre med pengene. 

Dermed kan gangsteren på sikker afstand forvisse sig om, at politiet ikke overvåger transaktionen. Efter betalingen bliver en uskadt Henri Lelièvre løsladt i Paris.

Sylvie fik 180 illustrerede kærestebreve fra Mesrine – selv om parret stort set aldrig var adskilt.

© Scanpix

Mesrines nerver er tyndslidte

Selv om Mesrine nu er økonomisk velpolstret, giver det ham ikke den ro, han havde håbet på. Politiet opsøger og overvåger alle og enhver, som blot har været i sporadisk kontakt med ham på et eller andet tidspunkt, og tilbyder fristende beløb for nyttig information. 

Mesrine reagerer med ekstrem forsigtighed. Han isolerer sig mere og mere sammen med Sylvie. I glimt er han stadig sit charmerende og belevne gamle jeg, men andre gange bryder han ud i raserianfald over bagateller, og han drikker enorme mænger alkohol. Presset tærer på ham.

I endnu et interview fortæller Mesrine en journalist, at han hellere vil dø end tilbage i fængselscellen. Han advarer samtidig om, at han altid har skydevåben og håndgranater på sig, og at han ikke vil tøve med at bruge dem, hvis politiet forsøger at pågribe ham.

Både politi og politikere føler sig ydmygede over ikke at kunne stoppe denne samfundets fjende nummer et. 

Den franske præsident, Valéry Giscard d’Estaing, anser det for en yderst vigtig sag. Angiveligt stiller han indenrigsminister Christian Bonnet et ultimatum: 

Enten bliver Mesrine sat ud af spillet meget snart, eller også må ministeren se sig om efter et nyt job.

I august forener indenrigsministeren de rivaliserende franske politikorps i et intensivt samarbejde med det ene formål at finde Mesrine – og den følgende måned får politiet omsider det spor, de har ventet så længe på. 

Slutspil i november

Journalisten Jacques Tillier, som skriver for det højreorienterede blad Minute, bliver 10. september såret af skud.

I et brev til de franske aviser påtager Mesrine sig ansvaret. Han hævder, at Tillier er politispion.

Meget omkring episoden er uklart, men den sårede journalist kan fortælle politiet, at Mesrine var sammen med en anden mand, som havde sort overskæg og talte med Marseille-accent. 

Manden havde ligesom Mesrine udtrykt stærk foragt for de topsikrede fængselsafdelinger.

Politiet ræsonnerer, at Mesrines kumpan måske selv har afsonet i en topsikret afdeling, og laver en systematisk gennemgang af samtlige tidligere indsatte – omkring 100 personer. De fleste kan straks udelukkes ud fra deres fysiske fremtoning. 

Tilbage står cirka 20 personer, som politiet tjekker nærmere.

En af dem er Charly Bauer, en kriminel fra Marseille, som har siddet 16 år for væbnet røveri. Under afsoningen fik han jævnligt besøg af en kvinde, men nu kan politiet konstatere, at både hun og Charly Bauer er sporløst forsvundet. 

En Renault 14, forsikret i kvindens navn, er dog registreret for flere parkeringsbøder nær Gare St. Lazare i Paris. Den 24. oktober finder politiet bilen parkeret, og snart vender Charly Bauer og hans kæreste tilbage til den.

Endnu aner politet ikke, om Bauer vil føre dem til Mesrine. I en uge skygger de parret døgnet rundt. Så kommer gennembruddet. 

Den 31. oktober stopper Renaulten foran nummer 35-37 i rue Belliard. Bauer og hans kæreste går ind i opgangen og kommer snart ud igen, ledsaget af et ukendt par – en kvinde og en mand.

Manden er gammel og går med stok, men en af politifolkene stivner. Han har tidligere været med til at anholde Mesrine, og noget vækker genkendelse. Det er ham! Og kvinden, iført blond paryk og briller, er Sylvie Jeanjacquot.

På afstand følger civilklædte betjente de to par, som til fods bevæger sig gennem byens gader og går ind i flere butikker.

Mesrine fjerner på intet tidspunkt hånden fra sin jakkelomme, og fra Sylvies skulder hænger en sort taske, som måske indeholder håndgranater.

Betjentene tør ikke nærme sig, de frygter et ragnarok på åben gade. I stedet overvåger de kæresteparrene hele vejen tilbage til ejendommen i rue Belliard.

Mesrine har været på flugt i næsten halvandet år og aner ikke, at det er nu, fælden klapper. Omkring 40 politifolk – fantasifuldt forklædt som blandt andet gadefejere, skraldemænd og nonner – har omringet huset.

Mesrine og Sylvie forlader overhovedet ikke lejligheden i de følgende dage, og politiet er stærkt i tvivl om, hvad de skal gøre.

Skal de rykke ind og tage Mesrine og dermed risikere adskillige betjentes liv? Skal skarpskytter forsøge at ramme ham gennem vinduerne, fra næsten 100 meters afstand, hen over flere veje og jernbaneskinner og med risiko for at skyde forbi og således advare Mesrine?

Det ender med en helt tredje løsning. Den 2. november 1979 klokken 14.58 træder Mesrine ud på rue Belliard, fulgt af Sylvie.

Parret småsnakker, mens de går over til deres bil, en ny BMW. Galant åbner Mesrine bildøren for sin kæreste, sætter sig ind på førersædet, placerer Sylvies taske ved sine fødder, spænder sikkerhedsselen og starter motoren.

Mesrine og Sylvie når kun at køre et lille stykke. En lastvogn med presenning over ladet kører ind foran deres bil og stopper brat.

Fire mænd med automatvåben kommer til syne under presenningen og sender på et par sekunder 21 kugler ind gennem bilens forrude. Derefter kører en personbil op på siden af BMW’en.

Fra passagersædet tager en politimand omhyggeligt sigte og skyder Frankrigs mest jagede mand tværs gennem hovedet.

Gennemvædet af blod synker Mesrine sammen bag rattet. Et øjeblik står tiden stille, som om ingen ved, hvad de nu skal gøre.

Så springer Sylvie ud af BMW’en, hysterisk skrigende og hårdt såret af flere skud, mens politifolkene bryder ud i vild jubel og omfavner hinanden.

I en hel time sidder Mesrine sammensunken i bilen, omgivet af hundreder af politifolk, pressefotografer og andre parisere, før politiet omsider flytter hans lig. Da de åbner tasken ved hans fødder, finder de flere håndgranater. 

Mesrines berømmelse rakte langt ind i døden. Politiet gav pressefotograferne tid til at tage i tusindvis af billeder, inden liget blev flyttet

© Polfoto

Måske er du interesseret i...

Læs også