Pigerne faldt på stribe for Mansons følsomhed og intelligens. Senere brugte han dem til at lokke mænd ind i familien.

Charles Manson: Hippien fra helvede

Charles Manson bliver løsladt fra fængslet, netop som hippie-tiden begynder i USA. Han grundlægger et kærligheds-kollektiv, men han har onde planer: Hans piger bliver hjernevasket og fyldt med stoffer, før han beordrer dem til at begå flere blodige mord.

4. januar 2017 af Torsten Weper

Charles Manson løslades fra fængsel

Los Angeles, 21. marts 1967

Charles Manson har udstået sin straf på syv års fængsel for bl.a. alfonseri. Fangevogteren kommer ind i cellen for at slippe ham fri.

“Hey, mand! Jeg har slet ikke lyst til at gå. Jeg mener det, mand”, klager fangen Charles Manson. “Kan du ikke føre mig tilbage igen?”

17 ud af sit 32 år lange liv har Manson tilbragt bag tremmer, og med tiden er han kommet til at betragte fængslet som sit hjem. Fangevogteren griner ad Mansons anmodning – og fortsætter med sine pligter.

Fangen skal have sine ejendele udleveret og lukkes ud af fængselsporten. Ingen i Terminal Island-fængslet drømmer om, at denne fange i løbet af de næste to år vil stå i spidsen for nogle af de mest bestialske drab i USA's historie.

Manson hanker op i sin guitar. I lommen har han 35 dollars. De første dage i frihed bruger han på at køre i bus og bare kigge. Verden er komplet forandret på de syv år, han var lukket inde: Nu har de unge mænd langt hår og en påfaldende sjusket tøjstil.

En af dagene rækker en pige ham en blomst og siger “love!” Manson er paf. Der er sket noget i samfundet. Han aner ikke, hvad “flowerpower” går ud på, men han glæder sig til at udforske det.

Charles Manson på syretrip

San Francisco, foråret 1967

USA er i krig i Vietnam. Hjemme eksperimenterer ungdommen med hash, lsd og fri kærlighed. “Summer of Love” er begyndt.

Begyndelsen er svær. Manson tager nordpå til San Francisco for at søge job som musiker i i en bar. Men når han begynder på sine 1950’er-sange, ryster alle på hovedet. Rytmen er for langsom, teksten helt gal.

Charles Manson lærer hurtigt. Efter et par uger i hippiernes hovedstad San Francisco finder han melodien. Den nye. Især holder han af at spille i parken ved Berkeley-universitetet. De studerende lytter gerne til hans hjemmelavede sange, og de respekterer ham – bastarden fra børnehjemmet, der først lærte at læse som 15-årig.

Selvom han er godt 10 år ældre end de, lever han sig hurtigt ind i hippiernes verden, og til den hører også lsd. Under sit første trip oplever Manson Jesu korsfæstelse – med ham selv i hovedrollen. Manson holder fast i oplevelsen: Han er ham. Jesus Kristus.

En dag, mens han klimprer på guitaren i Berkeley, møder han en ung bibliotekar, der fatter sympati for ham. Mary Brunner tager ham med hjem til sin lejlighed. “Jeg elsker dig af hele mit hjerte”, erklærer den 23-årige pige.

“Jeg elsker også dig, men jeg tilhører dig ikke – ligesom du heller ikke tilhører mig”, forklarer Manson. Han har været i fængsel længe og har meget at indhente. I løbet af sommeren klunser han sig til et “Folkevogns-rugbrød”.

Charles Manson-familien grundlægges

Undervejs i USA, 1967-1968

Landet er i opbrud. Unge kvinder og mænd flygter fra deres snerpede forstadsfamilier til eksperimenter med livet og stofferne.

Mary Brunner bliver Charles Mansons første pige, sammen tager de på lange ture gennem USA. Undervejs stiger flere piger ind i Folkevognen, bl.a. Lynette Fromme (18), Susan Atkins og Patricia Krenwinkel (begge 19).

De har aldrig mødt hianden før, men deres oplevelser er næsten identiske; efter forældrenes skilsmisse har de forladt deres middelklassehjem – og hader deres fædre. De søger en mening med livet, men mest af alt har de brug for en far. Manson giver dem det, de leder efter; opmærksomhed, bevidsthedsudvidende lsd-trip og sex.

Hurtigt er Folkevognen for lille til “The Manson Family”, og han skaffer en pensioneret skolebus, som de kan leve i. Hvor end Familien dukker op, er den et brus af glæde og kærlighed. Manson skriver sange, som pigerne optræder med. De drømmer om at lave en plade, så deres budskaber om kærlighed og frihed kan nå ud i verden. Under snesevis af lsd-trip oplever pigerne Manson som Jesus Kristus.

Manson-familien møder Beach Boys

Los Angeles, foråret 1968

Familien tæller ca. 25 piger, som har lokket et par fyre til. Skolebussen er blevet for lille, og de finder husly hos en kendt musiker.

Charles Watson er en sympatisk ung mand på 23. Et par år tidligere flygtede han fra det småborgerlige Texas for at få et nyt, spændende liv i Los Angeles. Men det gik ikke, som han drømte, og nu hutler han sig gennem tilværelsen som narkopusher. Det eneste, Charles Watson ejer, er en Dodge-varevogn fra 1935.

En aften, da han kører på Sunset Boulevard mod Malibu, tager han en blaffer op. Fyren fortæller, at han hedder Dennis Wilson, og at han egentlig ikke behøver at blaffe; han ejer en Ferrari og en Rolls-Royce, men bilerne er kørt i smadder af en flok hippier, som han har boende.

Dennis Wilson er trommeslager i Beach Boys. Charles Watson kender deres surfer-sange, og han bliver ellevild, da musikeren inviterer ham hjem på en kop kaffe.

De hippier, Dennis Wilson taler om, er Manson-familien. Wilson blev interesseret i særlingen med de mange piger og lod dem flytte ind i palæet på Sunset Boulevard. Wilson har lovet at få sat skub i Mansons musikkarriere, til gengæld må Wilson forlyste sig med pigerne.

Da Charles Watson træder ind i palæet, sidder Manson på gulvet og synger: “Smukke, smukke pige. Hold op med at eksistere”.

Pigerne er hans kor: “Hold op med at eksistere. Kom og sig, at du elsker mig”, synger de. Charles Watson er fascineret og bliver en del af Familien – fra nu af hedder han bare “Tex”.

Imens er Dennis Wilson ved at være godt træt af hele menageriet. Han regner ud, at familien på få uger har kostet ham 100.000 dollars – ikke mindst til behandling af hans egne og pigernes kønssygdomme. Wilson får sin manager til at smide Manson ud.

Charles Manson starter "deprogrammeringen"

Spahn Ranch, maj 1968

En af Manson-pigerne finder et sted, hvor de alle kan bo. Familiens boligproblem er løst.

En halv times kørsel øst for Los Angeles ligger George Spahns ranch. For år tilbage blev bygningerne brugt som kulisse til cowboy-film. I dag er ranchen i forfald.

Spahn Ranch fungerede som kulisse for bl.a. cowboy-serien “Bonanza”. I maj 1968 flyttede Manson ind med sin “familie”.

Manson besnakker den 79-årige, blinde Spahn til at lade Familien flytte ind. Pigerne kan rydde op og gøre sig nyttige, lover Manson. Spahn giver ikke en snus for de udflippede unge, men da Lynette Fromme byder sig til som hans elskerinde, forstummer hans protester.

Nu begynder den eventyrlige tid for Familien. Dagene går med sang og rollespil i filmkulisserne. Den ene dag leger de indianere, den næste cool storbytyper.

En dag ånder Manson på en tilsyneladende livløs fugl, der vågner til live, og fra da af står det klart, at Manson virkelig er Jesus Kristus.

Penge har de ikke. For at overleve plyndrer de supermarkedernes affaldscontainere med kasserede fødevarer. Når de samles til aftensmaden, sætter han sig højt hævet over sine disciple og prædiker om at slå sin personlighed ihjel og blive som han.

“Tid eksisterer ikke. Der var ikke nogen tid, før mennesket opfandt den”, filosoferer han. Derfor har Familien hverken ure eller kalendere. Dagene flyder sammen. Nætterne fordriver de med joints, lsd og sexorgier.

Når de tager lsd sammen, sørger Manson for, at hans dosis er langt mindre end deres. Sådan kan han styre deres psykedeliske oplevelser.

Disciplene skal slippe fri af deres forældres konventioner – Manson kalder det “deprogrammering”. Hans værktøjer er timelange enetaler, social isolation, stoffer og grænseoverskridende sex – hvor voldtægt er en af de milde former.

Drømmen er stadig at lave en plade, men selvom Familien arbejder hårdt med musikken, får Manson aldrig mere end lunkne løfter, bl.a. fra Dennis Wilson og musikproduceren Terry Melcher, der bor på 10050 Cielo Drive. 

Charles Manson ændrer karakter

Spahn Ranch, vinter 1968-1969

Charles Manson har fedtet for dem, lånt dem sine piger, men musikproducerne har stadig ikke givet Manson en pladekontrakt.

Langsomt ændrer Manson karakter. Han bliver opfarende og voldelig. Og han holder lange foredrag om en kommende race-krig, hvor blackie (de sorte) vil gøre oprør imod whitie – de hvides overherredømme.

Meget snart vil små grupper af sorte begå bestialske drab i de hvides kvarterer i Los Angeles og efterlade grusomme slagord malet med ofrenes blod. Spår han. Så får de hvide masseparanoia og slagter løs i de sortes ghettoer. Racekrigen – som Manson kalder “Helter Skelter” – vil ende med den hvide races udslettelse.

Kun Familien vil overleve, fordi den i tide går i skjul. Og når racekrigens sorte sejrherrer indser, at deres race mangler evnerne til at regere verden, vil Familien stå parat og overtage verden. Helter Skelter vil begynde om få uger, forudser Manson.

Disciplene stiller ingen spørgsmål. De er overbevist om rigtigheden af spådommen. Altså samler de store lagre af benzin og fødevarer, betalt med stjålne kreditkort.

De stjæler også snesevis af biler, som de bygger om, så Familien kan køre rundt i den uvejsomme Death Valley, som – har Manson fortalt dem – skjuler “Bottomless Pit”, et underjordisk paradis.

Spahn Ranch, vinter 1968-1969

Charles Manson er under pres, for racekrigen Helter Skelter udebliver. Disciplene bliver rådvilde, flere ønsker at hoppe af.

“Hvis ikke de sorte snart tager affære, kan det være, at vi må vise dem, hvordan man gør”, siger Manson til sin trofaste væbner Tex.

Charles Manson planlægger Helter Skelter

Cielo Drive, 8. august 1969

Pladeproduceren Terry Melcher er flyttet fra villaen i Cielo Drive, nu bor filminstruktøren Roman Polanski og hans smukke hustru her.

Villaen på Cielo Drive 10050. Her flyttede filminstruktøren Roman Polanski ind med sin gravide hustru Sharon i februar 1969.

Sharon Tate er 26 år. Hun drømmer om at slå igennem som skuespillerinde, men foreløbig er det kun blevet til nogle små filmroller. Til gengæld er hun blevet gift med en af tidens mest succesrige filminstruktører, Roman Polanski – manden bag gyseren “Rosemarys Baby”.

Sharon er gravid i 8. måned, og for at fordrive ventetiden, indtil Roman kommer tilbage fra filmarbejdet i London, har hun inviteret gæster: Romans ven Wojtek Frykowski (32) og hans veninde Abigail Folger (26), der står til at arve et kaffeimperium, men går mere op i humanitært arbejde. Og endelig modefrisøren Jay Sebring (32), der er ulykkeligt forelsket i Sharon og altid forsøger at være i hendes nærhed.

Spahn Ranch, 8. august 1969

Det er tid for Helter Skelter, mener Manson. Målet er 10050 Cielo Drive, Melchers villa. At han for længst er flyttet, betyder intet, blot ofrene tilhører den hvide overklasse.

Mørket er faldet på, da Charles Manson opsøger Tex. Han taler langsomt, som om han leder efter ordene: “Der er en tjeneste, som jeg vil bede dig gøre for mig i nat...” Tex svarer, at Manson kan bede ham om alt.

“Jeg ønsker, at du skal køre hen til huset, som Terry Melcher engang boede i. Tag et par af pigerne... og udslet alle i huset, så grusomt I kan”, siger Manson og remser instruktionerne op:

De skal iføre sig sort tøj, klippe telefonledningerne over, slå alle ihjel, hænge dem, skære deres øjne ud, oversmøre huset med blodige slagord – “pigs”, “rise” og “Helter Skelter”.

“Jeg kan ikke huske det hele”, klager Tex.
“Pigerne ved, hvad de skal skrive”.

Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Tex stiger ind i bilen. 20-årige Linda Kasabian skal også med. Hun er ny i Familien – og ikke helt så pålidelig som de øvrige – men hun har som den eneste gyldigt kørekort. De kører ud i natten. Målet er Cielo Drive, Bel Air.

Mordene på Cielo Drive

Cielo Drive, 9. august 1969

Sharon Tates gæster går tidligt til ro. I soveværelset taler Sharon med Jay Sebring.

Tex stopper bilen nogle meter fra porten, som fører op til villaen 10050 Cielo Drive. Han kravler op til telefonpælen og klipper kablerne. Så maver alle fire sig op ad en skråning og ind i villaens have. I samme øjeblik hører de en bil, der kører ned ad indkørslen.

“Vent her”, hvisker Tex til pigerne. Han springer ind foran bilen og trækker sin pistol. Bag rattet sidder den 18-årige Steve Parent. Han har netop besøgt sin ven William Garretson, som bor i ejendommens gæstehus.

“Please... Skån mig. Jeg sladrer ikke”, klynker Steve Parent. Tex skyder ham fire gange.

De fire Manson-disciple lytter vagtsomt. Ingen har tilsyneladende hørt skuddene. Så er de oppe ved huset. Tex åbner et vindue og kryber ind. Stuen er stille. Han åbner hoveddøren for at slippe Susan og Patricia ind, mens Linda bliver ved porten for at holde vagt. På sofaen finder de en sovende mand, Wojtek Frykowski – Polanskis ven. “Hvad er klokken? Hvem er I? Hvad vil I?” spørger Frykowski fortumlet.

“Jeg er Djævelen, og jeg er her for at gøre Djævelens arbejde. Giv mig alle dine penge”, svarer Tex og sparker ham i hovedet med et karatespark. “Ét ord mere, så dør du!”

De binder Frykowskis hænder med et håndklæde, så gennemsøger Susan og Patricia huset. De finder tre andre personer, som bliver gennet sammen i stuen: millionarvingen Abigail Folger, frisøren Jay Sebring og filmskuespillerinden Sharon Tate.

Jay Sebring forsøger at protestere.

“Ét ord mere, så dør du!” snerrer Tex igen.
“Han mener det”, advarer Frykowski.

Tex begynder at lægge et reb om Sharon Tates hals, men Sebring blander sig igen: “Vær forsigtig! Kan I ikke se, at hun er gravid?”

“Jeg har sagt det: Ét ord mere, så dør du”, råber Tex og skyder ham i brystet. Sebring synker sammen, Sharon Tate skriger hysterisk.

“Hvad vil I gøre med os?”
“I skal dø”, svarer Tex.

Imens er Frykowski kommet fri af håndklædet. “Slå ham ihjel”, råber Tex til Susan, men Frykowski når at kaste sig over hende bagfra, han slår og sparker. Susan hugger med kniven bagud. Rammer ham i benet og i lungen. Tex vil skyde, men må opgive for ikke at ramme Susan. I stedet begynder han at slå Frykowski i hovedet med pistolskæftet. Frykowski kæmper sig hen til hoveddøren og slipper ud i haven:

“Hjælp mig! Åh Gud! Hjælp mig!” råber han ud i natten. Ingen hører ham. Tex er over ham, hugger kniven i ham igen og igen. Så tager Tex pistolen og skyder to gange.

“Der er én, der flygter”, råber Susan inde fra huset. Tex ser Abigail Folger løbe over plænen i sin blodige natkjole. Patricia spænder ben for hende, Abigail snubler. Men hun er stærkere end Patricia, og igen må Tex springe til.

“Jeg giver op. Gør, hvad du vil”, græder Abigail Folger. Tex skærer hendes hals over og smadrer hendes kranium med pistolskæftet.

Inde i villaen beder Sharon Tate for sit liv. Susan viser ingen medfølelse: “Hør her, din luder! Jeg er ligeglad med, om du skal have et barn. Du skal dø!”

“Dræb hende!” råber Tex, men Susan kan ikke. Heller ikke Patricia. Tex må gøre det selv, endelig begynder pigerne også at dolke hende.

“Det føltes godt”, siger Susan Atkins.

Og så er alt endelig stille. De tager det håndklæde, som Wojtek Frykowski var bundet med, og tager fat på at male Mansons slagord, der skal vise, at dette er radikale, sorte racisters værk. På hoveddøren skriver disciplene “PIG”. Svin.

Flere timer efter er de hjemme på Spahn Ranch, hvor Manson venter. Han kigger dem dybt i øjnene, én ad gangen:

“Fortryder du?” Alle svarer nej.
“Okay”, siger Manson tilfreds, “læg jer til at sove, og sig ikke noget til nogen!”

Manson-mordene fortsætter

Cielo Drive, 9. august 1969

Roman Polanskis husholderske møder på arbejde kl. 8.30 og finder ligene.

Ingen af betjentene fra LAPD har set noget lignende. Huset er en slagmark. De fem ofre er dræbt med flere skud og i alt 102 knivstik.

Spahn Ranch, 9. august 1969

Medierne beretter om den voldsomme forbrydelse på Cielo Drive. På ranchen morer Tex og Susan sig over nyhedsindslagene.

Om aftenen sender Manson et nyt hold af sted. For at alt skal gå rigtigt til, kører han selv med.

Han virker ubeslutsom. De kører rundt i timevis, før han stopper bilen foran villaen 3301 Waverly Drive. Der står “Leno og Rosemary LaBianca” på døren, Manson kender dem ikke.

“Slap af. Sid ned, og slap af”, siger Manson, da han trænger ind til det midaldrende ægtepar. Han er kun ude efter penge, forklarer han og bagbinder dem. Så går han tilbage til bilen, instruerer sit hold – Tex, Leslie van Houten og Patricia Krenwinkel – og kører væk i bilen.

Inde i stuen dolker Tex Leno LaBianca fire gange. Imens pigerne tager sig af Rosemary LaBianca inde i soveværelset. 41 knivstik.

Inden morderne stikker af, hugger Patricia Krenwinkel en stegegaffel i Leno LaBiancas mave – og de husker at male de blodige slagord, der skal kaste mistanken på de sorte: “DEATH TO PIGS” og “HEALTER SKELTER”.

Morderne blaffer hjem til Spahn Ranch.

Charles Manson-familien anholdes for svindel

Los Angeles, august 1969

Efter mordene er byen lammet af frygt. Vagtselskaber og våbenhandlere oplever en uhørt højkonjunktur. Vagthunde er udsolgt.

Los Angeles har to politikorps, LAPD og LASO, der misundeligt bekæmper hinanden. Ved et tilfælde har LAPD fået Tate-mordene, mens LaBianca-mordene efterforskes af LASO.

Derfor kan det heller ikke undre nogen, at de to korps ingen ligheder ser mellem de to forbrydelser. Politifolkene forsker i hver sin retning. Narko-bander, satanistgrupper og hippiekollektiver bliver endevendt.

Sharon Tates far har ikke tålmodighed til at vente på politiets resultater. Han lader skægget gro og begynder at infiltrere hippiemiljøet for at finde sin datters mordere.

Samtidig mener den sørgende enkemand Roman Polanski, at han kan genkende håndskriften i ordet “PIG”, der blev malet med Sharons blod på hans hoveddør. Derfor indleder han en privat efterforskning blandt sine bekendte.

Ugerne går, alle spor ender blindt.

Imens kommer Manson-familien i politiets søgelys af helt andre årsager – svindel med kreditkort og biltyverier i stor stil. Disciplene har indledt et regulært røvertogt mod forretninger og tankstationer i Los Angeles og landsbyerne omkring Death Valley. De anholdes under store politiaktioner mod Familiens tilholdssteder.

Susan Atkins afslører mordene

Los Angeles, 6. november 1969

Disciplen Susan Atkins er varetægtsfængslet, mistænkt for mord på en narkohandler.

Susan er ikke som de øvrige fanger i kvindefængslet Dormitory 8000; hun fniser, synger og danser dagen lang. “Skøre Susie” kalder de hende. En af de andre fanger, Virginia Graham, får medlidenhed med hende, og de falder i snak.

“Der er en sag lige nu. Politiet er så langt ude. De aner intet”, ivrer Susan.
“Hvad taler du om?” spørger Virginia.
“Sagen fra Benedict Canyon”.
“Du mener da vel ikke Sharon Tate?”
“Jo!” Susan kan ikke holde på hemmeligheden længere: “Ved du, hvem der gjorde det?”
“Næh”, svarer Virginia.
“Well, du kigger på hende nu!”

I løbet af de næste døgn fortæller Susan stolt om Familien, stoffer, Helter Skelter og mord. Virginia memorerer alt, mens hun overvejer, om hun skal gå til politiet. Det er imod fangernes æreskodeks at sladre om en medfange, men da Susan nævner en liste over Hollywood-stjerner, som Manson også vil slå ihjel, beslutter Virginia at fortælle, hvad hun ved.

Retssagen mod Charles Manson begynder

Los Angeles, 24. juli 1970

På 8. sal i Justice Hall kan retssagen mod Charles Manson og hans disciple Susan Atkins, Leslie Van Houten og Patricia Krenwinkel endelig begynde.

Selvom de alle tre stod foran en dødsdom, mødte de tre anklagede Manson-piger op i lårkorte kjoler og udslået hår. På vej til retssalen i Los Angeles sang de Charles Mansons sange. Fra venstre er det: Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Leslie Van Houten.

Statsadvokat Vincent Bugliosi ved, at han har samlet de rigtige på anklagebænken, men han er alligevel bekymret, for hans beviskæde er tynd: De tekniske beviser er få, og motivet til mordene komplet ubegribeligt for en jury – Manson gav ordre til racekrig i Los Angeles!

Desuden var bagmanden Manson slet ikke til stede, da mordene blev begået. Men Bugliosis opgave er både at bevise, at Manson havde total kontrol over sine disciple – og at disciplene slog ihjel af egen, fri vilje. Alle skal dømmes.

Retsmøderne er konstant ved at ende som en farce. Pigerne synger eller fniser. Hver dag er de iført nye, lårkorte kjoler, som disciplene i Spahn Ranch har syet til dem. Manson smiler diabolsk, mens han venter på kaos.

Han beordrer Susan Atkins til at trække tilståelsen tilbage. Heldigvis har en anden Manson-discipel besluttet at tale. Linda Kasabian, der holdt vagt ved Polanskis hus på mordnatten, får tilbudt straffrihed, hvis hun vil vidne.

Til det sidste satser Manson på, at pigerne vil få skylden for mordene, så han selv går fri.

Los Angeles, 29. marts 1971

Efter den længste retssag i USA's historie er juryen klar til at afsige sin dom: De fire anklagede dømmes til døden i gaskammeret.


Allerede inden oplæsningen af dommen har Charles Manson protesteret mod juryens ret til at dømme ham. Dommeren får ham fjernet fra retssalen.

Efter dommen springer Patricia Krenwinkel op: “I har lige dømt jer selv!” Susan Atkins følger trop: “I må hellere låse jeres døre og bevogte jeres børn!” Leslie Van Houten slutter af: “I blinde, dumme mennesker. Jeres børn vil rejse sig imod jer!” Alle tre bliver fjernet fra retten.

Ude på gaden foran retsbygningen har flere af Mansons disciple forsamlet sig. Da dødsdommene bliver kendt, råber de mod tv-stationernes kameraer:

“Døden? Det er, hvad I alle vil få!”

Senere på året får Charles “Tex” Watson den samme dom. Efter mordene nåede han at flygte hjem til Texas, og udleveringen af ham til de californiske myndigheder trak ud.

Fra dødsstraf til livsvarigt fængsel

Californien, 1972

Højesteret i Californien afskaffer dødsstraffen. Manson og statens øvrige dødsdømte får forvandlet deres straf til livsvarigt fængsel.

“Fængslet er det eneste hjem, jeg nogensinde har haft”, siger Manson. Nu er han tilbage, hvor han begyndte.

Charles Manson-familien gik i opløsning

Da Manson blev fængslet, forsøgte disciplen Lynette Fromme at holde sammen på Familien. Men Manson-filosofiens magnetiske indflydelse på disciplene svandt i løbet af få år. En efter en faldt de fra, uden at Lynette kunne stille noget op.

I 1975 besluttede hun at bringe Familien tilbage i overskrifterne ved hjælp af et attentat mod præsident Gerald Ford. Under hans besøg i Sacramento den 5. september stod hun pludselig foran ham med en Colt i hånden.

Livvagterne afvæbnede hende, og iført håndjern forklarede hun journalisterne, at attentatet skulle være en protest mod fældningen af Califoniens redwood-træer. Familien var gået over til miljøsagen.

De værste seriemordere gennem tiden – læs vores store tema

Måske er du interesseret i...

Læs også