Doktor Petiot havde indrettet en ubeboet ejendom i Paris til et effektivt slagtehus. Kælderen rummede bl.a. en stor køkkenvask.

© Polfoto/AP & Polfoto/Granger

Doktor Død: Bestialsk seriemorder udnyttede 2. verdenskrig

Stakkevis af halvt opløste lig i kælderen og en forkullet hånd i kakkelovnen: Ingen kom levende ud af den franske doktor Petiots konsultation i Paris.

16. november 2017 af Jannik Petersen

Tyk sort røg er i fem dage bølget op af skorstenen på et fornemt tre-etagers hus i Rue Le Sueur nr. 21 i Paris. I bygningen overfor har fru Andrée Marcais kvalme af stanken. 

Den minder hende om lugten af brændt gummi blandet med sveden karamel og forkullet steg. 

Det er den 11. marts 1944, og mange parisiske lejligheder står tomme.

Fru Marcais' mand banker flere gange på hoveddøren ind til nummer 21, før han opdager en seddel med ordlyden “Bortrejst i en måned. Send al post til Rue des Lombards nr. 18 i Auxerre”.

Opskræmt ringer han til politiet, og kort efter tropper to cykelbetjente op. 

En behjælpelig nabo kan fortælle, at ejeren af huset er doktor Marcel Petiot, som bor fire km væk. Naboen har også et telefonnummer. Da politiet ringer op, svarer en madame Petiot. Hun rækker røret til sin mand.

“Er De trængt ind i bygningen?” spørger han, efter at betjentene har fortalt ham om røgen. “Gør ingenting. Jeg er der om 15 minutter”.

De to betjente venter en halv time, før de endelig ringer til brandvæsnet. Da brandmændene trænger ind i huset, er de langtfra forberedte på synet. 

I et mørkt kælderlokale buldrer en kakkelovn, og da de åbner lågen, dumper en forkullet menneskehånd ud. 

Ved foden af kældertrappen falder lommelygternes skær på to næsten intakte menneskeskeletter side om side med dynger af knogler, kranier og udefinerbare klumper af råddent kød. Synet og stanken overvælder en af brandmændene, som må ud og kaste op.

En større menneskemængde har samlet sig foran ejendommen, men en bleg, heftigt svedende mand baner sig alligevel målrettet vej frem.

Vil du have endnu flere historier fra 2. verdenskrig?

Så få HISTORIE lige til døren.

Du finder de bedste tilbud her

“Er du en god franskmand?” spørger manden en af betjentene.

“Hvad er det for et spørgsmål?” svarer betjenten forurettet.

“Hør godt efter. Ligene er tyskere og landsforrædere”, fortæller manden og tilføjer, at han er bror til ejendommens ejer.

“Er myndighederne allerede blevet alarmeret”, spørger han herefter. Betjenten nikker bekræftende.

“Det er en alvorlig fejltagelse, for så er mit liv i fare. Og det samme er mange af mine venner”, siger manden og tilføjer, at han straks må hjem og destruere 300 arkivkort over aktive modstandsfolk. Imod alle normale procedurer lader politibetjenten ham gå.

Politiets usædvanlige opførsel skyldes, at Paris siden juni 1940 har været besat af Nazityskland.

Selv om franske betjente har fået ordre til at samarbejde med besættelsesmagten, forsøger mange at hjælpe modstandsbevægelsen. Derfor lader betjentene i første omgang tvivlen komme den fremmede til gode.

Og uden at vide det har de to franske cyklelbetjente netop ladet en af århundredets mest bestialske massemordere, dr. Marcel Petiot, slippe uhindret væk. 

Politiet fandt sækkevis af ulæsket kalk i Petiots hus. Det blev brugt til at udtørre ligene, før de kom i kælderens ovn.

© Polfoto/Roger Viollet

Kødkroge hænger ned fra loftet

Kort efter, kl. 22.00, ankommer kommissær Georges Massu, chefen for kriminalpolitiet i Paris, til Rue Le Sueur. 

Han besigtiger gerningsstedet: Et kælderrum fyldt med aske, knogler, og skamferede lig og – i husets tidligere stald – nedgangen til en 3-4 meter dyb grube. 

Fra det mørke dyb stiger en ildevarslende stank betjentene i møde. Massu kravler ned i hullet og står pludselig oven på et tykt lag af ulæsket kalk og mere eller mindre opløste ligdele. Under sine fødder kan han høre lyden af knækkende knogler.

Husets øvrige rum bærer præg af, at ingen har beboet dem i lang tid. På gulvene står en samling af møbler, kunst, lysekroner og andre kostbare objekter, alle skjult under et tykt lag støv. 

Det eneste rum, der skiller sig ud, er en sirlig lægepraksis i ejendommens baghus.

Konsultationen er komplet med skrivebord, lægeremedier og to lænestole. En dør fører ud til en gang på husets bagside. Gangen ender i et trekantet, lydisoleret rum. 

Døren til rummet har intet håndtag på den indvendige side, og fra loftet hænger otte store kødkroge. I væggen sidder en dørspion.

Kl. 1.30 om morgenen er politikommissær Massu klar til at forlade bygningen og tage hen til dr. Petiots bopæl, da han modtager et telegram. 

De tyske myndigheder har fået nys om sagen, og de sender Massu et kortfattet notat med ordlyden: 

“Ordre fra de tyske myndigheder: Arrestér Petiot. Farlig galning”.

Ordene får straks Massus alarmklokker til at ringe, for det sidder på hans rygrad, at hvis tyskernes hemmelige politi Gestapo er ivrig efter at få fat i en mand, så arbejder manden ganske givet for modstandsbevægelsen. 

Massu tager derfor en hurtig beslutning og beordrer efterforskningen udsat. 

Narrede mennesker på flugt

Først kl. 09.30 næste dag står betjentene foran dr. Petiots lejlighed. På det tidspunkt er her ingen spor af hverken doktoren, hans kone Georgette eller parrets 16-årige søn. 

Til Massus fortrydelse går der ikke længe, før han får det første fingerpeg om, at dr. Petiot ikke har likvideret tyske soldater. 

Ved en nærmere ransagning af huset i Rue Le Sueur finder politiet 22 tandbørster, en sort satin-kjole, 7 par briller og masser af dameparfume. Kvinder udgør tydeligvis en stor del af de uigenkendelige lig i kælderen.

Massu begynder i tankerne at rekonstruere det mulige hændelsesforløb: Dr. Petiot har bedt sine patienter, formodentligt halvvejs bedøvede eller gassede, om at forlade huset gennem bagudgangen, hvorfra de er gået lige lukt ind i det trekantede fangerum. 

Derefter må dr. Petiot have parteret ligene ved den store køkkenvask i kælderen og overhældt dem med ulæsket kalk, som udtørrede kødet og gjorde det nemmere at brænde hurtigt i en kakkelovn.

Kort efter eksploderer Petiot-sagen i både nationale og internationale aviser. 

Sagen fjerner på belejlig vis opmærksomheden fra besættelsesmagtens overgreb, og tyskerne sørger for, at Frankrigs censurerede aviser skriver omfattende om dr. Petiot, som pressen navngiver “Doktor Død”, “Doktor Satan” eller “Slagteren fra Rue Le Sueur”.

Det lykkes efterforskerne at finde frem til dr. Petiots bror og kone i byen Auxerre, 150 km fra Paris. De bliver begge anholdt, men nægter at kende noget til uhyrlighederne. 

Kort efter får Massu et mere brugbart spor, da han modtager Gestapos tykke sagsmappe om dr. Petiot. Det viser sig, at nazis-terne for næsten et år siden, i maj 1943, arresterede doktoren. 

De havde opsnappet et rygte om, at dr. Petiot drev et illegalt netværk, som hjalp jøder og tyske desertører med at flygte til Sydamerika. 

Dr. Petiot bekræftede anklagen, men blev helt usædvanligt løsladt i januar 1944, to måneder tidligere. 

Lægen lurede på ofrenes dødskamp

Da politiet rev tapetet ned i et lydisoleret rum i Petiots hus, dukkede en dørspion op. Efterforskerne vurderede, at han havde brugt kighullet til at betragte sine ofre dø.

Tvang døende til at skrive postkort

En af beboerne i Rue Le Sueur fortæller politiet, at hun engang så en lastbil få læsset 47 kufferter op på ladet ud for nr. 21 og køre væk. 

Hun husker også, at der stod “Daumesnil” på lastbilen, og snart har betjentene fundet firmaet og en kvittering på levering af 47 kufferter med en samlet vægt på 683 kg til de franske statsbaner. 

På kvitteringen står en hr. Albert Neuhausen i Auxerre som modtager. 30. marts 1944 finder politiet de 47 kufferter gemt oppe på hr. Neuhausens loft. Manden forklarer, at han blot opbevarer kufferterne for doktorens bror Maurice.

Alle isyede mærker i tøjet er møjsommeligt fjernet, og hverken fotos eller personlige papirer dukker op i kufferterne. Men så henvender en hr. Gouedo sig. 

Han kan fortælle, at han under nazisternes første store aktion mod jøderne i Paris i juli 1942 købte en pelsforretning af sin tidligere partner, en jødisk forretningsmand ved navn Joachim Guschinow, som også var en af dr. Petiots patienter. 

Doktoren havde lovet at hjælpe Guschinow ud af landet mod en betaling på 25.000 francs. Hans instrukser lød:

“Medbring alle de værdier, du kan pakke ned i to kufferter. Fjern alle id-papirer, fotos og initialer i tøj. Hvad nytter et falsk pas, hvis indholdet i kufferterne afslører din rigtige identitet?”

Guschinow syede penge ind i sin frakke og medbragte guld, smykker og kontanter i store mængder. 

Hans kone blev tilbage i parrets lejlighed, og hun kan nu kaste yderligere lys over Petiots metoder: Efter mørkets frembrud den 2. januar 1942 havde hun fulgt sin mand til Rue Pergolése – en sidegade til Rue Le Sueur – og taget afsked med ham. 

Hendes mand havde fået at vide, at han skulle vaccineres mod tropesygdomme, før han kunne få lov at rejse til Argentina. 

Da fru Guschinow efter to måneder stadig intet havde hørt fra sin mand, havde hun besøgt dr. Petiot i hans klinik. Doktoren viste hende et argentinsk postkort med hendes mands let genkendelige håndskrift. 

Postkortet bad hende indtrængende om at sælge alt og følge samme flugtvej, så de kunne genforenes i sikkerhed. Hun afslog.

Petiot var sarkastisk og arrogant under retssagen og kunne finde på at tage sig en lur eller tegne karikaturer af advokaterne.

© Polfoto/Corbis

Ofre gav deres formue til doktoren

Flere pårørende står nu frem og tegner et grumt billede af en kynisk rovmorder. Dr. Petiot havde flere “agenter” ansat til at skaffe ham kontakt til velhavende jøder på flugt fra tyskerne. 

Prisen for flugt lå som regel et sted mellem 25.000 og 50.000 francs. Dr. Petiot tvang ofrene til at skrive falske postkort om, at de var nået sikkert til Sydamerika. 

Kortene brugte han som sit trumfkort til at overtale tøvende familiemedlemmer til at følge efter deres pårørende.

I efteråret 1944 er Paris befriet, og for at lokke dr. Petiot ud af sit skjul får politiet en journalist til at skrive en artikel i avisen Résistance. Heri hævder avisen, at dr. Petiot er en forræder, som stadig tjener den nu fordrevne tyske besættelsesmagt. 

Få dage senere modtager avisen et langt, håndskrevet klagebrev, hvori dr. Petiot igen hævder, at han er modstandsmand. Frimærkets poststempel viser, at doktoren stadig opholder sig i Paris. Politiet jubler. 

De sender kopier af brevet rundt til modstandsgruppernes paraplyorganisation FFI i håb om, at nogen kan genkende håndskriften. Det giver endelig bid.

31. oktober 1944 bliver en mand arresteret på en metrostation i Paris. Han er klædt i militær uniform og bærer et FFI-armbånd. 

I lommerne har han en pistol, forskellige id-kort, et rationeringskort udstedt til en jødisk dreng samt en FFI-ordre om at rejse til Saigon. 

Efter otte måneders flugt går dr. Petiot i fælden, blot få dage før han ville være forsvundet ud af landet.

Læs mere

David King: Death in the City of Light, Crown Publishing Group, 2011. Thomas Maeder: The Unspeakable Crimes of Dr. Petiot, Ivan R. Dee, Publisher, Rowman & Littlefield Publishing Group, 1980.

crimemagazine.com/dr-petiot-will-see-you-now

Måske er du interesseret i...

Læs også