Ed Gein blev forbundet med to mord, men han er en af USA's mest berygtede seriemordere. Store dele af Ed Geins hus i Plainfield var lavet til et dystert mindesmærke for hans mor.

© Getty Images

Ed Gein: Seriemorderen, der flåede sine ofre

Bag den pæne og høflige Norman Bates fra Hitchcock-filmen “Psycho” gemmer sig den grusomme historie om eneboeren Ed Gein fra Plainfield, Wisconsin. Han myrdede mindst to kvinder og gravede adskillige lig op på kirkegården for at klæde sig i deres hud og bruge kranierne som tallerkener.

14. oktober 2016 af Søren Henrik Jacobsen
Det er en kold aften i november 1957, da sheriffen Art Schley og vicesherif Lloyd Schoephoerster når ud til Ed Geins landejendom knap ti kilometer fra den lille by Plainfield i Wisconsin.


De to politifolk leder efter den 58-årige Bernice Worden, der samme morgen er forsvundet fra sin butik inde i byen. Butikkens kasseapparat er også væk, og politiet har fundet blodspor på gulvet.

En kvittering med Bernice Wordens håndskrift afslører, at eneboeren Ed Gein i løbet af dagen har været i butikken for at købe frostbeskyttelsesvæske.

De to betjente går rundt om Geins ejendom, hvor istapperne hænger ned fra taget. Deres støvler knaser i sneen. Alle døre er låst, og huset ligger mørkt og øde hen.

Et bryggers på siden af huset er dog kun låst med en simpel haspe, og Lloyd Schoephoerster sparker døren ind. De to mænd går ind i bryggerset, mens lyset fra deres lommelygter fejer rundt i det beskidte lokale.

 Art Schley går baglæns ind i noget, der hænger ned fra loftet. Han vender sig om og lyser på en hvid krop, der er skåret op som et stykke vildt.

Hovedet er væk. Et øjeblik kan Schley ikke fatte, hvad det er, han kigger på. Så går det op for ham. “Min Gud, dér er hun,” udbryder han og styrter ud i vintermørket for at kaste op.

Få øjeblikke senere følger Schoep­hoerster efter. De har fundet Bernice Worden. I løbet af de kommende dage bliver Ed Geins hus endevendt, og en af USA's mest bizarre kriminalsager sender chokbølger gennem landet. 

De værste seriemordere gennem tiden – læs vores store tema

Ed Gein og familien flytter på landet 

Edward Theodore Gein blev født den 27. august 1906 i La Crosse, Wisconsin. Hans far, George Gein, var fordrukken og voldelig og havde svært ved at finde fast arbejde.

Eds mor, Augusta Gein, kom fra en god familie og var stærkt religiøs. George og Augusta var blevet gift i 1899, og fik deres første barn, Henry, i 1902. Fire år senere kom lillebror Ed til verden.

Familien prøvede i nogle år at drive en lille købmandsforretning, hvor de bl.a. solgte slagtervarer. Her oplevede den lille Ed, hvordan hans forældre slagtede de store grise. Det gjorde et stort indtryk på ham at se sin mor smurt ind i blod fra top til tå.

Gennem sparsommelighed og hårdt arbejde lykkedes det Augusta Gein at spare penge nok sammen til, at hun i 1913 kunne realisere sin store drøm: Gein-familien skulle være landmænd. Først drev de en lille farm i Camp Douglas i hjemstaten Wisconsin, og året efter kom de til Plainfield, hvor de slog sig ned på en 80 hektar stor ejendom. 

I slutningen af 1950'erne boede forfatteren Robert Bloch kun 56 km fra Plainfield. Historien om Ed Gein – den stille og rolige nabo, der viste sig at være et grusomt monster – inspirerede Bloch til at skrive romanen “Psycho”.
© Getty Images

Ed Gein bliver alene

Selv om Wisconsin er kendt for sin fede landbrugsjord, ligger Plainfield i den knap så frugtbare del af staten.

Derfor var det hårde år for familien, ikke mindst fordi George brugte det meste af sin tid på at drikke og overfuse sin kone og de to sønner. Imens måtte Augusta tage sig af alt, herunder opdragelsen af Henry og Ed.

De to drenge blev opdraget strengt og fik at vide, at sex var en synd, og at de i det hele taget skulle være varsomme, når de havde med andre mennesker at gøre; især moderne, frigjorte kvinder var noget af det værste i denne verden.

I 1940 døde George Gein, og fire år efter omkom Eds bror Henry under mystiske omstændigheder i en markbrand. Kort tid efter begyndte Augustas helbred at svigte. Hun døde i december 1945. Ed Gein havde mistet sin eneste ven, som han både frygtede og forgudede, og han var nu helt alene i verden.

De omkring 700 indbyggere i Plainfield bemærkede ikke noget underligt ved Ed Gein i årene efter moderens død.

Godt nok blev han blev regnet for lidt af en særling, men mange elskede at høre ham fortælle, når han besøgte de lokale barer. Ed læste en del og var altid god for en drabelig historie.

Inspirationen fik han fra kiosk-hæfter med artikler om opklaringen af kriminalsager, historier om gravrøvere fra det 18. århundrede og kulørte eventyrfortællinger om kannibaler og hovedjægere.

Også historien om George Jorgensen, den amerikanske soldat, der skiftede køn efter en operation i Danmark og blev til Christine Jorgensen, fæstnede sig i Eds sind. 

Fire kvinder forsvinder

Mens eneboeren ofte fandt vej til byen i sin truck, besøgte kun få mennesker Ed Geins hus, hvor snavset og affaldet hobede sig op i de mørke rum uden elektricitet. I de samme år – efter moderens død – begyndte kvinder fra Plainfield-området at forsvinde på mystisk vis.


Det lokale politi havde travlt med at efterforske mindst fire sager, hvor kvinder uden grund pludselig var blevet væk. En af dem, den 48-årige bar-ejer Mary Hogan, havde været meldt savnet, siden politiet fandt blodspor i hendes bar i Plainfield i1954. 

Ed Gein slår til

Lørdag den 16. november 1957 – dagen, hvor Bernice Worden blev myrdet – begyndte jagtsæsonen i Wisconsin. Ed Gein vidste, at byen derfor ville ligge øde hen, og dukkede op i Bernices butik på hovedgaden i Plainfield klokken 8.30 lørdag morgen. Ed købte en halv liter frostvæske, betalte, og Bernice skrev en kvittering til ham.

Ed forlod nu butikken, men vendte tilbage et øjeblik efter. Han bad om at se på en kaliber-22 riffel. Imens Bernice et øjeblik kiggede ud på gaden, proppede Ed en patron i riflen og skød hende i baghovedet. Så læssede han liget og kasseapparatet op i Bernice Wordens truck og kørte hjem.

58-årige Bernice Worden blev skudt i sin butik i Plainfield. Bagefter smed Ed Gein liget i
hendes truck, kørte hjem og flåede huden af hende.
© Getty Images
Samme aften, mens politiet fandt Bernice Wordens udhulede og hovedløse lig i Ed Geins sommerkøkken, spiste eneboeren middag hos nogle naboer, som han havde hjulpet med at skifte batteri i deres bil.


Da politiet kom for at hente ham, fulgte han roligt med. Hans første kommentar til betjentene, før de fortalte, hvorfor de var mødt op, var: “Jeg blev narret til at myrde hende.”

I løbet af de næste dage dukkede det ene makabre fund efter det andet op i huset i Plainfield. Bernice Wordens hoved fandt man i en sæk. Der var blevet sat kroge i ørene, så hovedet kunne hænges op på væggen som et trofæ.

Efterhånden som politiet gravede sig igennem bunkerne i Geins hus, blev historierne om slagteren fra Plainfield mere og mere bizar, og journalister fra hele USA strømmede til Wisconsin for at dække sagen.

Rædslernes hus

Politiet fandt kranier på gærdet af Geins seng, en lampe med en skærm af menneskehud, stole med sæder af hud, et menneskehjerte, afskårne næser, det øverste af kranier, der havde været brugt som suppetallerkener, og et bælte af brystvorter.

De fandt også adskillige masker, der bestod af ansigtshuden fra døde mennesker, heriblandt fra den savnede kroejer, Mary Hogan. I en æske opbevarede Gein adskillige kvindelige kønsorganer, der havde været dyppet i forskellige væsker, så de ikke skulle gå i forrådnelse.

Det mest opsigtsvækkende fund var en vest, der bestod af huden fra en kvindes overkrop. Ed Gein indrømmede senere, at han havde båret denne vest sammen med en af ansigts-maskerne og nogle “hud-strømper”, for at ligne en kvinde.


Gein havde i årevis kun levet i nogle få rum i sit hus. Da politiet fjernede de brædder, der forseglede resten af huset, afslørede rummene en skummel hemmelighed. Her lå Augusta Geins ting urørte hen i de tomme stuer, hvor sønnen havde bevaret moderens værelser som et mindesmærke.

Ausgusta Geins værelser stod urørte hen, mens Ed selv boede i to små kamre fyldt med affald, madrester, menneskeskind og kranier.
© Getty Images

Ed Gein for sindssyg til fængsel

Politiet fandt dele fra omkring ti lig i huset. Gein påstod selv, at han havde gravet døde kvinder op på de lokale kirkegårde og at hud og kranier stammede fra dem.


Han kunne ikke huske at have myrdet nogen, men erkendte dog senere, at han formentlig havde dræbt Mary Hogan og Bernice Worden. Han fortalte også, at han havde stjålet kasseapparatet fra Wordens butik for at undersøge, hvordan det virkede.

To grave på kirkegården i Plainfield blev undersøgt, og i en af kisterne fandt politiet et brækjern, Gein havde efterladt. Begge lig var til gengæld væk.

Ed Gein blev udsat for omfattende mentalundersøgelser, der viste et klart mønster i Geins gerninger. Hans sygelige følelser af både had og kærlighed til moderen fik ham til udelukkende at myrde og flå ældre kvinder, og en række eksperter fandt frem til, at han led af skizofreni.

Han kunne derfor ikke dømmes og blev i stedet spærret inde på Central State Hospital i Waupun, Wisconsin. I foråret 1958 blev Geins ejendele og ejendom solgt på en auktion. Selve huset nåede dog at brænde ned før selve auktionen, formentlig som følge af ildspåsættelse.

Imens levede Gein et roligt liv på hospitalet, indtil han i 1968 blev erklæret rask nok til en retssag.

Her dømte en jury Gein skyldig i mordet på Bernice Worden. Men da han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket, sendte dommeren ham tilbage til forvaringen på Central State Hospital.

Her døde Ed Gein af kræft den 26. juli 1984. Natten efter blev han i hemmelighed begravet på kirkegården i Plainfield. Han blev stedt til hvile ved siden af sin mor, Augusta Gein.

Måske er du interesseret i...

Læs også